Forkyndelse i Maputo — Moçambiques spændende hovedstad!

I 1991 blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt i Moçambique. Lige siden har der været en bemærkelsesværdig fremgang i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige i dette tropiske land på Afrikas sydøstkyst. Den følgende beretning viser hvordan Jehovas vidner i Moçambique fortsætter med at undervise folk i Bibelen, især i hovedstaden, Maputo, og omegn.

TAKKET være det varme Indiske Ocean har Moçambique et skønt klima. Langs kysten er der den ene flotte palmestrand efter den anden, for ikke at nævne de smukke koralrev. Hovedstaden Maputo, i den sydlige del af landet, har en ideel beliggenhed ved en stor bugt med lukket farvand.

Den ro og skønhed der præger Moçambique står imidlertid i skarp kontrast til al den vold landets historie bærer præg af. I århundreder har man kæmpet for at befri sig for fremmed herredømme, først arabisk og senere portugisisk. Med den katolske kirkes fulde velsignelse begyndte portugiserne at udplyndre landet for dets skatte — elfenben, guld og de indfødte, som de gjorde til slaver. Efter at kolonimagter i århundreder havde undertrykt befolkningen udbrød der til sidst en indædt kamp i landet, en kamp der i 1975 førte til uafhængighed. Men denne forandring ændrede sørgeligt nok ikke meget, for landet blev kastet ud i borgerkrig. Denne krig gik især hårdt ud over den uskyldige landbefolkning.

Hovedstaden, Maputo

I løbet af det sidste årti er i tusindvis af moçambiquere flygtet til byerne, hvor de føler sig forholdsvis trygge. Dette gælder især Maputo. I denne hovedstads pulserende liv oplever man en skøn blanding af det farverige Afrika og den kunstfærdige portugisiske arkitektur. Det første man lægger mærke til når man går en tur ned ad Maputos brede, træbeplantede boulevard, er menneskemylderet. Folk er travlt beskæftiget med dagens gøremål. Men til forskel fra mange andre byer „er folk altid hurtige til at smile, og dét til trods for hverdagens trængsler og vanskeligheder,“ bemærker Rodrigo, der er missionær i Maputo. „Man møder så godt som aldrig et uforskammet menneske.“ Moçambiquere er kendt for at være venlige og imødekommende.

Som så mange andre steder i Afrika kan man møde lokalbefolkningen på markedspladsen. For at komme derhen kan man tage en Chapa 100, det stedlige navn for en lille populær ladvogn der benyttes som offentligt transportmiddel. Det er ikke noget særsyn at se folk hænge udvendig på disse vogne, ja ofte flere end der sidder på ladet. Man spekulerer på om ikke man gør klogest i at tilbagelægge turen til fods!

Moçambiquere er foretagsomme og inkarnerede forretningsmænd. Besøgende i Maputo vil uden tvivl lægge mærke til de mange der er beskæftiget i småboder langs fortovet. I disse boder falbydes alt muligt. Lige fra frisk frugt, grøntsager, krydderurter og krydderier, til levende høns, akajounødder eller rør til et husbyggeri. Intet er for besværligt, og alt ordnes i en venlig tone. Tjenesteydelser som at få pudset sine sko eller vasket sin bil er ikke noget problem. Ved hjælp af en varm jernstang og et ark plastic kan en dreng endog overtrække ens dokumenter med et tyndt lag plastic.

Noget af gadehandelen er ulovlig, men det tager man ikke særlig tungt. De lovstridige gadesælgere bliver kaldt dumba nenge, hvilket vil sige „stol på dine fødder“. Hermed hentydes der til at man, når myndighederne kommer på uanmeldt besøg, må tage benene på nakken for at sikre sit tvivlsomme forretningsforetagende.

Maputo har også et fiskemarked. Langs strandene ved Costra do Sol er der hver dag en hektisk aktivitet når fiskerbådene sidst på eftermiddagen kommer hjem med dagens fangst. Foruden fisk i alle størrelser og former kommer fiskerne ind med krabber, hummere og — naturligvis — de berømte moçambiquiske rejer. Men måske er du mere interesseret i en anden form for fiskeri som også foregår i Maputo og omegn?

„Menneskefiskere“

Efter at Jehovas Vidner er blevet juridisk anerkendt i Moçambique har folk reageret meget positivt på budskabet. En mand gav udtryk for sin påskønnelse og sagde: „I London har jeg set mange af jer på gaderne. Ja, uanset hvor jeg har været har jeg set Jehovas vidner. Det glæder mig at I også er her.“

At dømme efter den interesse der er for bibler og bibelske publikationer på portugisisk og på det lokale sprog, tsonga, er der et stort åndeligt behov i befolkningen. Paula, der også er missionær, fortæller at man på en almindelig søndag formiddag med lethed kan sprede over 50 blade ved basaren eller markedspladsen. Bogen Unge spørger — Svar der duer har vist sig at være utrolig populær. På grund af krigen er mange unge blevet forældreløse eller har måttet flygte fra deres hjem og sætter derfor stor pris på den vejledning og de værdinormer som findes i denne bog.

Det er typisk afrikansk at store grupper af interesserede frimodigt stimler sammen omkring missionæren for at høre hvad han eller hun har at sige. Der kommer ofte en livlig bibelsk samtale ud af sådanne fortovssamlinger. En søster husker en spændende oplevelse.

„På et tidspunkt mens jeg gik på gadearbejde fik jeg mig en forskrækkelse da en militærjeep kom kørende og pludselig slog bremserne i, lige i nærheden af mig. En ung soldat råbte til nogle forbipasserende idet han pegede på mig: ’Kald lige på hende der.’ Da jeg gik derover smilede han over hele ansigtet og sagde: ’I er gode mennesker. Vi er glade for at have jer her. Jeg mener at I har en bog til unge mennesker. Sådan en kunne jeg også godt tænke mig.’ Jeg svarede at jeg desværre ikke havde nogen, men at jeg ville levere en på hans adresse så snart den var på lager igen.“

Udlevering fra depot

For at imødekomme det stadig voksende behov for bibelsk læsestof kommer nogle fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sydafrika hver fjortende dag med publikationer til et depot i Maputo. Manuel, der er missionær, passer depotet og står for udleveringen af publikationerne.

En formiddag kom en midaldrende mand ind og spurgte hvad stedet blev brugt til. Manuel svarede at det var et depot for bibelsk læsestof. Manden gik, men inden et minut stod han der igen.

„Sagde du ikke at I havde bibelbøger?“ spurgte han.

„Jo, det er rigtigt,“ svarede Manuel.

„Hvilken organisation tilhører bøgerne?“ spurgte manden.

„Jehovas Vidner. Vi forsyner de lokale menigheder med publikationer,“ oplyste Manuel.

„Jehovas Vidner, ser man det!“ Mandens ansigt lyste op. „Der er så meget ved jer jeg godt kan lide, men der er også noget som jeg ikke bryder mig om.“

„Hvad er så det du godt kan lide?“ spurgte Manuel taktfuldt.

„Det er de interessante og undervisende bøger I fremstiller,“ kom det fra manden. „Hvad jeg ikke kan lide, er at jeg aldrig kan få alle de bøger og blade jeg gerne vil have. I drømmer ikke om hvor stort et behov der er for jeres læsestof i Maputo.“ Han trak så en liste frem med alle de publikationer fra Vagttårnsselskabet som han ikke havde kunnet skaffe, deriblandt mange ældre numre af Vagttårnet og Vågn op!

„Jeg går altid med denne liste på mig,“ fortalte han Manuel. „Når som helst jeg møder Jehovas vidner, forsøger jeg at få fat i alle de publikationer de har. Hvis du kan skaffe det læsestof jeg har stående på denne liste, er jeg villig til at betale hvad som helst.“

De fik en længere samtale. Manuel fik at vide at manden første gang stiftede bekendtskab med Jehovas Vidner i 1950’erne da han læste bogen Skabelsen. Men da Jehovas Vidners arbejde blev forbudt under det portugisiske styre, gjorde han ikke rigtig mere ved det.

Da Manuel senere besøgte manden på hans kontor, lagde han mærke til at han havde bundet alle Selskabets publikationer ind i plastic og at de stod pænt på rad og række. Manuel skaffede manden de bøger og blade han manglede til sin samling og påbegyndte et bibelstudium med ham og hans familie.

Det man har ’plantet og vandet’ begynder nu at bære megen frugt fordi ’Gud stadig får det til at gro’. Alt tyder på at høsten af retsindige vil blive rekordstor i Moçambique! — 1 Korinther 3:6; Johannes 4:36.

Teokratisk vækst trods vanskeligheder

I dag er der over 50 menigheder i Maputo og omegn. Men de har ikke en eneste rigssal i hele området. Hvordan kan det være? Jo, det skyldes de dårlige økonomiske forhold. Selv om nogle af menighederne har haft en grund i adskillige år, har de ikke haft råd til at bygge.a

Men sådanne vanskeligheder hindrer ikke teokratisk vækst. I den sydlige del af Moçambique ledes der i øjeblikket over 5000 bibelstudier med interesserede. Ønsket om et bibelstudium er så stort at man må prioritere. Hvis én beder om et bibelstudium forventes det at vedkommende overværer alle menighedens møder.

I en menighed i et fattigt forstadskvarter kom der for nylig 189 til søndagsmødet, og dét selv om der blot er 71 forkyndere af den gode nyhed i menigheden. Denne store gruppe holder møderne i det fri — på en gårdsplads foran et hjem. Ved hjælp af bølgeblik og rørhegn har man afskærmet området. Før hvert møde bliver hele pladsen gjort ren, og en stor del af forsamlingen, deriblandt mange voksne, sidder på rørmåtter på jorden. De lytter meget opmærksomt til programmet. Eftersom mange af de nye ikke selv har et eksemplar af Vagttårnet, må de lytte nøje efter under oplæsningen af paragrafferne. Men når vagttårnsstudielederen stiller spørgsmålene til paragrafferne, rækker de fleste alligevel hænderne op for at svare.

I en anden menighed, med 59 forkyndere, kommer der mere end 140 til møderne. De mødes som regel på en åben terrasse. Men når det begynder at regne søger de ly i en tilstødende lejlighed med kun et par værelser. Her står de så som sild i en tønde! Når der ikke kan være flere i værelserne bliver entréen, køkkenet og altanen fyldt op. Også her lægger man mærke til hvordan alle, ikke mindst de mange unge, værdsætter programmet idet de lytter opmærksomt.

Især ved stævnerne ser man tydeligt at der er mulighed for stor vækst i Moçambique. For nylig blev der holdt et kredsstævne på den gamle tyrefægterarena midt i byen. Det er ikke svært at forestille sig hvor overraskede de omtrent 3000 forkyndere blev da over 10.000 mødte op for at lytte til programmet!

„Høsten er stor“

Ja, der er stadig meget at gøre i Moçambique. Nogle menigheder har først for nylig haft besøg af en rejsende tilsynsmand, udsendt fra afdelingskontoret. Disse menigheder får tiltrængt hjælp til at føre de rette organisationsmæssige anvisninger ud i livet.

Menighederne er også dybt taknemmelige for de nyligt ankomne gileadmissionærer. Francisco, der er ældste i Maputo, siger: „Det er et stort skridt i den rigtige retning. Vi var nidkære, og der rådede kærlighed iblandt os, men der var mange ting af organisationsmæssig art som vi ikke havde føling med. Det vi manglede var nogle med førstehåndserfaring der kunne lære os hvordan vi skulle gøre. Derfor er vi meget glade for nu at have missionærer iblandt os.“

Missionærerne er på deres side også glade for at kunne betjene brødrene. Hans Peter Jespersen, en dansk missionær som for et stykke tid siden kom til Moçambique sammen med sin hustru efter at have tjent 20 år i Brasilien, opsummerer det på denne måde: „Det er en stor forret at arbejde i det moçambiquiske distrikt! Jeg tror vi står lige over for en kæmpemæssig vækst her i landet. Der er masser at gå i gang med. Alene i Maputo kunne vi godt bruge 10-20 flere missionærer.“

Når vi hører om den store teokratiske vækst som i øjeblikket foregår i Moçambique, kommer vi sikkert til at tænke på Jesu indtrængende ord: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Mattæus 9:37, 38) Der er al mulig grund til at tro at Jehova vil besvare denne inderlige bøn til gavn for sine tjenere i Moçambique.

Flere tusind Jehovas vidner har tilbragt 12 år eller mere i flygtningelejre i det nordvestlige Moçambique. Da nogle af dem for nylig vendte tilbage til Maputo havde de kun et stykke tøj bundet om lænden — det var alt hvad de ejede. Men tro havde de masser af! Fra deres trosfæller i nærliggende lande fik de rigeligt med tøj og fødevarer, noget som hjalp dem til at få en ny start på tilværelsen.

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

I menighederne møder mange op søndag formiddag og tager ud i den kristne forkyndelse

[Illustrationer på side 24]

Lad os hilse på Jaimito på 5 år. Han blev født i en flygtningelejr. I dag er Jaimitos forældre lykkelige over at være tilbage i Maputo. Hver uge samler Francisco, Jaimitos far, hele familien til deres fælles bibelstudium. Begge forældre anvender megen tid på at oplære deres børn til at blive dygtige i tjenesten på arbejdsmarken. Jaimito kan godt lide at sprede publikationer på markedspladsen midt i byen

[Illustration på side 25]

At menighederne ikke har nogen rigssale at mødes i, er ingen hindring for fremgang. De fleste steder kommer der over dobbelt så mange til møderne som der er forkyndere