Givet til en særlig tjeneste

14, 15. (a) Hvilke to grupper ikkeisraelitter blev nævnt særskilt blandt dem som vendte tilbage? (b) Hvem var netinim-folkene, og hvilken opgave havde de?

¹⁴ Blandt de tusinder af ikkeisraelitter som ånden bevægede til at vende tilbage, var der to små grupper som Guds ord omtaler særskilt — netinim-folkene og Salomons tjeneres sønner. Hvem var de? Hvilke opgaver havde de? Og hvilken betydning kan dette have i dag?

¹⁵ Netinim-folkene havde ikkeisraelitiske forfædre og fik den forret at tjene sammen med levitterne. Vi husker kana’anæerne fra Gibeon der blev sat til „at samle brænde og trække vand op til forsamlingen og til Jehovas alter“. (Josua 9:27) Nogle af deres efterkommere var sandsynligvis blandt de netinim-folk der vendte tilbage fra Babylon. Andre var blevet føjet til som netinim-folk under Davids styre og senere. (Ezra 8:20) Hvad var netinim-folkenes opgave? Levitterne blev givet for at hjælpe præsterne, og netinim-folkene blev givet for at hjælpe levitterne. Selv for omskårne udlændinge var dette en forret.

16. Hvordan blev netinim-folkenes opgave med tiden ændret?

¹⁶ Da folket vendte tilbage fra Babylon var der kun få levitter i forhold til antallet af præster og netinim-folk og „Salomons tjeneres sønner“. (Ezra 8:15-20) I Dictionary of the Bible af dr. James Hastings hedder det: „Efter nogen tid blev [netinim-folkene] en så veletableret hellig klasse at de fik tildelt forrettigheder.“ Det videnskabelige tidsskrift Vetus Testamentum oplyser: „Der indtraf en ændring. Efter hjemkomsten fra landflygtigheden blev disse [udlændinge] ikke længere betragtet som tempeltrælle, men som tempeltjenere, og nød den samme status som andre grupper der gjorde tjeneste ved templet.“ — Se rammen: „En ændret status.“

17. Hvorfor fik netinim-folkene yderligere opgaver, og hvilke bibelske vidnesbyrd er der herom?

¹⁷ Netinim-folkene blev naturligvis ikke ligestillet med præsterne og levitterne. De sidstnævnte var israelitter som Jehova selv havde udvalgt og de kunne ikke erstattes af ikkeisraelitter. Men den bibelske beretning viser at eftersom der kun var et begrænset antal levitter, fik netinim-folkene mere at gøre i tjenesten for Gud. De fik tildelt boliger i nærheden af templet. På Nehemias’ tid samarbejdede de med præsterne om at reparere murene nær templet. (Nehemias 3:22-26) Og kongen af Persien udstedte et dekret om at netinim-folkene, i lighed med levitterne, var fritaget for at betale skatter på grund af deres tempeltjeneste. (Ezra 7:24) Dette viser hvor nært disse „givne“ (levitter og netinim-folk) på daværende tidspunkt var knyttet til åndelige anliggender og hvordan netinim-folkenes opgaver øgedes i takt med behovet, skønt de aldrig blev regnet for at være levitter. Da Ezra senere samlede de landflygtige der ville vende tilbage, var der til at begynde med ingen levitter blandt dem. Han gjorde derfor en ekstra indsats for at få nogle med. Det medførte at 38 levitter og 220 netinim-folk vendte tilbage for at tjene ved Guds hus. — Ezra 8:15-20.

De der giver af sig selv i dag

19. Hvilket forhold hersker der i dag mellem de salvede og de andre får?

¹⁹ I vor tid har Gud brugt den salvede rest til i stort omfang at føre an i den rene tilbedelse og forkyndelsen af den gode nyhed. (Markus 13:10) De har glædet sig over at se titusinder, hundredtusinder, ja, millioner af andre får slutte sig til dem i tilbedelsen af Gud. Der har været et glædebringende samarbejde mellem resten og de andre får. — Johannes 10:16.

20. Hvilken ny forståelse har vi fået angående hvem netinim-folkene og Salomons tjeneres sønner skildrer? (Ordsprogene 4:18)

²⁰ Alle de ikkeisraelitter der vendte hjem fra landflygtigheden i det gamle Babylon er et billede på de andre får der i dag tjener sammen med resten af det åndelige Israel. Men hvordan skal vi betragte det at Bibelen nævner netinim-folkene og Salomons tjeneres sønner særskilt? I forbilledet fik netinim-folkene og Salomons tjeneres sønner nogle forrettigheder som andre ikkeisraelitiske hjemvendne ikke fik. Dette kunne udmærket skildre at Gud i dag har givet modne og villige „andre får“ øgede forrettigheder og pligter.

21. Hvordan har nogle brødre med det jordiske håb modtaget større opgaver og forrettigheder?

²¹ Netinim-folkenes øgede privilegier var direkte forbundet med åndelige gøremål. Salomons tjeneres sønner fik tilsyneladende administrative ansvarsopgaver. Jehova har på samme måde i dag velsignet sit folk med „gaver i form af mennesker“ der tager sig af dets behov. (Efeserne 4:8, 11, 12) Deriblandt er der mange hundrede modne, erfarne brødre der er med til at ’vogte hjordene’ ved at tjene som kreds- og områdetilsynsmænd og i afdelingskontorernes udvalg på Vagttårnsselskabets 98 afdelingskontorer. (Esajas 61:5) Ved Selskabets hovedkontor bliver dygtige mænd oplært til at hjælpe med at tilvejebringe den åndelige føde under ledelse af „den trofaste husholder“ og dens Styrende Råd. (Lukas 12:42) Andre der gennem mange år frivilligt har stillet sig til rådighed er blevet oplært til at drive betelhjem og trykkerier og føre tilsyn med opførelsen af nye afdelingskontorer og mødelokaler i hele verden. De har udmærket sig ved at tjene som nære medarbejdere til den salvede rest, der udgør en del af det kongelige præsteskab. — Jævnfør Første Korintherbrev 4:17; 14:40; Første Petersbrev 2:9.

22. Hvorfor er det passende at nogle af de andre får nu modtager større ansvarsopgaver, og hvordan bør vi betragte dette?

²² I fortiden fortsatte præsterne og levitterne med at tjene blandt jøderne. (Johannes 1:19) I dag må resten af åndelige israelitter på jorden nødvendigvis være i stadig tilbagegang. (Se som modsætning Johannes 3:30.) Til sidst, efter at Babylon den Store er blevet tilintetgjort, vil alle de 144.000 ’beseglede’ befinde sig i himmelen så Lammets bryllup kan finde sted. (Åbenbaringen 7:1-3; 19:1-8) De andre får vil derimod være i stadig fremgang. Den kendsgerning at nogle af disse, i lighed med netinim-folkene og Salomons tjeneres sønner, i dag får betroet store ansvarsopgaver under den salvede skares tilsyn, gør dem ikke indbildske og får dem ikke til at tage sig selv højtideligt. (Romerne 12:3) Det forvisser os om at når Guds folk „kommer ud af den store trængsel“ vil der findes erfarne mænd — „fyrster“ — som vil være parate til at føre an blandt de andre får. — Åbenbaringen 7:14; Esajas 32:1; jævnfør Apostelgerninger 6:2-7.

23. Hvorfor må vi alle opdyrke en selvopofrende indstilling til tjenesten for Gud?

²³ Alle der vendte hjem fra Babylon var villige til at gøre en ihærdig indsats for at vise at tilbedelsen af Jehova var det der lå dem mest på sinde. Sådan forholder det sig også i dag. Sammen med den salvede rest ’står fremmede og vogter hjordene’. (Esajas 61:5) Så uanset hvilket håb vi har og uanset hvilke forrettigheder ældste udnævnt ved hellig ånd modtager før Jehova hævder sig i Harmagedon, lad os da alle opdyrke en sund, uselvisk, selvopofrende indstilling. Selv om vi aldrig kan gengælde Jehova alle de storslåede gaver han har givet os, kan vi ikke desto mindre helhjertet udfylde den plads vi har inden for hans organisation. (Salme 116:12-14; Kolossenserne 3:23) Derved kan vi alle give af os selv i den sande tilbedelse, idet de andre får tjener nært sammen med de salvede der har fået til opgave at „herske som konger over jorden“. — Åbenbaringen 5:9, 10.