Eftersom mine brødre og jeg konsekvent nægtede at sige ’Heil Hitler’, blev min far indstævnet for retten. Han blev bedt om at underskrive et dokument hvori han afsvor sin tro. I dokumentet stod der også at han skulle opdrage sine børn til at følge nazistyrets ideologi. Far nægtede at underskrive, så han og mor mistede forældremyndigheden over os børn, og jeg blev sendt på en opdragelsesanstalt der lå cirka 40 kilometer fra vores hjem.

Snart fik jeg stærk hjemve og græd meget. Skolens forstanderinde prøvede at tvinge mig til at slutte mig til Hitlerjugend, men forgæves. Nogle piger forsøgte at holde min højre arm oppe når naziflaget blev hilst, men de kunne ikke. Jeg havde det ligesom Guds tjenere i fortiden, der sagde: „Det kunne aldrig falde os ind at forlade Jehova for at dyrke andre guder.“ — Josua 24:16.

Mine forældre måtte ikke besøge mig. De fandt dog ud af at møde mig i smug når jeg var på vej til skole og på selve skolen. Disse korte stunder var til stor opmuntring for mig og hjalp mig til at være trofast mod Jehova. Ved en af disse lejligheder gav min far mig en lille bibel, som jeg omhyggeligt gemte i min seng. Jeg nød at læse i den, også selvom jeg måtte gøre det i skjul. En dag var jeg tæt på at blive taget på fersk gerning, men jeg gemte hurtigt Bibelen under mit tæppe.

Sendt til et kloster

Alle bestræbelser på at ændre min tankegang havde slået fejl, så myndighederne havde en mistanke om at jeg stadig lå under for mine forældres indflydelse. I september 1942 satte myndighederne mig derfor på et tog til München, hvor jeg blev anbragt i en katolsk skole kaldet Adelgunden, som også var et kloster. På rejsen fik nogle nonner øje på min bibel og konfiskerede den.

Eftersom mine brødre og jeg konsekvent nægtede at sige ’Heil Hitler’, blev min far indstævnet for retten. Han blev bedt om at underskrive et dokument hvori han afsvor sin tro. I dokumentet stod der også at han skulle opdrage sine børn til at følge nazistyrets ideologi. Far nægtede at underskrive, så han og mor mistede forældremyndigheden over os børn, og jeg blev sendt på en opdragelsesanstalt der lå cirka 40 kilometer fra vores hjem.

Snart fik jeg stærk hjemve og græd meget. Skolens forstanderinde prøvede at tvinge mig til at slutte mig til Hitlerjugend, men forgæves. Nogle piger forsøgte at holde min højre arm oppe når naziflaget blev hilst, men de kunne ikke. Jeg havde det ligesom Guds tjenere i fortiden, der sagde: „Det kunne aldrig falde os ind at forlade Jehova for at dyrke andre guder.“ — Josua 24:16.

Mine forældre måtte ikke besøge mig. De fandt dog ud af at møde mig i smug når jeg var på vej til skole og på selve skolen. Disse korte stunder var til stor opmuntring for mig og hjalp mig til at være trofast mod Jehova. Ved en af disse lejligheder gav min far mig en lille bibel, som jeg omhyggeligt gemte i min seng. Jeg nød at læse i den, også selvom jeg måtte gøre det i skjul. En dag var jeg tæt på at blive taget på fersk gerning, men jeg gemte hurtigt Bibelen under mit tæppe.

Sendt til et kloster

Alle bestræbelser på at ændre min tankegang havde slået fejl, så myndighederne havde en mistanke om at jeg stadig lå under for mine forældres indflydelse. I september 1942 satte myndighederne mig derfor på et tog til München, hvor jeg blev anbragt i en katolsk skole kaldet Adelgunden, som også var et kloster. På rejsen fik nogle nonner øje på min bibel og konfiskerede den.

Ikke desto mindre var jeg besluttet på at holde fast i det jeg troede på, og jeg nægtede at overvære gudstjenesterne. Da jeg fortalte en af nonnerne at mine forældre plejede at læse passager fra Bibelen for mig om søndagen, gav hun mig overraskende nok min bibel tilbage! Det jeg havde sagt, rørte åbenbart hendes hjerte. Hun gav mig endda lov til at læse højt fra Bibelen for hende.

På et tidspunkt sagde en lærer til mig: „Hermine, du er blond og har blå øjne. Du er tysker, ikke jøde. Jehova er jødernes Gud.“

„Men,“ svarede jeg, „Jehova har skabt alt. Det er ham der har skabt os alle sammen!“

Også skolens forstander lagde pres på mig. Engang sagde han til mig: „Hør her, Hermine, en af dine brødre er gået ind i hæren. Det er et godt eksempel du kan følge.“ Jeg vidste at en af mine brødre var blevet soldat, men jeg havde intet ønske om at følge hans eksempel.

„Jeg følger ikke min bror,“ sagde jeg. „Jeg følger Jesus Kristus.“ Derefter truede forstanderen med at han ville anbringe mig på en psykiatrisk afdeling, og han gav endda en nonne besked på at gøre sig klar til at følge mig derhen. Men han gjorde dog ikke alvor af sin trussel.

I sommeren 1943 blev München bombet, og børnene fra Adelgunden blev flyttet ud på landet. I den periode tænkte jeg ofte over noget mor havde sagt: „Hvis vi nogen sinde bliver skilt fra hinanden, og du ikke får mine breve, så husk at Jehova og Jesus vil være med dig. De vil aldrig forlade dig. Bliv derfor ved med at bede.“

Får lov at vende hjem

I marts 1944 kom jeg tilbage til Adelgunden, hvor vi tilbragte det meste af døgnet i et beskyttelsesrum fordi München blev udsat for kraftige bombardementer. Med jævne mellemrum havde mine forældre anmodet om at få mig hjem. Endelig blev deres anmodning efterkommet, og jeg vendte hjem i slutningen af april 1944.

Da tiden kom til at tage afsked med forstanderen, sagde han: „Skriv til os når du kommer hjem, Hermine. Bliv ved med at være den du er.“ Han havde virkelig ændret indstilling!