Nu blev brødrene ført 30 kilometer mod øst, til bredden af floden Munduzi i området Carico, stadig i regionen Milange. Tusinder af Jehovas vidner fra Malawi der var flygtet fra en bølge af forfølgelse i deres eget land, havde som flygtninge boet på stedet siden 1972. De moçambiquiske brødres ankomst kom fuldstændig bag på de malawiske brødre, og det var overraskende for de moçambiquiske forkyndere at blive modtaget af trosfæller der talte et fremmed sprog. Men det var en behagelig overraskelse, og de malawiske brødre modtog deres trosfæller fra Moçambique med så stor hengivenhed og gæstfrihed at det gjorde indtryk på chaufførerne. — Jævnfør Hebræerbrevet 13:1, 2.

Regionens administrator var den mand som nogle år tidligere havde siddet i Machava-fængselet sammen med brødrene. Hver gang et hold brødre ankom spurgte han: „Hvor er Chilaule og Zunguza? Jeg ved at de kommer.“ Da broder Chilaule langt om længe dukkede op, sagde administratoren til ham: „Chilaule, jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal tage imod dig. Vi er i hver sin lejr nu.“ Han holdt sig til sin ideologi og gjorde slet intet for at lette sine tidligere cellekammeraters vilkår. Sagt med hans egne ord var han „en ged der herskede blandt fårene“.

En ny tilværelse — en udfordring

Et nyt kapitel i Jehovas folks historie i Moçambique var indledt. Brødrene fra Malawi havde organiseret sig i otte landsbyer og havde høstet stor erfaring i hvordan man tilpasser sig en ny livsform i ødemarken. De havde fået øvelse i at bygge huse, rigssale og endda forsamlingshuse. De der ikke havde erfaring med landbrug lærte også meget om dette. Mange af moçambiquerne havde aldrig tilsået en machamba (en opdyrket mark) og skulle nu for første gang stifte bekendtskab med det slidsomme markarbejde. I de første få måneder nød de nyankomne godt af deres malawiske brødres gæstfrihed, idet de gav dem både husly og kost. Men nu var det tiden for de moçambiquiske brødre at opføre deres egne landsbyer.

Det var ikke så ligetil. Regntiden var begyndt, og området blev velsignet med nedbør som aldrig før. Men da Munduzi-floden, som gennemskar lejrens midte, gik over sine bredder, så brødrene det som et tegn på Jehovas omsorg for dem. Normalt var området nemlig tørkeramt. I de følgende 12 år tørrede floden faktisk aldrig ud som den ellers plejede. Til gengæld var „den mudrede, glatte, regnvåde jord en ekstra udfordring for de tidligere byboere,“ mindes broder Muthemba. Det var heller ikke let for kvinderne at krydse floden balancerende på improviserede broer af træstammer. „For de mænd der var vant til kontorarbejde var det noget af en udfordring at bevæge sig ind i de tætte skove og fælde træer at bygge huse af,“ fortæller Xavier Dengo. Disse forhold viste sig at være en prøve som ikke alle var forberedt på.

Som vi husker, udbrød der på Moses’ tid klager blandt „den sammenløbne hob“ der fulgte israelitterne ud af Ægypten og ud i ørkenen. Den klagende indstilling bredte sig også til israelitterne selv. (4 Mos. 11:4) Blandt de udøbte internerede opstod der fra første færd en misfornøjet gruppe, og de fik følgeskab af nogle døbte. De gik til administratoren og lod ham vide at de ville gøre hvad som helst for at komme hjem hurtigst muligt. Men de blev ikke straks sendt tilbage som de havde håbet. De blev tilbageholdt i Milange, og mange af dem blev et irritationsmoment for de trofaste. De utilfredse blev kendt som „oprørerne“. De blev boende mellem de trofaste, men var til enhver tid parate til at forråde dem. Deres kærlighed til Gud havde ikke stået prøve.

Hvorfor styrtede forsamlingshusene sammen?

De malawiske brødre i lejrene havde haft udstrakt frihed til at dyrke Gud. Det fik brødrene fra Moçambique umiddelbart gavn af da de ankom. Hver dag samledes de i et af de store forsamlingshuse og drøftede dagens tekst. Det var ofte en kredstilsynsmand fra Malawi der ledede drøftelsen. Filipe Matola mindes: „Det var styrkende efter adskillige måneders fængsling og en lang rejse at modtage åndelige tilskyndelser i selskab med så mange brødre.“ Denne frihed varede imidlertid ikke ved.

Den 28. januar 1976 gik nogle myndighedspersoner ledsaget af soldater gennem landsbyerne og bekendtgjorde følgende: „I har forbud mod at holde gudstjeneste og bede i disse huse og alle vegne i landsbyerne. Husene vil blive nationaliseret og stillet til disposition for staten.“ De befalede brødrene at bære alle deres bøger ud, hvorefter de konfiskerede dem. Naturligvis skjulte brødrene det de så deres snit til. Bagefter blev der hejst flag foran alle husene, og soldater stod vagt for at sikre at forordningen blev overholdt.

Husene var opført af pæle og virkede simple, men var solide. Kort efter begyndte de imidlertid alle at falde sammen. Xavier Dengo husker at han og administratoren netop var ankommet til en landsby da det store forsamlingshus helt bogstaveligt begyndte at synke sammen, skønt det hverken regnede eller blæste. Administratoren udbrød: „Hvad foregår der? I er slemme. Nu hvor vi har nationaliseret husene, falder de sammen hver og ét!“ Ved en senere lejlighed sagde administratoren til en af de ældste: „I må have bedt om at husene skulle styrte sammen, . . . og jeres Gud fik dem til at falde.“

Organisering i landsbyerne

Ni moçambiquiske landsbyer var skudt op langs med og over for de eksisterende malawiske landsbyer. Disse to grupper, der var forenet af ’det rene sprog’, skulle komme til at bo sammen de næste 12 år. (Zef. 3:9) Hver landsbys område var inddelt i blokke der var afgrænset af velholdte gader. En blok bestod af otte lodder på 25 gange 34 meter. Menighederne var opdelt i blokke. Efter at forbudet var blevet offentliggjort i lejrene, kunne de ikke bygge letgenkendelige rigssale. I stedet opførte de huse med vinkelformet grundplan til formålet. Her installerede man en enke eller en anden ugift for at give det udseende af at huset var beboet. Under møderne stod taleren i vinkelspidsen og kunne således henvende sig til begge siders mødedeltagere.

Hver landsby var omgivet af beboernes machambas. Den enkelte menighed havde også sin særskilte machamba, som alle tilsluttede var med til at dyrke som bidrag til menigheden.

Landsbyernes størrelse afhang af indbyggertallet. En optælling fra 1979 viste at den moçambiquiske landsby nr. 7 var den mindste, med kun 122 forkyndere og 2 menigheder, mens nr. 9, den største og fjernestliggende, bestod af 1228 forkyndere og 34 menigheder. Hele lejren udgjorde 11 kredse. Det samlede lejrområde, sammensat af malawiske og moçambiquiske landsbyer med tilstødende områder, blev blandt brødrene kendt under navnet Carico-cirklen. Ifølge den seneste tilgængelige statistik fra 1981 husede hele Carico-cirklen 22.529, af hvilke 9000 var virksomme forkyndere. Og væksten fortsatte. (Den daværende præsident, Samora Machel, satte befolkningstallet til 40.000, ifølge brochuren Consolidemos Aquilo Que nos Une [Lad os befæste det som forener os], side 38, 39.)