Fernando Muthemba samarbejdede nu med brødre fra landsudvalget i Malawi om at finde moçambiquiske brødre i disse lejre, så de kunne styrke dem åndeligt og støtte dem økonomisk sådan som Det Styrende Råd havde givet bemyndigelse til.

Udvalget i Malawi afgjorde at Fernando Muthemba skulle tage til Tete for at skaffe bistand til brødrene dér. Da broder Muthemba ankom til Moatize, blev hans bagage undersøgt. Brødrene havde lige akkurat tid til at fjerne de publikationer han medbragte. Hvad fandt politiet så i hans tasker? „Bare nogle laser,“ beretter han. De skuffede betjente spurgte: „Er dét det hele?“ Og det var det. Denne broder, der havde båret store ansvarsbyrder under lejropholdet, vendte ligesom alle de øvrige brødre hjem frataget alt af værdi. På dette tidspunkt så brødrene faktisk hærgede ud — de sultede, var snavsede og gik klædt i pjalter. De bar også tydelige spor af mishandling. De passede godt til Bibelens beskrivelse af mange blandt Guds tjenere: „De gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød [og] mishandling; dem var verden ikke værd. De flakkede om i ørkener . . . og jordens huler og grotter.“ — Hebr. 11:37, 38.

Fernando Muthemba fortæller bevæget om den 16. maj 1987: „Da jeg klokken 7.30 kiggede hen mod lufthavnen, så jeg to store Boeing-fly der skulle åbne ’luftbroen’ og hente alle Jehovas vidner til Maputo.“ Brødrene var ovenud lykkelige! Nu kunne de efter 12 år omsider komme hjem til deres byer!