Resten af de steder i Bibelen hvor kejseren nævnes, er der tale om Nero, der herskede fra år 54 til 68, da han begik selvmord i en alder af ca. 31 år. Det var Nero Paulus henviste til da han, øjensynlig omkring år 58, blev forhørt af Festus i Cæsarea og benægtede at have begået nogen synd mod kejseren og derefter afslog at lade sig dømme i Jerusalem idet han sagde: „Jeg står for kejserens dommersæde; det er dér jeg bør dømmes. . . . Jeg appellerer til kejseren!“ (Apg 25:1, 6-11) Paulus gjorde her brug af sin ret som romersk borger. En sådan appel til kejseren kunne fremsættes efter domsafsigelsen eller på et hvilket som helst tidspunkt under sagens behandling. Da Festus lod forstå at han ikke selv ville afgøre sagen, og da en retssag i Jerusalem næppe ville blive retfærdig, anmodede Paulus om at blive stillet for rigets øverste domstol. Det ser ud til at en sådan anmodning i nogle tilfælde kunne blive afslået, for eksempel hvis det drejede sig om en tyv, en sørøver eller en oprører der var taget på fersk gerning. Det var sandsynligvis derfor Festus ’talte med rådsforsamlingen’ før han tog appellen til følge. Det efterfølgende forhør, under hvilket Paulus forsvarede sig for den besøgende kong Herodes Agrippa II, fandt sted for at Festus kunne få grundigere oplysninger om Paulus’ sag inden han overgav den til ’den kejserlige majestæt’, Nero. (Apg 25:12-27; 26:32; 28:19) Ved at appellere til kejseren opnåede Paulus desuden at komme til Rom, hvilket han tidligere havde udtrykt ønske om. (Apg 19:21; Ro 15:22-28) Både Jesu profetiske løfte og det budskab Paulus senere modtog gennem en engel, vidner om Guds ledelse i sagen. — Apg 23:11; 27:23, 24.

Det var øjensynlig under sit første fangenskab i Rom (ca. år 60-61) at Paulus skrev sit brev til filipperne. I slutningen af brevet nævner han at brødrene i Rom, og „især de fra kejserens husstand“, sender hilsener. (Flp 4:21, 22) Udtrykket „kejserens husstand“ sigter ikke nødvendigvis til Neros nærmeste familie, men kan gælde det personale der stod i kejserens tjeneste, hans trælle og underordnede embedsmænd. Det siges ikke om disse kristne fra kejserens husstand var en frugt af Paulus’ forkyndelse. Hvis det hus Paulus holdtes bevogtet i, havde nogen tilknytning til prætorianergarden (Flp 1:13), boede han i nærheden af Neros palads og var i stand til at forkynde for mange fra „kejserens husstand“. (Apg 28:16, 30, 31) Men uanset hvordan Paulus var kommet i forbindelse med disse kristne fra kejserens husstand, nærede de åbenbart en særlig interesse for brødrene i Filippi. Eftersom Filippi var en romersk koloni hvor der boede mange tidligere soldater og regeringsembedsmænd, er det muligt at nogle af de kristne dér var i familie med eller var venner af dem som Paulus sendte hilsener fra.

I år 64 blev Rom hærget af en storbrand der ødelagde omkring en fjerdedel af byen. Der gik det rygte at den var påsat af Nero, og ifølge den romerske historiker Tacitus søgte Nero at undgå mistanke ved at skyde skylden på de kristne. (Tacitus’s Årbøger, XV, XLIV) Massearrestationer fulgte, og utallige kristne samt formodede kristne blev dræbt under grusom tortur, for eksempel ved offentligt at blive brændt levende. Dette var åbenbart begyndelsen til en voldsom forfølgelse der ikke skyldtes religiøse modstandere, men hidrørte fra politiske kilder som var besluttede på at udrydde den kristne menighed. Paulus, der øjensynlig var blevet løsladt efter to års fangenskab i Rom (ca. 59-61), var nu åbenbart fange i Rom for anden gang (ca. 65). Det antages i almindelighed at han derefter blev henrettet på Neros befaling. — Jf. 2Ti 1:16, 17; 4:6-8.

Den jødiske opstand begyndte i år 66, to år før Neros død,

Nero

54-68

Paulus’ første retssag i Rom. (Apg 25:21; 26:32) Efter Roms brand følger en voldsom forfølgelse af de kristne; sandsynligvis også Paulus’ anden retssag og hans henrettelse. Den jødiske opstand begynder (år 66)