Arrestordrer

Efterhånden som forberedelserne til uafhængighedsdagen, den 25. juni 1975, skred frem, blev Jehovas vidners neutrale standpunkt stadig tydeligere. Ansvarlige brødre søgte foretræde for de nye magthavere, men omsonst. Den nyindsatte præsident udstedte i praksis en ordre da han under en radiotale råbte: „Vi vil for altid gøre det af med disse Jehovas vidner . . . Vi tror at de er den portugisiske kolonimagts efterladte agenter; de har hørt til PIDE . . . Vi opfordrer derfor folket til omgående at anholde dem.“

Uvejret var brudt løs. Såkaldte dynamiseringsgrupper blev mobiliseret i lokalsamfundene med det ene formål at arrestere alle Jehovas vidner — på arbejde, hjemme, på åben gade, når som helst og i hele landet. Alle havde mødepligt ved lokalmøder på arbejdspladserne og på offentlige steder, og enhver der undlod at istemme råbet „Viva Frelimo“ sammen med folkemængden, blev regnet for en fjende. Sådan er det når nationalistiske lidenskaber sætter sindene i kog.

Men det er en kendt sag at Jehovas vidner trods deres neutrale standpunkt i politiske anliggender er med til at holde lov og orden i hævd, er respektfulde over for øvrighedspersoner, er ærlige og er samvittighedsfulde skatteborgere. Det skulle det moçambiquiske styre få lejlighed til at konstatere ved selvsyn. I de mellemliggende år var Jehovas vidner i Moçambique stillet på samme måde som de kristne der i aposteltiden led døden i de romerske arenaer fordi de nægtede at brænde røgelse for kejserens billede, og som deres brødre i Nazityskland der blev sendt i koncentrationslejre fordi de nægtede at råbe „Heil Hitler“. Over hele verden er Jehovas vidner kendt for deres vægring mod ethvert kompromis som indebærer ulydighed mod Jehova og Jesus Kristus, der om sine disciple sagde: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 17:16.

Massedeportation — hvorhen?

I hastig rækkefølge blev fængslerne i Moçambique fyldt med Jehovas vidner i tusindtal. Mange familier blev skilt ad. Den intense propaganda vakte en sådan fjendtlighed mod brødrene at mange af disse foretrak at melde sig selv, skønt de ældste ikke opfordrede til dette. De følte sig mere trygge i selskab med deres brødre og slægtninge der allerede var i fængsel.

Fra oktober 1975 og fremefter modtog afdelingskontorerne i Zimbabwe (det daværende Rhodesia) og Sydafrika en strøm af meldinger fra kredstilsynsmænd, forskellige udvalg og enkeltpersoner blandt brødrene. Rapporterne tegnede et dystert situationsbillede, og de blev forelagt Jehovas Vidners Styrende Råd. Så snart det verdensomspændende brodersamfund modtog nyhederne om vore trosfællers forfærdelige vilkår i Moçambique, blev der alle vegne uophørligt opsendt bønner for disse forfulgte brødre, i overensstemmelse med vejledningen i Hebræerbrevet 13:3. Kun Jehova kunne opretholde dem, og det gjorde han på sin helt særlige måde.

Højst sandsynligt var det ikke de øverste instansers hensigt at påføre Jehovas vidner den brutale mishandling de faktisk blev udsat for. Men nogle underordnede øvrighedspersoner var fast besluttede på at kue anderledestænkendes dybt rodfæstede overbevisning. De forsøgte med voldelige midler at aftvinge dem et „Viva“. Blandt mange mishandlede kan nævnes Julião Cossa fra Vilanculos. Han blev pryglet i tre timer i et forsøg på at få ham til at gå på kompromis, men forgæves. Når det en sjælden gang lykkedes disse plageånder at fremtvinge et „Viva“, var det ikke nok for dem. De forlangte at offeret skulle råbe „Ned med Jehova“ og „Ned med Jesus Kristus“. De grusomheder vore brødre led, er for talrige at nævne og for skrækkelige til at tåle gengivelse. (Se Vågn op! for 8. marts 1976, side 8-17.) Men de vidste, som apostelen Paulus skrev til de kristne i datidens Filippi, at deres modige udholdenhed under trængsel og forfølgelse var et vidnesbyrd om deres dybe kærlighed til Gud og om den frelse han ville belønne dem med. — Fil. 1:15-29.

Snavset og sultekosten i de overfyldte fængsler i Maputo (tidligere Lourenço Marques) var medvirkende til at over 60 børn mistede livet inden for fire måneder. De brødre der stadig havde deres frihed, gjorde deres bedste for at holde de fængslede brødre i live. I slutningen af 1975 solgte nogle forkyndere ud af deres ejendele for at kunne blive ved med at skaffe deres fængslede brødre mad. Men de satte deres egen frihed på spil når de røbede deres tilhørsforhold til de indsatte trosfæller, og mange blev arresteret under forsøg på at sørge for deres brødre. Det var netop den kærlighed Jesus sagde at hans sande disciple skulle vise hinanden. — Joh. 13:34, 35; 15:12, 13.

Paradoksalt nok blev nogle forkyndere i provinsen Sofala behandlet helt anderledes på samme tid. Som arrestanter blev de bespist på det luksuøse Grande Hotel i byen Beira mens de afventede transport til deres bestemmelsessted.

Og hvor var det så? Det var en hemmelighed, selv for førerne af de mange busser og lastbiler forkynderne skulle køre med.

Bestemmelsesstedet: Carico i Milange

Mellem september 1975 og februar 1976 blev alle indespærrede Jehovas vidner forflyttet fra fængsler og åbne marker. Politiet og andre lokale myndigheder forsøgte at skræmme dem ved at tilsløre hvor de skulle hen. De fik denne besked: „I bliver ædt af vilde dyr på det ukendte sted nordpå hvor I skal hen for aldrig at vende tilbage.“ Ikketroende familiemedlemmer begyndte grædende og jamrende at trygle Vidnerne om at opgive deres tro. Det gjorde kun yderst få. Selv nogle nyinteresserede gjorde tappert fælles sag med Jehovas vidner. Det gjaldt eksempelvis Eugênio Macitela, der førhen havde været politisk engageret. Hans interesse var blevet vakt da han hørte at fængslerne var fulde af Jehovas vidner. For at lære dem at kende bad han om et bibelstudium, blot for at blive arresteret og deporteret en uge efter. Han var en af de første der blev døbt i koncentrationslejrene. I dag tjener han som kredstilsynsmand.

Brødrene viste ingen tegn på frygt eller ængstelse da de blev hentet i fængslerne og sat op i busser, på lastbiler og, i enkelte tilfælde, i fly. En af de mest imponerende karavaner drog ud af Maputo den 13. november 1975. Den bestod af 14 busser, machibombos, som de kaldes lokalt. Brødrenes tilsyneladende uforklarlige glæde fik de soldater der bevogtede dem til at spørge: „Hvordan kan I være så glade når I ikke engang aner hvor I skal hen? Der hvor I skal hen er der aldeles ikke rart at være.“ Men brødrenes glæde kunne ikke kues. Mens ikketroende slægtninge græd af frygt for hvad der ventede vore trosfæller, sang disse Rigets sange, blandt andet den der hedder „Frimodigt fremad!“

I hver by på vejen ringede chaufførerne til deres overordnede for at høre hvor de nu skulle køre hen, og fik oplyst deres næste bestemmelsessted. Nogle chauffører fór vild; men til sidst ankom de til Milange, en administrationsby i provinsen Zambézia, 1800 kilometer fra Maputo. Dér modtog en embedsmand brødrene med en „velkomsttale“ hvori han overfusede og truede dem.

Nu blev brødrene ført 30 kilometer mod øst, til bredden af floden Munduzi i området Carico, stadig i regionen Milange. Tusinder af Jehovas vidner fra Malawi der var flygtet fra en bølge af forfølgelse i deres eget land, havde som flygtninge boet på stedet siden 1972. De moçambiquiske brødres ankomst kom fuldstændig bag på de malawiske brødre, og det var overraskende for de moçambiquiske forkyndere at blive modtaget af trosfæller der talte et fremmed sprog. Men det var en behagelig overraskelse, og de malawiske brødre modtog deres trosfæller fra Moçambique med så stor hengivenhed og gæstfrihed at det gjorde indtryk på chaufførerne. — Jævnfør Hebræerbrevet 13:1, 2.

Regionens administrator var den mand som nogle år tidligere havde siddet i Machava-fængselet sammen med brødrene. Hver gang et hold brødre ankom spurgte han: „Hvor er Chilaule og Zunguza? Jeg ved at de kommer.“ Da broder Chilaule langt om længe dukkede op, sagde administratoren til ham: „Chilaule, jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skal tage imod dig. Vi er i hver sin lejr nu.“ Han holdt sig til sin ideologi og gjorde slet intet for at lette sine tidligere cellekammeraters vilkår. Sagt med hans egne ord var han „en ged der herskede blandt fårene“.

Kærlig støtte fra det internationale brodersamfund

Jehovas Vidners internationale brodersamfund viste kærlig omsorg for deres brødre i Moçambique. De oversvømmede landets postvæsen med appeller til myndighederne. Broder Augusto Novela plejede af sine kolleger i et teleselskab at blive hånet med påstanden om at Jehovas Vidner blot var en lokal sekt. Men de blev tavse da der på telexapparaterne indløb budskaber fra hele verden. Den overvældende reaktion bekræftede at Jehovas folk virkelig er forenet af kærlighed.

Efter omtrent ti måneders forløb kom en minister på inspektion i lejrene. Han erkendte at brødrene var blevet sat fast på falske anklager. Men det var endnu for tidligt at forvente frihed.

En ny tilværelse — en udfordring

Et nyt kapitel i Jehovas folks historie i Moçambique var indledt. Brødrene fra Malawi havde organiseret sig i otte landsbyer og havde høstet stor erfaring i hvordan man tilpasser sig en ny livsform i ødemarken. De havde fået øvelse i at bygge huse, rigssale og endda forsamlingshuse. De der ikke havde erfaring med landbrug lærte også meget om dette. Mange af moçambiquerne havde aldrig tilsået en machamba (en opdyrket mark) og skulle nu for første gang stifte bekendtskab med det slidsomme markarbejde. I de første få måneder nød de nyankomne godt af deres malawiske brødres gæstfrihed, idet de gav dem både husly og kost. Men nu var det tiden for de moçambiquiske brødre at opføre deres egne landsbyer.

Det var ikke så ligetil. Regntiden var begyndt, og området blev velsignet med nedbør som aldrig før. Men da Munduzi-floden, som gennemskar lejrens midte, gik over sine bredder, så brødrene det som et tegn på Jehovas omsorg for dem. Normalt var området nemlig tørkeramt. I de følgende 12 år tørrede floden faktisk aldrig ud som den ellers plejede. Til gengæld var „den mudrede, glatte, regnvåde jord en ekstra udfordring for de tidligere byboere,“ mindes broder Muthemba. Det var heller ikke let for kvinderne at krydse floden balancerende på improviserede broer af træstammer. „For de mænd der var vant til kontorarbejde var det noget af en udfordring at bevæge sig ind i de tætte skove og fælde træer at bygge huse af,“ fortæller Xavier Dengo. Disse forhold viste sig at være en prøve som ikke alle var forberedt på.

Som vi husker, udbrød der på Moses’ tid klager blandt „den sammenløbne hob“ der fulgte israelitterne ud af Ægypten og ud i ørkenen. Den klagende indstilling bredte sig også til israelitterne selv. (4 Mos. 11:4) Blandt de udøbte internerede opstod der fra første færd en misfornøjet gruppe, og de fik følgeskab af nogle døbte. De gik til administratoren og lod ham vide at de ville gøre hvad som helst for at komme hjem hurtigst muligt. Men de blev ikke straks sendt tilbage som de havde håbet. De blev tilbageholdt i Milange, og mange af dem blev et irritationsmoment for de trofaste. De utilfredse blev kendt som „oprørerne“. De blev boende mellem de trofaste, men var til enhver tid parate til at forråde dem. Deres kærlighed til Gud havde ikke stået prøve.

Hvorfor styrtede forsamlingshusene sammen?

De malawiske brødre i lejrene havde haft udstrakt frihed til at dyrke Gud. Det fik brødrene fra Moçambique umiddelbart gavn af da de ankom. Hver dag samledes de i et af de store forsamlingshuse og drøftede dagens tekst. Det var ofte en kredstilsynsmand fra Malawi der ledede drøftelsen. Filipe Matola mindes: „Det var styrkende efter adskillige måneders fængsling og en lang rejse at modtage åndelige tilskyndelser i selskab med så mange brødre.“ Denne frihed varede imidlertid ikke ved.

Den 28. januar 1976 gik nogle myndighedspersoner ledsaget af soldater gennem landsbyerne og bekendtgjorde følgende: „I har forbud mod at holde gudstjeneste og bede i disse huse og alle vegne i landsbyerne. Husene vil blive nationaliseret og stillet til disposition for staten.“ De befalede brødrene at bære alle deres bøger ud, hvorefter de konfiskerede dem. Naturligvis skjulte brødrene det de så deres snit til. Bagefter blev der hejst flag foran alle husene, og soldater stod vagt for at sikre at forordningen blev overholdt.

Husene var opført af pæle og virkede simple, men var solide. Kort efter begyndte de imidlertid alle at falde sammen. Xavier Dengo husker at han og administratoren netop var ankommet til en landsby da det store forsamlingshus helt bogstaveligt begyndte at synke sammen, skønt det hverken regnede eller blæste. Administratoren udbrød: „Hvad foregår der? I er slemme. Nu hvor vi har nationaliseret husene, falder de sammen hver og ét!“ Ved en senere lejlighed sagde administratoren til en af de ældste: „I må have bedt om at husene skulle styrte sammen, . . . og jeres Gud fik dem til at falde.“

Organisering i landsbyerne

Ni moçambiquiske landsbyer var skudt op langs med og over for de eksisterende malawiske landsbyer. Disse to grupper, der var forenet af ’det rene sprog’, skulle komme til at bo sammen de næste 12 år. (Zef. 3:9) Hver landsbys område var inddelt i blokke der var afgrænset af velholdte gader. En blok bestod af otte lodder på 25 gange 34 meter. Menighederne var opdelt i blokke. Efter at forbudet var blevet offentliggjort i lejrene, kunne de ikke bygge letgenkendelige rigssale. I stedet opførte de huse med vinkelformet grundplan til formålet. Her installerede man en enke eller en anden ugift for at give det udseende af at huset var beboet. Under møderne stod taleren i vinkelspidsen og kunne således henvende sig til begge siders mødedeltagere.

Hver landsby var omgivet af beboernes machambas. Den enkelte menighed havde også sin særskilte machamba, som alle tilsluttede var med til at dyrke som bidrag til menigheden.

Landsbyernes størrelse afhang af indbyggertallet. En optælling fra 1979 viste at den moçambiquiske landsby nr. 7 var den mindste, med kun 122 forkyndere og 2 menigheder, mens nr. 9, den største og fjernestliggende, bestod af 1228 forkyndere og 34 menigheder. Hele lejren udgjorde 11 kredse. Det samlede lejrområde, sammensat af malawiske og moçambiquiske landsbyer med tilstødende områder, blev blandt brødrene kendt under navnet Carico-cirklen. Ifølge den seneste tilgængelige statistik fra 1981 husede hele Carico-cirklen 22.529, af hvilke 9000 var virksomme forkyndere. Og væksten fortsatte. (Den daværende præsident, Samora Machel, satte befolkningstallet til 40.000, ifølge brochuren Consolidemos Aquilo Que nos Une [Lad os befæste det som forener os], side 38, 39.)

Chingo-tiden — en svær tid

Selvfølgelig var Jehovas vidner ikke blevet tvangsforflyttet til Milange blot for at danne et landbrugssamfund. At det ikke var uden grund at staten kaldte lejren for Omskolingscentret Carico, fremgår af at administrationscentret midt i den malawiske lejr nr. 4 omfattede kontorer og boliger for herboende embedsmænd. Der fandtes også en lejrkommandant med underordnede soldater, samt et fængsel hvor mange af vore brødre sad i kortere eller længere tid, alt efter lejrkommandantens luner.

Den mest berygtede af alle kommandanter var Chingo. Hans to år som kommandant blev kendt som Chingo-tiden. Besluttet på at knække Jehovas vidners kompromisløse holdning og „omskole“ dem, tyede han til alle de psykologiske kneb han kendte, foruden vold. Han havde så at sige ingen skolegang bag sig, men besad en rivende tungefærdighed og nærede en særlig forkærlighed for tankebilleder. Han udnyttede sine talegaver til at forsøge at indoktrinere brødrene med sit politiske verdensbillede og svække deres kærlighed til Gud. En af hans metoder var „femdages-seminaret“.

„Femdages-seminaret“

Chingo bekendtgjorde at der var planlagt et „femdages-seminar“ og at Jehovas vidner skulle udvælge de dygtigste mænd fra landsbyerne, nogle som kunne videregive oplysninger af interesse. Disse brødre skulle overvære seminaret et fjernt sted. Det nægtede brødrene af mistro til hans hensigter. Men de tilstedeværende „oprørere“ udpegede de ansvarshavende brødre, også kredstilsynsmændene. Blandt dem var Francisco Zunguza, Xavier Dengo og Luis Bila. En lastbil kørte af sted med 21 mænd og 5 kvinder. De kørte flere hundrede kilometer mod nord, til et område nord for Lichinga i provinsen Niassa. Mændene blev kastet i en „omskolingslejr“ for kriminelle, mens kvinderne blev ført til en lejr for prostituerede.

De blev alle underkastet hård tortur, blandt andet den som deres plageånder kaldte „Jesusstillingen“. Offerets arme blev strakt ud til siderne som på et kors og bundet stramt med nylonsnor til en stang, fra den ene hånds fingerspidser til den anden. Uden blodtilførsel til hænder, arme og skuldre blev offeret holdt i denne stilling længe ad gangen i et frugtesløst forsøg på at aftvinge ham et „Viva Frelimo“. Denne grusomme og umenneskelige behandling kostede Luis Bila, en trofast ældste, livet som følge af et hjerteanfald.

Søstrene blev udsat for diverse „øvelser“. Blandt andet skulle de løbe længe ad gangen, til tider ned i og op af vand, eller de blev kommanderet til at slå kolbøtter op og ned ad skråninger uden ophold. Dertil kom utallige andre nedværdigelser. Hvilken parodi på seminarer og „omskoling“!

Trods grusomhederne bevarede samtlige brødre på nær to deres uangribelighed. En af brødrene havde held til at sende indenrigsministeren i Maputo et brev der afslørede hvilken behandling de var udsat for. Det virkede. Guvernøren for Niassa kom personligt med helikopter. Han fratog øjeblikkelig lejrkommandanten og hans håndlangere enhver myndighed og erklærede: „Disse mænd kan betragte sig som værende under arrest for at have bedrevet noget som Frelimo aldrig har haft i tanke.“ Da de øvrige fanger, som havde været ude for lignende overgreb, hørte dette, råbte de af glæde: „Takket være jer er vi blevet fri.“ Hertil svarede brødrene: „Tak I Jehova.“

Nogen tid efter blev de overført til andre lejre, hvor de „kun“ skulle udføre tvangsarbejde. Alt i alt varede det næsten to år før de blev sendt tilbage til Carico — hvor Chingo ventede dem. Han fremturede i sine forgæves bestræbelser for at svække deres loyalitet mod Jehova ved at gennemføre lignende „seminarer“. Da han omsider skulle forlade Carico, holdt han en forelæsning i sin karakteristiske billedrige stil. Han indrømmede sit nederlag og sagde: „En mand hugger løs på et træ og mangler kun nogle få hug før det falder, men så bliver han erstattet af en anden som med ét hug gør værket færdigt. Jeg har hugget løs, men er ikke blevet færdig. Andre afløser mig. De vil benytte andre metoder. Giv ikke efter. . . . Stå fast. . . . Ellers får de hele æren.“ Men brødrenes ubrydelige kærlighed til Jehova sikrede at al æren gik til Ham. — Åb. 4:11.

De der blev i byerne

Var det nu alle Jehovas vidner i Moçambique der på den tid befandt sig i fængsler eller fangelejre? Nej. Til trods for at deres fjender finkæmmede arbejdspladserne og næsten alle beboelser for dem, undslap nogle. Ikke alle medborgere var forhippede på at få Jehovas vidner fængslet eller på anden måde straffet. Men brødrene var uafbrudt i fare for at blive pågrebet. Selv noget så dagligdags som at købe ind eller hente vand ved en fælles vandhane indebar en risiko.

Lisete Maienda, der forblev i Beira, husker: „Da jeg ikke som forlangt gik til politiske møder, nægtede man mig det kort man skulle fremvise for at kunne købe fødevarer. Heldigvis tilbød en venligsindet butiksindehaver mig at jeg privat kunne købe nogle kilo mel.“ (Jævnfør Åbenbaringen 13:16, 17.) Broder Maienda blev seks gange afskediget fra sit arbejde ved Beiras havn, men hver gang henvendte hans arbejdsgivere sig til ham igen fordi han var værdifuld for firmaet.

Trods det risikable ved at forkynde og holde møder blev det åndelige lys ikke slukket i nogen af landets hovedbyer. I Beira sluttede en gruppe modige og sandhedstørstende unge fra kvarteret Esturro sig til familien Maienda. Sammen holdt de lyset brændende her i provinsen Sofalas hovedby. Forkynderne her var så nidkære at de trodsede faren og krydsede grænsen til Rhodesia (nu Zimbabwe) for at skaffe åndelig føde.

På afdelingskontoret i Salisbury (nu Harare) arbejdede man modigt og utrætteligt for at tage sig af alle de brødre der boede spredt i det nordlige Moçambique. Da man fik at vide at en gruppe stadig holdt møder i Tete, sendte man to brødre for at tage sig af den. Ligesom Epafroditus, apostelen Paulus’ medarbejder, længtes de efter at se brødrene. (Fil. 2:25-30) En af disse brødre var den meget afholdte Redson Zulu, der var kendt i hele det nordlige område for sine opflammende foredrag på sproget chichewa. Under stor fare cyklede han og hans ledsager gennem bushen for at betjene deres isolerede moçambiquiske brødre.

På samme måde blev sandhedens lys ved med at skinne i provinsen Nampula. En gruppe udøbte forkyndere blev tilbage og fortsatte med at holde møderne på deres egen facon. Til at begynde med var de 8, men snart var der 50. Da en broder fra Carico skulle indlægges på et sygehus i Nampula, fik han kontakt med denne gruppe udøbte, idet en af dem arbejdede på hospitalet. Den indlagte broder underrettede Selskabet, og afdelingskontoret bad ham studere med gruppen og forberede de egnede til dåb. Fem blev døbt. De fik yderligere hjælp da en hollandsk broder som i forbindelse med sit arbejde opholdt sig i Nampula, stillede sit hjem til rådighed som mødesal. Med tiden kvalificerede nogle i denne gruppe sig til at skuldre ansvaret som ældste.

Bedre forhold i centralfængselet

I 1975 blev den ene gruppe fanger efter den anden sendt nordpå fra fængslerne i Maputo, mens nye i en stadig strøm overtog deres plads. Men omkring udgangen af februar 1976 besluttede styret at indstille de endeløse forflytninger af fængslede Jehovas vidner.

Nogle måneder senere aflagde præsident Samora Machel besøg i Maputos centralfængsel. En af de indsatte, søster Celeste Muthemba, benyttede sig af lejligheden til at forkynde for præsidenten. Han lyttede venligt, men efter at han var taget af sted blev Celeste alvorligt irettesat af fængselsmyndighederne. En uge efter indløb der imidlertid en befaling til at løslade hende, sammen med en skrivelse der garanterede hende beskyttelse mod yderligere chikane af politiske grunde. Der stod også at hun havde ret til at få sit tidligere arbejde på centralsygehuset igen. Desuden blev der givet bemyndigelse til at løslade alle Jehovas vidner fra dette fængsel.

Brødrene i Maputo organiserede sig i menigheder. Inden længe blev der oprettet en kreds af 24 menigheder fra Maputo mod nordøst til Inhambane. Fidelino Dengo blev deres kredstilsynsmand. Desuden nedsatte afdelingskontoret i Sydafrika et udvalg af ældste der skulle sørge for deres åndelige behov. De udtænkte metoder til uformel forkyndelse med varsomhed, og de sørgede for at brødrene kom til at overvære områdestævner i nabolandet Swaziland. I selve Moçambique holdt brødrene kredsstævner camoufleret som velkomstfester når nogle vendte tilbage fra Carico.

Og hvordan gik det i Carico? Hvordan tilrettelagde man åndelige aktiviteter dér?

„O.N.“-udvalget fører tilsyn med lejrene

Under tilsyn af afdelingskontoret i Zimbabwe havde brødrene fra Malawi dannet et særligt udvalg der skulle tage sig af lejrbeboernes åndelige behov. Da brødrene fra det sydlige Moçambique blev ført til Carico, drog de nytte af den ordning der allerede fungerede her. To af brødrene fra syd, Fernando Muthemba og Filipe Matola, blev optaget i dette såkaldte O.N.-udvalg. („O.N.“ stod for Ofisi ya Ntchito, der på chichewa betød tjenestekontor.)

Udvalget korresponderede med Selskabet og organiserede kreds- og områdestævner. Dets medlemmer samlede rapporter for hele lejrkomplekset og mødtes tid efter anden med de ældste i landsbyerne. De havde også tilsyn med de 11 kredse. Deres ansvarsbyrde var tung, især på grund af det spændte forhold til myndighederne.

Der forkyndes og gøres disciple i lejrene

Et betragteligt antal af de bibelstudieelever og interesserede der var fulgt med brødrene til Milange i 1975, blev døbt i november 1976.

Mange af dem der havde været pionerer fortsatte ufortrødent deres virke mens de sad fængslede og når de blev overført til lejre. Men hvem forkyndte de for? Til at begynde med studerede de med de udøbte, deriblandt brødrenes børn. En familie med mange børn blev regnet for „et godt distrikt“. Forældrene studerede med nogle af børnene, og resten blev fordelt mellem de enlige forkyndere. På den måde forblev mange virksomme i arbejdet med at gøre disciple.

Men det var ikke nok for dem der virkelig havde evangelieånden. En ivrig pioner begyndte at spejde efter distrikt uden for lejrene. Det var naturligvis forbundet med risici på grund af de begrænsninger lejrledelsen underlagde vore trosfæller. Pionerbroderen blev enig med sig selv om at han måtte udpønse et påskud for at kunne forlade lejrene. Men hvad skulle det være? Han bad om Jehovas ledelse og besluttede sig for at sælge salt og andre forbrugsgoder uden for lejrene. Han forlangte en høj pris, for ikke at sælge noget, men samtidig skabte han en lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd. Metoden slog an. Efterhånden kunne man se mange „handlende“ falbyde varer uden for lejrene. Det spredte distrikt betød at de måtte tilbagelægge lange afstande. De tog hjemmefra ved daggry og vendte hjem om aftenen. Det var sparsom „vegetation“ for så mange „græshopper“. Men på den måde lærte mange i lokalbefolkningen sandheden at kende.

„Produktionscentret i Zambézia“

De flittige „omskolingselevers“ arbejde bevirkede sammen med nedbøren i området at landbrugsproduktionen voksede. Brødrene i lejrene høstede store afgrøder af majs, ris, maniok, hirse, batater, sukkerrør, bønner og lokale frugter som mafura. Kornlagrene i Carico-cirklen bugnede. For at få deres proteinbehov dækket holdt brødrene kyllinger, ænder, duer, kaniner og grise. Den sult de i begyndelsen havde døjet med, hørte fortiden til. Som modsætning hertil oplevede resten af landet sin værste hungersnød nogen sinde. — Jævnfør Amos 4:7.

I anerkendelse af denne succeshistorie inden for landbruget begyndte myndighederne at kalde lejrområdet for „Produktionscentret i Zambézia“. Indtægterne fra salget af overskudsproduktionen gav brødrene råd til at købe tøj, og i nogle tilfælde endda radioer og cykler. Til trods for at de var fanger, var de velforsynede på grund af deres flid. De var også påpasselige med at betale deres skat. Faktisk var de nogle af de største skatteydere på egnen. I overensstemmelse med Bibelens normer blev der lagt vægt på at de der kom i betragtning til at nyde forrettigheder i menigheden samvittighedsfuldt skulle betale skat, selv under disse omstændigheder. — Rom. 13:7; 1 Tim. 3:1, 8, 9.

Brødrene udveksler kundskaber

I Carico lærte brødrene af hinanden, både med hensyn til håndværk og kultur. Mange blev dygtige murere og tømrere, eller de lærte træskærerarbejde. I fællesskab fik de øvelse i at fremstille værktøj og støbejernsting, snedkerere gode møbler og andet. Ikke alene havde de personlig gavn af at lære nye færdigheder eller finpudse deres fagkundskab, men deres arbejde skaffede dem også en biindtægt.

Den største kulturelle udfordring var sproget. Moçambiquerne lærte malawiernes sprog chichewa, som blev lejrenes hovedsprog. De fleste tilgængelige publikationer var desuden på chichewa. Langsomt lærte malawierne sig også et stilfuldt tsonga, inklusive de dialektpræg der kendes fra det sydlige Moçambique. Mange lærte desuden engelsk og portugisisk, noget der siden kom dem til gavn under varetagelsen af deres særlige tjenesteprivilegier. En ældste mindes: „Man kunne møde en broder eller en søster der talte ens eget sprog, uden at man kunne afgøre om vedkommende var moçambiquer eller malawier.“

Hvordan kom den åndelige føde ind i lejrene?

Den kom fra Zambia via Malawi. Ad hvilke kanaler? Hertil svarer en kredstilsynsmand: „Det ved kun Jehova.“ I lejrene gav O.N.-udvalget nogle unge malawiske brødre, hvoraf mange var pionerer, til opgave at krydse grænsen på cykel og på et forud aftalt sted træffe nogle kurerer der medbragte korrespondance og litteratur. På denne måde fik menighederne hele tiden den nye åndelige føde.

Desuden krydsede O.N.-udvalgets medlemmer grænsen og rejste til Zambia eller Zimbabwe for at få gavn af de årlige besøg af zonetilsynsmænd udsendt af Det Styrende Råd. På denne og andre måder bevarede brødrene i Carico den stærke tilknytning til Jehovas synlige organisation og forblev forenede i tilbedelsen af ham.

Menighedsmøderne krævede særlig tilrettelægning. Eftersom brødrene uophørligt blev overvåget, blev mange møder holdt ved daggry eller tidligere. Mødedeltagerne samledes udenfor og lod som om de spiste grød, mens taleren tog opstilling inde i huset. Nogle møder blev afholdt i flodlejer eller i naturskabte kratere. Områdestævner krævede imidlertid betydelig større forberedelse.

Hvordan områdestævnerne blev organiseret

Når O.N.-udvalget havde modtaget alt stævnestoffet fra Selskabet, trak dets medlemmer sig tilbage til den forholdsvis afsidesliggende landsby nr. 9 i adskillige uger. Her kunne de arbejde om natten i lygteskær med at oversætte foredragsdispositioner, optage skuespil og udpege talere. De havde stor gavn af en duplikator som de havde modtaget fra Zimbabwe. Den skulle betjenes manuelt. Men de holdt ikke inde før hele programmet for seks områdestævner var færdiggjort.

Man sammensatte også et hold der skulle opspore og indrette et egnet stævnested. Det kunne være på en bjergside eller i en skov, men det skulle ligge mindst 10 kilometer fra lejrene. Alt skulle foregå uden myndighedernes eller „oprørernes“ vidende. Ved hjælp af et antal lånte transistorradioer konstruerede man højttalerudstyr der kunne betjene godt 3000 tilhørere. Brødrene sørgede altid for at stævnet foregik i nærheden af et vandløb som nemt kunne dæmmes op til dåbsbassin. Podium, tilhørerpladser, rengøring og vedligeholdelse blev tilrettelagt på forhånd. Så var stævnepladsen klar — et nyt sted hvert år.

Det blev ordnet sådan at alle brødrene kunne komme til stævne. Alt klappede fordi brødrene viste en beundringsværdig samarbejdsvilje. De kunne ikke alle overvære det samme stævne, for en forladt landsby ville have tiltrukket sig myndighedernes opmærksomhed. Derfor tog naboer på skift til stævne en dag ad gangen. De tilbageblevne familier sørgede for at færdes i nabohusene så ingen bemærkede at nogle var fraværende. Betød det nu at nogle gik glip af bestemte programafsnit? Nej, for hver stævnedags program blev gentaget én gang. På den måde varede et tredagesstævne seks dage, og et todagesstævne fire.

En række årvågne assistenter tjente som forbindelseslinje hele vejen fra lejrens administrationscenter til stævnepladsen. Der var posteret en broder for hver 500 meter. Alt mistænkeligt der kunne udgøre en trussel mod stævnet blev med det samme meldt. Meldingen kunne blive sendt over en afstand af 30-40 kilometer på en halv time, tidsnok til at stævneadministrationen kunne træffe sine forholdsregler. Om nødvendigt afbrød man stævnet og skjulte sig i skoven.

José Bana, en ældste fra Beira, mindes: „Ved en lejlighed advarede en politimand os aftenen før et stævne om at ordensmagten allerede var klar over at vi skulle have stævne, og agtede at skride ind. Sagen blev forelagt de ansvarlige brødre. Burde stævnet aflyses? De bad til Jehova og besluttede at se tiden an til næste morgen. Svaret kom i form af et skybrud der om natten fik Munduzi-floden til at gå langt over sine bredder. Da politiet befandt sig på den modsatte side, kunne alle overvære stævnet på én gang. Der var ikke brug for udkigsposter. Vi sang Rigets sange af hjertens lyst.“

Frafaldne opretter landsby nr. 10

Nogle frafaldne, hovedsagelig fra de malawiske landsbyer, voldte stor uro da de startede deres egen bevægelse under navnet „de salvede“. Stifterne hævdede at „de ældstes tid“ var udløbet i 1975 og at de selv i deres egenskab af „salvede“ burde overtage myndigheden. Bogen Evigt liv — i Guds børns frihed satte begreberne på plads for dem der var i tvivl om hvad det egentlig vil sige at være en ægte salvet. Men de frafaldnes tanker greb om sig, og mange som lånte dem øre blev ført vild. De påstod blandt andet at det ikke var nødvendigt at indsende rapporter til Selskabet. De bad blot en bøn og kastede rapporterne i vejret.

Så vidt vides blev cirka 500 udstødt som følge af de frafaldnes påvirkning. De besluttede af egen fri vilje og med myndighedernes billigelse at grundlægge deres egen landsby. Derved opstod landsby nr. 10. Senere lod bevægelsens leder sig opvarte af en skare unge kvinder, hvoraf mange fødte ham børn.

Landsby nr. 10 var de frafaldnes samlingspunkt resten af den tid lejrene var i brug. De frafaldne skaffede de trofaste brødre mange bryderier på halsen. Nogle af de brødre der blev forledt til at slutte sig til gruppen, angrede siden og vendte tilbage til Jehovas organisation. Samfundet af frafaldne blev opløst da lejrene blev nedlagt.

„Lejren er vores fængsel, og husene er vore celler“

Indtil tidligt i 1983 havde lejrlivet båret et vist præg af noget normalt. Men vore brødre glemte ikke at de var fanger. Det er sandt at nogle brødre individuelt fik lov at vende hjem til de byer de kom fra. Andre kom på besøg og rejste igen. Men flertallet blev hvor de var. Det var kun naturligt at de længtes efter at komme hjem. De modtog og afsendte breve gennem postvæsenet eller de få brødre der dristede sig til lejrene for at besøge familie og gamle venner. Nogle af gæsterne blev taget til fange og interneret.

Xavier Dengo plejede at fundere sådan: „I malawiere er flygtninge, men vi er fanger. Lejren er vores fængsel, og husene er vore celler.“ I praksis var vore malawiske brødres situation dog stort set den samme. Men det tilsyneladende „normale“ landsbyliv skulle snart få en brat ende.

Væbnet invasion spreder panik og død

I begyndelsen af 1983 invaderede væbnede medlemmer af en oprørsbevægelse Carico-området, og kommandanten ved administrationscentret blev tvunget til at flygte i sikkerhed i hovedbyen Milange, 30 kilometer derfra. For en kort stund tegnede det til at brødrene kunne trække vejret lettere, skønt de stadig blev holdt under nogen opsigt af myndighederne.

Men den 7. oktober 1984, mens brødrene var ved at lægge sidste hånd på forberedelserne til områdestævnet, ramte tragedien. En bevæbnet skare banede sig østfra vej gennem landsby nr. 9 og trak et spor af panik, blod og død efter sig. I den malawiske lejr nr. 7 dræbte de broder Mutola, hvorefter de likviderede Augusto Novela i den moçambiquiske landsby nr. 4. I den moçambiquiske landsby nr. 5 blev broder Muthemba opskræmt af lyden af skud. Da han så en broder ligge på jorden, anråbte han Jehova om hjælp. De væbnede mænd brændte og plyndrede husene. Mænd, kvinder og børn styrtede skræmt i alle retninger og søgte fortvivlet dækning. Dette angreb var kun et forspil. Da overfaldsmændene havde taget turen gennem lejrene, udså deres gruppe sig et område lige nord for landsby nr. 1 som det sted hvor de ville anlægge deres base.

Flere dage i træk trængte de ind i lejrene og røvede, brændte huse af og myrdede. En af gangene slog de seks malawiske forkyndere ihjel, deriblandt kredstilsynsmanden Fideli Ndalamas kone.

Andre blev taget til fange og ført til basen. Især forsøgte oprørerne at tvangsudskrive unge brødre til kamptjeneste. Mange af disse flygtede derfor fra landsbyerne og skjulte sig på markerne, hvor deres familie bragte dem mad. Unge kvinder blev rekrutteret som kokke, men blev også udsat for umoralsk pres. Hilda Banze var en af dem der modstod presset, og som følge af dette blev hun maltrakteret i en sådan grad at hun blev efterladt som død. Men heldigvis kom hun sig.

Oprørerne forlangte at de lokale forsynede dem med fødevarer og tjente som bærere. Brødrene fandt dette uforeneligt med deres kristne neutralitet og afslog derfor kravet, til modstandsgruppens glødende harme. Neutralitet og menneskerettigheder havde trange kår i en afsondret verden hvor man kun kendte voldens og våbnenes lov. Omkring 30 brødre mistede livet i denne stormfulde tid. En af dem var Alberto Chissano, som nægtede at støtte bevægelsen og forsøgte at begrunde det med ordene: „Jeg tager ingen del i politik, og det er af den grund jeg blev sendt hertil fra Maputo. Jeg har nægtet det hidtil, og det ændrer jeg ikke på nu.“ (Jævnfør Johannes 18:36.) Det var for meget for undertrykkerne, som rasende slæbte af sted med ham. Broder Chissano vidste udmærket hvad der ventede ham, og sagde farvel til brødrene med et ansigtsudtryk der udstrålede en urokkelig tro. „På gensyn i den nye verden,“ lød hans sidste ord før han blev pryglet og dødeligt kvæstet. Brødrene på sygeplejeholdet forsøgte at redde hans liv, men uden held. Hans håb om at få livet igen i den nye verden er velbegrundet, for end ikke truslen om døden kunne knægte hans tro. — Apg. 24:15.

Udfriet fra ’ildovnen’

Noget måtte der gøres for at lette den ulidelige spænding. O.N.-udvalget holdt et møde med de ældste og menighedstjenerne for at drøfte hvordan man kunne komme på talefod med guerillaerne. Men disse havde allerede inviteret alle i området til at besøge deres base. De ældste besluttede sig for at tage derhen, og de fik følgeskab af et betragteligt antal frivillige. To brødre fik til opgave at tale på samtlige landsbyers vegne. Isaque Maruli, en af de udnævnte talsmænd, lagde vejen forbi sit hus for at give sin unge kone besked og sige farvel. Af angst for hvad der kunne hænde ham forsøgte hun at tale ham fra forehavendet. Men han talte trøstende til hende og spurgte: „Mener du at vi har overlevet indtil nu i kraft af vores egen snilde? Og mener du at vi betyder mere end de andre brødre?“ Tavst gav hun sit samtykke. De bad sammen og tog afsked.

Foruden brødrene var der også mødt nogle frem som var villige til at støtte den væbnede oprørsbevægelse. De cirka 300 brødre var imidlertid i overtal. Stemningen var på kogepunktet, idet nogle råbte politiske slogans og sang kampsange. Der lød følgende bekendtgørelse: „I dag vil vi råbe ’Viva Renamo’ lige til bladene falder af træerne.“ (Renamo stod for Resistência Nacional de Moçambique, Moçambiques Nationale Modstandsbevægelse, som bekæmpede Frelimo-styret.) Kommandanten, guerillaerne og de øvrige der ikke var Jehovas vidner, blev utålmodige da brødrene forblev tavse. Den politiske kommissær der ledede mødet gjorde rede for bevægelsens ideologi og meddelte at overkommandoen havde besluttet at opløse landsbyerne og fordele beboerne ude mellem markerne. Derpå gav han de tilstedeværende lejlighed til at tage ordet. Vore brødre forklarede deres neutrale standpunkt og udtrykte håb om at man ville forstå hvorfor de afslog at levere fødevarer, tjene som bærere, og så videre. De påpegede desuden at de allerede var blevet tvunget til at rømme landsbyerne.

Kommandanten brød sig ikke spor om brødrenes modige optræden, men til alt held var kommissæren mere forstående. Han beroligede kommandanten og lod brødrene gå uantastet. Således slap de levende fra det de selv beskrev som ’en brændende ildovn’. (Jævnfør Daniel 3:26, 27.) Men de fik ingen garanti for at de ville blive ladt i fred. Den mest forfærdende hændelse skulle da også indtræffe få dage senere.

Massakren i landsby nr. 7

Søndag den 14. oktober 1984 skinnede solen, men i Carico blev det en mørk dag. Brødrene havde holdt deres menighedsmøde tidligt, hvorefter nogle opsøgte landsbyerne for at hente forsyninger inden de ville skynde sig tilbage til deres nye hjem ude på markerne. Men uden varsel forlod en gruppe guerillaer deres base og drog i retning af den moçambiquiske landsby nr. 7. I udkanten af landsby nr. 5 greb de en broder og befalede: „Vis os vejen til landsby nr. 7; nu skal du få at se hvad krig er for noget.“ Alle der tilfældigvis opholdt sig i landsby nr. 7 blev drevet sammen og beordret til at sætte sig i ring, i rækkefølge efter nummeret på deres respektive landsbyer. Derpå begyndte afhøringen.

„Hvem overfaldt og udplyndrede vores mudjiba?“ forlangte de at få at vide. (En mudjiba er en ubevæbnet udkigspost eller meddeler.) Brødrene anede ikke hvad mændene talte om, og svarede at de ikke kendte noget til det. „Nå, hvis ingen vil tale, statuerer vi et eksempel med ham der sidder her foran,“ lød det. Derpå skød de en broder i panden på nært hold. Alle var forfærdede. Spørgsmålet blev gentaget flere gange, hver gang mens et nyt offer ventede at blive skudt. Kvinder der knugede deres små børn ind til sig, blev tvunget til at overvære den barbariske henrettelse af deres mænd. Det skete for søster Salomina, som så sin mand, Bernardino, dø. Også kvinder blev myrdet. En af dem var Leia Bila, enken efter Luis Bila, som var død af et hjerteanfald i lejren nær Lichinga. Hendes mindreårige børn var nu forældreløse. Heller ikke de umyndige gik ram forbi. Fernando Timbane bad til Jehova og forsøgte at sætte mod i de andre, selv efter at han var blevet ramt.

Da bødlerne brutalt havde likvideret ti, kom de op at skændes. Det satte en stopper for mareridtet. De beordrede broder Nguenha, der stod for tur som det 11. offer, til at rejse sig. Således slap han fra „dødens siddeplads“. Han mindes: „Jeg havde bedt Jehova tage sig af mine efterladte, nu hvor mine dage var talte. Så rejste jeg mig med en følelse af usædvanligt mod. Først senere indtrådte chokket.“

De overlevende blev dernæst tvunget til at brænde de resterende huse i landsbyerne af. Inden de væbnede mænd gik deres vej, sagde de advarende: „Vi blev sendt herhen med ordre til at slå 50 af jer ihjel, men det er nok med dem her.“ De sluttede med denne afstumpede og gyselige ordre: „Ikke noget med at begrave dem! Vi holder øje med dem, og for hvert eneste lig der forsvinder skal ti dø.“

Skuddene havde kunnet høres vidt omkring, og nyheden bredte sig med dem der havde haft held til at slippe bort. Episoden fik en ny bølge af rædsel til at skylle gennem landsbyerne. Brødrene så ingen anden udvej end at flygte ud i skovene og op i bjergene. Siden kom det frem at massakren var forårsaget af en udstødt der gerne ville slutte sig til oprørsbevægelsen. Desuden havde han gjort sig til tyv. Han havde fremsat de falske anklager mod brødrene i sin egen landsby for at indynde sig hos oprørerne og vinde deres tillid. Da det gik op for modstandsfolkene at de var blevet ført bag lyset, pågreb de ophavsmanden til løgnene og lod ham lide en yderst barbarisk død.

Brødrene begynder at spredes

Alle i Carico-området sørgede og var i vildrede. De ældste måtte beherske deres egen sorg idet de søgte at trøste dem der havde mistet familiemedlemmer under massakren. Tanken om at blive på stedet forekom mange uudholdelig. Derfor begyndte brødrene af sig selv at flytte ud. Hele menigheder søgte så langt bort som 30 kilometer derfra, hvor de følte sig mere sikre. Andre besluttede at blive i nærheden af markerne. Dette betød en dobbelt arbejdsbyrde for de ældste i O.N.-udvalget. De måtte gå mange kilometer for at nå alle de spredte menigheder, så de kunne bevare hjordens enhed og dække brødrenes bogstavelige og åndelige behov.

De sørgelige nyheder nåede også afdelingskontoret i Zimbabwe, som sendte nogle medarbejdere til Moçambique for at besøge brødrene og opbygge dem. Betel bad også Det Styrende Råd i Brooklyn om at anvise hvordan man skulle dække behovet for mad, tøj og medicin i lejrene ved Milange. I stor omsorg for brødrenes velbefindende gav Det Styrende Råd instruks om at bruge de disponible økonomiske midler til nødhjælp. Desuden skulle man vurdere om det var tilrådeligt at alle forlod Milange-egnen og vendte hjem. Om fornødent skulle brødrene have bistand til dette. Det forekom fornuftigst at flytte.

Omkring årsskiftet 1984-1985 rejste O.N.-udvalget som det plejede fra Milange for at træffe zonetilsynsmanden. Denne gang havde Det Styrende Råd sendt Don Adams fra Brooklyn. På et møde der også blev overværet af afdelingskontorernes udvalg fra Zambia og Zimbabwe, forelagde O.N.-udvalget sine betragtninger vedrørende brødrene i Carico. De blev bedt om at tage stilling til om det var fornuftigt at brødrene blev dér. Under mødet blev opmærksomheden henledt på det bibelske princip i Ordsprogene 22:3: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig.“ Med dette i tanke vendte de hjem til lejrene.

Bryde op? Hvordan? Og hvorhen?

Vejledningen blev med det samme forelagt menighederne. Nogle fulgte den straks. Det gjorde for eksempel João José, en enlig broder som siden var med til at opføre afdelingskontorerne i Zambia og Moçambique. Han og nogle andre fulgtes ad over grænsen til Malawi og fortsatte derfra til Zambia uden nævneværdige hindringer.

Så let var det imidlertid ikke for alle, især ikke for de mange småbørnsfamilier. Oprørerne overvågede ustandselig vejene, og alle trafikanter risikerede at blive angrebet. Ved grænsen til Malawi ventede flere genvordigheder, især for de malawiske brødre, da Jehovas vidner derovre stadig blev jaget som udskud. Det var derfor ikke så ligetil at lægge rejseplaner og finde et sted at tage hen. Nu havde de boet så mange år i vildnisset, og de havde ingen personlige papirer, så hvordan skulle de kunne komme over grænsen? „Det aner vi heller ikke,“ måtte brødrene i O.N.-udvalget svare under et anspændt møde med alle de ældste. „Men ét er sikkert: Vi må og skal spredes,“ understregede de. De sluttede: „Bed hver især, læg en plan, og gennemfør den.“ — Jævnfør Anden Krønikebog 20:12.

I de måneder der fulgte var dette det gennemgående tema ved møderne. Flertallet af de ældste tilsluttede sig forslaget om at bryde op, og de foreslog de øvrige at følge trop. Andre bestemte sig for at blive hvor de var. Få ad gangen drog nogle efterhånden af sted. De brødre fra Malawi der forsøgte at komme hjem, blev afvist ved grænsen af de velkendte grunde, og måtte vende om. Det lagde en dæmper på begejstringen hos dem der havde besluttet sig for at bryde op, og det blev brugt som begrundelse af dem der foretrak at blive. Men en „invitation“ til endnu et „vigtigt møde“ på guerillabasen gjorde udslaget for de fleste.

Masseudvandring

Den 13. september 1985, blot to dage før det bebudede møde, mødtes O.N.-udvalgets tre tilbageværende medlemmer, broder Muthemba, broder Matola og broder Chicomo, endnu en gang. Hvordan skulle de anbefale brødrene at stille sig til „indbydelsen“? Mødet varede hele natten; og efter mange bønner og overvejelser traf de denne afgørelse: „Vi bliver alle nødt til at flygte i morgen nat.“ Omgående sørgede de for at nyheden om beslutningen samt mødetid og -sted blev spredt til flest mulige. De menigheder der tilsluttede sig forslaget mødte op. Dette blev O.N.-udvalgets sidste handling i lejrområdet.

Efter en bøn begav brødrene sig fra klokken 20.30 på vej, idet de fulgte et fastlagt skema. Udvandringen blev holdt som en velbevaret hemmelighed for guerillaerne og „oprørerne“. Blev flygtningene røbet, var katastrofen dem vis. I ly af mørket fik hver menighed et kvarter til at rykke ud. Hver familie havde to minutter. I én lang enkeltkolonne snoede brødrene sig tyst gennem bushen. Ingen anede hvad der ved daggry ventede dem ved grænsen til Malawi, hvis det overhovedet skulle lykkes dem at komme så langt. De åndelige hyrder i O.N.-udvalget var de sidste til at forlade stedet, ved ettiden om natten. — Apg. 20:28.

Efter at have travet omtrent 40 kilometer blev Filipe Matola overmandet af udmattelse, eftersom han ikke havde sovet i to døgn. Han tog sig et hvil ved kanten af stien, mens han ventede på at de sidste af de ældre brødre og søstre passerede. Det er let at forestille sig hans fryd da hans gode unge ven Ernesto Muchanga kom løbende fra fortroppen med den gode nyhed: „’Onkel’, brødrene får lov at komme ind i Malawi!“ Broder Matola udbrød: „Det viser hvordan Jehova baner vej når det ser ud som om alle udveje er spærret, ligesom ved Det Røde Hav.“ — 2 Mos. 14:21, 22; se også Salme 31:21-24.

De følgende måneder oplevede de hvordan tilværelsen formede sig i flygtningelejre i Malawi og Zambia, før de vendte tilbage til Moçambique og slog sig ned i deres hjembyer. Men hvordan gik det dem der blev på Carico-egnen?

De der blev tilbage

O.N.-udvalgets beslutning om opbrud nåede ikke ud til alle de spredte menigheder før afmarchen. Nogle enkelte som hørte meddelelsen, bestemte sig for at blive på stedet og gå til det planlagte møde på modstandsbevægelsens base. Maxaquene-menigheden havde i lighed med flere andre menigheder ikke hørt noget, men havde allerede besluttet at flygte. Brødrene gik til mødet på basen, men havde forinden gjort deres familier klar til flugt. Cirka 500 brødre stillede til mødet, som var kort og uden omsvøb. Kommandanten sagde: „Vore overordnede har besluttet at alle tilstedeværende skal forflyttes til områdets hovedbase. Det bliver en lang tur. Dér skal I tilbringe hen ved tre måneder.“ Afrejsen fandt sted straks.

De brødre der havde besluttet sig for flugt, benyttede sig af vagtmandskabets uopmærksomhed til at snige sig bort. De stødte til deres familier og flygtede som de bedst kunne i retning af Malawi. Andre som enten adlød modstandsgruppens befaling eller var afskåret fra flugt, drog ud på rejsen mod sydvest og kom nogle dage senere til basen ved Morrumbala. Her blev de atter udsat for pres til at støtte bevægelsen. Deres afslag blev besvaret med grusom tortur og endeløse prygl, hvilket kostede i hvert fald én broder livet. Efter tre måneder fik de omsider lov at flytte hjem.

Mange slog sig ned på Carico-egnen, som var fuldstændig i modstandsbevægelsens hænder. De følgende syv år tilbragte de isoleret fra resten af Jehovas organisation. Det var et anseligt samfund, der omfattede cirka 40 menigheder. Klarede de sig åndeligt? Var deres kærlighed til Gud stærk nok til at beskytte dem mod at bukke under for modløshed? Det vender vi tilbage til senere.

Flygtningelejre i Malawi og Zambia

Ikke alle der flygtede fra Carico fik uden videre indrejsetilladelse til Malawi. Da Maxaquene-menigheden havde krydset grænsen og holdt rast, blev skaren opdaget af det malawiske politi og beordret tilbage over grænsen. Brødrene forsøgte at parlamentere med betjentene ved at fortælle at krigen havde drevet dem fra deres hjem, men det formildede ikke betjentene. Tilsyneladende uden udvej og i desperation råbte en eller anden: „Nu kommer vi til at græde, brødre!“ Det var nøjagtig hvad de gjorde, og dét så højlydt at optrinnet tiltrak sig de omkringboendes opmærksomhed. Pinligt berørt tryglede politiet de grædende om at holde inde. En søster bønfaldt: „Lad os i det mindste få lov til at lave noget mad til børnene.“ Det gik betjentene med til, idet de sagde at de ville vende tilbage senere. Heldigvis så man ikke mere til dem. Siden kom en myndighedsperson brødrene til hjælp ved at bringe dem mad og vise dem vej til den flygtningelejr som de øvrige brødre var blevet anbragt i.

Brødre fra Moçambique fyldte nu flygtningelejrene i Malawi til bristepunktet. Myndighederne gav dem status som krigsflygtninge, og Røde Kors sørgede for nødhjælpsforsyninger der afhjalp de gener og vanskeligheder som fulgte med lejrlivet under åben himmel. Nogle brødre fortsatte til Zambia, hvor de blev dirigeret til andre flygtningelejre. Filipe Matola og Fernando Muthemba samarbejdede nu med brødre fra landsudvalget i Malawi om at finde moçambiquiske brødre i disse lejre, så de kunne styrke dem åndeligt og støtte dem økonomisk sådan som Det Styrende Råd havde givet bemyndigelse til.

Den 12. januar 1986 opmuntrede broder A. D. Schroeder fra Det Styrende Råd disse flygtningebrødre og overbragte dem Det Styrende Råds kærligste hilsener. Han havde ikke mulighed for at besøge lejrene, men holdt i Zambia et foredrag som blev oversat til chichewa og optaget på bånd, som derpå blev bragt til de lejre hvor de moçambiquiske brødre befandt sig.

Flygtningene fik lidt efter lidt hjælp til at flytte videre til Moçambique, hvilket for manges vedkommende betød Moatize i provinsen Tete. Dette kunne lade sig gøre fordi Moçambiques styre var ved at ændre holdning til Jehovas Vidner. Dog var det ikke alle lokale embedsmænd der straks lod den nye politik slå igennem.

Tilbage til Moçambique

Gruppe efter gruppe af brødre begyndte langsomt at overbefolke småbyerne øst for byen Tete. De fik anvist bolig i udrangerede togvogne der en tid havde været benyttet som offentlige toiletter, men som nu var blevet gjort rene. Mange af disse blev benyttet til at fejre mindehøjtiden den 24. marts 1986.

Brødre fra hele Moçambique ventede i månedsvis her uden at vide hvordan de skulle komme tilbage til deres egentlige hjem. Ventetiden udgjorde en prøvelse i sig selv. De enkelte forsøgte at finde arbejde for at kunne forsørge sig selv og eventuelt spare sammen til en flybillet, men uden synderligt held. Krigstilstanden gjorde det umuligt at færdes på landevejene. Brødrene blev heller ikke altid behandlet venligt af de stedlige myndighedspersoner, som stadig forsøgte at tvinge dem til at fremsige politiske slagord. Hertil svarede forkynderne frimodigt: „Vi blev sendt til Carico på grund af dette spørgsmål. Dér udstod vi vores straf og blev overladt til væbnede angriberes forgodtbefindende. Vi slap fra det ved egen hjælp. Hvad mere kan I forlange af os?“ Det skaffede dem ro. Men de unge blev stadig chikaneret og fængslet fordi staten ønskede at indrullere dem i regeringshæren, som kæmpede mod det vedvarende oprør i regionen. Mange unge brødre måtte udvise opfindsomhed for at slippe bort og holde sig skjult.

Udvalget i Malawi afgjorde at Fernando Muthemba skulle tage til Tete for at skaffe bistand til brødrene dér. Da broder Muthemba ankom til Moatize, blev hans bagage undersøgt. Brødrene havde lige akkurat tid til at fjerne de publikationer han medbragte. Hvad fandt politiet så i hans tasker? „Bare nogle laser,“ beretter han. De skuffede betjente spurgte: „Er dét det hele?“ Og det var det. Denne broder, der havde båret store ansvarsbyrder under lejropholdet, vendte ligesom alle de øvrige brødre hjem frataget alt af værdi. På dette tidspunkt så brødrene faktisk hærgede ud — de sultede, var snavsede og gik klædt i pjalter. De bar også tydelige spor af mishandling. De passede godt til Bibelens beskrivelse af mange blandt Guds tjenere: „De gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød [og] mishandling; dem var verden ikke værd. De flakkede om i ørkener . . . og jordens huler og grotter.“ — Hebr. 11:37, 38.

[Illustrationer på side 140, 141]

(1) I flygtningelejrene i Carico fældede vore brødre træ og (2) stampede ler til mursten, mens (3) søstrene hentede vand. (4) De fandt også udveje for at afholde kredsstævner. (5) Xavier Dengo, (6) Filipe Matola og (7) Francisco Zunguza virkede her som kredstilsynsmænd og åndelige hyrder. (8) Denne rigssal, bygget af malawiske forkyndere, er stadig i brug