En ny tilværelse — en udfordring

Et nyt kapitel i Jehovas folks historie i Moçambique var indledt. Brødrene fra Malawi havde organiseret sig i otte landsbyer og havde høstet stor erfaring i hvordan man tilpasser sig en ny livsform i ødemarken. De havde fået øvelse i at bygge huse, rigssale og endda forsamlingshuse. De der ikke havde erfaring med landbrug lærte også meget om dette. Mange af moçambiquerne havde aldrig tilsået en machamba (en opdyrket mark) og skulle nu for første gang stifte bekendtskab med det slidsomme markarbejde. I de første få måneder nød de nyankomne godt af deres malawiske brødres gæstfrihed, idet de gav dem både husly og kost. Men nu var det tiden for de moçambiquiske brødre at opføre deres egne landsbyer.

Det var ikke så ligetil. Regntiden var begyndt, og området blev velsignet med nedbør som aldrig før. Men da Munduzi-floden, som gennemskar lejrens midte, gik over sine bredder, så brødrene det som et tegn på Jehovas omsorg for dem. Normalt var området nemlig tørkeramt. I de følgende 12 år tørrede floden faktisk aldrig ud som den ellers plejede. Til gengæld var „den mudrede, glatte, regnvåde jord en ekstra udfordring for de tidligere byboere,“ mindes broder Muthemba. Det var heller ikke let for kvinderne at krydse floden balancerende på improviserede broer af træstammer. „For de mænd der var vant til kontorarbejde var det noget af en udfordring at bevæge sig ind i de tætte skove og fælde træer at bygge huse af,“ fortæller Xavier Dengo. Disse forhold viste sig at være en prøve som ikke alle var forberedt på.

Organisering i landsbyerne

Ni moçambiquiske landsbyer var skudt op langs med og over for de eksisterende malawiske landsbyer. Disse to grupper, der var forenet af ’det rene sprog’, skulle komme til at bo sammen de næste 12 år. (Zef. 3:9) Hver landsbys område var inddelt i blokke der var afgrænset af velholdte gader. En blok bestod af otte lodder på 25 gange 34 meter. Menighederne var opdelt i blokke. Efter at forbudet var blevet offentliggjort i lejrene, kunne de ikke bygge letgenkendelige rigssale. I stedet opførte de huse med vinkelformet grundplan til formålet. Her installerede man en enke eller en anden ugift for at give det udseende af at huset var beboet. Under møderne stod taleren i vinkelspidsen og kunne således henvende sig til begge siders mødedeltagere.

Hver landsby var omgivet af beboernes machambas. Den enkelte menighed havde også sin særskilte machamba, som alle tilsluttede var med til at dyrke som bidrag til menigheden.

Landsbyernes størrelse afhang af indbyggertallet. En optælling fra 1979 viste at den moçambiquiske landsby nr. 7 var den mindste, med kun 122 forkyndere og 2 menigheder, mens nr. 9, den største og fjernestliggende, bestod af 1228 forkyndere og 34 menigheder. Hele lejren udgjorde 11 kredse. Det samlede lejrområde, sammensat af malawiske og moçambiquiske landsbyer med tilstødende områder, blev blandt brødrene kendt under navnet Carico-cirklen. Ifølge den seneste tilgængelige statistik fra 1981 husede hele Carico-cirklen 22.529, af hvilke 9000 var virksomme forkyndere. Og væksten fortsatte. (Den daværende præsident, Samora Machel, satte befolkningstallet til 40.000, ifølge brochuren Consolidemos Aquilo Que nos Une [Lad os befæste det som forener os], side 38, 39.)