Hemmeligheden bag det okkulte

FOR femhundrede år siden blev folk efterstræbt af inkvisitionen hvis de var under mistanke for at beskæftige sig med heksekunst. En pavelig proklamation fra 1484 gav inkvisitorerne officiel rygdækning for deres heksejagt. Dette førte til udgivelsen af bogen Malleus Maleficarium (Heksehammeren), der klassificerede hekseri som værre end kætteri. Som følge af dette blev tusinder henrettet.

I nyere tid har indstillingen til hændelser som den moderne videnskab ikke har været i stand til at forklare, ændret sig drastisk. Denne holdningsændring kan spores tilbage til 1848 da to piger, Margaret og Kate Fox fra staten New York, hørte mystiske bankelyde i deres lille hus. De havde på fornemmelsen at det kunne være væsener fra åndeverdenen der søgte at komme i kontakt med dem, og bad om en kode så de kunne indlede en kommunikation. Forbindelsen blev oprettet, hvorefter der fulgte en række budskaber.

Nyheden om dette spredtes vidt og bredt — samtidig voksede interessen for det overnaturlige. Det resulterede blandt andet i at spiritismen blev et organiseret trossamfund, der tiltrak mange som længtes efter at komme i kontakt med deres afdøde slægtninge.

Videnskabelige undersøgelser af det overnaturlige

De overnaturlige hændelser førte også til at man grundlagde selskaber der skulle udforske disse fænomener videnskabeligt. Denne forskning kendes under betegnelsen parapsykologi.

En tid lang havde den etablerede videnskab kun foragt tilovers for denne gren af forskningen. I 1882 blev Selskabet for parapsykologisk Forskning (SPR) imidlertid grundlagt i London. Dets erklærede mål var „i videnskabens ånd, uden fordomme eller forudindtagethed, at undersøge menneskelige evner — virkelige eller indbildte — som synes uforklarlige på baggrund af almindeligt anerkendte hypoteser“.

Den parapsykologiske forskning har senere vundet større anerkendelse efterhånden som ansete forskere har foranstaltet undersøgelser af det overnaturlige. Den 18. maj 1985 bekendtgjorde universitetet i Edinburgh interessant nok udnævnelsen af en amerikansk psykolog, dr. Robert Morris, til professor i parapsykologi. Avisen Sunday Telegraph udnævnte ham til ’professor i det ukendte’. Selv om det affødte kritik at parapsykologien ligefrem skulle have et professorat, bemærkede tidsskriftet New Scientist:

„Parapsykologi er på ingen måde et nyt fag på de britiske universiteter. Selskabet for parapsykologisk Forskning — Englands førende på dette område — fejrede for nogle år siden sit 100 års jubilæum, og har altid været stærkt knyttet til universiteterne. Den første præsident for SPR var Henry Sidgwick, professor i moralfilosofi ved Cambridge-universitetet. Siden da har 28 af de omkring 50 der har beklædt præsidentposten i selskabet været universitetsprofessorer, og to af dem har været nobelpristagere. Der foregår i øjeblikket parapsykologisk forskning ved otte af de 44 engelske universiteter.“

Formelt anerkender de store videnskabelige institutioner ganske vist stadig ikke parapsykologi på lige fod med de fysiske videnskaber. Mange hævder at der slet ikke forekommer egentlige overnaturlige hændelser.

Er det kun blændværk?

Det er sandt at nogle af de hændelser der tilskrives okkulte kræfter, ikke er andet end tricks og blændværk. Det gjaldt for eksempel et tilfælde hvor en præsts fire mindreårige døtre og deres barnepige var involveret. En af pigerne blev sendt ud af værelset. De andre blev sammen og udvalgte i fællesskab en genstand, som for eksempel et spillekort. Så kaldte de pigen ind igen, hvorefter hun skulle beskrive den udvalgte genstand ved hjælp af tankeoverføring. Denne beskrivelse var som regel korrekt. Da medlemmer af Selskabet for parapsykologisk Forskning undersøgte sagen nogle år senere, indrømmede to af pigerne imidlertid at de havde snydt ved hjælp af tegn og lyde.

For nogen tid siden iværksatte tryllekunstneren James Randi en list, for at vise at selv erfarne forskere kan føres bag lyset. Han sørgede for at to unge tryllekunstnere blev ansat hos dr. Peter Phillips, lederen af instituttet for fysik ved Washingtons universitet, der netop var i færd med at udføre eksperimenter inden for det parapsykologiske felt. „Jeg tror faktisk at Mike Edwards [en af tryllekunstnerne] bøjede en nøgle i min hånd uden at han nogen sinde rørte den,“ skrev Phillips. Men han var tilsyneladende blevet ført bag lyset, hvad han også senere indrømmede. Tryllekunstnerne hævdede at deres usædvanlige færdigheder udelukkende skyldtes behændighed og ikke overnaturlige kræfter.

Der har således været flere eksempler på bedrag. Ikke desto mindre sagde Arthur J. Ellison i 1982, i en tale han holdt som præsident for Selskabet for parapsykologisk Forskning, at der findes „klare vidnesbyrd om fænomener der ikke passer ind i vore nuværende videnskabelige modeller for normale hændelser i dette univers“. Hvad er hemmeligheden bag disse fænomener?

Er det sindets skjulte kræfter?

Nogle tror at sindet besidder skjulte kræfter der kan koncentreres om at udføre usædvanlige bedrifter. Men råder sindet virkelig over kræfter der kan ryste borde, bevæge en viser på et Ouija-bræt, bøje metalgenstande eller udrette noget lignende?

I en artikel med overskriften „Hemmeligheden bag mystikken om Ouija-brættet“ skrev tryllekunstneren Henry Gordon: „Der findes en kraft vi ikke kan opfatte, men der er intet overnaturligt ved den.“

„Inden for psykologien kalder man det automatisme,“ udtaler Gordon. „Ved automatisme forstår man en motorisk bevægelse eller muskulær reaktion på en underbevidst tanke . . . Denne psykiske proces står bag mange andre, såkaldt parapsykologiske, fænomener.“

Sådan lyder den forklaring man almindeligvis præsenteres for. Der findes for eksempel blandt udøvere af de orientalske kampteknikker, mestre der kan benytte sig af det de kalder ki-kraften. „Lær at lade din ’ki’ eller dit sind flyde. Det sker ved at du koncentrerer dig om det ene punkt [underlivet] og strækker armen ud,“ foreskriver bladet Black Belt, et tidsskrift for udøvere af orientalske kampteknikker. „Forestil dig vandet eller kraften flyde fra det ene punkt ud gennem din arm og din finger.“

„Så længe [læreren] fortsætter med at optræne sin ’ki’,“ hedder det i bladet Black Belt, „vil hans elever aldrig overgå ham. Grundlæggeren af Aikido [en af de orientalske kampteknikker], mesteren Morihei Uyeshiba, er over 80 år gammel, men han er stadig uovervindelig. Han er i stand til at kaste med 20 stærke mænd på én gang. Med alderen er han blevet endnu stærkere. . . . Man må anerkende ’ki’ som en tilføjelse til de fem sanser.“

Men besidder det menneskelige sind virkelig en kraft af så usædvanlig styrke — en kraft der sætter folk i stand til at udføre bedrifter som ikke kan forklares ud fra et videnskabeligt grundlag?

Lad os belyse det med et eksempel fra Enfield i England, hvor Selskabet for parapsykologisk Forskning undersøgte et tilfælde hvor bankeånder syntes at være på spil. Brian Inglis, der har skrevet flere bøger om overnaturlige hændelser, siger om denne form for aktivitet: „De mystiske bankelyde, møbler der bevæger sig og ting der går itu, varer ofte ved i flere uger. Dette giver forskerne lejlighed til i nogen grad at omdanne lokaliteten til et laboratorium hvor de kan benytte sig af forskelligt avanceret registreringsudstyr.“

I forbindelse med tilfældet i Enfield stillede den berørte person sig villigt til rådighed for undersøgelserne. Ifølge de to forskere var ’den åndelige forsøgsperson’ imidlertid aldeles usamarbejdsvillig. „Den fandt tilsyneladende fornøjelse ved ondskabsfuldt at modarbejde forskernes anstrengelser,“ skrev Inglis. „Båndoptagere blev for eksempel udsat for kortslutninger og skader af en art som fabrikanterne ikke tidligere havde været præsenteret for.“

Sådanne hændelser viser tydeligt at der medvirker kræfter som er uden for det menneskelige sinds kontrol. Hvis en sådan kraft udgik fra et menneskes sind, hvorfor ville den da søge at forpurre forskernes forsøg og ødelægge deres udstyr — navnlig når forsøgspersonen selv var villig til at lade sig undersøge?

Vi må erkende at det menneskelige sind er underfuldt skabt og at vi endnu har meget at lære om dets funktion. Men det er givet at det ikke besidder kræfter der kan løfte, bevæge eller slå til genstande. Menneskesindet kan heller ikke i sig selv modtage oplysninger uden om de almindelige sanser.

Så vidt som den videnskabelige forskning er nået, må man erkende at fænomenet ESP (oversanselig opfattelsesevne) eksisterer og kommer til udtryk på forskellige måder, selv om det ikke står klart hvordan det fungerer. For videnskaben er det stadig et mysterium.

Findes der trods alt en løsning på mysteriet?

[Illustration på side 6]

Besidder menneskesindet en ukendt kraft som kan flytte viseren på et Ouija-bræt?

Løsningen på mysteriet

AT DER findes overnaturlige kræfter som har sat mennesker i stand til at udføre usædvanlige bedrifter er almindeligt anerkendt. Brian Inglis siger i den forbindelse: „Overnaturlige fænomener er nu nærmere en formel anerkendelse end de har været siden middelalderen — hvor man anså dem for at være lige så naturlige, om end ikke lige så forudsigelige, som de øvrige naturkræfter.“

Hvorfra stammer disse usædvanlige kræfter? I flere tusind år har størstedelen af menneskeheden troet at de dødes sjæle levede videre i åndeverdenen; og den almindelige opfattelse er at netop de dødes ånder eller sjæle er ansvarlige for de overnaturlige fænomener. Men er de det?

Er det de dødes ånder?

Hvis de døde er uden bevidsthed — altså virkelig er døde — kan de mystiske kræfter bag det okkulte umuligt stamme fra dem. Hvilken tilstand befinder de døde sig egentlig i?

Om menneskets skabelse siger Bibelen: „Mennesket blev en levende sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) Læg mærke til at teksten ikke indeholder den mindste antydning af at mennesket fik en sjæl, som blev en selvstændig del af personen. Sjælen er ganske enkelt mennesket selv. Hvad sker der derfor når mennesket dør?

Om Jesus Kristus oplyser en bibelsk profeti: „Han udtømte sin sjæl til døden.“ (Esajas 53:12) Og om mennesker i almindelighed siger Bibelen: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, 20) Alle menneskesjæle dør fordi de har arvet synden fra det første menneske, Adam, der blev en synder ved at være ulydig mod Gud. Og i Bibelen står der: „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 5:12; 6:23) Når døden indtræffer er det altså sjælen, det tænkende og sansende menneske, der dør.a

I betragtning af dette, er det så overhovedet muligt for døde og levende at få forbindelse med hinanden? I Bibelen står der: „[Mennesket] trækker vejret for sidste gang, han vender tilbage til støvet; i den selv samme time ophører alle hans tanker.“ I Bibelen står der også: „Det er ikke de døde der lovsynger HERREN, ikke dem der stiger ned i det tavse; men vi, de levende, velsigner HERREN.“ — Salme 146:4; 115:17, The New English Bible.

Når de døde ikke kan lovsynge Gud fordi ’deres tanker er ophørt’, kan de naturligvis heller ikke meddele sig til de levende eller være ansvarlige for overnaturlige fænomener. Men hvem står så bag disse fænomener?

Mysteriet løses

Mennesket er ikke den højeste form for liv. Bibelen oplyser at Gud havde skabt en mængde åndelige sønner, usynlige engle, længe før han skabte manden og kvinden. (Job 38:4, 7) En af disse engle begyndte senere at modstå Gud og bagvaske ham, hvorved han gjorde sig selv til Satan (modstander) og Djævelen (bagvasker). Med tiden sluttede andre åndeskabninger sig til Satan Djævelen i hans oprør, hvorved de kom til at udgøre en organisation af oprørske engle eller dæmoner. Kunne det tænkes at disse dæmoner står bag okkultismens overnaturlige fænomener?

Ja, det er netop sådan det forholder sig! I tiden før Vandfloden var disse åndelige ’gudssønner’ i stand til at materialisere sig i legemer af kød og blod så de kunne bo på jorden. (1 Mosebog 6:1, 2; Judas 6) Men efter at de var vendt tilbage til det åndelige domæne, blev deres muligheder for kontakt med menneskene begrænset til de overnaturlige fænomener der har været så almindelige op gennem historien.

Dæmonerne har navnlig sat sig i forbindelse med levende slægtninge og venner til afdøde, og fået disse mennesker til at tro på løgnen om at de døde lever videre et sted i åndeverdenen. Det er ikke svært for dæmonerne at udgive sig for at være afdøde mennesker, da de nøje kan betragte dem mens de lever. Derfor kan de med stor nøjagtighed efterligne et afdødt menneskes karaktertræk, deriblandt dets stemme og måde at udtrykke sig på.

Men, spørger du måske, kan de loyale engle ikke også kommunikere med mennesker? Det er sandt at Gud i tidligere tider benyttede engle til at overbringe budskaber til mennesker. I dag har vi imidlertid den fuldstændige udgave af Bibelen, hvorigennem Gud direkte og fyldestgørende meddeler sig til os. (2 Timoteus 3:16, 17) I Bibelen forbyder Gud udtrykkeligt mennesker at søge forbindelse med væsener fra åndeverdenen.

Gud siger gennem sin profet Esajas: „Men folk vil opfordre dig til at søge råd hos åndemedierne og dem der har en spådomsånd, som hvisker og mumler. De vil sige: ’Man bør nu alligevel søge råd hos ånderne og rådspørge de døde på de levendes vegne.’ Så skal du svare dem: ’Lyt til det HERREN lærer dig! Lyt ikke til åndemedierne — det de fortæller dig vil ikke gavne dig.’“ — Esajas 8:19, 20, Today’s English Version.

Det er grunden til at Gud gav Israels nation præcise påbud om at holde sig fri af okkultisme. Da de gik ind i det forjættede land advarede han dem mod at give sig af med kana’anæernes „vederstyggelige skikke“. (3 Mosebog 18:3, 30) En mere detaljeret omtale af disse skikke findes i Femte Mosebog 18:10, 11. De omfatter det at drive spådomskunst, øve magi, tage varsler, øve trolddomskunst, binde andre med besværgelser, rådspørge spåkyndige eller at henvende sig til de døde.

Vogt dig for det okkulte!

Ved første øjekast synes disse „vederstyggelige skikke“ måske at være ganske harmløse. Men de indebærer en skjult fare. Hvorfor? Fordi man ved at give sig af med sådanne handlinger kommer under dæmonernes indflydelse. Det er kana’anæernes seksuelle fordærv og voldsmentalitet et tydeligt vidnesbyrd om.

I vor tid er det lige så farligt at nære interesse for det overnaturlige. Det kunne meget vel være den lokkemad som leder en i dæmoniske kræfters snarer. I dag behøver man ikke at lede længe for at finde beretninger om hvorledes okkultisme kan være nært knyttet til sex og vold. For din egen skyld bør du derfor give agt på advarselen.

Guds bud til Israels folk i fortiden understreger imidlertid en endnu vigtigere grund til at vi bør sky det okkulte. „For enhver der øver disse ting er en vederstyggelighed for Jehova.“ (5 Mosebog 18:12) De inspirerede kristne bibelskribenter er også enige om denne fundamentale sandhed. Apostelen Paulus nævner „udøvelse af spiritisme“ som en af det faldne køds gerninger. (Galaterne 5:19, 20) Og apostelen Johannes nedskrev Guds advarsel om at „sådanne som øver spiritisme, . . . deres lod er i søen som brænder med ild og svovl. Dette er den anden død“. — Åbenbaringen 21:8.

Nogle tror måske ikke at det kan få så alvorlige konsekvenser hvis man beskæftiger sig med noget så tilsyneladende harmløst som et Ouija-bræt. Men en gruppe buschauffører i England der underholdt sig med et Ouija-bræt i deres hvilepauser, opdagede at deres indstilling til hinanden begyndte at ændre sig. Nogle af dem blev usædvanligt aggressive. Denne sindstilstand påvirkede endog deres kørsel. De fortalte at de uden påviselig grund følte en stærk lyst til at køre ind i den modkørende trafik.

En ung kvinde der eksperimenterede med et Ouija-bræt blev besat af fortiden. Hun blev besat af tanken om at hun var forelsket i en mand der var død 300 år tidligere. Hun søgte bestandig at få kontakt med ham. Hendes mani medførte til sidst at hun begik selvmord ved at lægge sig på et jernbanespor. Politiet fandt hendes dagbøger, der afslørede at hun ønskede at dø for at kunne være sammen med sin elskede.

Selv om du ikke mener at du føler dig tiltrukket af det okkulte, bør du alligevel være forsigtig! Giv agt på det bibelske råd: „Vær ædru, hold jer vågne.“ Husk hvem der står bag det okkulte. „Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ (1 Peter 5:8) Lad det ikke være dig der bliver ’opslugt’!

At Djævelen og hans dæmoner virkelig eksisterer og at de kan øve indflydelse på et menneskes liv, vises i den følgende artikel.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 10]

Hun blev besat af tanken om at hun var forelsket i en mand der var død 300 år tidligere

[Illustration på side 9]

Er det de døde de taler med?