Hvad er der blevet af det gode naboskab?

„I nutidens samfund agtes naboer ikke.“ — Benjamin Disraeli, britisk premierminister i 1800-tallet.

CUBANERE har et godt middel til at sikre sig trivsel i alderdommen: nabofællesskab. Ifølge en rapport fra 1997 er 1 ud af 5 ældre cubanere med i et sådant fællesskab hvor de finder sammenhold og støtte og får praktisk hjælp til at opretholde en sund levevis. „Når som helst lokale læger har brug for assistance til at gennemføre en vaccinationskampagne, finder de den villighed og hjælp de har brug for, i nabolagets ældregrupper,“ skriver bladet World-Health.

Mange steder finder man desværre ikke længere denne omsorg i nabolaget. Det kendes der flere eksempler på, som den tragiske sag med Wolfgang Dircks, der boede i et lejlighedskompleks i Vesteuropa. For nogle år siden kunne man i The Canberra Times læse at ingen af de 17 familier der boede i samme bygning som Wolfgang, havde taget sig af at man ikke længere så ham — „ingen ulejligede sig med at ringe på hos ham“. Da værten endelig mødte op, „fandt han et skelet foran fjernsynet“. I skødet på skelettet lå fjernsynsprogrammet for den 5. december 1993. Wolfgang havde været død i fem år. Et sørgeligt bevis på den faldende interesse og omsorg der findes naboer imellem. Det er ikke mærkeligt at en skribent i en artikel i The New York Times gav udtryk for at det område han selv bor i, ligesom så mange andre steder er beboet af „folk der er fremmede for hinanden“. Forholder det sig også sådan der hvor du bor?

Det skal siges at der i nogle landområder stadig eksisterer et godt og ægte naboskab, og at der i nogle byområder arbejdes på at styrke nærmiljøet. Alligevel føler mange byboere sig isolerede og sårbare i det nabolag de bor i. De vantrives bag anonymitetens mure. Hvad kan de gøre?

BAG ANONYMITETENS MURE

De fleste af os har naboer tæt på. Vi registrerer det glimtende lys fra deres fjernsyn, deres skygge bag gardinet, lys der tændes og slukkes, lyden af biler der kommer og kører igen, af trin på trappen og af nøgler der låser døre op og i. Alt sammen tegn på at naboerne „er der“. Men intet af dette giver nogen følelse af sammenhold når folk der bor så nær hinanden, skjuler sig bag anonymitetens mure eller ignorerer hinanden i deres hektiske hverdag. Mange synes ikke der er grund til at engagere sig i naboerne eller at føle sig forpligtet over for dem på nogen måde. Den australske avis Herald Sun skriver: „Man er mest anonym i nærmiljøet og føler sig derfor mindre forpligtet over for fællesskabet. Det er blevet lettere at ignorere eller udelukke nogle der ikke er så attraktive at omgås.“

Udviklingen er ikke overraskende. I en verden hvor mennesker er „egenkærlige“, må medmenneskeligheden betale prisen for den selvcentrerede livsstil. (2 Timoteus 3:2) Resultatet er at ensomhed og fremmedgørelse er blevet almindeligt udbredt. Fremmedgørelsen skaber mistillid, især når nabolaget hjemsøges af vold og kriminalitet. Og mistillid er på vej til at dræbe al medmenneskelighed.

Uanset hvordan det forholder sig der hvor du bor, vil du sikkert mene at et godt naboskab er et aktiv for samfundet. Med samarbejde kan der udrettes meget. Gode naboer kan være en gave. Det vil den næste artikel komme ind på.

Gode naboer er et aktiv

„En nabo i nærheden er bedre end en broder langt borte.“ — Ordsprogene 27:10.

EN AF det første århundredes lovkyndige spurgte engang Jesus: „Hvem er egentlig min næste?“ I sit svar fortalte Jesus ikke blot hvem der var hans næste, men også hvad der gør én til en sand næste. Du har sikkert hørt beretningen. Den er kendt som lignelsen om den barmhjertige samaritaner og findes i Lukasevangeliet. Her følger Jesu ord:

„’En mand var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som ikke blot tog tøjet af ham men også tildelte ham flere slag, hvorpå de forsvandt og efterlod ham halvdød. Tilfældigvis kom en præst gående ned ad samme vej, men da han så ham, gik han forbi på den modsatte side. Og da en levit kom ned til stedet og så ham, gik han ligeledes forbi på den modsatte side. Men en samaritaner som var på rejse, kom ned mod ham, så ham og fik inderligt ondt af ham. Og han gik hen til ham, gød olie og vin på hans sår og forbandt dem. Så satte han ham op på sit eget lastdyr og førte ham til et herberg og drog omsorg for ham. Og den næste dag tog han to denarer frem og gav dem til værten og sagde: „Drag omsorg for ham, og hvad du yderligere måtte give ud, vil jeg betale dig når jeg kommer tilbage.“ Hvem af disse tre synes du har gjort sig selv til næste for den mand der faldt blandt røverne?’“ — Lukas 10:29-36.

Den lovkyndige fik åbenbart fat i meningen, for han svarede uden tøven rigtigt på hvem der var næste for den sårede: „’Ham der handlede barmhjertigt mod ham.’ Jesus sagde så til ham: ’Gå du hen og gør det samme selv.’“ (Lukas 10:37) Jesus giver her en magtfuld beskrivelse af hvad det vil sige at være en god næste og dermed en god nabo. Hans lignelse kan måske få os til at spørge: ’Hvem af de tre efterligner jeg? Øver min racemæssige eller nationale baggrund en indflydelse på hvem jeg betragter som min næste? Er sådanne faktorer afgørende for hvem jeg føler mig forpligtet til at hjælpe hvis der er et behov? Bestræber jeg mig for at være en god næste og nabo?’

HVOR SKAL MAN BEGYNDE?

Hvis vi mener at naboforholdet kunne være bedre, må vi begynde med vores egen indstilling. Det vi først og fremmest skal fokusere på, er at være en god nabo. Det kan føre til at vi også vil få gode naboer. For næsten to tusind år siden understregede Jesus i sin berømte bjergprædiken dette vigtige princip der gælder forholdet mennesker imellem. Han sagde: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Når vi behandler andre med respekt, værdighed og venlighed, kan det tilskynde dem til at behandle os på samme måde.

I artiklen „Elsk din næste“, som stod at læse i bladet The Nation Since 1865, nævner journalisten og skribenten Lise Funderburg nogle enkle ting som kan bidrage til et godt naboforhold. Hun skriver: „Jeg kunne godt tænke mig at man som naboer kommer hinanden mere ved gennem små vennetjenester som at samle avisen op, se efter børnene eller tage noget med fra købmanden. Det ville være en god ting i vores stadig mere fremmedgjorte verden, hvor det lokale sammenhold svækkes af frygt og kriminalitet.“ Hun tilføjer: „Man er nødt til at begynde et sted. Og man kan lige så godt begynde ved sin nabos dør.“

Tidsskriftet Canadian Geographic fremhæver også noget som kan hjælpe naboer til at opbygge en god indstilling til hinanden. Skribenten Marni Jackson nævner: „Naboer er, ligesom familie, mennesker vi ikke selv har valgt. Forholdet afhænger af takt, en vis høflighed og tolerance.“

GODE NABOER ER VILLIGE TIL AT YDE

Det er ikke usædvanligt at føle en vis forlegenhed over at henvende sig til sine naboer. Det kan synes lettere at undgå kontakt og isolere sig. Men ifølge Bibelen er der „mere lykke ved at give end ved at modtage“. (Apostelgerninger 20:35) En god nabo gør målbevidst noget for at lære dem at kende han bor iblandt. Det at gøre sig den ulejlighed at udveksle nogle få ord med dem fra tid til anden, måske begyndende med et venligt smil eller en gestus, er ikke nødvendigvis ensbetydende med at man ønsker at bygge et nært venskab op.

Som allerede nævnt er det der skal til for at opbygge og opnå et godt naboforhold, at gøre „små vennetjenester“ for hinanden. Det er derfor godt at søge efter anledninger til at vise sine naboer lidt venlig opmærksomhed, hvilket ofte vil bidrage til imødekommenhed og respekt. Det er også det Bibelen tilskynder til: „Forhold ikke nogen en godhed som tilkommer dem, når det er i din hånds magt at gøre noget.“ — Ordsprogene 3:27; Jakob 2:14-17.

GODE NABOER — TAKNEMMELIGE FOR AT MODTAGE

Det ville selvfølgelig være ideelt hvis man vidste at alle ville være taknemmelige for at modtage hjælp eller gaver. Men sådan forholder det sig nu engang ikke. Mange har oplevet at en velment gave eller et tilbud om hjælp er blevet modtaget så uvenligt at de lover sig selv at det er sidste gang de har gjort det. Til tider kan det ske at alle ens venlige gestus over for naboerne kun udløser et nødtvungent nik til gengæld.

I mange tilfælde er modtageren dog ikke uvenlig, selv om det umiddelbart kan se sådan ud. Måske er han af natur usikker og forlegen og virker i sit forsøg på at skjule det reserveret og uvenlig. Dertil skal også siges at nogle i denne utaknemmelige verden finder en venlig optræden så usædvanlig at de måske ligefrem nærer mistro angående hvilke motiver der ligger bag. Måske vil en beroligende udtalelse hjælpe. Det kan altså tage tid at oprette et venskabeligt forhold, så derfor må vi være tålmodige. Naboer der lærer kunsten at være villige til at yde og være taknemmelige for at modtage, er med til at udvikle et godt og fredeligt forhold.

I MODGANGSTIDER

Værdien af gode naboer ses især når en ulykke rammer, for det er i modgangstider at det gode naboforhold virkelig skal stå sin prøve. Der findes mange eksempler på naboers uselviske handlinger i sådanne situationer. Når de rammes af en rystende begivenhed, samarbejder de tilsyneladende spontant og gør alt hvad de kan, for hinanden. Selv folk med vidt forskellige synspunkter vil ofte støtte hinanden.

Om det ødelæggende jordskælv der i 1999 ramte Tyrkiet, kunne man i The New York Times eksempelvis læse at traditionelt fjendtlige nabofolk viste næstekærlig solidaritet. Spalteskribenten Anna Stergiou skrev i en athensk avis: „Vi har i mange år fået at vide at vi skal hade tyrkerne. Men deres ufattelige smerte giver os ingen grund til glæde. Vi var dybt rystede da vi så de døde børn, og græd som var det årelange had fuldstændig forsvundet.“ Da nødhjælpsarbejdet officielt blev afblæst, nægtede græske nødhjælpshold at indstille deres eftersøgning efter overlevende.

Den nabovenlighed der ydes ved nødhjælpsarbejde efter at der er indtruffet en katastrofe, kan virkelig kaldes en ædel og heltemodig gerning. Kan det så ikke siges at være et endnu større udtryk for nabovenlighed at advare før en ulykke? Desværre viser historien at folk som advarer andre om en kommende ulykke, ofte er upopulære fordi den forestående ulykke ikke virker overhængende på advarselstidspunktet. De der advarer, bliver ofte mødt med mistillid. Det kræver stor vedholdenhed og selvopofrelse af enhver der forsøger at hjælpe nogen som ikke er klar over hvilken farlig situation de befinder sig i.

DET BEDSTE MAN KAN GØRE FOR SIN NÆSTE

Snart vil en begivenhed som er langt mere alvorlig end en naturkatastrofe, ramme menneskeheden. Den almægtige Gud vil rense jorden for kriminalitet, ondskab og dertil knyttede problemer. (Åbenbaringen 16:16; 21:3, 4) At denne forudsagte store begivenhed vil indtræffe, hersker der ingen tvivl om — det er noget sikkert. Jehovas Vidner er travlt optaget af at fortælle så mange som muligt hvad der skal til for at overleve denne forestående begivenhed, som vil ryste verden. Det er derfor de så ihærdigt er optaget af deres forkyndelse, som de er kendt for overalt. (Mattæus 24:14) De gør det af villighed, motiveret af deres kærlighed til Gud og næsten.

Lad derfor ikke fordom eller irritation afholde dig fra at lytte når Jehovas Vidner kommer til din dør eller henvender sig til dig andetsteds. De gør det for at være medmenneskelige. Hvorfor ikke tage imod deres tilbud om et bibelkursus? Så vil du se at Guds ord forsikrer os om vi har udsigt til en glædelig fremtid hvor mennesker vil leve i fredelig sameksistens. Meget snart vil hverken racemæssige eller religiøse skel være en hindring for det venskabelige forhold som de fleste af os længes efter.

[Illustrationer på side 6, 7]

Det er godt at vise sine naboer venlig opmærksomhed

[Kildeangivelse]

Globus: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.