For eksempel ved at flere børn og teenagere i de senere år har begået grusomme voldshandlinger mod andre børn såvel som mod voksne.

I 1998 fandt en chokerende hændelse sted i Sverige. To drenge på fem og syv år kvalte en fireårig legekammerat. Det fik mange til at stille spørgsmålet: Har børn ikke en instinktiv fornemmelse af hvornår de er ved at gå for langt? „En sådan fornemmelse er noget der skal læres,“ siger en børnepsykiater. „Det kan have noget at gøre med . . . de forbilleder børnene har, og det de lærer af de voksne de er omgivet af.“

Nogle iagttagere har lagt mærke til at den moralske sans selv blandt tilsyneladende normale børn og unge er blevet sløvet. Filosofiprofessor Christina Hoff Sommers siger: „Vi er vendt tilbage til en moralsk stenalder.“ Hun har lagt mærke til at de fleste af hendes elever — når de stilles over for et spørgsmål om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert — bliver meget usikre og svarer at der ikke er noget der hedder rigtigt og forkert. De mener at det er noget den enkelte selv må afgøre.

For nylig har mange af Christina Sommers’ elever gjort indsigelse mod den tanke at menneskelivet skulle være noget ganske særligt eller skulle være forbundet med noget ophøjet. Da de for eksempel blev spurgt om hvad de ville gøre hvis de stod over for valget mellem at redde deres kæledyr eller et menneske de ikke kendte, sagde mange at de ville redde deres kæledyr.

„Det er ikke fordi de unge er uvidende, mistroiske, grusomme eller illoyale,“ siger professor Sommers. „De er, for at sige det rent ud, begrebsmæssigt uvidende.“ Hun hævder at mange unge i dag faktisk sætter spørgsmålstegn ved om man overhovedet kan hævde at noget er rigtigt eller forkert, og hun mener at denne holdning udgør en af de største trusler mod samfundet.