Lige fra vi ankom til landet, havde vi et brændende ønske om at forkynde budskabet blandt de indfødte ovamboer, hereroer og namaer, men det var ikke let. Dengang var Sydvestafrika underlagt apartheidstyret i Sydafrika. Hvis man var hvid, måtte man ikke forkynde i de sorte kvarterer uden regeringens tilladelse. Vi søgte tid efter anden om lov, men fik altid afslag.

Men pludselig kom et længe ventet budskab — i den selv samme uge hvor vi skulle rejse, modtog jeg en tilladelse fra de lokale myndigheder til at færdes i den sorte bydel i Katutura. Hvad skulle vi nu gøre? Levere tilladelsen tilbage som vi i syv år havde kæmpet for at få? Det var fristende at tænke at andre kunne tage over hvor vi slap. Men vi kunne også opfatte det som en velsignelse fra Jehova, et svar på vore bønner.

Jeg var ikke længe om at træffe en beslutning; jeg ville blive. Vores kamp for permanent opholdstilladelse skulle ikke bringes i fare ved at vi alle rejste til Australien. Næste dag afbestilte jeg min billet og sendte Coralie og Charlotte på en forlænget ferie til Australien.

Mens de var væk, begyndte jeg at forkynde for indbyggerne i den sorte bydel og mødte en overvældende interesse. Da Coralie og Charlotte vendte tilbage, var mange derfra begyndt at overvære møderne.

Jeg havde dengang en gammel bil som jeg hentede interesserede i til møderne. Inden hvert møde måtte jeg køre en fire-fem gange og havde op til ni personer med pr. tur. Når den sidste stod ud, spurgte Coralie til tider spøgefuldt: „Hvor mange flere er der under sædet?“

For bedre at kunne forkynde for stammefolkene havde vi brug for litteratur på deres sprog. Jeg havde den forret at sørge for at traktaten Liv i en ny verden blev oversat til fire af de lokale sprog: herero, nama, ndonga og kwanyama. Oversætterne var uddannede mennesker som jeg studerede Bibelen med, men jeg måtte sidde sammen med dem for at sikre mig at hver sætning blev oversat korrekt. Da namasproget har et begrænset ordforråd, var det for eksempel svært at oversætte sætningen „I begyndelsen var Adam et fuldkomment menneske“. Skønt oversætteren længe brød sin hjerne, kunne han ikke finde et ord på nama for „fuldkomment“. Pludselig lyste han op og sagde: „Jeg har det. ’Adam var i begyndelsen som en moden fersken.’“

GLADE FOR VORES MISSIONÆRDISTRIKT

Det er nu omkring 49 år siden vi kom til dette land. Det er ikke længere nødvendigt at indhente tilladelse til at færdes i de sorte kvarterer, da Namibias nye styre har en ikkeracistisk forfatning.