Flugt til Mocambique

Da forkynderne vendte tilbage til Malawi fra Zambia, blev de igen udsat for brutal forfølgelse. De kunne umuligt blive i landet. De flygtede derfor igen — denne gang til Mocambique, der på det tidspunkt stadig var under portugisisk herredømme. Landets myndigheder tog godt imod brødrene. De der boede i den sydlige del af landet, flygtede over grænsen nær Mulanje til flygtningelejre i Carico, hvor mange blev indtil 1986.

Det var også let at komme til Mocambique fra Malawis vestlige grænse mellem byerne Dedza og Ntcheu. Dér behøvede brødrene blot at gå over hovedvejen, der fungerede som grænse, for at søge tilflugt. Lejrene i denne del af Mocambique lå nær Mlangeni, og det var hertil størstedelen af brødrene flygtede.

Disse lejre i Carico og nær Mlangeni blev et nyt hjem for cirka 34.000 mænd, kvinder og børn. Hele menigheder af Guds folk drog til lejrene, anført af ældstebrødre. Malawis myndigheder gav ordre til at ingen måtte hjælpe dem med transport.

Da disse tjenere for Jehova bosatte sig i lejrene, måtte de begynde på et helt nyt liv. Materielt set var det vanskeligt i begyndelsen. De måtte begynde helt fra bunden. Men inden længe blev der opført huse i lange, lige rækker. Lejrene blev holdt rene og pæne. For at supplere de rationer der blev uddelt af Selskabet og verdslige hjælpeorganisationer, begyndte mange brødre at avle deres egne afgrøder. Andre solgte noget de selv havde fremstillet, eller fandt et deltidsjob i de omgivende landsbyer. Vore brødre var ikke velhavende i materiel forstand, men de var tilfredse med livets fornødenheder. (1 Tim. 6:8) Og åndeligt set var de rige.

Organiseringen af lejrene

Ældste som Kennedy Alick Dick, Maurice Mabvumbe, Willard Matengo — og senere andre — virkede som landsudvalg. De var respekterede og højt elskede fordi de utrætteligt søgte at dække brødrenes åndelige behov. Disse loyale brødre havde taget Bibelens formaning til sig: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt.“ (1 Pet. 5:2) De organiserede mange åndelige aktiviteter i lejrene. De fleste Jehovas vidner begynder dagen med en drøftelse af dagens tekst, og de ældste sørgede for at dette også skete i lejrene. Der blev regelmæssigt holdt offentlige foredrag, vagttårnsstudium og endda stævner. Flygtningene var klar over at disse åndelige foranstaltninger var livsvigtige.

I begyndelsen blev alle møderne holdt et centralt sted — på en platform i midten af lejren. Her mødtes tusinder hver dag for at modtage oplæring i Bibelen og få anvisninger angående de forskellige pligter i lejrene. Senere blev menighederne tilskyndet til at bygge deres egne rigssale og holde møderne der. Til sidst var der organiseret fem kredse i de forskellige lejre.

Brødrene i landsudvalget og andre brødre havde haft stor gavn af den oplæring de havde fået af missionærerne før forbudets indførelse. Dette hjalp dem til at organisere lejrene. I det store og hele fungerede flygtningelejrene på samme måde som et stort områdestævne. Der blev oprettet afdelinger der tog sig af forskellige behov, deriblandt rengøring, uddeling af mad og, naturligvis, sikkerhed.

Selv om næsten alle Jehovas vidner nu opholdt sig i landflygtighed uden for Malawi, var der stadig nogle af forfølgerne som ikke var tilfredse. Det skete at fjender krydsede grænsen og gik til angreb på brødre der boede i lejre i nærheden, så derfor måtte der træffes særlige foranstaltninger til at beskytte Jehovas folk.

Landsudvalget udpegede en gruppe brødre der skulle virke som opsynsmænd og bevogte alle lejrenes indgange. Batson Longwe blev sat til at føre tilsyn med de opsynshavende i Mlangenilejren. Hans opgave indebar at han skulle meget rundt i lejren for at checke at brødrene var på deres poster. Inden længe fik han øgenavnet „7 til 7“. Ja, hver dag fra morgen til aften — fra syv til syv — blev denne trofaste broder set alle vegne i lejren, hvor han gjorde hvad han kunne, for at beskytte sine kristne brødre og søstre. Den dag i dag kalder de fleste brødre stadig Batson Longwe „7 til 7“, og nogle har måske glemt hvad hans rigtige navn er. Men de der har boet i Mlangenilejren, vil aldrig glemme hvor meget han gjorde for dem dengang.

Den midlertidige landflygtighed i Mocambique gav ikke blot brødrene et pusterum midt i forfølgelsen, men var også med til at forberede dem på de prøvelser og udfordringer der skulle komme. De fik et nærmere forhold til deres brødre og søstre, og de lærte at støtte sig mere til Jehova. Lemon Kabwazi, der senere blev rejsende tilsynsmand, siger: „Der var fordele og ulemper. Materielt set var vi fattige. Men åndeligt led vi ingen nød. Fordi vi boede så tæt på hinanden, kom vi til at lære vore brødre godt at kende og holde af dem. Det hjalp os efter at vi var kommet tilbage til Malawi.“

Jaget igen!

Dette pusterum i forfølgelsen og volden blev desværre kort. Da Mocambique opnåede uafhængighed i juni 1975, blev også dette land grebet af nationalisme. Landets nye ledere havde ingen forståelse for Jehovas folks neutrale holdning. Da vore brødre ikke ville gå på kompromis, blev de tvunget tilbage over grænsen fra Mlangeniområdet og direkte i favnen på deres forfølgere.

Nogle af dem der ved den lejlighed blev tvunget til at vende tilbage til Malawi, kunne rejse tværs gennem landet og ud igen over den sydøstlige grænse for at slutte sig til de brødre der opholdt sig i lejre nær Milange i Mocambique. Men det løste ikke alle problemerne. Fidesi Ndalama, der tjente som kredstilsynsmand i området indtil Milangelejrene blev nedlagt i 1975, mistede for eksempel sin kone da lejren blev angrebet af guerillasoldater. Men denne milde og venlige broder tjener stadig nidkært Jehova.