Blikket rettes mod de hvide

I 1929 kom de første hvide Jehovas vidner, Henry og Edith Myrdal, til Lourenço Marques fra Sydafrika og begyndte at forkynde blandt portugiserne. Fire år senere fik de følgeskab af ægteparret de Jager. Deres indsats betød at Bibelens budskabs sædekorn blev spredt i rigeligt mål.

I 1935 aflagde yderligere to pionerer, Fred Ludick og David Norman, et besøg i Lourenço Marques. De boede hos familien Myrdal. Men de havde ikke engang forkyndt i fem dage før det hemmelige politi stillede på Myrdals bopæl og uden videre formaliteter kørte de to brødre bort i ’salatfadet’. De blev stillet for en højtstående embedsmand ved navn Teixeira. Da David frejdigt erklærede at han godt vidste at det var biskoppen der stod bag denne sammensværgelse, sprang Teixeira op og brølede: „Hvis De havde været statsborgere i mit land, skulle jeg her og nu have fået Dem forvist til Madeira, men eftersom De er sydafrikanske statsborgere skal jeg få Dem udvist omgående!“ Samme dag blev de eskorteret til grænsen af to bilfulde svært bevæbnede betjente. Men da de nåede grænsen forkyndte brødrene for deres vogtere, afsatte publikationer til dem og trykkede dem alle i hånden før de fortsatte rejsen.

Derpå blev han overført til centralfængselet i Beira, og herfra blev han transporteret til Lourenço Marques på en bizar og umenneskelig måde. Han blev nemlig sendt med en båd hvor han opholdt sig i en kasse fyldt med saltvand, kun med hovedet oppe. Ved ankomsten til Lourenço Marques kom han nøgen op — hans tøj var opløst. Han fik en sæk at tage om sig. Under retssagen blev han kommanderet til at afsværge sin tro og sin Gud, men han svarede næsten som Jesu Kristi apostle: „Det der betyder noget er at adlyde Gud mere end mennesker.“ — Apg. 5:29.

Efter retssagen blev Janeiro anbragt i en trang trækasse i en isolationscelle. Kassen havde kun en lille åbning gennem hvilken der hver dag blev puffet nogle få stykker frugt ind. Da han en uge senere blev taget ud, kunne hans ben praktisk taget ikke bære ham.

Hvordan var det gået forkynderne i det sydlige? Under streng forfølgelse viste de sig også som loyale tjenere. En af dem var Albino Mhelembe, som nu var oppe i årene. I 1957 blev han og andre fra Lourenço Marques også deporteret til São Tomé, men de blev ved med at forkynde.

Der blev oprettet nye grupper, deriblandt en i hovedstaden Lourenço Marques, nu Maputo.

Sådan svarede Calvino Machiana når hans lærer spurgte klassens elever hvad de skulle være når de blev store. Nogle år senere forkyndte en tidligere skolekammerat for ham i Johannesburg. Men først da han i 1950 vendte tilbage til Lourenço Marques, afbrød han forbindelsen med Den Schweiziske Missionskirke. Da kolonistyrets hemmelige politi, PIDE, arresterede og deporterede de mere erfarne i gruppen, var der ingen til at føre tilsyn med de tilbageblevne.

Broder Zunguza tog dette råd til sig og vendte ufortøvet hjem til Lourenço Marques, hvor han sluttede sig til den lille gruppe forkyndere. Med tiden giftede han sig og blev, sammen med sin hustru, Paulina, meget benyttet inden for Jehovas organisation, idet de virkede i rejsetjenesten i hele Moçambique.