Nazisme: Den form for fascisme som Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti i Tyskland under Hitlers førerskab stod for.

I deres stræben efter national storhed gik den italienske fascisme og den tyske fascisme hver sin vej. Forfatteren A. Cassels forklarer at „mens Mussolini opflammede sine landsmænd til at løfte arven efter de gamle romere, ansporede den nazistiske åndsrevolution ikke alene tyskerne til at efterligne de hedengangne teutoniske kæmper, men til at være disse stammehelte i ny skikkelse her i det tyvende århundrede.“

Tyskland stræbte derimod efter at realisere sine storhedsdrømme ved at søge tilbage til en mytisk fortid.

Encyclopedia of the Third Reich tilslutter sig denne vurdering og forklarer at socialdarwinismen var „den ideologi der lå til grund for Hitlers masseudryddelser“. Med udgangspunkt i den darwinistiske evolutionsteori „hævdede de tyske ideologer at den moderne stat frem for at ofre energi på at beskytte de svage, skulle prisgive de svagere dele af befolkningen til fordel for stærke, sunde elementer“. De hævdede at krigen naturligt hørte med til de bedst egnedes kamp for at overleve, hvor „de stærke sejrer og de svage bukker under“.

Den tyske fascisme

„På trods af at deres vej til magten ligner hinanden, var den italienske fascisme og den tyske nazisme tydeligvis forskellige i temperament og fremtidsvisioner,“ skriver A. Cassels i bogen Fascism.

Ud over de nævnte tyske filosoffer, som var med til at gøde jordbunden for fascismen, var der andre — deriblandt Friedrich Nietzsche fra det 19. århundrede — som var med til at skabe den særlige tyske udgave af fascismen. Ikke dermed sagt at Nietzsche var fascist, men han talte for at en herskende elite, „overmenneskene“, burde have magten. Han havde ikke en bestemt race eller nation i tanke, mindst af alt tyskerne — som afgjort ikke havde hans sympati. De nationalsocialistiske ideologer greb imidlertid disse tanker med kyshånd, mens andre af hans synspunkter som ikke passede ind i deres lære, blev kasseret.

Hitler var desuden stærkt påvirket af den tyske komponist Richard Wagner, som var glødende nationalist og patriot. Wagner mente at Tyskland var kaldet til at udføre en stor mission i verden. „For Hitler og nazi-ideologerne var Wagner den fuldendte helt,“ siges der i Encyclopedia of the Third Reich. Samme opslagsværk forklarer: „Komponisten legemliggjorde Tysklands storhed. I Hitlers øjne retfærdiggjorde Wagners musik den tyske nationalisme.“

Forfatteren William L. Shirer tilføjer: „Det var imidlertid ikke [Wagners] politiske skrifter, men hans gigantiske musikdramaer, der så levende genkaldte den germanske oldtids verden med dens heroiske myter, kæmpende guder og helte, dæmoner og drager, blodhævn og primitive stammelove, skæbnefornemmelse, sans for kærlighedens og livets herlighed og dødens adel — alt dette, der inspirerede det moderne Tysklands myter og gav det en germansk Weltanschauung [verdensbillede], som Hitler og nazisterne med en vis berettigelse overtog som deres egen.“

Både Nietzsche og Wagner havde deres ideer fra den franske diplomat og etnolog Comte Joseph Arthur de Gobineau, der i årene 1853-55 skrev bogen Essai sur l’inégalité des races humaines (En afhandling om uligheden mellem de menneskelige racer). Han påstod at racernes renhed var afgørende for civilisationernes skæbne. Hvis de ariske racekarakterer blev svækket ville det til sidst føre til samfundets undergang, advarede han.

Den racisme og antisemitisme der udviklede sig på baggrund af disse tanker, var særegen for den tyske fascisme.