På grund af Gestapos chikanerier besluttede vi os til at flytte fra Freudenstadt, og i 1936 tog vi til Stuttgart. Dér kontaktede jeg vores underjordiske organisation — og fik straks tildelt en opgave. Jeg ville regelmæssigt modtage postkort med hilsener, som i virkeligheden indeholdt skjulte budskaber. Min opgave bestod så i at bringe dem til et hemmeligt sted i byen. For ikke at vække opsigt fik jeg besked på ikke længere at sprede bibelsk læsestof. Det hele gik godt indtil august 1938.

En dag modtog jeg et kort med besked om at jeg en bestemt aften skulle stille mig foran en kendt kirke. Dér ville jeg modtage yderligere instrukser. Det var bælgmørkt da jeg indfandt mig på mødestedet. En mand kom hen og præsenterede sig som Julius Riffel. Jeg vidste at dette var navnet på en trofast broder som arbejdede under jorden. Han fortalte mig kort at jeg skulle rejse til Bad Ems på en bestemt dato for at møde nogen. Derefter forsvandt han straks igen.

Det var imidlertid Gestapo som tog imod mig på perronen i Bad Ems. Manden som jeg havde mødt foran kirken havde lokket mig i en fælde. I virkeligheden hed han Hans Müller og var en frafalden broder fra Dresden som vidste alt om vores underjordiske arbejde i Tyskland og som var begyndt at samarbejde med Gestapo. Men jeg blev reddet ud af min knibe. For kort forinden havde min mor skrevet at hun var blevet ramt af et mindre slagtilfælde, og jeg havde lovet at besøge hende i Bad Ems den selv samme dag som det omtalte møde skulle finde sted. Vores brevveksling kunne derfor bruges som alibi ved den efterfølgende retsproces, hvor jeg til min forbløffelse blev frikendt. Efter fem og en halv måneds arrest blev jeg derfor i februar 1939 atter sat på fri fod!

Jeg gengælder Guds venskab

Selvfølgelig var det ikke min hensigt at lade hænderne synke, især ikke nu hvor de fleste af brødrene og søstrene var indespærret andre steder eller måtte udholde svære lidelser i en koncentrationslejr.

Efter at de ansvarshavende tyske brødre var blevet arresteret på grund af Hans Müllers angiveri, overtog Ludwig Cyranek uddelingen af åndelig føde. Denne nyligt løsladte broder havde tidligere arbejdet på Betel i Magdeburg. Da han besøgte mig i Bad Ems, sagde han: „Kom, Maria! Lad os fortsætte arbejdet.“ Jeg tog derfor med ham tilbage til Stuttgart, hvor jeg fandt mig et arbejde. Fra marts 1939 bestod mit vigtigste arbejde imidlertid i at bringe kufferter fyldt med duplikerede Vagttårn, ud til brødrene i Stuttgart og omegn. Også andre forkyndere medvirkede modigt i dette arbejde.

I mellemtiden dækkede broder Cyranek resten af landet undtagen den nordøstlige del. Eftersom forkyndernes hjem blev overvåget, var han nødt til at udvise stor forsigtighed og måtte endda somme tider tilbringe natten i en skov. Tid efter anden kom han med eksprestog til Stuttgart for at diktere rapporter til mig om hvordan arbejdet gik rundt om i Tyskland. Derpå skrev jeg nogle ganske almindelige breve, men med de fortrolige oplysninger indføjet med usynligt blæk mellem linjerne, og sendte dem via en dækadresse til det hollandske betelhjem.

Min sag kom for retten i Stuttgart den 17. september 1940. Ved at besørge Ludwig Cyraneks korrespondance havde jeg underrettet folk i udlandet om vore underjordiske aktiviteter og om den forfølgelse vi led. Dette var landsforræderi og gav normalt dødsstraf. Det syntes derfor som et rent mirakel at jeg som den hovedanklagede kun blev idømt tre og et halvt års isolationsfængsel!

I 1943 var jeg således atter på fri fod og kunne begynde at aftage teokratisk materiale fra Holzgerlingen. Jeg måtte imidlertid udvise den største forsigtighed. Efter at have kopieret materialet gemte jeg kopierne mellem væggene i en termokande fyldt med kaffe og bragte dem derefter ud til brødrene langs Rhinen og i Westerwaldområdet. Fra det tidspunkt og til krigen sluttede var jeg i stand til at fortsætte uhindret med dette arbejde.