I MAJ 1981 var en cremefarvet Land-Rover på vej mod nord fra Windhoek, hovedstaden i Sydvestafrika (Namibia). Bilen var fyldt med proviant, reservedele og bibelske publikationer. De fire passagerer tænkte på den spændende tur der lå foran dem, mens de kørte gennem den flade, tørre egn.

Chaufføren Chris du Plessis og hans makker Tony Rice var begge sidst i 20rne og spinkle af bygning. De tjente som pionerer — sådan kaldes Jehovas vidners heltidsforkyndere — og havde netop haft nogle gode uger i Katatura, den store bydel for sorte nær Windhoek. De havde glædet sig over at forkynde den gode nyhed om Guds rige blandt de sorte, der var venligt indstillet og reagerede positivt på budskabet.

De to unge mænd var blevet bedt om at køre kredstilsynsmanden Schalk Coetzee og hans hustru ud til isolerede forkyndergrupper oppe i de nordlige områder hvor nogle af vejene ikke kan befærdes med almindelige køretøjer. Når de kørte i Land-Rover kunne de overnatte hvor som helst — Coetzee og hans kone sov i „underetagen“, i bilen, mens de to unge mænd sov på „første sal“, i et telt på taget!

Efter omtrent 370 kilometers kørsel nåede de til „dødens trekant“ — sådan kaldes området fordi mange har mistet livet dér som følge af angolanske kampgruppers intense guerillaaktivitet. Længere mod nord så de adskillige bilvrag, men de kom ikke selv i vanskeligheder.

De besøgte først egnen omkring Ondangwa, en militær forpost ikke langt fra Angola. Specialpionerer tog sig af den lille menighed på stedet. Christo Els og hans kone, Elizabeth, havde lært sig det lokale sprog, ndonga — en virkelig udfordring. Men folk var lydhøre og havde dyb respekt for Bibelen. Somme tider måtte Christo overtage pløjningen med æslerne, eller hans kone måtte hakke marken, for at familieforsørgerne kunne få tid til at lytte til budskabet om Riget!

Området var krigszone, så rejsende der færdedes på grusvejene var i fare for landminer. Christo og Elizabeth kørte derfor ofte ad sandede veje gennem kratskov, og folk de mødte var meget forbavsede over at de ikke bar våben.

Pionererne var glade for at besøge Ovahimba-folket, der levede primitivt i et afsidesliggende område. Dette folk gik klædt i skind og smurte sig ind i okker. Pionererne tilbød en bibelsk brochure, som de i øvrigt havde hjulpet med at oversætte. Det var betagende at se hvordan disse mennesker viste værdsættelse af budskabet om Riget.

I ugen under broder Coetzees besøg blev der afholdt et endags stævne. Antallet af tilstedeværende var lille da egnen var tyndt befolket. Men alle var begejstrede for programmet og det gode samvær i denne fjerne egn.

Caprivi

Efter et kort ophold i Rundu for at indhente tilladelser kørte det lille selskab ind i Caprivi-området. Som landkortet viser er det en smal strimmel land der strækker sig fra det nordøstlige Namibia og dybt ind i hjertet af det sydlige Afrika. Det er 480 kilometer langt, 80 kilometer på det bredeste stykke og har fælles grænse med Angola, Zambia og Botswana. Selv om dette område også kontrolleres af militæret, er det mere fredeligt end området mod vest.

Befolkningen i Caprivi tæller omtrent 40.000, der hovedsagelig udgøres af sorte, selv om buskmænd ofte strejfer om i den vestlige del af området. Mange af indbyggerne taler engelsk, og de kan læse og skrive. Mens gruppen kørte mod øst gjorde de ofte holdt for at tale med folk, men de nød også landskabet — træerne og dyrelivet, blandt andet elefanterne og antiloperne. Da de nærmede sig Katima Mulilo, den eneste „by“, blev grupperne af nydelige stråtækte hytter et mere almindeligt syn. Chris og Tony blev så fascinerede af stedet at de med glæde tog imod opgaven da Schalk Coetzee spurgte om de var villige til at tjene i dette afsidesliggende område.

Efter et kort ophold i Katima Mulilo drog kvartetten igen af sted for at besøge den isolerede gruppe i Kasane i det nordlige Botswana. De kørte gennem Chobe-vildtreservatet, til tider passerede de store flokke af bøfler og elefanter. Når de slog sig ned for natten hørte de brølende løver i nærheden.

I Kasane forkyndte de fra hytte til hytte — på afrikansk manér — med lokale pionerer som tolke. Introduktionen foregår langsomt og værdigt. Den besøgende står uden for hytten og råber for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Nogen reagerer og byder ham komme ind og tage plads. Almindeligvis samles hele familien for at lytte. Derefter følger en langvarig udveksling af hilsener og spørgsmål om helbred og om hvor man kommer fra. Først derefter begynder forkynderen at tale om et bibelsk emne.

De lokale forkyndere var meget glade og taknemmelige for at den lille gruppe var rejst så langt for at besøge dem. Møderne måtte de holde i en lerhytte, så Schalk Coetzee opfordrede dem til at bygge deres egen rigssal.

Da de rejsende vendte tilbage til Katima Mulilo, glædede de sig over at tilbringe en uge sammen med de lokale forkyndere. De overnattede i nærheden af Zambezi-floden, hvor de nød stilheden, der kun blev brudt af bankelyde fra fjerne trommer — Afrikas „hjerterytme“. De lokale forkyndere var nidkære men havde brug for megen vejledning angående afholdelse af møder, forkyndelse fra hytte til hytte, legalisering af deres ægteskaber og så videre.

De besøgende nød at deltage i forkyndelsesarbejdet! Tony fortæller: „Da folk fandt ud af at vi havde bibelske bøger på silozi, deres eget sprog, var deres reaktion overvældende. De bad ikke blot om bøger men også om at nogen ville undervise dem. Det var helt utroligt!“

Modstræbende forlod den rejsende gruppe deres nye venner i Katima Mulilo og påbegyndte hjemrejsen. De arbejdede en uge sammen med den lokale menighed i Rundu i det nordlige Namibia. De fleste af brødrene dér var portugisisktalende flygtninge fra Angola. Endnu et sprogproblem! Efter en rejse på omtrent 4000 kilometer nåede de tilbage til Windhoek, trætte men lykkelige og Jehova meget taknemmelige for de mange privilegier de havde nydt.

[Kort/illustration på side 21]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Namibia

Angola

Ovamboland

Ondangwa

Rundu

Tsumeb

Otavi

Grootfontein

„Dødens trekant“

Windhoek

Caprivi Strip

Zambezi-floden

Katima Mulilo

Kasane

Botswana

Atlanterhavet

[Illustration på side 23]

Lejrliv ved Zambezi-floden i Katima Mulilo. Schalk Coetzee skriver sin ugentlige rapport som kredstilsynsmand. Læg mærke til „soveværelset“ ovenpå Land-Roveren

[Illustration på side 24]

Forkyndelse i Kasane i det nordlige Botswana