Se hvad Jehova har gjort for os!

„VI HAR bedt til at denne mulighed måtte opstå,“ sagde en mand. En anden mand vågnede hver morgen klokken fire for at bede. Om hvad? „Om at vi en dag ville få frihed til åbent at tilbede Jehova,“ forklarer han. I januar 1992, da Jehovas vidner i Etiopien var samlet til områdestævnet „Venner af frihed“ i Addis Abeba, stod det klart at disse ydmyge og oprigtige bønner var blevet besvaret.

At det var muligt at afholde dette stævne i Etiopien viser lidt om hvordan forholdene ændrer sig i Afrika. I de senere år har Jehovas Vidner i tretten afrikanske lande kunnet glæde sig over at blive juridisk anerkendt hvor de før var underlagt forbud eller begrænsninger. I Etiopien endte 34 års officielt forbud da myndighederne den 11. november 1991 officielt anerkendte Jehovas Vidner og atter lod dem indregistrere. Forkynderne begyndte straks at træffe forberedelse til et internationalt stævne. En skare på 7573 samledes på Addis Abeba City-stadion, og det var flere end nogen havde forestillet sig. For de fleste af de tilstedeværende var det som en drøm. Igen og igen sagde de til hinanden: „Broder, se hvad vor Gud Jehova har gjort for os!“ — Jævnfør Salme 66:1-5; 126:1.

At man i 34 år havde været under forbud gav nogle uventede problemer. De fleste kendte ikke de smukke ’Rigets sange’. Hvordan skulle de kunne nå at lære dem inden stævnet? Fyrre sange, deriblandt de sytten der skulle bruges ved selve stævneprogrammet, blev oversat til amharisk. Derefter blev der dannet et sangkor der skulle indsynge sangene på kassettebånd. Hver menighed i hovedstaden modtog en kopi af båndet, og menighederne brugte derefter en halv time før og efter møderne til at øve sangene. Hvad blev resultatet? Stadion genlød af helhjertet og glad sang under stævnet.

På grund af uroligheder i den østlige del af landet var vejen til hovedstaden fra Diredaua og Harar spærret. Den eneste transportmulighed var derfor at rejse med fly. Otte brødre fra Harar havde ikke mulighed for at betale flyveturen men var fast besluttede på at komme til stævnet, så de tog hen til en militærbase og spurgte om de kunne komme med et af militærflyene. Til deres store overraskelse fik de lov til det. Det betød at de fik en gratis rejse til stævnet!

De etiopiske brødre, der i tre årtier havde været udsat for trængsler og forfølgelse og endda havde set deres venner blive henrettet for troens skyld, fik glædestårer i øjnene ved at se at deres bønner nu var blevet besvaret. En af de tilstedeværende sagde: „Jeg har grædt lige siden stævnet begyndte.“ En anden udtalte: „Hvis I kunne læse hjerter ville I kunne se hvor glad jeg er.“ Ja, det var virkelig vidunderlige ting Jehova gjorde for disse trofaste vidner! — Salme 66:16, 19.

Større frihed i Vest- og Centralafrika

Benin er et andet land hvor Jehovas folks arbejde for nylig har opnået juridisk anerkendelse. Hvordan har forkynderne reageret på dette? En foredragsholder ved et kristent møde i Benin svarer: „Trosfrihed er i sandhed en gave fra Jehova.“ Ja, Jehovas tjenere er dybt taknemmelige for at de nu har frihed til at samles om tilbedelsen og tale med andre om Jehovas rige — en frihed som mange af os tager for givet.

Hvordan vil de lade deres glæde komme til udtryk? Den ovenfor citerede taler pegede på én af måderne. Han sagde: „Vor andel i forkyndelsesarbejdet — især det at vi går fra hus til hus med den gode nyhed — afspejler vor værdsættelse af denne frihed.“ Dette gælder i hvert fald i Benin. Se blot på pionertallene. I januar 1990 blev det fjorten år gamle forbud ophævet. Dengang var 77 forkyndere optaget af den almindelige pionertjeneste. To år senere var antallet mere end tredoblet; der var 244!

Men forkynderne i Benin var også aktive under forbudet. Deres udholdenhed gjorde et stort indtryk på en militærofficer der gjorde tjeneste i en lejr hvortil forkynderne blev bragt når de blev arresteret. På grund af deres faste beslutning om at tjene Jehova blev de ofte arresteret, og derfor var denne militærofficer i næsten konstant kontakt med dem. Det førte til at han blev mindet om de gode bibeldrøftelser han havde haft med dem for år tilbage mens de endnu havde frihed.

Omsider vakte deres stærke tro et åndeligt behov hos ham. Han besøgte forskellige kirker og undersøgte forskellige sekter men fik ikke dækket dette behov. Først efter at forbudet i januar 1990 var blevet ophævet kunne han frit drøfte Bibelen med forkynderne og få dækket sit åndelige behov. Han er nu døbt og tjener som pioner. Hans eksempel minder brødrene i Benin om det der skete med Saulus fra Tarsus, om hvem der siges: „Den mand som tidligere forfulgte os forkynder nu den gode nyhed om [troen].“ — Galaterne 1:23.

I december 1991 blev Jehovas Vidner i Niger, endnu et vestafrikansk land, indregistreret som et juridisk anerkendt selskab, og de restriktioner arbejdet havde været underlagt blev ophævet. Også her var glæden stor. Afdelingskontoret i Nigeria, der førte tilsyn med arbejdet i Niger, kommer med denne rapport fra et stævne: „Efter foredraget over stævnets tema ved stævnet i Maradi om fredagen blev det bekendtgjort at brødrene havde opnået juridisk anerkendelse i Niger. Brødrene blev meget begejstrede og klappede i flere minutter. Ved slutningen af dagens program gav brødrene udtryk for deres følelser ved at omfavne hinanden og ved at glæde sig sammen over de gode nyheder.“ Vi kan forestille os denne scene og vi glæder os sammen med dem.

Hvordan vil brødrene dér bruge deres nyvundne frihed? En pionersøster er ikke i tvivl. Hun skriver: „Resultaterne viser at mange i vort distrikt i Niger vil komme ud af Babylon den Store før enden. For eksempel har jeg kunnet rapportere 80 til 85 genbesøg hver måned, og jeg leder 13-14 bibelstudier på trods af at jeg har givet mange af mine gode besøg til andre forkyndere.“ Denne trofaste søster tilføjer: „På grund af problemer med helbredet er det ikke muligt for mig at gøre så meget som jeg gerne ville i forkyndelsen, men alle gør hvad de kan.“

I Rwanda i Centralafrika har Jehovas Vidners situation også ændret sig drastisk. I april 1992 blev der udstedt et dokument der omsider lovliggjorde vores organisation. Dokumentet blev modtaget samme uge som der skulle være mindehøjtid, og de 1526 forkyndere i Rwanda glædede sig over at se 6228 møde op til denne begivenhed. Vil disse kære brødre vise deres glæde og værdsættelse ved at tage endnu mere del i forkyndelsen af den gode nyhed? Det ser sådan ud! Netop i april måned anvendte menighedsforkynderne i gennemsnit 27,7 timer i forkyndelsen, havde 17 genbesøg og ledte 2,4 bibelstudier. Og der var cirka 40 procent der var med i en eller anden form for heltidstjeneste.

Juridisk anerkendelse i det sydlige Afrika

I det sydlige Afrika er der blæst forfriskende frihedsvinde ind over de to smukke lande Moçambique og Angola. I Moçambique kom den juridiske anerkendelse i februar 1991. Efterhånden som den spændte situation lettede sendte Vagttårnsselskabet missionærer ind i landet, der er blevet hærget under borgerkrigen. Missionærerne har fundet at jorden er frugtbar. Bibelsk læsestof — især bogen Unge spørger — Svar der duer — er stærkt efterspurgt. En af missionærerne rapporterede at hun havde afsat 50 bøger på mindre end to og en halv time.

De der viser interesse reagerer hurtigt. En missionær tog ud på en adresse som han havde fået gennem Selskabet. Det viste sig at der her boede en mand som arbejdede ved militæret. Missionæren fik en god samtale med manden og to af hans slægtninge. Ved næste besøg havde de ligeledes en god samtale, og denne gang var der fem andre til stede. De tog imod en invitation til at komme til det offentlige foredrag og studiet af Vagttårnet — alt dette inden for fire dage.

I Angola har forkynderne kunnet glæde sig over en stadig større frihed, og i april 1992 blev deres arbejde legaliseret. Hvordan anvender de den forøgede frihed? De tager del i forkyndelsen! Der er cirka 17.000 forkyndere i Angola, og de leder næsten 60.000 bibelstudier. Der er altså store muligheder for fremtidig vækst!

Unge tager del i forkyndelsen

I disse lande hvor forkyndelsesarbejdet først for nylig er blevet legaliseret, viser både unge og udøbte deres værdsættelse ved at tage del i forkyndelsen. I republikken Kap Verde, hvor Jehovas Vidner blev juridisk anerkendt i november 1990, var der ved et stævne en syttenårig pige som offentligt bekendte sin tro ved at lade sig døbe. Efter dåben så en besøgende at der stod en flok mennesker rundt om hende. Han gik hen for at lykønske hende og spurgte hvem de mennesker var. „Åh,“ sagde hun „det er mine ’bibelstudier’.“ Hun studerede med syv interesserede, og de var kommet for at lykønske hende med dåben. Hun havde allerede afleveret sin ansøgning om tjeneste som hjælpepioner og så frem til at kvalificere sig til at blive almindelig pioner.

En tiårig pige fra Angola blev spurgt om hun var forkynder. „Ja,“ svarede hun. Leder du nogen bibelstudier? „Ja, da.“ Hvor mange? „Syv,“ svarede denne tiårige pige.

I Apostelgerninger læser vi at „menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria“ på et tidspunkt i det første århundrede „[kom] ind i en periode med fred og blev opbygget; og idet den vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst voksede den stadig i antal“. (Apostelgerninger 9:31) Vi beder til at vore brødre i Afrika også vil opleve en periode med fred. Vi glæder os sammen med dem mens de bliver opbygget, og vi beder til at Jehovas ånd må lede dem til at drage fordel af deres nye frihed og bruge den til at udbrede den gode nyhed med fortsat vækst til følge.

[Kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Juridisk anerkendelse opnået, eller begrænsninger ophævet, i disse lande:

1. Gambia, december 1989

2. Benin, januar 1990

3. Republikken Kap Verde, november 1990

4. Moçambique, februar 1991

5. Ghana, november 1991

6. Etiopien, november 1991

7. Congo, november 1991

8. Niger, december 1991

9. Togo, december 1991

10. Tchad, januar 1992

11. Kenya, marts 1992

12. Angola, april 1992

13. Rwanda, april 1992

[Illustration på side 23]

En forkynder i Benin slår ordene i Mattæus 24:14 på sin tromme

[Illustration på side 25]

I mange afrikanske lande gør sande kristne god brug af deres nyvundne frihed

[Illustration på side 26]

Nye vidner symboliserer deres indvielse til Jehova ved vanddåben