Nationalsymboler

I kolonitiden blev børn af Jehovas Vidner straffet når de af religiøse grunde ikke ville hilse flaget, som dengang var britisk. De blev også straffet for at nægte at synge nationalsangen. Efter at Jehovas Vidner havde drøftet sagen med myndighederne, blev undervisningsministeriet mildere stemt og skrev: „Jeres [gruppes] holdning til flaghilsen er velkendt og agtet, og intet barn bør på nogen måde straffes for ikke at ville hilse flaget.“ Den nye republikanske forfatning skabte håb om at fundamentale retttigheder, deriblandt retten til samvittigheds-, tanke- og trosfrihed, ville blive styrket. Men et nyt flag og en ny nationalsang førte til et opsving i patriotismen. Daglig flaghilsen og afsyngelse af nationalsangen blev med stor nidkærhed genindført i skolerne. Nogle børn af Jehovas Vidner blev fritaget, men mange blev slået og endda bortvist fra deres skole.

En ny undervisningslov som blev vedtaget i 1966, gav grund til håb. I den var der en bestemmelse om at forældre eller værge kunne bede om få et barn fritaget fra gudstjenester og religiøse højtider. Mange af de børn som var blevet bortvist fra skolen, fik som følge deraf lov at komme tilbage. Men kort efter, og med et vist mål af hemmelighedskræmmeri, blev der vedtaget nogle tillæg til undervisningsloven. I disse tillæg blev flag og nationalsange defineret som ikkereligiøse symboler der styrker nationalbevidstheden. Trods brødrenes samtaler med myndighedspersoner var over 3000 børn i slutningen af 1966 blevet bortvist fra skolen på grund af deres neutrale standpunkt.

Feliya nægtes skolegang

Tiden var kommet til at efterprøve lovligheden af disse bestemmelser, og Jehovas Vidner valgte en prøvesag. Feliya Kachasu gik på Buyantanshi-skolen i Kobberbæltet. Selvom hun var kendt som en mønsterelev, var hun blevet bortvist. Frank Lewis fortæller hvordan sagen kom for retten: „En advokat ved navn Richmond Smith førte vores sag, og den var ikke nem eftersom den var mod regeringen. Dét der havde fået ham til at tage sagen, var Feliyas forklaring på hvorfor hun ikke ville hilse flaget.“

Dailes Musonda, som på det tidspunkt gik i skole i Lusaka, siger: „Da Feliyas sag blev bragt for retten, havde vi store forventninger om at den ville få et gunstigt udfald. Brødrene rejste fra Mufulira for at overvære retsmøderne. Min søster og jeg var inviteret. Jeg husker at Feliya havde en hvid hat og en pastelfarvet kjole på i retssalen. Sagen varede tre dage. Vi havde stadig nogle missionærer i landet, og broder Phillips og broder Fergusson kom for at lytte. Vi troede at deres tilstedeværelse ville hjælpe.“

Dommerens afgørelse lød: „Intet i denne sag tyder på at Jehovas Vidner gennem deres handlinger bevidst har vist manglende respekt for nationalsangen eller flaget.“ Alligevel afsagde han den kendelse at ceremonierne var ikkereligiøse, og at Feliya trods sin oprigtige overbevisning ikke kunne blive fritaget for dem under henvisning til undervisningsloven. Ifølge hans mening var ceremonierne påkrævede af hensyn til den nationale sikkerhed. Hvordan dét at dømme en mindreårig til at overholde et sådant påbud skulle kunne tjene folkets interesser, kom aldrig frem. Ingen skolegang for Feliya så længe hun holdt fast ved sin kristne overbevisning!

Dailes fortæller: „Vi var meget skuffede, men vi lagde alt i Jehovas hånd.“ Da modstanden tog til, gik Dailes og hendes søster ud af skolen i 1967. I slutningen af 1968 var næsten 6000 børn af Jehovas Vidner blevet bortvist fra skolen.

[Ramme/illustration på side 236, 237]

Min opførsel vandt mange læreres respekt

Jackson Kapobe

Født: 1957

Døbt: 1971

Profil: Tjener som menighedsældste.

I 1964 begyndte de første bortvisninger fra skolerne at finde sted. Afdelingskontoret tilskyndede forældrene til at forberede deres børn på situationen. Jeg husker at far engang sad sammen med mig efter skoletid og forklarede Anden Mosebog 20:4, 5.

Når alle eleverne samledes i aulaen, holdt jeg mig i baggrunden for at undgå konfrontation. Hvis det blev opdaget at man ikke sang nationalsangen, blev man bedt om at træde frem. Da inspektøren spurgte hvorfor jeg ikke ville synge, svarede jeg ved hjælp af Bibelen. „Du læser, men du synger ikke!“ udbrød han. Han forklarede at jeg skyldte at vise min loyalitet mod landets styre, der havde sørget for en skole hvor jeg kunne lære at læse.

Det endte med at jeg i februar 1967 blev bortvist. Det var jeg meget ked af, for jeg kunne godt lide at lære og var en flittig elev. Trods pres fra arbejdskammerater og anderledestroende familiemedlemmer forsikrede min far mig om at jeg gjorde det rigtige. Min mor blev også udsat for pres. Når jeg fulgtes med hende ude i marken, sagde de andre kvinder spottende: „Nå, drengen er nok ikke i skole, hvad?“

Jeg fik dog undervisning, for i 1972 begyndte man at lægge større vægt på at oprette læseklasser i menighederne. Med tiden blev situationen i skolerne bedre. Vores hus lå lige over for skolen, og inspektøren kom ofte på besøg hos os for at få noget koldt vand at drikke eller for at låne nogle koste til at feje klasseværelserne med. Engang kom han endda for at låne penge! Min families venlighed må have gjort indtryk på ham, for en dag spurgte han: „Vil jeres søn gerne i skole igen?“ Far mindede ham om at jeg stadig var et af Jehovas Vidner. „Det er ikke noget problem,“ sagde han. „Hvilken klasse vil du gerne i?“ spurgte han mig. Jeg valgte sjette klasse. Jeg kom i den samme skole med den samme inspektør og de samme kammerater, men nu var mine læsefærdigheder bedre end de fleste af mine skolekammeraters fordi jeg deltaget i læseklassen i rigssalen.

Min flittige indsats og gode adfærd vandt mange af lærernes respekt, og det gjorde skolegangen lettere for mig. Jeg studerede ihærdigt og tog nogle eksamener, hvilket hjalp mig til at få en ansvarsfuld stilling ved minerne og senere hen at forsørge en familie. Jeg er lykkelig for at jeg aldrig gik på kompromis ved at synge nationalsangen.