[Illustration på side 15]

I modsætning til kirkerne tog Jehovas Vidner til orde imod nazismen

I 1939, det år den anden verdenskrig brød ud, citerede Consolation T. Bruppacher, en protestantisk præst, for at sige: „Mens mennesker der kalder sig kristne er gået på kompromis i de afgørende situationer, bevarer disse ukendte vidner for Jehova, som kristne martyrer, en urokkelig afsky mod undertrykkelse af samvittighed og mod hedensk afgudsdyrkelse. Fremtidens historiker må en dag erkende at det ikke var de store kirker, men flere af de bagtalte og ringeagtede folk fra sekterne, som først og fremmest rejste sig mod nazidæmonens vildskab. . . . [De] nægter at tilbede Hitler og hagekorset.“

Martin Niemöller, en fremtrædende protestantisk præst der selv havde siddet i en af nazisternes koncentrationslejre, indrømmede senere: „Det må også erindres, som sandt er, at de kristne kirker gennem tiderne altid har indvilliget i at velsigne krig, tropper og våben, og at de på en meget ukristen måde har bedt om deres fjenders tilintetgørelse.“ Han indrømmede: „Alt dette er vores fejl og vore fædres fejl, men det er klart at det ikke er Guds fejl.“

Derefter tilføjede Niemöller: „Og tænk at vi kristne i nutiden er blevet gjort til skamme af den såkaldte sekt af alvorlige bibelforskere [Jehovas Vidner], hvis medlemmer i hundredvis, ja i tusindvis, er gået i koncentrationslejre og er døde fordi de har nægtet at gøre krigstjeneste og har afslået at affyre våben mod mennesker.“

Susannah Heschel, der er professor i jødisk historie, har fundet kirkelige dokumenter der beviser at den lutherske gejstlighed var villig til, ja, ivrig efter, at støtte Hitler. Hun siger at de ligefrem bad om den gunstbevisning at måtte pryde deres kirker med hagekorsflaget. Hendes forskning viser at langt flertallet af præsterne ikke blev presset til at samarbejde med Hitler, men ivrigt støttede ham og hans ariske idealer.

Som foredragsholder bliver Susannah Heschel ofte spurgt af kirkemedlemmer: „Hvad kunne vi have gjort?“

Hertil svarer hun: „I kunne have gjort det samme som Jehovas vidner.“

Der var imidlertid en stemme som tog til orde. Nyhedsmedierne så i det store og hele gennem fingre med kirkernes betydelige rolle i det nazistiske drama, men Jehovas Vidner følte sig nødsaget til at afsløre gejstlighedens forræderi og hykleri, ved at fremlægge detaljerede oplysninger om de hemmelige overenskomster der blev indgået i kulisserne. På siderne i dette blads forløber, samt i andre publikationer, blev der i 1930’erne og 40’erne trykt stærke anklager mod de religiøse organisationer der blev nazismens håndlangere.

Hvordan man kan kende Kristi sande disciple

Jehovas Vidner er helt anderledes end verdens øvrige trossamfund. De er ikke en del af verden og tager derfor ikke del i nationernes krige. I lydighed mod Guds bud har de ’smedet deres sværd til plovjern’. (Esajas 2:4) Ja, i lydighed mod Kristi bud har de kærlighed til hinanden. (Johannes 13:35) Det betyder at de aldrig går i krig og med overlæg gør hinanden ondt.

Hvad angår kendetegnet på Guds sande tilbedere er Bibelen meget klar: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

Historien taler sit tydelige sprog om at Jehovas vidner altid har vist deres medmennesker kærlighed, også når de har været udsat for stærkt pres. Da Hitler førte krig i Europa stod Jehovas vidner fast, trods nazisternes brutale forsøg på at få dem til at deltage i myrderierne. Professor Christine King har sammenfattende sagt: „Jehovas Vidner lod deres røst lyde. De lod deres røst lyde lige fra begyndelsen. De talte som med én stemme. Det de sagde var udtryk for et utroligt mod, hvilket er noget vi alle kan lære af.“