Nittenårige Hermine (nu Schmidt) fortæller at indskibningen var foregået under luftangreb: „Kolonnerne løb fra hinanden, kastede sig ned og trykkede sig ind mod Pakhuse og Vogne. Alt under os bævede. Jorden syntes at være af Gummi. . . . Vi laa, saa lange vi var, i Snavs og havde vel alle regnet med, at nu var det forbi; og dog havde vi tillidsfuldt bedende Navnet ’Jehova’ paa vore Læber.“

Hermine Schmidt: „Saa sad vi formummede paa ’Pæreskuden’ i høj Sø. Der var vel 400 Mennesker ovenpaa. Nedenunder var Helvede løs. Den ene laa bogstavelig oven paa den anden. De døde blev kastet over Bord, maaske også halvdøde. Prammen gyngede forfærdeligt. Hele Tiden troede man, at den vilde kæntre. Den havde Slagside. . . . Nedenunder blev de syge traadt ned; man hørte Slag, Eder, Skrig og Stønnen dernedefra. . . . Hen imod Morgen kom vi over i [en tredje] Pram. Skipperen, en Schlesier, hadede Nazismen . . . Ligeledes vægrede han sig over for Myndighederne ved at tage ud paa den efterfølgende risikable og haabløse Tur. Han sagde, at i aaben Sø vilde Prammen uden Tvivl gaa under.“

Hermine Schmidt: ’Politimesteren tog rørende Afsked med os og bad os som et Barn at bede for ham. Vi Venner vil aldrig glemme den 5. Maj 1945, hvor vi efter en farefuld Rejse og langt Fangenskab hørte tre betagende Ord: „I er frie!“’