En verden fyldt med had

„Folk forstår aldrig dem de hader.“ — James Russell Lowell, essayist og diplomat.

DET er som om vi er omgivet af had. Navne som Kosovo, Liberia, Littleton, Sarajevo og Østtimor, udtryk som nynazister, skinheads og hvide racister samt billeder af nedbrændte ruiner, massegrave og lig står dybt prentet i vores bevidsthed.

Drømmen om en fremtid uden had, strid og vold er bristet. Danielle Mitterand, der var gift med den nu afdøde franske præsident, siger om den tid hun var ung: „Folk drømte om at leve frit i et brodersamfund de kunne have tillid til, om at have fred med sig selv i sameksistens med andre og om at få en sund, fredfyldt og værdig tilværelse i en stærk og ædel verden som vågede over dem.“ Hvad skete der med disse idealer? Danielle Mitterand siger beklagende: „I dag, et halvt århundrede senere, er drømmen sandelig truet.“

Det genopblussende had vi oplever nu, kan simpelt hen ikke ignoreres. Had er mere og mere udbredt og kommer til udtryk i stadig grovere handlinger. Den personlige sikkerhed som millioner tager for givet, er blevet mindre som følge af de mange meningsløse gerninger forårsaget af had, den ene tilsyneladende mere rædselsvækkende end den anden. Selv om vi måske ikke oplever had i vores eget hjem eller land, kan vi blive udsat for det andre steder. Vi støder på det hver dag i nyhedsprogrammerne i fjernsynet, ja, selv på Internettet. Her er blot nogle få eksempler.

I det sidste årti har nationalismen antaget et omfang som aldrig før. Joseph S. Nye jun., der er leder af Harvard Center for International Affairs, siger: „Nationalismen er ikke aftaget, men snarere tiltaget i styrke i det meste af verden. I stedet for én ’global landsby’ er der mange ’landsbyer’ rundt om på jorden der er mere på vagt over for hinanden, hvilket øger muligheden for at der opstår konflikter.“

Der findes andre snigende og skjulte former for had inden for et lands, ja, endog et boligkvarters, grænser. I Canada dræbte fem skinheads en ældre sikh, og begivenheden „synliggjorde hvad nogle ser som en genopblussen af forbrydelser der udspringer af had, i et land der ofte roses for dets racemæssige tolerance“. I Tyskland havde antallet af racistiske overgreb i de senere år været jævnt dalende, men i 1997 steg det med 27 procent. „Det er en nedslående udvikling,“ bemærker indenrigsministeren, Manfred Kanther.

En rapport viser at over 6000 børn i det nordlige Albanien praktisk talt er fanger i deres egne hjem på grund af frygten for at blive skudt af familiens fjender. Børnene lider under de traditionelle blodfejder „som har ødelagt tilværelsen for tusinder af familier“. Ifølge det amerikanske forbundspoliti (FBI) „var racefordom motivet bag mere end halvdelen af de 7755 forbrydelser der blev begået [i USA] i 1998 som følge af had“. Motiverne bag resten af disse forbrydelser indbefattede fordom over for handicappede og folk der havde et andet religiøst, etnisk eller nationalt tilhørsforhold.

Nyhedsoverskrifterne peger desuden daglig på det udbredte fremmedhad der hovedsagelig rettes mod flygtningene, som nu tæller over 21 millioner. Beklageligt nok er de fleste af dem der udtrykker had mod fremmede, unge mennesker der tilskyndes af uansvarlige politikere og andre som er ude efter at gøre nogen til syndebukke. Af mindre iøjnefaldende tegn på dette problem kan nævnes mistillid, intolerance og det at sætte alle fremmede i samme bås.

Hvad er nogle af årsagerne til denne epidemi af had? Og hvad kan der gøres for at fjerne hadet? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

Den eneste måde at fjerne had på

„Der findes intet had som ikke er forbundet med frygt. . . . Vi hader det vi frygter, så hvor der er had, lurer frygten.“ — Cyril Connolly, litteraturkritiker og redaktør.

MANGE sociologer mener at had er noget der er dybt rodfæstet i menneskets underbevidsthed. „En stor del af det kan endog være medfødt“, indbygget i selve den menneskelige natur, siger en politolog.

Det er forståeligt at de der forsker i den menneskelige natur, når frem til sådanne konklusioner. De eneste studieobjekter de har, er mænd og kvinder der er født med „brøde“ og i „synd“, sådan som det siges i Bibelens inspirerede beretning. (Salme 51:5) Selv Skaberen erkendte, da han for årtusinder siden betragtede det ufuldkomne menneske, at „menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang“. — 1 Mosebog 6:5.

Fordom, diskrimination og det deraf følgende had er et resultat af menneskets nedarvede ufuldkommenhed og selviskhed. (5 Mosebog 32:5) Desværre har ingen jordisk instans eller regering, uanset hvilken politik den har ført, været i stand til ad lovgivningens vej at ændre menneskenes grundlæggende indstilling så de bliver mindre hadefulde. Udenrigskorrespondenten Johanna McGeary siger: „Ingen ’global politibetjent’ kan, uanset sine magtbeføjelser, gribe ind og fjerne det had som har forårsaget blodsudgydelserne i Bosnien, Somalia, Liberia, Kashmir og Kaukasus.“

Men inden vi begynder at søge efter løsninger, må vi have et grundlæggende kendskab til det der ligger bag hadet.

Had der næres af frygt

Der er mange forskellige former for had. Forfatteren Andrew Sullivan sammenfatter det meget godt med disse ord: „Der findes had som frygter, og had som blot føler foragt; der er had som udtrykker magt, og had som kommer af magtesløshed; der er had som skyldes hævngerrighed, og had som skyldes misundelse. . . . Der er undertrykkerens had og offerets had. Der findes had som ulmer, og had som dør hen. Der er had som eksploderer, og had som aldrig antændes.“

Der er ingen tvivl om at de konflikter der i vor tid udspringer af had, for en stor del skyldes sociale og økonomiske faktorer. Stærke fordomme og tilkendegivelser af had findes ofte i de områder hvor de økonomisk velstillede er i mindretal. I mange tilfælde florerer hadet også i de dele af et samfund hvor levestandarden trues på grund af en tilstrømning af udlændinge.

Nogle tror at disse nyankomne vil konkurrere med landets borgere om job, arbejde for mindre løn eller få værdien af fast ejendom til at falde. Om en sådan frygt er berettiget eller ej, kan diskuteres. Men frygten for økonomisk tab og frygten for at samfundets og ens egen levestandard vil blive forringet, er faktorer der bidrager til fordomme og had.