Side 2

„Det ondskabsfulde, blodige møde mellem britiske og italienske fans . . . kostede mindst 38 livet og lemlæstede 350.“

„En pøbelsværm angreb politiet, kastede benzinbomber, plyndrede butikker og væltede biler.“

„Der opstod slagsmål på en bar. Der blev kastet med flasker og trukket knive, og det endte i et veritabelt slag.“

„Sammenstød med politiet, væltede biler, knuste vinduer, udlændinge gennemtævet og overspyttet.“

TEKSTEN på foregående side er ikke en beskrivelse af det seneste statskup i et latinamerikansk land eller af en terroraktion et sted i Europa. Nej, disse rapporter skildrer, som et italiensk sportsblad udtrykker det, „en chokerende almindelig sportsdag“.

I vore dage synes sport og vold at gå hånd i hånd. For eksempel husker mange stadig den 29. maj 1985, da 39 mennesker mistede livet og 200 blev kvæstet under sammenstød mellem tilskuerne før mesterholdenes Europacupfinale i fodbold.

Volden blandt tilskuere og sportsudøvere begrænser sig dog ikke til én bestemt sportsgren, som for eksempel fodbold. Nej, den findes inden for alle mulige sportsgrene — baseball, boksning og ishockey.

Talemåderne: „Må den bedste mand vinde,“ og „det er vigtigere at deltage end at vinde,“ hører fortiden til. Hvorfor lader spillere og tilskuere deres laveste følelser komme til udbrud i ukontrollable voldsepisoder ved sportsbegivenheder? Hvad ligger der bag volden inden for sportsverdenen? Hvor alvorligt er problemet?

DE FLESTE er enige om at idræt er sundt. Også de græske læger i oldtiden slog til lyd for at moderat idrætsudøvelse var godt for helbredet.

I dag er der imidlertid mange sportskampe der hverken er sunde for udøverne eller tilskuerne. Volden inden for sportsverdenen har nået et sådant omfang at Europa-Parlamentet har vedtaget en omfattende resolution „vedrørende vandalisme og vold inden for sport“. Foruroliget over den vildskab der har præget sammenstødene før og efter sportsbegivenheder, både mellem spillere og mellem fangrupper, har Europa-Parlamentet undersøgt forskellige sider af fænomenet for at finde frem til voldens rod og hvad der kan gøres for at dæmme op for den. Hvad fandt man frem til, og hvilken form har volden inden for sportsverdenen antaget?

’Et udbredt fænomen’

Den populæreste sportsgren i verden, nemlig fodbold, møder den største kritik, men problemet findes inden for næsten alle sportsgrene. I 1988 blussede volden op under Europamesterskabet i fodbold, der blev afholdt i Vesttyskland. Efter en kamp hvor det engelske landshold havde spillet, gik britiske fans amok, hvilket resulterede i hærværk, i at politibetjente blev kvæstet og i at 300 blev arresteret. Efter at Italien havde vundet en kamp i samme turnering, mistede tre mennesker livet i sejrsrusen.

I England spreder de berygtede hooligans panik overalt hvor de viser sig, og „ødelægger forholdet til engelsk fodbold i både ind- og udland,“ siger The Guardian. Adskillige gange under en enkelt sæson har mandagsudgaverne af de italienske sportsaviser talt om „sorte“ søndage hvor sportsbegivenheder har udviklet sig til optøjer der har ført til at folk er blevet lemlæstet eller slået ihjel. Sportsfaciliteter er blevet til „guerilla-stadioner“, som et dagblad udtrykker det. Sådanne forhold er imidlertid ikke begrænset til England og Italien. Holland, Vesttyskland, Sovjetunionen, Spanien og mange andre lande kæmper med det samme problem.

„Krigen mellem tilhængerne“

Oppisket til aggressivitet af massemedierne har nogle fans givet efter for deres lave instinkter ved sportsbegivenheder. Når der er fodboldkamp samles de italienske ultrà eller de engelske hooligans bag bannere hvorpå der for eksempel kan stå „Den Røde Hær“ eller „Tigerkommandoet“. En hooligan har udtalt at fodboldtilhængeren „ønsker at kæmpe og erobre modstanderens territorium“. På tilskuerpladserne kan stemningen meget vel udvikle sig til noget der ligner den der herskede i de romerske arenaer i oldtiden, hvor tilskuerne ophidsede gladiatorerne til at dræbe deres modstander. Heppekorene råber desuden sjofelheder og racistiske slogans.

Tilhængerne bærer ofte farlige våben. Ved de visiteringer politiet har foretaget før visse kampe har man fundet rene våbenarsenaler — knive, signalpistoler og billardkugler. I England har byger af dartpile med stålspidser regnet ned over tilskuerpladserne.

Regeringsindgreb

Europa-Parlamentets resolution opfordrede de respektive landes regeringer til at skride kraftigt ind over for volden i sportsverdenen. Den engelske regering har for eksempel taget sådanne skridt under ledelse af premierminister Margaret Thatcher. Mrs. Thatcher har krævet indført strengere love, som for eksempel om tvungne identitetskort som adgangsbevis til landets stadioner. Hvis kortets indehaver gør sig skyldig i voldshandlinger, vil kortet blive inddraget. Desuden har man i England planer om at udstyre sportsfaciliteter med intern tv-overvågning af tilskuerne, at rejse barrierer mellem tilhængerne af de spillende hold, og at fjerne alt brændbart materiale fra området. Politiet har infiltreret bander af hooligans, der er de mest voldelige fans, for at finde frem til anførerne og arrestere dem.

Der bliver også taget forholdsregler i andre lande. De italienske sportsmyndigheder har i samarbejde med indenrigsministeren besluttet at opsætte pigtrådshegn og beskyttelsesnet på stadionerne, samt anvende helikoptere, store politiopbud og tv-overvågning. Man har endda overvejet at indsætte militær. Under forberedelserne til De Olympiske Lege i Seoul i 1988 sørgede myndighederne for at politiet blev trænet til at bekæmpe terroristangreb.

Hertil kommer volden mod dommerne. I en af de seneste fodboldsæsoner i Italien blev 690 dommere ofre for vold. En dommer blev under en boksekamp ved De Olympiske Lege i Seoul angrebet af trænere og politifolk som ikke var enige med ham i hans afgørelse.

Foruden den fare sportsvolden udgør for menneskers liv og lemmer, er den også forbundet med betydelige økonomiske omkostninger. Ikke alene udbetales der hundredtusinder af dollars i erstatning for tyverier, plyndringer og vandalisme, men der bruges også mange penge på forebyggelse. På en normal spilledag i engelsk fodbold ofres der cirka fem millioner kroner blot på politibeskyttelse.

Hvad skyldes denne dyriske aggressivitet?

Volden — en del af selve sportsudøvelsen

I dag er vold ofte forbundet med sportsbegivenheder. Interessant nok har den samme kommission som har udarbejdet den resolution der blev vedtaget i Europa-Parlamentet, også påpeget at „vold ikke er en grundbestanddel af sporten, men den er en del af selve sportsudøvelsen og forårsages af at spillets regler, hvis de kan kaldes sådan, ikke i tilstrækkelig grad kan afværge den“. Hvorfor ikke?

Ud over volden blandt tilskuerne har det noget at gøre med den ændring der er sket i den måde sporten udøves på. Som Europa-Parlamentet erkender, oplever man en „øget vold“ i selve samfundet. Sportsverdenen lægger heller ikke udelukkende vægt på selve sportsudøvelsen. For eksempel blev en gruppe engelske sportsfolk diskvalificeret ved de første nutidige Olympiske Lege i Athen i 1896, for at have trænet inden legene begyndte. Det at man trænede før en sportskamp, blev betragtet som uforeneligt med den amatørånd man dengang gik ind for. Hvis dette skete i dag ville de fleste trække på smilebåndet.

Efter den første og især efter den anden verdenskrig har folk der bor i de såkaldt industrialiserede lande, fået mere fritid til deres rådighed. Forlystelsesbranchen er blevet indbringende for forretningsverdenen. De økonomiske interesser har fundet deres plads ved siden af de nationale og sociale interesser. Vore dages sportsbegivenheder er „et skuespil der domineres af økonomiske, politiske og sociale faktorer“. Med andre ord: sport er blevet et „massefænomen“. Vinderne bliver ofte belønnet med millionbeløb! Fjernsynet har også bidraget til sportsbegivenhedernes popularitet og har måske endda bidraget til volden. Fjernsynskameraerne dvæler ofte ved det farlige spil frem for de episoder der dømmes mildt, og viser dem atter og atter i langsom gengivelse. På den måde forårsager tv, måske ubevidst, at volden overdimensioneres i fremtidens tilskueres og spilleres tankegang. Amatørsporten hører stort set fortiden til, idet der er fremkommet „professionelle amatører“, som et tidsskrift har kaldt de sportsfolk der i 1988 tjente titusinder af dollars under De Olympiske Lege i Seoul.

Nationalismen får sportsfolk, trænere, managere og tilskuere til at lægge overdreven vægt på det at vinde. Efter visse internationale sportsbegivenheder bliver vinderne triumferende hyldet med hædersbevisninger, nøjagtig som når fortidens sejrende hærførere vendte hjem. Dette har man i de senere år kunnet iagttage i Italien, Argentina og Holland, hvor sportsfolk bogstavelig talt skrupelløst har kæmpet til sidste åndedrag. Og deres fans efteraber dem ved at gå til yderligheder i deres loyalitetsfølelse over for deres hold eller deres land, idet de anstifter voldsomme slagsmål før, under og efter sportskampe.

Umiddelbart før Europamesterskabet i fodbold blev afviklet i 1988, skrev det vesttyske ugeblad Der Spiegel at man frygtede at denne begivenhed ville blive „en ideel yngleplads for en højeksplosiv blanding af aggressivitet, nationalisme og nyfascisme“.

En anden form for vold

Men volden inden for sportsverdenen har også et andet aspekt. Ved De Olympiske Lege i 1988 oplevede man „dopingskandalen“. Doping, brugen af ulovlige medikamenter der øger sportsudøvernes styrke og gør det muligt for dem at yde præstationer der ligger over deres normale fysiske formåen, øver vold mod sportsånden og skader idrætsfolkenes helbred.

„Steroider udgør en voksende trussel mod vor nationale sundhed og sikkerhed.“ — Embedsmand ved det amerikanske narkotikapoliti

MILLIONER af tilskuere og tv-seere som fulgte De Olympiske Lege i Seoul, blev chokerede. Deres helt, den atlet der satte verdensrekord i 100-meterløb, blev frataget sin guldmedalje da han blev diskvalificeret for at have brugt forbudte stoffer.

Sportsverdenen er blevet ramt af endnu en plage, nemlig doping. Den er blevet så vanskelig at udrydde at den er blevet kaldt „sportens AIDS“.

„Medikamenternes olympiade“

Øjensynlig var det hovedsagelig efter den anden verdenskrig at nogle sportsfolk begyndte at misbruge lægemidler. Nu er det ifølge eksperter så almindeligt at der må oprettes „komplicerede og kostbare organisationer, ofte grundlagt af sportsforbundene selv, med det formål at nå prestigefyldte resultater, tiltrække sponsorer, skaffe penge og opnå magt“. Fænomenet er så udbredt at det italienske lægetidsskrift Corriere Medico kaldte De Olympiske Lege i Los Angeles (1984) for „medikamenternes olympiade“.

Men faktisk er anvendelsen af stoffer og andre illegale behandlingsmetoder i den hensigt at blive i stand til at yde større præstationer, almindeligt forekommende inden for mange sportsgrene i alle lande. Ethvert land ønsker at overgå de andre, så ingen vil holde op med at dope sportsudøverne. Det er ikke overdrevet når Europa-Parlamentet har påpeget at „det høje ambitionsniveau og de hyppige sportsbegivenheder udsætter en sportsudøver for et sådant pres at det bliver mere fristende at gøre brug af mere eller mindre lovlige metoder for at forblive i psykisk og fysisk topform. Fristelsen bliver ikke mindre af at sportstrænerne er så skrupelløse.“ Selv drenge bliver dopet.

Forskellige former for doping

Der findes forskellige former for doping:

Steroider er den stoftype der medførte at Ben Johnson, vinderen af 100-meterløbet ved olympiaden i Seoul, blev diskvalificeret, en hændelse der er blevet kaldt „den alvorligste episode i De Olympiske Leges historie“. Der er tale om nogle stoffer der har indflydelse på produktionen af aminosyrer og derved bidrager til at muskelmassen øges og styrkes men også medfører øget aggressivitet. Det er blevet sagt at samtlige verdensrekorder der i løbet af de sidste ti år er blevet sat i vægtløftning, kan tilskrives disse stoffer.

Stimulanser såsom koffein og stryknin anvendes for at øge kroppens „kampberedskab“ og mindske træthedsfornemmelsen.

Analgetika bruges for at dulme smerter og berolige.

Betablokerende stoffer bruges især af bueskytter og inden for skydesport, da de sænker hjerterytmen og stabiliserer kroppen.

Diuretika anvendes for at opnå hurtigt vægttab og for at skjule at man har taget andre forbudte stoffer.

Dette er blot nogle af de velkendte stoffer der bruges som doping, men Den Internationale Olympiske Komité har udarbejdet en liste med omkring ét hundrede forbudte stoffer. Problemet er at lige så snart et af stofferne forbydes, eller man finder frem til metoder der kan afsløre dem, går hele hold af læger og kemikere i gang med at frembringe nye produkter.

Der findes imidlertid også andre metoder hvorved sportsudøvere på uærlig vis forsøger at forbedre deres præstationer. For at ligge bedre i vandet har nogle svømmere ladet deres tarme fylde med helium.

Mange idrætsudøvere indrømmer at de har modtaget blodtransfusioner for at øge deres udholdenhed. Nogle mener at hvis man lader noget af sit blod tappe for senere at modtage det i form af en transfusion af røde blodlegemer, vil det resultere i øget ilttilførsel til alle dele af legemet, deriblandt musklerne.

For nylig har nogle sportsblade desuden afsløret at idrætskvinder har brugt graviditet som en form for doping. Gravide kvinder får et øget blodvolumen, hvilket igen øger musklernes iltforsyning. Nogle idrætskvinder, især de der dyrker kraftbetonede sportsgrene, har benyttet de første stadier af en graviditet til at forbedre deres præstationer. Efter konkurrencerne har de fået foretaget abort.

Et alvorligt problem

Hvor udbredt er problemet? At dømme efter hvor sjældent det sker at sportsudøvere bliver diskvalificeret for at have brugt doping, mener nogle sportsfans at det kun er en lille procentdel af sportsfolk der benytter sig af det, og at deres idoler bestemt aldrig kunne finde på den slags. Men de der er kendt med sportsverdenen er af en anden mening.

„Brugen af anaboliske steroider er meget mere udbredt end man hidtil har troet,“ udtaler en tidligere italiensk diskoskaster. Og ifølge professor Silvio Garattini, ekspert i farmakologi, er dopingproblemet sandsynligvis meget alvorligere end hidtil antaget. Ifølge nogle kilder bruger 50 procent af de i fysisk henseende mere veludrustede sportsfolk forbudte stoffer.

Risikofaktorerne

Problemet med doping er imidlertid ikke udelukkende at der på uærlig vis opnås bedre resultater. Sportsfolk i dag, og især de der bruger doping, er en del af et meget større men skjult foretagende der omfatter læger som er i stand til at ordinere de forbudte stoffer om nødvendigt. Det er imidlertid sportsfolkene som kommer til at høste konsekvenserne — skammen i forbindelse med at blive opdaget og diskvalificeret og, hvad der er alvorligere, de helbredsrisici der er forbundet med doping.

Man mener at anaboliske steroider skader leveren samt hjertet og blodkredsløbet, foruden at det også forårsager forskellige andre sekundære fysiske skader. Disse stoffer menes også at være årsag til skader i urin- og kønsorganerne, og tillægges også skylden for visse sportsudøveres voldelige personlighed.

Misbruget af andre stoffer, som for eksempel stimulanser, fremkalder „en tilstand af forvirring, afhængighed og hallucinationer“. Hvad blodtransfusionerne angår påpeger det videnskabelige tidsskrift Doctor at en sådan infusion med sportsudøverens eget blod ikke er uden risiko. En af farerne består i „overfyldning og nedsat blodgennemstrømning i visse dele af legemet, forårsaget af blodets øgede viskositet“, samt ophobningen af jern „med skadelige konsekvenser for parenkymvævet (leveren, nyrerne, hjertet, de endokrine kirtler osv.)“.

Man har kendskab til talrige dopingdødsfald. Blandt de mere kendte tilfælde kan nævnes den danske cykelrytter Knud Enemark, der døde ved De Olympiske Lege i Rom i 1960; den engelske cykelrytter Tom Simpson, der døde under Tour de France i 1967; den hollandske mellemdistanceløber Augustinus Jaspers, der døde umiddelbart efter et løb ved De Olympiske Lege i Los Angeles i 1984; den vesttyske syvkæmper Birgit Dressel, der døde af forgiftning med de stoffer en sportslæge havde ordineret hende gennem flere år.

„Inden for sport er der ingen skånsel,“ siger den flerdobbelte olympiske mester Carl Lewis. „Doping har allerede krævet sine ofre. Lederne kender problemet, men siger ingenting.“

Skønt sportsfolkene er klar over de foruroligende kendsgerninger, hvordan besvarer de da et spørgsmål som: „Hvis jeg kunne give dig en pille der ville gøre dig til olympisk mester men som ville koste dig livet i løbet af et år, ville du så tage den?“ Halvtreds procent af de amerikanske sportsfolk der fik stillet spørgsmålet, svarede ja. Det samme ville mange sportsudøvere i andre dele af verden sikkert gøre.

Hvornår bliver det anderledes?

DET er sundt og fornøjeligt at tage del i forfriskende fysiske aktiviteter. Men desværre bliver deltagerne, og i nogle tilfælde også tilskuerne, ved en sportsbegivenhed ofte suget ind i en særdeles voldsbetonet verden hvor doping hører til dagens orden.

Tendensen inden for sport er blot endnu en bekræftelse af at vi lever i en voldspræget verden. I en kommentar til den vold der i 1985 kostede 39 mennesker livet på et fodboldstadion, har filosoffen Emanuele Severino sagt: „Man er i det store og hele enige om at episoder som den der fandt sted i Bruxelles, er et udtryk for folks svindende tro på visse fundamentale værdier i vort samfund.“ Han tilføjer: „Vor tids vold skyldes imidlertid ikke mangel på normer men snarere det at der er blevet opstillet nogle nye normer.“

De nye normer i sport

Hvori består disse nye normer som professor Severino omtaler? En af dem omfatter sportsfolkenes narcissisme der gør mestrene til „halvguder“.

Desuden er der nationalismen og de deraf følgende politiske virkninger. Tidsskriftet L’Espresso skriver: „Sporten er blevet spændt for prestigejagets vogn. Jo flere sejre et land vinder, jo højere anseelse nyder det.“

Penge er også blevet normgivende inden for sportsverdenen. De betydelige økonomiske interesser — tv-rettigheder, reklamer, lotterier og sponsorstøtte — skaber uvægerligt „samvittighedsløs konkurrence“, selv blandt sportsfolkene. En tidligere fodboldspiller har sagt at fodbold „ikke længere er et spil. Det er udelukkende en forretning“.

Det fremherskende princip er sejr for enhver pris, og ifølge vore dages nye værdinormer omfatter dette alt, lige fra volden på banen og på tilskuerpladserne til volden blandt tilhængerne før og efter kampen, fra doping og dens dødsensfarlige virkninger til det unfair og hensynsløse spil. Sportsånden, det såkaldte fairplay, lader til at høre fortiden til. Vil det nogen sinde blive som før? At dømme efter folks udtalelser er der mange der håber det, men perspektiverne ser alt andet end lovende ud.

Vil vold og doping nogen sinde høre op?

Som professor Severino erkender er volden inden for sportsverdenen blot ét aspekt af den vold der plager vore dages samfund. Hvad skyldes den megen vold? En af profetierne i Bibelen hjælper os til at forstå den. I sin omtale af de sidste dage for denne onde tingenes ordning skrev apostelen Paulus: ’Menneskene vil være egenkærlige, pengekære, illoyale, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser.’ Han tilføjede: „Onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre.“ — 2 Timoteus 3:1-5, 13.

Bibelen forklarer at verden som den ser ud i dag, „ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) ’Den onde’ der her omtales, er Satan Djævelen, som fordærver det der er godt, såsom sunde sportsaktiviteter. Det er ham der står bag vor tids voldstendenser. Han søger også at fremme nationalismen, selviskheden og det begær der har ødelagt samfundet og sporten.

Men som enkeltpersoner behøver vi ikke at give efter for denne dæmoniske indflydelse. Ved at anvende Bibelens principper kan vi ’afføre os’ vor gamle personlighed med dens forkerte forehavender, deriblandt dens voldsmetoder, og iføre os „den nye personlighed“, der frembringer en frugt i form af fred. — Kolossenserne 3:9, 10; Galaterne 5:22, 23.

Men vil vold og doping inden for sportsverdenen nogen sinde høre op? Så afgjort! Hvornår? Når vold og stofmisbrug i samfundet hører op. Den tiltagende ondskab vi oplever i dag, er et vidnesbyrd om at dette er nært forestående! — Salme 92:7.