Overtræderne konfronteres med efterladte

SCENEN: Et møde i panelet af ofre for spiritusulykker i Genesee-amtet i staten New York. Til stede: Seks sørgende pårørende til trafikofre som de fremviser billeder af. De forsøger at gøre et uudsletteligt indtryk på nogle der er dømt for at have kørt i beruset tilstand.

Følgende er vort resumé af ordvekslingen:

De efterladte

En fader: „Dette er vores søn Eric. Han var et ønskebarn, fuld af humør og altid smilende. Nu er jeg sørgende far til en søn der døde som 17-årig. På ét øjeblik var vore drømme, vort fremtidshåb og vores kærlighed borte — dræbt af en spritbilist.

Mine kone og jeg kommer tit på kirkegården. Det er vores spinkle forbindelse til ham. Vi læser Erics ord indhugget på gravstenen: ’Jeg vil savne jer af hele mit hjerte, og jeg håber at der ikke er for langt mellem os. Hvis der er, vil jeg græde, for jeg har aldrig ønsket at sige farvel.’ Det har vi heller ikke.“

En ung enke: „Dette er min familie. En 22-årig mand sagde at han ikke følte sig påvirket og kørte fra en bryllupsreception i sin bil. Han kørte med høj hastighed ad en mørk vej han ikke kendte, og overså et advarselsskilt, hvorefter han kørte over for fuldt stop og ramte os. Det næste jeg husker er at jeg kom til bevidsthed med en voldsom smerte i brystkassen. Jeg kæmpede for at åbne øjnene og kunne lige skimte min mand, sammensunket over rattet. Jeg kunne høre mit lille barn skrige, og jeg husker at jeg spurgte: ’Hvad skete der?’

Ingen svarede. Min mand, Bill, på 31, min ældste søn på 6 og mine tvillingedrenge på 4 år var døde. Den eneste jeg kunne knytte mit håb til, var min ni måneder gamle datter, som blev indlagt med alvorlige læsioner i hovedet.

En trist og våd onsdag formiddag blev min mand og mine tre drenge begravet. Jeg var stadig indlagt — og lå og tænkte på fire kister, fire lemlæstede legemer, fire mennesker jeg aldrig mere skulle se, høre eller røre ved. Hvordan skulle jeg komme videre?

Min lille pige og jeg var tvunget til at begynde forfra på tilværelsen. Jeg solgte huset, for jeg kunne ikke bære minderne. Jeg har svært ved at vænne mig til tanken om at min mand og mine tre dejlige drenge ligger på kirkegården. Al min omsorg, bekymring og kærlighed havde ikke kunnet beskytte dem. Jeg kan ikke finde ord for min smerte, frustration og tomhedsfølelse. Deres liv blev så kort.

Den unge mand der tog deres liv var hverken alkoholiker, forhærdet kriminel eller tidligere lovovertræder — blot et gennemsnitsmenneske der havde været til selskab. Jeg betaler denne frygtelige pris fordi én valgte at køre i spirituspåvirket tilstand. Måtte det aldrig ske for jer eller nogen I holder af.“

En moder: „Min datter hed Rhonda Lynn. Hun skulle have taget studentereksamen den 21. juni. Den 10. juni var hun i gang med at få sin sidste køretime hos kørelæreren, og ved en fest samme dag valgte to personer der havde drukket tæt, at tage bilen hjem. På ét øjeblik gjorde de ende på Rhondas, hendes kørelærers og to andre elevers liv.

Om eftermiddagen blev jeg ringet op og fik at vide at Rhonda havde været ude for en ulykke. Min eneste tanke var at jeg måtte være hos hende. Da jeg ankom til sygehuset, fik jeg ikke lov til at se hende, men jeg måtte have vished. Jeg fik dem til at trække lagenet til side. Hendes ansigt var frygtelig opsvulmet og forrevet. Jeg blev ved med at se på hendes kønne øjne og holde hendes arm, men jeg kunne ikke helbrede hendes ødelagte krop. Jeg kunne kun stryge hende over det smukke hår. Der var ingen reaktion. Hun var borte.

Jeg måtte påtage mig den tunge opgave at give hendes far og brødre besked. Det frygtelige savn har helt forandret vores tilværelse. Kunne vi bare omfavne hende endnu en gang. Livet bliver aldrig det samme. Vi har kun minderne tilbage.“

Mødet slutter

Patricia Johnston, panelets koordinator, slutter med sin egen tragiske erfaring, hendes alkoholiske faders dødsulykke. Hun siger: „Hvis jeg kunne fylde en flaske med den sorg alkohol forvolder og give den som ’afskedsdrink’, ville programmer som dette blive overflødige.“