Væbnet invasion spreder panik og død

I begyndelsen af 1983 invaderede væbnede medlemmer af en oprørsbevægelse Carico-området, og kommandanten ved administrationscentret blev tvunget til at flygte i sikkerhed i hovedbyen Milange, 30 kilometer derfra. For en kort stund tegnede det til at brødrene kunne trække vejret lettere, skønt de stadig blev holdt under nogen opsigt af myndighederne.

Men den 7. oktober 1984, mens brødrene var ved at lægge sidste hånd på forberedelserne til områdestævnet, ramte tragedien. En bevæbnet skare banede sig østfra vej gennem landsby nr. 9 og trak et spor af panik, blod og død efter sig. I den malawiske lejr nr. 7 dræbte de broder Mutola, hvorefter de likviderede Augusto Novela i den moçambiquiske landsby nr. 4. I den moçambiquiske landsby nr. 5 blev broder Muthemba opskræmt af lyden af skud. Da han så en broder ligge på jorden, anråbte han Jehova om hjælp. De væbnede mænd brændte og plyndrede husene. Mænd, kvinder og børn styrtede skræmt i alle retninger og søgte fortvivlet dækning. Dette angreb var kun et forspil. Da overfaldsmændene havde taget turen gennem lejrene, udså deres gruppe sig et område lige nord for landsby nr. 1 som det sted hvor de ville anlægge deres base.

Flere dage i træk trængte de ind i lejrene og røvede, brændte huse af og myrdede. En af gangene slog de seks malawiske forkyndere ihjel, deriblandt kredstilsynsmanden Fideli Ndalamas kone.

Andre blev taget til fange og ført til basen. Især forsøgte oprørerne at tvangsudskrive unge brødre til kamptjeneste. Mange af disse flygtede derfor fra landsbyerne og skjulte sig på markerne, hvor deres familie bragte dem mad. Unge kvinder blev rekrutteret som kokke, men blev også udsat for umoralsk pres. Hilda Banze var en af dem der modstod presset, og som følge af dette blev hun maltrakteret i en sådan grad at hun blev efterladt som død. Men heldigvis kom hun sig.

Oprørerne forlangte at de lokale forsynede dem med fødevarer og tjente som bærere. Brødrene fandt dette uforeneligt med deres kristne neutralitet og afslog derfor kravet, til modstandsgruppens glødende harme. Neutralitet og menneskerettigheder havde trange kår i en afsondret verden hvor man kun kendte voldens og våbnenes lov. Omkring 30 brødre mistede livet i denne stormfulde tid. En af dem var Alberto Chissano, som nægtede at støtte bevægelsen og forsøgte at begrunde det med ordene: „Jeg tager ingen del i politik, og det er af den grund jeg blev sendt hertil fra Maputo. Jeg har nægtet det hidtil, og det ændrer jeg ikke på nu.“ (Jævnfør Johannes 18:36.) Det var for meget for undertrykkerne, som rasende slæbte af sted med ham. Broder Chissano vidste udmærket hvad der ventede ham, og sagde farvel til brødrene med et ansigtsudtryk der udstrålede en urokkelig tro. „På gensyn i den nye verden,“ lød hans sidste ord før han blev pryglet og dødeligt kvæstet. Brødrene på sygeplejeholdet forsøgte at redde hans liv, men uden held. Hans håb om at få livet igen i den nye verden er velbegrundet, for end ikke truslen om døden kunne knægte hans tro. — Apg. 24:15.

Massakren i landsby nr. 7

Søndag den 14. oktober 1984 skinnede solen, men i Carico blev det en mørk dag. Brødrene havde holdt deres menighedsmøde tidligt, hvorefter nogle opsøgte landsbyerne for at hente forsyninger inden de ville skynde sig tilbage til deres nye hjem ude på markerne. Men uden varsel forlod en gruppe guerillaer deres base og drog i retning af den moçambiquiske landsby nr. 7. I udkanten af landsby nr. 5 greb de en broder og befalede: „Vis os vejen til landsby nr. 7; nu skal du få at se hvad krig er for noget.“ Alle der tilfældigvis opholdt sig i landsby nr. 7 blev drevet sammen og beordret til at sætte sig i ring, i rækkefølge efter nummeret på deres respektive landsbyer. Derpå begyndte afhøringen.

„Hvem overfaldt og udplyndrede vores mudjiba?“ forlangte de at få at vide. (En mudjiba er en ubevæbnet udkigspost eller meddeler.) Brødrene anede ikke hvad mændene talte om, og svarede at de ikke kendte noget til det. „Nå, hvis ingen vil tale, statuerer vi et eksempel med ham der sidder her foran,“ lød det. Derpå skød de en broder i panden på nært hold. Alle var forfærdede. Spørgsmålet blev gentaget flere gange, hver gang mens et nyt offer ventede at blive skudt. Kvinder der knugede deres små børn ind til sig, blev tvunget til at overvære den barbariske henrettelse af deres mænd. Det skete for søster Salomina, som så sin mand, Bernardino, dø. Også kvinder blev myrdet. En af dem var Leia Bila, enken efter Luis Bila, som var død af et hjerteanfald i lejren nær Lichinga. Hendes mindreårige børn var nu forældreløse. Heller ikke de umyndige gik ram forbi. Fernando Timbane bad til Jehova og forsøgte at sætte mod i de andre, selv efter at han var blevet ramt.

Da bødlerne brutalt havde likvideret ti, kom de op at skændes. Det satte en stopper for mareridtet. De beordrede broder Nguenha, der stod for tur som det 11. offer, til at rejse sig. Således slap han fra „dødens siddeplads“. Han mindes: „Jeg havde bedt Jehova tage sig af mine efterladte, nu hvor mine dage var talte. Så rejste jeg mig med en følelse af usædvanligt mod. Først senere indtrådte chokket.“

De overlevende blev dernæst tvunget til at brænde de resterende huse i landsbyerne af. Inden de væbnede mænd gik deres vej, sagde de advarende: „Vi blev sendt herhen med ordre til at slå 50 af jer ihjel, men det er nok med dem her.“ De sluttede med denne afstumpede og gyselige ordre: „Ikke noget med at begrave dem! Vi holder øje med dem, og for hvert eneste lig der forsvinder skal ti dø.“

Skuddene havde kunnet høres vidt omkring, og nyheden bredte sig med dem der havde haft held til at slippe bort. Episoden fik en ny bølge af rædsel til at skylle gennem landsbyerne. Brødrene så ingen anden udvej end at flygte ud i skovene og op i bjergene. Siden kom det frem at massakren var forårsaget af en udstødt der gerne ville slutte sig til oprørsbevægelsen. Desuden havde han gjort sig til tyv. Han havde fremsat de falske anklager mod brødrene i sin egen landsby for at indynde sig hos oprørerne og vinde deres tillid. Da det gik op for modstandsfolkene at de var blevet ført bag lyset, pågreb de ophavsmanden til løgnene og lod ham lide en yderst barbarisk død.