Brutal behandling i koncentrationslejre

I Adolf Hitler fandt gejstligheden en villig allieret. I 1933, samme år som Vatikanet indgik et konkordat med Nazityskland, iværksatte Hitler en kampagne for at udrydde Jehovas vidner i Tyskland. I 1935 blev de forbudt i hele landet. Men hvem stod bag dette?

En katolsk præst skrev i bladet Der Deutsche Weg (der blev udgivet i Łódź i Polen) for 29. maj 1938: „Der er nu ét land på jorden hvor de såkaldte . . . bibelstudenter [Jehovas vidner] er forbudt. Det er Tyskland! . . . Da Adolf Hitler kom til magten og det tysk-katolske episkopat gentog kravet, sagde Hitler: ’Disse såkaldte alvorlige bibelstudenter [Jehovas vidner] er urostiftere; . . . jeg betragter dem som charlataner; jeg vil ikke tåle at de tyske katolikker skal udskældes på en sådan måde af denne amerikaner, dommer Rutherford; jeg opløser [Jehovas Vidner] i Tyskland.’“ — Kursiveret af os.

Var det kun de katolske biskopper der ønskede dette indgreb? Ifølge bladet Oschatzer Gemeinnützige for 21. april 1933 sagde den lutherske præst Otto i en radiotale den 20. april at der bestod et „nært samarbejde“ mellem den tyske lutherske kirke i Sachsen og landets politiske ledere, hvorefter han erklærede: „De første resultater af dette samarbejde ses allerede, i form af det forbud der i dag er udstedt mod International Forening for Bibelstudium [Jehovas Vidner] og dens underafdelinger i Sachsen.“

Derefter anstiftede nazistyret en af historiens mest barbariske kristenforfølgelser. Tusinder af Jehovas vidner fra Tyskland, Østrig, Polen, Tjekkoslovakiet, Holland, Frankrig og andre lande blev indespærret i koncentrationslejre. Her blev de underkastet den grusomste og mest sadistiske behandling man kan forestille sig. Det var ikke usædvanligt at de blev skældt ud og sparket og derefter tvunget til at foretage knæbøjninger, hoppe og kravle i timevis, indtil de faldt om eller besvimede af udmattelse, mens vagterne skadefro grinede ad dem. Nogle blev tvunget til at stå nøgne eller let påklædte på gårdspladsen midt om vinteren. Mange blev pisket til de var bevidstløse og deres ryg var dækket af blod. Andre blev brugt som forsøgskaniner til medicinske eksperimenter. Nogle blev hængt op ved håndleddene med armene bundet på ryggen. Skønt udhungrede og utilstrækkeligt klædt i vinterkulden blev de tvunget til at udføre hårdt arbejde i mange timer, ofte med de bare hænder i mangel af skovle og andre redskaber. Både mænd og kvinder blev mishandlet på denne måde, og deres alder varierede fra under 20 til over 70 år. Deres plageånder udfordrede bevidst Jehova.

I et forsøg på at knække Jehovas vidner gav kommandøren i Sachsenhausen ordre til at en ung broder, August Dickmann, skulle henrettes i overværelse af alle fangerne, med Jehovas vidner forrest, hvor det ville gøre stærkest indtryk på dem. Efter henrettelsen blev de andre fanger sendt væk, men Jehovas vidner blev holdt tilbage. Med eftertryk spurgte kommandøren dem så: ’Hvem er nu villig til at underskrive erklæringen?’ — en erklæring om at man afsvor sin tro og meldte sig som soldat. Ikke ét af de over 400 Jehovas vidner reagerede. Så trådte to frem! Nej, ikke for at skrive under, men for at bede om at deres underskrift som de havde sat omkring et år tidligere, måtte blive annulleret.

I Buchenwaldlejren blev der lagt et lignende pres på Jehovas vidner. Naziofficeren Rödl sagde til dem: „Hvis nogen af jer nægter at kæmpe mod Frankrig eller England, skal I alle sammen dø!“ To fuldt bevæbnede SS-kompagnier ventede ved vagtbygningen. Ikke ét af Jehovas vidner gav sig. Der fulgte en hård behandling, uden at officeren dog gjorde alvor af sin trussel. Det blev velkendt at selv om Jehovas vidner i lejrene ville udføre næsten ethvert arbejde de blev sat til, nægtede de på det bestemteste, om de så blev straffet med systematisk udsultning og udmattelse, at gøre noget som helst der støttede krigen eller var rettet mod en medfange.

Hvad de gennemgik trodser enhver beskrivelse. Hundreder af dem døde. Efter at de overlevende var blevet frigivet ved krigens slutning, skrev et Jehovas vidne fra Flandern: „Kun et ubrydeligt ønske om at leve, et urokkeligt håb og fast tillid til Jehova, som er almægtig, og kærlighed til teokratiet, gjorde det muligt at udholde alt dette og vinde sejren. — Romerne 8:37.“

Forældre blev revet væk fra deres børn. Ægtefæller blev skilt, og nogle hørte aldrig fra hinanden igen. Kort efter at Martin Pötzinger var blevet gift blev han arresteret og ført til den berygtede lejr i Dachau og derefter til Mauthausen. Hans kone, Gertrud, blev indsat i Ravensbrück. De så intet til hinanden før ni år senere. Om sine erfaringer i Mauthausen skrev han efter sin løsladelse: „Gestapo forsøgte alt for at få os til at opgive vores tro på Jehova. Sultekost, venskab på skrømt, brutalitet, at skulle stå op i dagevis, at blive hængt op ved håndleddene i en tre meter høj pæl med hænderne bundet på ryggen, pisk — alt dette og andet som er for nedværdigende til at nævnes, blev forsøgt.“ Men han forblev loyal mod Jehova. Han var blandt de overlevende, og senere blev han medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd.

Indespærret på grund af deres tro

Jehovas vidner blev ikke sat i koncentrationslejr fordi de var forbrydere. Når officererne ønskede at blive barberet, var det et Jehovas vidne de betroede ragekniven, for de vidste at intet Jehovas vidne nogen sinde ville skade et andet menneske. Når SS-folkene i udryddelseslejren Auschwitz havde brug for nogen til at gøre rent i deres hjem eller til at passe deres børn, var det nogle af Jehovas vidner de valgte, fordi de vidste at de ikke ville forsøge at forgive dem eller at flygte. Da lejren i Sachsenhausen blev evakueret ved krigens slutning anbragte vagterne en vogn med alt deres bytte midt i en kolonne af Jehovas vidner. Hvorfor? Fordi de vidste at Jehovas vidner ikke ville stjæle fra dem.

Jehovas vidner blev indespærret på grund af deres tro. De fik gang på gang at vide at de frit kunne forlade lejrene hvis blot de ville underskrive en erklæring om at de afsvor deres tro. SS-folkene gjorde alt hvad de kunne for at lokke eller tvinge dem til at underskrive erklæringen. Det var det de ønskede mest af alt.

På få undtagelser nær viste Jehovas vidner sig at være urokkelige i deres uangribelighed. Men de gjorde mere end at lide på grund af deres loyalitet mod Jehova og deres hengivenhed for Kristi navn. De gjorde mere end at udholde den inkvisitionsagtige tortur de blev underkastet. De bevarede en stærk åndelig enhed.

Den enkelte var ikke indstillet på at overleve for enhver pris. Alle viste selvopofrende kærlighed mod andre. Når en af dem blev svag, delte de deres sparsomme madration med ham. Når de var berøvet al lægebehandling tog de sig kærligt af hinanden.

Selv om forfølgerne gjorde alt for at forhindre det, nåede bibelstudiemateriale ind til de indsatte — gemt i gavepakker udefra, overbragt mundtligt af nyankomne fanger, skjult i hule træben, eller på en eller anden måde når de arbejdede uden for lejrene. Eksemplarer gik fra hånd til hånd; undertiden blev de hemmeligt duplikeret på maskiner på lejrvagternes egne kontorer. Selv om der var stor fare forbundet med det, blev der også holdt møder i lejrene.

Jehovas vidner fortsatte med at forkynde at Guds rige er menneskenes eneste håb — selv i koncentrationslejrene. Ved en organiseret forkyndelse i Buchenwald hørte tusinder af indsatte den gode nyhed. I lejren i Neuengamme i nærheden af Hamburg blev der udført en intensiv forkyndelseskampagne i begyndelsen af 1943. Det hele blev grundigt planlagt. Der blev lavet vidnesbyrdskort på de forskellige sprog der taltes i lejren. Man bestræbte sig for at få alle i tale. Og der blev arrangeret regelmæssigt bibelstudium med dem der var interesserede. Jehovas vidner var så nidkære i deres forkyndelse at nogle af de politiske fanger irriteret sagde: „Uanset hvor man er, hører man kun om Jehova!“ Da der kom ordre fra Berlin om at sprede Jehovas vidner blandt de øvrige fanger for at svække dem, øgede det i virkeligheden deres muligheder for at forkynde.

Om de over 500 trofaste kvindelige Jehovas vidner der var indsat i Ravensbrück, skrev en niece til den franske general Charles de Gaulle efter sin løsladelse: „Jeg nærer sand beundring for dem. De var af forskellige nationaliteter: tyskere, polakker, russere og tjekker, og de har udholdt store lidelser for deres tro. . . . De viste alle stort mod, og deres holdning aftvang til sidst endog SS-soldaternes respekt. De kunne være blevet løsladt øjeblikkelig hvis de ville have fornægtet deres tro, men de gav ikke efter. De havde endog held til at få smuglet bøger og traktater ind i lejren.“

Ligesom Jesus Kristus sejrede de over den verden der forsøgte at presse dem ind i sin sataniske form. (Joh. 16:33) Christine King skriver om dem i bogen New Religious Movements: A Perspective for Understanding Society: „Jehovas vidner udfordrede den totalitære opfattelse af det nye samfund ved at nægte at give efter, og denne udfordring (samt det at den ikke var til at udrydde) foruroligede den nye ordnings arkitekter mærkbart. . . . De hævdvundne forfølgelsesmetoder, tortur, fængsling og latterliggørelse, fik ikke et eneste [Jehovas] vidne til at omvende sig til nazismen, og gav i virkeligheden bagslag for forfølgelsens anstiftere. . . . Mellem disse to rivaliserende ideologier der begge krævede loyalitet, herskede en bitter strid, især fordi de fysisk stærkere nazister på mange måder var mindre sikre, mindre rodfæstede i deres egen overbevisning og ikke så sikre på at deres tusindårsrige ville overleve. Vidnerne tvivlede ikke på deres eget grundlag; deres tro havde været åbenbar siden Abels tid. Mens nazisterne måtte nedkæmpe modstand og overbevise deres tilhængere, ofte ved at benytte sig af den sekteriske kristenheds sprog og billedverden, kunne Vidnerne stole på deres medlemmers fuldstændige og ubøjelige loyalitet, lige til døden.“ — Udgivet i 1982.

Ved krigens slutning kom over tusind overlevende Jehovas vidner ud af lejrene, med troen i behold og en stærk kærlighed til hinanden. Da de russiske hære nærmede sig, evakuerede vagterne hurtigt lejren i Sachsenhausen. De grupperede fangerne efter nationalitet. Men Jehovas vidner holdt sammen som én gruppe — 230 fra denne ene lejr. Da russerne var lige i hælene på dem blev vagterne desperate. Der var ingen mad, og fangerne var svage; enhver som sakkede bagud eller faldt om af udmattelse blev skudt. Tusinder blev efterladt på denne måde langs marchruten. Men Jehovas vidner hjalp hinanden så selv ikke den svageste iblandt dem blev liggende på vejen. Og nogle af dem var endda mellem 65 og 72 år gamle. Andre fanger forsøgte at stjæle mad undervejs, og mange blev skudt under forsøget. Jehovas vidner benyttede derimod lejligheden til at fortælle folk langs evakueringsruten om Jehovas kærlige hensigter, og af taknemmelighed for det trøstende budskab gav nogle dem og deres kristne brødre mad.

[Ramme/illustration på side 661]

Oversættelse af den erklæring som SS forsøgte at tvinge Jehovas vidner til at underskrive

Koncentrationslejr .......................................

2. afdeling

ERKLÆRING

Jeg, .....................................................

født den .................................................

i ........................................................

afgiver hermed følgende erklæring:

1. Det er gået op for mig at International Forening for Bibelstudium forkynder vranglære og at den under et religiøst dække forfølger statsfjendtlige mål.

2. Jeg har derfor trukket mig helt ud af denne organisation og gjort mig fuldstændig fri af sektens lære.

3. Jeg forsikrer hermed at jeg aldrig igen vil tage nogen som helst del i International Forening for Bibelstudiums virksomhed. Enhver der henvender sig til mig med bibelstudenternes lære eller som på nogen måde afslører at have tilknytning til dem, vil jeg straks anmelde. Al litteratur fra bibelstudenterne som måtte blive sendt til min adresse, vil jeg straks aflevere til nærmeste politistation.

4. Jeg vil for fremtiden respektere statens love; især i krigstid vil jeg med våben i hånd forsvare fædrelandet, og jeg vil på enhver måde tilslutte mig folkets fællesskab.

5. Jeg er blevet oplyst om at jeg straks igen vil blive taget i beskyttelsesarrest hvis jeg handler i modstrid med den erklæring jeg afgiver i dag.

.................................., den .................. ...........................................................

Underskrift

[Ramme på side 662]

Breve fra nogle der blev dømt til døden

Fra Franz Reiter (der ventede på døden ved guillotinen) til hans moder, den 6. januar 1940, fra interneringslejren Berlin-Plötzensee:

„Jeg er fuldstændig overbevist om at det jeg gør er det rigtige. Så længe jeg er her har jeg stadig mulighed for at skifte mening, men det ville være illoyalt over for Gud. Alle vi der er her ønsker at være trofaste mod Gud, til hans ære. . . . Ifølge den kundskab jeg har ville jeg have begået en synd der straffes med døden, hvis jeg havde aflagt [militær] ed. Det ville være slemt for mig. Jeg ville ikke få nogen opstandelse. Men jeg holder mig til det Kristus sagde: ’Den som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det.’ Og nu, kære moder, og alle mine brødre og søstre, i dag fik jeg min dom, og, bliv ikke skrækslagne, det er døden; jeg skal henrettes i morgen tidlig. Jeg får styrke fra Gud, ligesom alle sande kristne altid har fået det før i tiden. Apostlene skriver: ’Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd.’ Det gælder også mig. Det har jeg bevist over for jer, og I har erkendt det. Mine kære, bliv ikke tunge om hjertet. Det ville være godt for jer alle at lære De Hellige Skrifter endnu bedre at kende. Hvis I står fast indtil døden vil vi alle mødes igen i opstandelsen. . . .

Jeres Franz

På gensyn.“

Fra Berthold Szabo, henrettet ved skydning i Körmend i Ungarn den 2. marts 1945:

„Min kære søster Marika!

Den sidste halvanden time jeg har tilbage, vil jeg forsøge at skrive til dig så du kan lade vore forældre vide hvordan det står til, at jeg står ansigt til ansigt med døden.

Jeg ønsker dem den samme fred i sindet som jeg selv føler her i de sidste minutter i denne ulykkesfyldte verden. Klokken er nu ti, og jeg skal henrettes klokken halv tolv; men jeg er helt rolig. Mit fremtidige liv lægger jeg i hænderne på Jehova og hans elskede søn, kongen Jesus Kristus, som aldrig glemmer dem der oprigtigt elsker dem. Jeg ved også at der snart vil ske en opstandelse af dem der er døde, eller rettere er sovet ind, i Kristus. Jeg vil også gerne specielt nævne at jeg ønsker jer alle Jehovas rigeste velsignelse for den kærlighed I har vist mig. Kys far og mor fra mig, og også Annus. De må ikke være bekymrede for mig; vi ser snart hinanden igen. Min hånd er rolig nu, og jeg går til hvile indtil Jehova kalder mig frem igen. Også nu vil jeg holde det løfte jeg gav ham.

Nu er tiden gået. Måtte Gud være med jer og med mig.

Mange kærlige hilsener . . .

Berthi“

[Ramme på side 663]

Kendt for deres mod og overbevisning

◆ „Skønt det virkede håbløst, mødtes Vidnerne i lejrene og bad sammen, fremstillede læsestof og omvendte andre. Holdt oppe af deres fællesskab, og, i modsætning til mange andre indsatte, med god forståelse af grundene til at sådanne steder fandtes og til at de skulle lide på denne måde, viste Vidnerne sig at udgøre en lille men mindeværdig gruppe fanger, mærket med en lilla trekant og kendt for deres mod og overbevisning.“ Sådan skrev dr. Christine King i bogen „The Nazi State and the New Religions: Five Case Studies in Non-Conformity“.

◆ I bogen „Values and Violence in Auschwitz“ siger Anna Pawełczyńska: „Denne lille gruppe fanger udgjorde ideologisk set en fast sammentømret enhed, og de sejrede i deres kamp mod nazismen. Den tyske gruppe af denne sekt var som en lille ø af urokkelig modstand midt i en undertrykt nation, og de viste den samme uforfærdede ånd i lejren i Auschwitz. De var i stand til at vinde deres medfangers, . . . fængselspersonalets og endog SS-officerernes respekt. Enhver vidste at Jehovas vidner aldrig ville handle imod deres tro og overbevisning eller foretage en handling til skade for et andet menneske . . . Jehovas vidner kæmpede passivt for deres tro, som gik imod enhver form for vold og krig.“

◆ Rudolf Höss fortalte i sin selvbiografi, i bogen „Kommandant i Auschwitz“, om henrettelsen af nogle Jehovas vidner som nægtede at bryde deres kristne neutralitet. Han skrev: „Således forestillede jeg mig de første kristne martyrer, mens de i arenaen ventede på at blive flået levende af vilde dyr. Med fuldstændig forklarede ansigter, øjnene hævet mod himlen og hænderne foldet i bøn, gik de ind i døden. Alle, der så dem dø, var dybt rørte, selv eksekutionspelotonen var grebet.“