MODER

Ligesom det hebraiske ord ’av (fader) er ’em (moder) sandsynligvis et lydord, en efterligning af de første enkle lyde et spædbarn siger. Det anvendes om en persons kødelige moder, måske om en stedmoder (1Mo 37:10; jf. 1Mo 30:22-24; 35:16-19) foruden om en stammoder, eftersom Adams hustru, Eva, blev „moder til alle levende“. (1Mo 3:20; 1Kg 15:10) Det græske ord for „moder“ er mēʹtēr. Både det hebraiske og det græske ord for moder bruges i overført betydning.

Brugt billedligt. Ordet „moder“ anvendes i Dommerne 5:7 i betydningen en kvinde som hjælper andre og tager sig af dem. Paulus sammenlignede den nænsomhed hvormed han optrådte over for dem som han bragte sandheden, det vil sige hans åndelige børn, med den der lægges for dagen af „en ammende moder“. — 1Ts 2:7; se NÆNSOMHED.

På grund af det nære åndelige slægtskab sammenlignes kristne kvinder med mødre og søstre, og de skal behandles med den samme respekt og renhed som kødelige mødre og søstre. (Mr 3:35; 1Ti 5:1, 2) Kristne hustruer som følger Abrahams hustru Saras gode eksempel, kaldes hendes „børn“. — 1Pe 3:6.

Eftersom mennesket blev dannet „af støv fra jorden“, kan jorden billedligt kaldes dets „moder“. (1Mo 2:7; Job 1:21) En by med dens indbyggere skildres som en moder med sine børn. I Jerusalems tilfælde stod byen — som regeringssædet — for hele nationen, og Israels folk blev som enkeltpersoner betragtet som hendes børn. (Ga 4:25, 26; Ez 23:4, 25; jf. Sl 137:8, 9.) En stor by blev betragtet som moder til de omliggende „småbyer“, eller, ordret oversat, dens „døtre“. (Ez 16:46, 48, 53, 55; se fdn. til v. 46.) Babylon den Store, „den store by“, kaldes „moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. — Åb 17:5, 18.