Sådan som Orion med bue i hånd er anbragt på himmelen, synes han at gøre front mod stjernebilledet Tyren. Selv med et lille teleskop vil man ved spidsen af Tyrens sydligste horn kunne se en svag lysplet. Den kaldes Krabbetågen, og i et stort teleskop forekommer den at være en eksplosion under udvikling. (Se billedet side 9). Hvis Oriontågen er en slags ’fødeafdeling’ for stjerner, så er Krabbetågen gravplads for en stjerne der døde under voldsomme begivenheder.

Det er muligvis denne naturkatastrofe som er blevet observeret af kinesiske astronomer. De har beskrevet hvordan der, den 4. juli 1054, pludselig viste sig en „gæstestjerne“ i Tyren der lyste så klart at den i 23 dage var synlig selv om dagen. „I nogle få uger strålede stjernen med en lysstyrke svarende til omkring 400 millioner sole,“ siger astronomen Robert Burnham. Astronomer kalder et sådant bemærkelsesværdigt stjerneselvmord for en supernova. Endnu i dag, næsten tusind år efter, drøner resterne af denne eksplosion gennem rummet med en anslået hastighed af 80 millioner kilometer om dagen.

Hubble-rumteleskopet har også været rettet mod denne tåge, og ifølge tidsskriftet Astronomy har man opdaget „detaljer i Krabbetågen som astronomerne aldrig havde forventet“. Astronomen Paul Scowen siger at opdagelserne „sikkert vil få de teoretiske astronomer til at klø sig i nakken et godt stykke tid fremover“.

Nogle astronomer, som for eksempel Harvard-universitetets Robert Kirshner, mener at det er vigtigt at man får forståelse af resterne af supernovaer som Krabbetågen, fordi det kan medvirke til at man vil kunne måle afstanden til andre galakser, noget der i øjeblikket er genstand for intens forskning. Som vi har set har uenigheden om hvor langt der er til andre galakser resulteret i en livlig debat om hvorvidt big bang-modellen kan bruges til at forklare universets skabelse.

Midt i Krabbetågen ligger et af de mærkeligste objekter i det kendte univers. Ifølge forskere er der tale om en lille død stjerne der roterer i sin grav 30 gange i sekundet, og udsender radiostråling der blev opdaget i 1968. Den er komprimeret til en ufattelig massefylde og kaldes en pulsar. Den beskrives som en roterende supernovarest der er så komprimeret at elektronerne og protonerne i atomerne i den oprindelige stjerne er blevet presset sammen til neutroner. Forskere mener at den engang har haft en massiv kerne svarende til en superkæmpe som Betelgeuze eller Rigel i Orion. Da stjernen eksploderede og de yderste lag spredtes i rummet, var der kun den indskrumpede kerne tilbage, en hvidglødende slagge hvor kernereaktionerne for længst var ophørt.

Krabbetågen i Tyren — er det en stjernegravplads?