„Derhjemme i Tyskland skyder vi Jehovas Vidner. Kan du se det her gevær?“ spurgte gestapo-officeren mens han pegede på en riffel der stod i et hjørne. „Jeg kunne uden samvittighedsnag stikke dig ned med bajonetten.“

Nazisterne havde besat mit hjemland, og da jeg i 1942 stod over for denne trussel, var jeg kun 15 år.

Krydsforhørt af Gestapo

Den tyske besættelse begyndte i 1941, men trods vedvarende trusler ophørte vi ikke med vore kristne aktiviteter. Det følgende år begyndte jeg som pioner og kom rundt i distriktet på cykel. Ikke længe efter havde jeg det omtalte sammenstød med det tyske Gestapo. Der skete følgende:

På min vej hjem fra tjenesten den dag aflagde jeg et besøg hos to af mine trosfæller, en mor og hendes datter. Datterens mand var modstander af vores tro, og han var meget ivrig efter at finde ud af hvor hun fik sit bibelske læsestof fra. Den dag havde jeg ikke blot nogle publikationer på mig, men også nogle af mine medkristnes tjenesterapporter. Ægtemanden så mig forlade huset.

„Stop!“ brølede han. Jeg greb min taske og løb.

„Stop tyven!“ råbte han. Nogle arbejdere på en mark troede at jeg havde stjålet noget og tvang mig til at standse. Ægtemanden tog mig med på politistationen, hvor der også var en gestapo-officer til stede.

Da officeren så publikationerne i min taske, skreg han på tysk: „Rutherford! Rutherford!“ Jeg behøvede ingen tolk for at forstå hvad der hidsede ham op. På titelbladet i de bøger der var udgivet af Jehovas Vidner, stod navnet Joseph F. Rutherford. Han havde været præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. Ægtemanden beskyldte mig derefter for at være hans kones elsker. Politiet og gestapo-officeren kunne godt se at det var absurd, for hans kone var gammel nok til at være min mor. Så begyndte de at udspørge mig.

De ville vide hvem jeg var, hvor jeg kom fra, og, ikke mindst, hvor jeg havde fået bøgerne fra. Men det ville jeg ikke fortælle dem. De slog mig nogle gange og gjorde nar af mig, hvorefter de låste mig inde i en kælder. Jeg var i forhør de næste tre dage. Så blev jeg ført ind på gestapo-officerens kontor, hvor han truede med at stikke sin bajonet igennem mig. I et kort øjeblik vidste jeg ikke om han ville føre sin trussel ud i livet. Jeg bøjede hovedet, og det føltes som om der fulgte en meget lang pause. Uventet og pludseligt sagde han så: „Du kan gå.“

Ja, forkyndelsen var en stor udfordring for os på det tidspunkt, men også det at holde møder. Vi fejrede den årlige højtid til minde om Kristi død den 19. april 1943 i to værelser i et hus i Horyhliady. (Lukas 22:19) Da vi skulle til at indlede mødet, lød der et råb om at politiet nærmede sig huset. Nogle af os gemte os i haven, men min søster Anna og tre andre kvinder gik ned i kælderen. Politiet fandt dem og slæbte dem en efter en ud til forhør. De gennemgik flere timers ubarmhjertig behandling, og en af dem blev alvorligt kvæstet.