Sagen drejer sig ene og alene om den enkeltes ret til fortsat tilbedelsesfrihed. Jehovas vidner synger ikke med på nationalsangen i noget land. Sådanne sange er i virkeligheden hymner eller bønner der ledsages af musik, og Jehovas vidner nægter af samvittighedsgrunde at synge dem. I den forbindelse fremsatte den indiske højesteret følgende indsigtsfulde forklaring: „De nægter at deltage i sangen fordi de ifølge deres oprigtige religiøse opfattelse ikke kan deltage i nogen form for ritual, ud over at de beder til Jehova, deres Gud.“

Interessant nok findes den indiske nationalsang kun på et enkelt af de mange sprog der tales i landet — hovedparten af den indiske befolkning forstår altså ikke teksten. For størstedelen af befolkningen er afsyngelsen af nationalsangen sandsynligvis blot et betydningsløst og tomt ritual. Jehovas vidner deltager ikke i sådanne ritualer. De beder kun til deres Gud, Jehova.