„Hvor ligger jeres kirke egentlig?“

DET spørgsmål stiller folk i Moçambique ofte Jehovas vidner. Og indtil for nylig har det været lidt vanskeligt at svare på. Dette skyldes at det først var i 1991 Jehovas Vidner opnåede juridisk anerkendelse i Moçambique. Før den tid havde det ikke været muligt at have letgenkendelige, faste tilbedelsessteder.

Den 19. februar 1994 skete der imidlertid noget epokegørende i Moçambique. På denne varme solskinsdag blev landets to første rigssale indviet. Der kom i alt 602 til indvielsen af disse smukke mødesale i havnebyen Beira, der ligger midtvejs på Moçambiques kystlinje. De to nybyggede rigssale benyttes af byens tre menigheder til deres mødeaktiviteter.

Det tog et år og to måneder at gennemføre hele projektet, fra første spadestik til den endelige færdiggørelse af rigssalene. Fra nabolandet Zimbabwe var der ofte 30 eller flere frivillige byggearbejdere som mødte op og tjente skulder ved skulder med de lokale forkyndere. Da der ikke var plads nok til alle disse gæster i missionærhjemmet i Beira, der også tjente som byggekontor, slog nogle lejr uden for missionærhjemmet i weekenderne, og ved visse lejligheder endda flere uger i træk.

Rigssalen for menighederne Massamba og Munhava ligger ved Beiras hovedvej. En missionær fortæller: „Når arbejdet på en travl dag skred hurtigt frem og tydeligt kunne ses af forbipasserende, var der flere gange ved at ske trafikuheld på hovedvejen fordi bilisterne var mere optaget af at se på byggeriet end af at passe deres kørsel.“ Mange standsede op for at se hvad der foregik, og det der især imponerede dem, var at forskellige racer arbejdede enigt sammen.

Arbejdet krævede god planlægning og organisering. I modsætning til mange andre projekter i denne del af verden, hvor der er knaphed på materialer og andre ressourcer, gik arbejdet på rigssalene aldrig i stå på grund af leverancestop. På et tidspunkt skulle man bruge 800 sække cement, men den eneste leverandør man kendte, havde ikke sække nok til al cementen. Brødrene kontaktede Vagttårnets afdelingskontor i hovedstaden Maputo. Herfra sørgede man for at sække blev fløjet til området, fragtet til cementfabrikken og fyldt. Arbejdet kunne så fortsætte uden afbrydelse.

Da man senere skulle sætte tagspær op, løb mandskabet tør for stålbjælker. Dette byggemateriale er en mangelvare, så man skulle importere stål fra en leverandør 600 kilometer derfra. En af byggearbejderne henvendte sig til en mand der havde stået og betragtet byggeriet, og spurgte om han tilfældigvis vidste hvor de kunne købe stål til at gøre arbejdet færdigt. Manden svarede: „Jeg har stået her i over en time, og det kan ikke være nogen tilfældighed. Jeg kan ikke lade være med at beundre det arbejde I udfører, og den ånd I lægger for dagen. Jeg har lige netop det stål I behøver, og vil med glæde forære jer det.“ Dette tilbud kom yderst belejligt.

Mange iagttagere spekulerede over hvilket stort byggefirma der mon stod bag dette projekt. Byggearbejderne kunne med stor glæde fortælle at det var Jehovas Vidner, og at de alle frivilligt havde stillet deres arbejdskraft til rådighed. Men hvad gjorde størst indtryk på iagttagerne? „I er et forenet folk,“ sagde en, „I er forskellige af race, men arbejder sammen som brødre.“ Mange kom som følge heraf og bad om et bibelstudium. Der er også begyndt at komme flere interesserede til møderne. For eksempel overværes møderne i Manga-menigheden stort set af dobbelt så mange som antallet af forkyndere.

De nye rigssale har vist sig at være en stor velsignelse for de lokale Jehovas vidner. Tidligere har de fleste mødtes under primitive forhold i huse med græstørv eller nogle få blikplader som tag. De har holdt møder i baghaver eller i trange stuer i private hjem. De er ofte blevet våde når det regnede. Trods disse forhold overværede de trofast møderne. I årtier var disse hytter de eneste „rigssale“ forkynderne i Moçambique kendte. Broder Caetano Gabriel, der er ældste i Massamba menighed, siger: „Vi er vore brødre rundt om i verden taknemmelige for at de har bidraget til dette projekts gennemførelse.“ En ung forkynder fortæller: „Da vi var i Carico („omskolingslejre“ hvor Jehovas vidner var interneret i cirka 12 år), plejede vi at sige: ’Vi vil holde trofast ud, og Jehova vil belønne os.’ Den nye rigssal er en belønning fra Jehova.“ Disse udtalelser er et meget godt udtryk for deres dybe værdsættelse og deres faste beslutning om fortsat at lovprise Jehova.

Mange unge forkyndere deltog i byggeriet og blev besjælet af pionerånden. Senere har de taget pionertjenesten op. Dagen før indvielsen stod en ung pioner ved navn Isabel fra Manga-menigheden og betragtede rigssalen, der var så ren og pæn at man ikke kunne sætte en finger på noget: „For mig er denne rigssal det smukkeste sted i hele Beira. Jeg ved ikke noget bedre sted at være.“ Adão Costa, der er missionær, fortæller at de stedlige myndigheder var særdeles samarbejdsvillige i forbindelse med at give de nødvendige importtilladelser. De vidste nemlig at Jehovas vidner er ærlige samfundsborgere. Han tilføjer: „Vi blev meget trætte, men det var en glæde at se frugten af alt dette arbejde til pris og ære for Jehova.“

Når en venligsindet indbygger i Beira nu spørger: „Hvor ligger jeres kirke egentlig?“, henviser forkynderne ham til en af de to nye rigssale og siger: „Den ligger på den internationale vej, Avenida Acordo de Lusaka, lige over for Politistation Fire.“ Og retter så den lille misforståelse: „Det er ikke en kirke; det er en rigssal.“

[Kort/illustrationer på side 20]

Moçambique

Beira

Maputo

[Kildeangivelse]

Kort: Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.