Allerede kort efter daggry begyndte glatragede munke i safrangule dragter på deres daglige tiggervandring. De gik barfodede gennem gaderne eller kom padlende i en båd på khlongerne og stoppede op for at lade folk øse ris og anden mad op i deres tiggerskåle.

Lige fra de tidligste år fik jeg indprentet respekt for buddhistiske munke fordi de havde valgt at følge Buddhas eksempel i deres livsførelse. De blev anset for at besidde stor visdom, og vi blev tilskyndet til at agte deres råd og udtalelser højt.

Under den anden verdenskrig blev Bangkok udsat for luftangreb. Min moder bragte mig derfor ud til nogle af hendes slægtninge i en af provinserne. Eftersom det lokale wat, eller tempel, lå lige i nærheden blev jeg vant til at omgås munkene. Nogle af dem fremstillede og solgte buddhistiske amuletter. Ved det gamle tempels vægge stod der tusinder af små buddhafigurer i bly, som vi drenge hjalp med at pudse. Efter at vi havde pudset dem indridsede munkene et par bogstaver i den gamle khmerskrift på dem og udtalte nogle besværgelser for at de skulle kunne bruges som lykkebringere.

Tanken om at en sådan buddhafigur om halsen kunne bringe én held og beskytte mod ulykke fascinerede mig, så jeg begyndte selv at samle på amuletter. Jeg blev hos munkene i nogle måneder, og i løbet af den tid blev jeg indført i meditationsteknik, spådomskunst og andre spiritistiske skikke.

[Illustration på side 25]

Buddhisterne tror at munkenes råd og besværgelser bringer dem lykke