I 1959, efter at broder Zunguza var flyttet til Beira, blev broder Chilaule bedt om at møde hos PIDE. Agenterne havde opsnappet og læst hans post. Han blev forhørt hele formiddagen, og om eftermiddagen konfiskerede nogle agenter alle publikationerne i hans hjem. De brødre og interesserede som så politiets landrover uden for Chilaules hjem, frygtede at de også, alle som én, ville blive arresteret. Overraskende nok blev samtlige bøger leveret tilbage en uge efter. Det var netop den opmuntring gruppen behøvede.

Efter at kolonistyrets politi, PIDE, havde leveret Ernesto Chilaules publikationer tilbage, blev den afrikanske gruppe i Lourenço Marques frygtløs.

Først et kartotekskort hos PIDE

Micas Mbuluane var en af dem der blev kontaktet på denne måde. Da han modtog bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og bad om et bibelstudium, spurgte han: „Hvad skal jeg betale for det?“ Selvfølgelig skulle han intet betale, men brødrene bad om lov til at afholde et foredrag i hans hjem søndagen efter. Det gik han beredvilligt ind på. Taleren var Ernesto Chilaule, og der var omkring 400 til stede. Men en PIDE-stikker angav dem til politiet, og politichefen kaldte Micas op på sit kontor. Micas var bekymret. Han sagde selv: „Her står jeg som en dobbelt hedning der kun har været til ét møde. Hvad skal jeg dog sige?“ (I lokal sprogbrug betyder „hedning“ en ikketroende, og med betegnelsen „dobbelt hedning“ fremhævede han hvor uværdig han følte sig.) Han havde kun få minutter til at forberede sig inden han var tilsagt, så han henvendte sig straks til den broder han studerede med og bad ham om hjælp.

På politistationen blev Micas spurgt hvilken trosretning han tilhørte. Uden tøven svarede han: „Jehovas Vidner.“ Politichefen, Mario Figueira, fortsatte: „Det vil sige at der blev holdt et stort møde i dit hjem, under udenlandsk påvirkning, bag lukkede døre og med politiet låst ude. Det må afgjort have haft noget med Frelimo at gøre.“ Dermed hentydede han til Moçambiques Befrielsesfront (Frente da Libertação de Moçambique), den bevægelse der på det tidspunkt kæmpede for Moçambiques uafhængighed. Micas grublede over hvad han skulle svare, for det var han uforberedt på. Han forsøgte diplomatisk at gøre rede for hvad han havde set og været med til for første gang.

„Det er i orden, Micas, det er nok,“ afbrød Figueira ham. Han lagde armene om Micas og fortsatte: „Det du siger er sandt. Fra de tidligste tider er Guds tjenere blevet forfulgt fordi de har sagt sandheden, ligesom jer. Jeg beder blot om én ting: Giv os besked næste gang I holder så stort et møde, så vi undgår konfrontationer. Gå i fred. Men kom herop i morgen med to fotografier så vi kan oprette et kort på dig i kategorien Jehovas Vidner.“ (Dengang havde alle brødre med ansvar i Jehovas Vidners menighed et kartotekskort hos PIDE.) Micas ler ved tanken: „Jeg, en dobbelt hedning, havde kort hos PIDE før jeg havde et hos menigheden!“ Desværre var det en undtagelse at politiets agenter var så hensynsfulde.

En omstridt bekendtgørelse skaber splittelse

I 1968 blev de ældste i Lourenço Marques bedt om at stille hos PIDE. De fik forelagt en bekendtgørelse om at Jehovas vidner ikke måtte hverve proselytter og kun måtte holde møder med deres egen familie. Det blev forlangt at de skrev deres navn på dokumentet for at bekræfte at de ældste havde læst det.

Dette gjorde de ældste i den overbevisning at de ikke afsvor deres tro, men blot tilkendegav at de var blevet gjort bekendt med indholdet. De var besluttede på fortsat at følge de bibelske påbud om at forkynde og komme sammen, om end diskret og i mindre grupper. (Matt. 10:16; 24:14; 28:18-20; Hebr. 10:24, 25) Men trods dette forsæt skilte nogle brødre sig ud i den tro at de ældste var gået på kompromis ved at underskrive dette dokument.

For at bevise at de ikke havde handlet i frygt og ikke var gået på kompromis, dannede de ældste et udvalg under forsæde af Ernesto Chilaule og henvendte sig til PIDE for at få at vide hvad der var grunden til forbudet. „Hvad har De imod Jehovas Vidner?“ spurgte de. Svaret lød: „Vi har intet udestående med jer, men det trossamfund er forbudt i Moçambique. Selv om I ikke gør noget ulovligt, vil myndighederne ikke tillade det trossamfund.“ Embedsmændene tilføjede at hvis nogen ville udøve denne religion, måtte de rejse udenlands.

Hertil svarede broder Chilaule og det øvrige udvalg fast: „Hvis myndighederne har den holdning at det er forkert at lære folk ikke at stjæle, slå ihjel og gøre noget andet slet, så lad os blive arresteret. Vi vil fortsætte med at lære andre sandheden, og det er nøjagtig hvad vi vil gøre når vi går herfra.“ Disse ord minder atter om Jesu apostles optræden over for Sanhedrinet. — Apg. 4:19, 20.

Formildede denne modige handling nu afvigerne? Nej, desværre. Trods alle forsøg på at bringe dem til fornuft, deriblandt ved gentagne besøg af en særlig udsending fra det sydafrikanske afdelingskontor, fortsatte de deres egensindige handlemåde og kaldte sig „Jehovas Frie Vidner“. Deres frafald gjorde det nødvendigt at udstøde dem. Selskabet skrev senere at dét at være forsigtig under forfølgelse ikke er et udtryk for frygt, men harmonerer med Jesu vejledning i Mattæus 10:16.

PIDE slår hårdt til

Mindre end et år efter dette oprør anholdt PIDE seksten brødre der havde ansvarsposter, deriblandt Ernesto Chilaule, Francisco Zunguza og Calvino Machiana. Det var ved denne lejlighed at agenter fra PIDE over for broder Chilaule kom med den udtalelse vi citerede i indledningen til beretningen.

Flere arrestationer fulgte. Hvorfra havde PIDE navne og adresser på de udnævnte tjenere? Under en ransagning i broder Chilaules hus havde agenterne på et bord fundet et arkiv med breve fra Selskabet der indeholdt navnene på de udnævnte tjenere. De havde desuden fundet brochuren Forkynd Sammen i Endrægtighed. På grundlag af disse oplysninger opsøgte de specielt menighedstjeneren (som den præsiderende tilsynsmand dengang blev kaldt), vicemenighedstjeneren, vagttårnsstudielederen og menighedsbogstudielederne med flere. Disse brødre blev uden rettergang kastet i Machava-fængselet, idømt to års forvaring.