Galápagos Rift er en del af en verdensomspændende, vulkansk aktiv, undersøisk sprækkedal der er afgrænset af et komplekst system af bjergkæder kaldet midtoceaniske rygge, og var derfor et velegnet udgangspunkt. Det kolossale, globale bjergkædesystem, der er mere end 65.000 kilometer langt, bugter sig rundt om planeten som sammenføjningen på en tennisbold. Hvis vandet i oceanerne ikke dækkede det, ville dette system være „den mest dominerende struktur på planetens overflade med et areal der er større end det område alle Jordens større bjergkæder dækker tilsammen“. Sådan skriver Jon Erickson i sin bog Marine Geology.

Noget særlig bemærkelsesværdigt ved disse midtoceaniske rygge er at der i alt væsentligt er tale om et „tvillingesystem“ bestående af to bjergkæder som løber parallelt med hinanden og hver især hæver sig 3000 meter over havbunden. Mellem bjergkæderne ligger de største kløfter på hele Jorden — canyoner der er 20 kilometer brede og 6 kilometer dybe — fire gange så dybe som Nordamerikas Grand Canyon. Nederst i disse kløfter er der vulkansk aktive sprækkezoner. Erickson fortæller at da forskerne første gang undersøgte den del af dette bjergkædesystem der kaldes den Midtatlantiske Ryg, viste deres måleinstrumenter en så voldsom vulkansk aktivitet „at det virkede som om Jordens indre ville blive spyet ud“.

Pladerne bevæger sig i forhold til hinanden. De der bevæger sig væk fra hinanden, bliver tyndere og danner sprækkedale i de midtoceaniske rygge. På verdensplan bevæger pladerne sig gennemsnitlig cirka 3 centimeter om året.

Ifølge den pladetektoniske teori vil pladernes bevægelse bort fra hinanden give plads til at varm magma fra jordkappen, som ligger under jordskorpen, trænger op. Dette varme materiale danner nu oceanbundsskorpe langs sprækkezonen, men det resulterer ikke i at pladerne smelter sammen. De bevæger sig konstant væk fra hinanden, og sprækkesystemet minder derfor om et stort sår der aldrig heler.