Den forunderlige instinktive visdom

„Fuglenes træk er sandsynligvis det mest imponerende naturfænomen.“ — COLLINS ATLAS OF BIRD MIGRATION.

DEN 9. december 1967 opdagede en pilot en flok sangsvaner på omkring 30 som fløj mod Irland i den forbløffende højde af 8200 meter. Hvorfor fløj de så højt oppe, hvor temperaturen var omkring 40 minusgrader? Ud over at fuglene undgik de voldsomme snestorme i lavere højde, blev de båret af en luftstrøm så de fløj med en hastighed af cirka 200 kilometer i timen. Man skønnede at fuglene fuldførte deres 1300 kilometer lange flyvetur fra Island til Irland på blot syv timer.

„Verdensmesteren“ blandt trækfugle — havternen — yngler nord for den nordlige polarcirkel, men når det er vinter dér, opholder den sig i Antarktis. Denne lille havfugl flyver typisk mellem 40.000 og 50.000 kilometer om året, hvilket svarer til en tur rundt om kloden.

Den hvide stork yngler i Nordeuropa, men flyver til Sydafrika når det bliver vinter. Det vil sige at den tilbagelægger en strækning på i alt 24.000 kilometer. Tusinder af disse fugle passerer gennem Israel forår og efterår, idet de følger et tidsskema som var kendt selv på Bibelens tid. — Jeremias 8:7.

Hvem gav fuglene denne instinktive evne? For cirka 3500 år siden stillede Gud følgende spørgsmål til den retfærdige mand Job: „Er det ved din forstand at falken flyver højt, at den breder sine vinger ud for søndenvinden? Mon det er på din befaling at ørnen stiger til vejrs, og at den bygger sin rede højt oppe?“ I sit svar priste Job med rette Gud for fuglenes og andre dyrs forbløffende evner. — Job 39:26, 27; 42:2.

Højere end instinktet

Mennesket, der er kronen på Guds skaberværk, er ikke primært styret af instinkter. Vi mennesker har nemlig en fri vilje og en samvittighed samt evnen til at vise kærlighed. (1 Mosebog 1:27; 1 Johannes 4:8) På grund af disse gaver kan vi træffe retfærdige og moralsk rigtige beslutninger, der til tider afspejler dyb kærlighed og selvopofrelse.

Naturligvis er en persons indstilling og opførsel i stor udstrækning en følge af den moralske og religiøse oplæring vedkommende har fået, eller ikke fået, i barndommen. Det betyder at folk mange gange ser forskelligt på hvad der er rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt. Disse forskelle kan føre til misforståelser, intolerance og endda had, især når sådanne faktorer som kultur, nationalisme og religion øver en stærk indflydelse.

Hvor meget bedre ville verden ikke se ud hvis alle accepterede ét sæt normer der afspejlede moralsk og åndelig sandhed, lige så vel som vi accepterer og adlyder de fysiske love som styrer universet. Men er der nogen som har tilstrækkelig evne og kundskab til at fastsætte universelle normer? Og hvis der er, kan og vil vedkommende så gøre det? Disse spørgsmål vil blive behandlet i de følgende artikler.

Ledet af noget der er højere end instinkter

„Hvis personlige moralnormer blot er et spørgsmål om frit at vælge, uden at have retningslinjer til moralsk at bedømme kvaliteten af disse valg, så vil loven uvægerlig blive brugt til at udfylde det moralske tomrum som derved opstår.“ — DR. DANIEL CALLAHAN.

CALLAHANS bekymring har desværre vist sig at være begrundet, for det voksende moralske tomrum mange steder i verden har tvunget regeringer til at vedtage utallige love i et forsøg på at dæmpe kriminaliteten. Ved den allerførste Nigerian Mothers’ Summit, „nigerianske mødres topkonference“, udtrykte Nigerias præsident sin dybe bekymring for landets fremtid. Det var ikke politiske anskuelser eller fattigdomsproblemet han havde i tanke, men „et langt alvorligere problem“ — den „generelle nedbrydning af . . . fundamentale værdinormer inden for familien, på arbejdspladsen, i lokalsamfundet og på landsplan“.

Ifølge en spørgeundersøgelse i Storbritannien som omfattede 1736 mødre, fandt man at „den traditionelle familieordning er ved at kollapse på grund af de hurtigt faldende moralnormer og stigningen i antallet af eneforældre“. Også i Kina har moralen taget et styrtdyk. Folk dér dyrker sex tidligere i livet end før, og med flere partnere end nogen sinde, rapporterer bladet Time. „Det er mit liv, og jeg kan gøre hvad jeg har lyst til,“ siger en kinesisk kvinde som praler med at have haft over 100 sexpartnere.

Det moralske sammenbrud har også berørt dem der sidder inde med myndighed. „Folk ser ikke længere op til deres ledere som stærke moralske forbilleder,“ erklærer Javed Akbar i den canadiske avis Toronto Star. Politikere, erhvervsledere, ja, selv religiøse ledere, „synes at mangle den fornødne moralske styrke,“ udtaler han.

Årsagen til det moralske forfald

Flere forskellige faktorer har bidraget til denne nedadgående tendens. En af dem er en udbredt oprørsk indstilling til traditionelle værdinormer. En opinionsundersøgelse i det sydlige USA viser for eksempel at størsteparten af de universitetsstuderende føler at „det er op til den enkelte selv at afgøre hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert“.

En politisk skribent ved navn Zbigniew Brzezinski har påpeget en anden faktor. Nutidens samfund, skriver han, „fokuserer for en stor del på øjeblikkelig tilfredsstillelse af den enkeltes ønsker i et miljø hvor individuel og kollektiv hedonisme bliver det dominerende motiv for ens opførsel“.a Moralsk autonomi, begærlighed og selvbehagelighed kan til en vis grad virke appellerende, men er det med til at give ægte lykke, tilfredshed og et bedre forhold til andre?

„Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger,“ sagde Jesus. (Mattæus 11:19) Er folk blevet mere lykkelige og trygge fordi moralnormerne er blevet væsentligt sænket? Tænk på hvad det har medført: Større mistro, utryghed, mislykkede parforhold, børn der vokser op uden en far eller mor, pandemier af seksuelt overførte sygdomme, uønskede graviditeter samt stofmisbrug og vold. Alt dette tegner bestemt ikke et billede af tilfredshed og succes, men snarere af sorg og fiasko. — Galaterne 6:7, 8.

Jeremias, der var en af Guds profeter, oplevede lignende problemer på sin tid. Han kom med følgende inspirerede udtalelse: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Gud skabte os altså ikke til at være uafhængige af ham, til selv at skulle afgøre hvad der er rigtigt, og hvad er er forkert. Det som i vores øjne synes at være gavnligt, kan faktisk være meget skadeligt. „Der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje,“ siger Bibelen i Ordsprogene 14:12.