Senere førte Farao Neko en slagkraftig ægyptisk styrke af soldater og stridsvogne op langs kystvejen (der siden på grund af vejføringen fik navnet Via Maris eller Havvejen) for at hjælpe assyrerne i nærheden af Eufrat. Af en eller anden grund besluttede Judas konge, Josias, at blande sig i stormagtsstriden ved at angribe Neko. Hvor? På sletten ved Megiddo, skønt den lå cirka 90 kilometer nord for Jerusalem. — 2 Krønikebog 35:20-22; Jeremias 46:2.

Han vidste at ægypterne måtte komme den vej forbi, og han har måske ment at han ville have en fordel her, så nær en israelitisk befæstning.

I det afgørende slag ved Megiddo blev Josias dødeligt såret og bragtes død tilbage til Jerusalem. (2 Kongebog 23:28-30) Dette kan have været årsagen til „klagen . . . på Megiddos slette“ der omtales i Zakarias 12:11. Ikke længe efter Josias’ nederlag lod Babylon det svækkede Juda mærke sin militære styrke. — 2 Kongebog 24:1, 2, 12-14; 2 Krønikebog 36:1-6.