Bestemmelsesstedet: Carico i Milange

Mellem september 1975 og februar 1976 blev alle indespærrede Jehovas vidner forflyttet fra fængsler og åbne marker. Politiet og andre lokale myndigheder forsøgte at skræmme dem ved at tilsløre hvor de skulle hen. De fik denne besked: „I bliver ædt af vilde dyr på det ukendte sted nordpå hvor I skal hen for aldrig at vende tilbage.“ Ikketroende familiemedlemmer begyndte grædende og jamrende at trygle Vidnerne om at opgive deres tro. Det gjorde kun yderst få. Selv nogle nyinteresserede gjorde tappert fælles sag med Jehovas vidner. Det gjaldt eksempelvis Eugênio Macitela, der førhen havde været politisk engageret. Hans interesse var blevet vakt da han hørte at fængslerne var fulde af Jehovas vidner. For at lære dem at kende bad han om et bibelstudium, blot for at blive arresteret og deporteret en uge efter. Han var en af de første der blev døbt i koncentrationslejrene. I dag tjener han som kredstilsynsmand.

Brødrene viste ingen tegn på frygt eller ængstelse da de blev hentet i fængslerne og sat op i busser, på lastbiler og, i enkelte tilfælde, i fly. En af de mest imponerende karavaner drog ud af Maputo den 13. november 1975. Den bestod af 14 busser, machibombos, som de kaldes lokalt. Brødrenes tilsyneladende uforklarlige glæde fik de soldater der bevogtede dem til at spørge: „Hvordan kan I være så glade når I ikke engang aner hvor I skal hen? Der hvor I skal hen er der aldeles ikke rart at være.“ Men brødrenes glæde kunne ikke kues. Mens ikketroende slægtninge græd af frygt for hvad der ventede vore trosfæller, sang disse Rigets sange, blandt andet den der hedder „Frimodigt fremad!“

I hver by på vejen ringede chaufførerne til deres overordnede for at høre hvor de nu skulle køre hen, og fik oplyst deres næste bestemmelsessted. Nogle chauffører fór vild; men til sidst ankom de til Milange, en administrationsby i provinsen Zambézia, 1800 kilometer fra Maputo. Dér modtog en embedsmand brødrene med en „velkomsttale“ hvori han overfusede og truede dem.

Nu blev brødrene ført 30 kilometer mod øst, til bredden af floden Munduzi i området Carico, stadig i regionen Milange. Tusinder af Jehovas vidner fra Malawi der var flygtet fra en bølge af forfølgelse i deres eget land, havde som flygtninge boet på stedet siden 1972. De moçambiquiske brødres ankomst kom fuldstændig bag på de malawiske brødre, og det var overraskende for de moçambiquiske forkyndere at blive modtaget af trosfæller der talte et fremmed sprog. Men det var en behagelig overraskelse, og de malawiske brødre modtog deres trosfæller fra Moçambique med så stor hengivenhed og gæstfrihed at det gjorde indtryk på chaufførerne. — Jævnfør Hebræerbrevet 13:1, 2.

Regionens administrator var den mand som nogle år tidligere havde siddet i Machava-fængselet sammen med brødrene. Hver gang et hold brødre ankom spurgte han: „Hvor er Chilaule og Zunguza? Jeg ved at de kommer.“ Da broder Chilaule langt om længe dukkede op, sagde administratoren til ham: „Chilaule, jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal tage imod dig. Vi er i hver sin lejr nu.“ Han holdt sig til sin ideologi og gjorde slet intet for at lette sine tidligere cellekammeraters vilkår. Sagt med hans egne ord var han „en ged der herskede blandt fårene“.

Kærlig støtte fra det internationale brodersamfund

Jehovas Vidners internationale brodersamfund viste kærlig omsorg for deres brødre i Moçambique. De oversvømmede landets postvæsen med appeller til myndighederne. Broder Augusto Novela plejede af sine kolleger i et teleselskab at blive hånet med påstanden om at Jehovas Vidner blot var en lokal sekt. Men de blev tavse da der på telexapparaterne indløb budskaber fra hele verden. Den overvældende reaktion bekræftede at Jehovas folk virkelig er forenet af kærlighed.

Efter omtrent ti måneders forløb kom en minister på inspektion i lejrene. Han erkendte at brødrene var blevet sat fast på falske anklager. Men det var endnu for tidligt at forvente frihed.

En ny tilværelse — en udfordring

Et nyt kapitel i Jehovas folks historie i Moçambique var indledt. Brødrene fra Malawi havde organiseret sig i otte landsbyer og havde høstet stor erfaring i hvordan man tilpasser sig en ny livsform i ødemarken. De havde fået øvelse i at bygge huse, rigssale og endda forsamlingshuse. De der ikke havde erfaring med landbrug lærte også meget om dette. Mange af moçambiquerne havde aldrig tilsået en machamba (en opdyrket mark) og skulle nu for første gang stifte bekendtskab med det slidsomme markarbejde. I de første få måneder nød de nyankomne godt af deres malawiske brødres gæstfrihed, idet de gav dem både husly og kost. Men nu var det tiden for de moçambiquiske brødre at opføre deres egne landsbyer.

Det var ikke så ligetil. Regntiden var begyndt, og området blev velsignet med nedbør som aldrig før. Men da Munduzi-floden, som gennemskar lejrens midte, gik over sine bredder, så brødrene det som et tegn på Jehovas omsorg for dem. Normalt var området nemlig tørkeramt. I de følgende 12 år tørrede floden faktisk aldrig ud som den ellers plejede. Til gengæld var „den mudrede, glatte, regnvåde jord en ekstra udfordring for de tidligere byboere,“ mindes broder Muthemba. Det var heller ikke let for kvinderne at krydse floden balancerende på improviserede broer af træstammer. „For de mænd der var vant til kontorarbejde var det noget af en udfordring at bevæge sig ind i de tætte skove og fælde træer at bygge huse af,“ fortæller Xavier Dengo. Disse forhold viste sig at være en prøve som ikke alle var forberedt på.

Som vi husker, udbrød der på Moses’ tid klager blandt „den sammenløbne hob“ der fulgte israelitterne ud af Ægypten og ud i ørkenen. Den klagende indstilling bredte sig også til israelitterne selv. (4 Mos. 11:4) Blandt de udøbte internerede opstod der fra første færd en misfornøjet gruppe, og de fik følgeskab af nogle døbte. De gik til administratoren og lod ham vide at de ville gøre hvad som helst for at komme hjem hurtigst muligt. Men de blev ikke straks sendt tilbage som de havde håbet. De blev tilbageholdt i Milange, og mange af dem blev et irritationsmoment for de trofaste. De utilfredse blev kendt som „oprørerne“. De blev boende mellem de trofaste, men var til enhver tid parate til at forråde dem. Deres kærlighed til Gud havde ikke stået prøve.

Hvorfor styrtede forsamlingshusene sammen?

De malawiske brødre i lejrene havde haft udstrakt frihed til at dyrke Gud. Det fik brødrene fra Moçambique umiddelbart gavn af da de ankom. Hver dag samledes de i et af de store forsamlingshuse og drøftede dagens tekst. Det var ofte en kredstilsynsmand fra Malawi der ledede drøftelsen. Filipe Matola mindes: „Det var styrkende efter adskillige måneders fængsling og en lang rejse at modtage åndelige tilskyndelser i selskab med så mange brødre.“ Denne frihed varede imidlertid ikke ved.

Den 28. januar 1976 gik nogle myndighedspersoner ledsaget af soldater gennem landsbyerne og bekendtgjorde følgende: „I har forbud mod at holde gudstjeneste og bede i disse huse og alle vegne i landsbyerne. Husene vil blive nationaliseret og stillet til disposition for staten.“ De befalede brødrene at bære alle deres bøger ud, hvorefter de konfiskerede dem. Naturligvis skjulte brødrene det de så deres snit til. Bagefter blev der hejst flag foran alle husene, og soldater stod vagt for at sikre at forordningen blev overholdt.

Husene var opført af pæle og virkede simple, men var solide. Kort efter begyndte de imidlertid alle at falde sammen. Xavier Dengo husker at han og administratoren netop var ankommet til en landsby da det store forsamlingshus helt bogstaveligt begyndte at synke sammen, skønt det hverken regnede eller blæste. Administratoren udbrød: „Hvad foregår der? I er slemme. Nu hvor vi har nationaliseret husene, falder de sammen hver og ét!“ Ved en senere lejlighed sagde administratoren til en af de ældste: „I må have bedt om at husene skulle styrte sammen, . . . og jeres Gud fik dem til at falde.“

Organisering i landsbyerne

Ni moçambiquiske landsbyer var skudt op langs med og over for de eksisterende malawiske landsbyer. Disse to grupper, der var forenet af ’det rene sprog’, skulle komme til at bo sammen de næste 12 år. (Zef. 3:9) Hver landsbys område var inddelt i blokke der var afgrænset af velholdte gader. En blok bestod af otte lodder på 25 gange 34 meter. Menighederne var opdelt i blokke. Efter at forbudet var blevet offentliggjort i lejrene, kunne de ikke bygge letgenkendelige rigssale. I stedet opførte de huse med vinkelformet grundplan til formålet. Her installerede man en enke eller en anden ugift for at give det udseende af at huset var beboet. Under møderne stod taleren i vinkelspidsen og kunne således henvende sig til begge siders mødedeltagere.

Hver landsby var omgivet af beboernes machambas. Den enkelte menighed havde også sin særskilte machamba, som alle tilsluttede var med til at dyrke som bidrag til menigheden.

Landsbyernes størrelse afhang af indbyggertallet. En optælling fra 1979 viste at den moçambiquiske landsby nr. 7 var den mindste, med kun 122 forkyndere og 2 menigheder, mens nr. 9, den største og fjernestliggende, bestod af 1228 forkyndere og 34 menigheder. Hele lejren udgjorde 11 kredse. Det samlede lejrområde, sammensat af malawiske og moçambiquiske landsbyer med tilstødende områder, blev blandt brødrene kendt under navnet Carico-cirklen. Ifølge den seneste tilgængelige statistik fra 1981 husede hele Carico-cirklen 22.529, af hvilke 9000 var virksomme forkyndere. Og væksten fortsatte. (Den daværende præsident, Samora Machel, satte befolkningstallet til 40.000, ifølge brochuren Consolidemos Aquilo Que nos Une [Lad os befæste det som forener os], side 38, 39.)

Chingo-tiden — en svær tid

Selvfølgelig var Jehovas vidner ikke blevet tvangsforflyttet til Milange blot for at danne et landbrugssamfund. At det ikke var uden grund at staten kaldte lejren for Omskolingscentret Carico, fremgår af at administrationscentret midt i den malawiske lejr nr. 4 omfattede kontorer og boliger for herboende embedsmænd. Der fandtes også en lejrkommandant med underordnede soldater, samt et fængsel hvor mange af vore brødre sad i kortere eller længere tid, alt efter lejrkommandantens luner.

Den mest berygtede af alle kommandanter var Chingo. Hans to år som kommandant blev kendt som Chingo-tiden. Besluttet på at knække Jehovas vidners kompromisløse holdning og „omskole“ dem, tyede han til alle de psykologiske kneb han kendte, foruden vold. Han havde så at sige ingen skolegang bag sig, men besad en rivende tungefærdighed og nærede en særlig forkærlighed for tankebilleder. Han udnyttede sine talegaver til at forsøge at indoktrinere brødrene med sit politiske verdensbillede og svække deres kærlighed til Gud. En af hans metoder var „femdages-seminaret“.

„Femdages-seminaret“

Chingo bekendtgjorde at der var planlagt et „femdages-seminar“ og at Jehovas vidner skulle udvælge de dygtigste mænd fra landsbyerne, nogle som kunne videregive oplysninger af interesse. Disse brødre skulle overvære seminaret et fjernt sted. Det nægtede brødrene af mistro til hans hensigter. Men de tilstedeværende „oprørere“ udpegede de ansvarshavende brødre, også kredstilsynsmændene. Blandt dem var Francisco Zunguza, Xavier Dengo og Luis Bila. En lastbil kørte af sted med 21 mænd og 5 kvinder. De kørte flere hundrede kilometer mod nord, til et område nord for Lichinga i provinsen Niassa. Mændene blev kastet i en „omskolingslejr“ for kriminelle, mens kvinderne blev ført til en lejr for prostituerede.

De blev alle underkastet hård tortur, blandt andet den som deres plageånder kaldte „Jesusstillingen“. Offerets arme blev strakt ud til siderne som på et kors og bundet stramt med nylonsnor til en stang, fra den ene hånds fingerspidser til den anden. Uden blodtilførsel til hænder, arme og skuldre blev offeret holdt i denne stilling længe ad gangen i et frugtesløst forsøg på at aftvinge ham et „Viva Frelimo“. Denne grusomme og umenneskelige behandling kostede Luis Bila, en trofast ældste, livet som følge af et hjerteanfald.

Søstrene blev udsat for diverse „øvelser“. Blandt andet skulle de løbe længe ad gangen, til tider ned i og op af vand, eller de blev kommanderet til at slå kolbøtter op og ned ad skråninger uden ophold. Dertil kom utallige andre nedværdigelser. Hvilken parodi på seminarer og „omskoling“!

Trods grusomhederne bevarede samtlige brødre på nær to deres uangribelighed. En af brødrene havde held til at sende indenrigsministeren i Maputo et brev der afslørede hvilken behandling de var udsat for. Det virkede. Guvernøren for Niassa kom personligt med helikopter. Han fratog øjeblikkelig lejrkommandanten og hans håndlangere enhver myndighed og erklærede: „Disse mænd kan betragte sig som værende under arrest for at have bedrevet noget som Frelimo aldrig har haft i tanke.“ Da de øvrige fanger, som havde været ude for lignende overgreb, hørte dette, råbte de af glæde: „Takket være jer er vi blevet fri.“ Hertil svarede brødrene: „Tak I Jehova.“

Nogen tid efter blev de overført til andre lejre, hvor de „kun“ skulle udføre tvangsarbejde. Alt i alt varede det næsten to år før de blev sendt tilbage til Carico — hvor Chingo ventede dem. Han fremturede i sine forgæves bestræbelser for at svække deres loyalitet mod Jehova ved at gennemføre lignende „seminarer“. Da han omsider skulle forlade Carico, holdt han en forelæsning i sin karakteristiske billedrige stil. Han indrømmede sit nederlag og sagde: „En mand hugger løs på et træ og mangler kun nogle få hug før det falder, men så bliver han erstattet af en anden som med ét hug gør værket færdigt. Jeg har hugget løs, men er ikke blevet færdig. Andre afløser mig. De vil benytte andre metoder. Giv ikke efter. . . . Stå fast. . . . Ellers får de hele æren.“ Men brødrenes ubrydelige kærlighed til Jehova sikrede at al æren gik til Ham. — Åb. 4:11.

[Illustrationer på side 140, 141]

(1) I flygtningelejrene i Carico fældede vore brødre træ og (2) stampede ler til mursten, mens (3) søstrene hentede vand. (4) De fandt også udveje for at afholde kredsstævner. (5) Xavier Dengo, (6) Filipe Matola og (7) Francisco Zunguza virkede her som kredstilsynsmænd og åndelige hyrder. (8) Denne rigssal, bygget af malawiske forkyndere, er stadig i brug