En dag modtog jeg et kort med besked om at jeg en bestemt aften skulle stille mig foran en kendt kirke. Dér ville jeg modtage yderligere instrukser. Det var bælgmørkt da jeg indfandt mig på mødestedet. En mand kom hen og præsenterede sig som Julius Riffel. Jeg vidste at dette var navnet på en trofast broder som arbejdede under jorden. Han fortalte mig kort at jeg skulle rejse til Bad Ems på en bestemt dato for at møde nogen. Derefter forsvandt han straks igen.

Det var imidlertid Gestapo som tog imod mig på perronen i Bad Ems. Manden som jeg havde mødt foran kirken havde lokket mig i en fælde. I virkeligheden hed han Hans Müller og var en frafalden broder fra Dresden som vidste alt om vores underjordiske arbejde i Tyskland og som var begyndt at samarbejde med Gestapo. Men jeg blev reddet ud af min knibe. For kort forinden havde min mor skrevet at hun var blevet ramt af et mindre slagtilfælde, og jeg havde lovet at besøge hende i Bad Ems den selv samme dag som det omtalte møde skulle finde sted. Vores brevveksling kunne derfor bruges som alibi ved den efterfølgende retsproces, hvor jeg til min forbløffelse blev frikendt. Efter fem og en halv måneds arrest blev jeg derfor i februar 1939 atter sat på fri fod!

Jeg gengælder Guds venskab

Selvfølgelig var det ikke min hensigt at lade hænderne synke, især ikke nu hvor de fleste af brødrene og søstrene var indespærret andre steder eller måtte udholde svære lidelser i en koncentrationslejr.

Efter at de ansvarshavende tyske brødre var blevet arresteret på grund af Hans Müllers angiveri, overtog Ludwig Cyranek uddelingen af åndelig føde.

Sørgeligt nok var endnu en broder blevet forræder, i håb om at slippe for at komme i fængsel. Et år senere angav han grupperne i Stuttgart og andre steder til Gestapo. Den 6. februar 1940 blev vi derfor arresteret. Ludwig Cyranek blev taget da han besøgte Müllers lejlighed i Dresden i den tro at Müller stadig var en loyal forkynder.

I Dresden konfronterede Gestapo mig med en tredje forræder. Jeg kunne mærke at der var noget galt, så jeg forholdt mig tavs og hilste ikke engang på ham. Derefter blev jeg konfronteret med en høj, kraftigt bygget mand i militæruniform, nemlig forræderen Müller, som jeg havde mødt ved kirken. Jeg forlod værelset uden at mæle et ord. Gestapo fik ikke noget ud af mig.

Disse forrædere led senere en trist skæbne. Nazisterne sagde selv at de elskede forræderiet men ikke forræderen. Alle tre forrædere blev sendt til østfronten og vendte aldrig tilbage.