Anabaptisterne og ’mønsteret af sunde ord’

APOSTELEN Paulus advarede om at der efter hans død ville fremstå falske kristne i Guds hjord, mennesker der som „undertrykkende ulve“ ville forsøge at „trække disciplene bort efter sig“. Hvordan ville de bære sig ad? De ville indføre traditioner og falske læresætninger og på den måde fordreje Bibelens sande lære. — Apostelgerninger 20:29, 30; 1 Timoteus 4:1.

Det var grunden til at Paulus gav den unge mand Timoteus følgende tilskyndelse: „Bevar det mønster af sunde ord som du har hørt af mig, med den tro og kærlighed der er forbundet med Kristus Jesus. Vogt ved den hellige ånd [det skønne] som bor i os.“ Hvori bestod dette „mønster af sunde ord“? — 2 Timoteus 1:13, 14.

’Mønsteret’ opstilles

De Kristne Græske Skrifter („Det Nye Testamente“) blev fuldført i det første århundrede efter vor tidsregning. De blev nedskrevet af forskellige skribenter, men Guds hellige ånd, hans virksomme kraft, sikrede at de stemte overens, ikke blot indbyrdes men også med De Hebraiske Skrifter („Det Gamle Testamente“). På denne måde blev der dannet et „mønster“ af sund, bibelsk lære som kristne må følge, på samme måde som Jesus Kristus er „et forbillede“ de må efterligne. — 1 Peter 2:21; Johannes 16:12, 13; 2 Timoteus 1:13.

Men hvad skete der med ’mønsteret af sunde ord’ efter apostlenes død, i de århundreder der var præget af åndeligt mørke? Mange oprigtige mennesker forsøgte at genskabe ’mønsteret’, skønt det var forudsagt at dette først ville blive muligt i „endens tid“. (Daniel 12:4) Til tider var det enkeltpersoner, andre gange en lille gruppe af mennesker, der søgte efter ’mønsteret’.

Det lader til at valdenserne udgjorde en sådan minoritet.a De fandtes i Frankrig, Italien og andre europæiske lande fra det 12. til det 14. århundrede. Det var fra denne bevægelse at anabaptisterne („gendøberne“) senere fremstod. Hvem var anabaptisterne, og hvad troede de på?

Grundlæggende lærepunkter

Anabaptisterne blev først fremtrædende omkring 1525, i Zürich i Schweiz. Fra denne by bredte deres lære sig hurtigt til store dele af Europa. Reformationen i begyndelsen af det 16. århundrede havde medført visse forandringer, men i anabaptisternes øjne var der ikke sket nok.

På grund af deres ønske om at vende tilbage til det første århundredes kristne lære, afviste de flere katolske dogmer end Martin Luther og andre reformatorer gjorde. For eksempel gik anabaptisterne udelukkende ind for voksendåb. De der som børn var blevet døbt i kirken skulle døbes igen, og derfor fik de navnet „anabaptister“, hvilket betyder „gendøbere“. — Mattæus 28:19; Apostelgerninger 2:41; 8:12; 10:44-48.

„For anabaptisterne var den sande kirke et samfund af troende,“ skriver dr. R. J. Smithson i sin bog The Anabaptists — Their Contribution to Our Protestant Heritage (Anabaptisternes bidrag til vor protestantiske arv). Derfor betragtede de sig selv som et samfund af troende inden for det almindelige samfund, og i begyndelsen var deres præster hverken lønnede eller særligt uddannede. Ligesom Jesu disciple var anabaptisterne omrejsende forkyndere der besøgte byer og landsbyer, hvor de talte med folk på markedspladser, i værksteder og i hjemmene. — Mattæus 9:35; 10:5-7, 11-13; Lukas 10:1-3.

Man lærte at hver enkelt anabaptist personligt skulle stå Gud til regnskab. Man havde sin frie vilje og viste sin tro ved gerninger, uden dog at mene at man kunne blive frelst ved gerninger alene. Hvis en anabaptist syndede kunne han udstødes af menigheden. Vedkommende blev kun genoptaget hvis han viste tegn på sand anger. — 1 Korinther 5:11-13; jævnfør Andet Korintherbrev 12:21.

Deres holdning til verden

Anabaptisterne indså at de ikke kunne reformere hele verden. Skønt kirken lige siden den romerske kejser Konstantins tid i det 4. århundrede e.v.t. havde stået i forbund med staten, betragtede de ikke dermed staten som kristen. Fra Jesu ord vidste de at en kristen ikke måtte være „en del af verden“, og de var parate til at gennemgå forfølgelse for denne holdning. — Johannes 17:15, 16; 18:36.

På de områder hvor der ikke var modstrid mellem den kristnes samvittighed og den verdslige myndighed, anerkendte anabaptisterne at staten havde krav på at blive adlydt og respekteret. Men en anabaptist undlod at deltage i politik, påtog sig ikke et borgerligt embede eller en stilling som øvrighedsperson, og ville heller ikke aflægge eder. De afviste enhver form for vold og tvang og ville derfor heller ikke være med i krige eller udføre militærtjeneste. — Markus 12:17; Apostelgerninger 5:29; Romerne 13:1-7; 2 Korinther 10:3, 4.

Anabaptisterne havde høje moralnormer og levede en enkel tilværelse, stort set uden at stræbe efter materielle goder og ønsker. På grund af deres indbyrdes kærlighed oprettede de ofte deres egne kolonier, skønt de fleste af dem ikke gik ind for en kollektiv livsform. Ud fra tanken om at alt tilhører Gud var de imidlertid altid parate til at bruge deres materielle ejendele til gavn for de fattige. — Apostelgerninger 2:42-45.

Et nøje studium af Bibelen, især De Kristne Græske Skrifter, fik nogle anabaptister til at afvise treenighedslæren, hvilket bekræftes af nogle af deres skrifter. Deres gudsdyrkelse var sædvanligvis ganske enkel, og Herrens aftensmåltid indtog en særstilling. De afviste den traditionelle katolske, lutheranske og calvinistiske opfattelse af nadveren, og betragtede den som en mindehøjtidelighed, et minde om Jesu død. „For dem,“ skriver R. J. Smithson, „var det den højtideligste handling en kristen kunne deltage i, en handling der indebar at den troende fornyede sit løfte om uforbeholdent at vie sit liv til Kristi tjeneste.“

Forfølgelsen og tiden derefter

Ligesom de første kristne blev anabaptisterne misforstået og beskyldt for at forstyrre den bestående samfundsorden og ’vende op og ned på den beboede jord’. (Apostelgerninger 17:6) I Zürich i Schweiz var myndighederne, der stod i ledtog med reformatoren Ulrich Zwingli, især uenige med anabaptisterne i spørgsmålet om barnedåb. I 1527 sørgede de for at Felix Manz, en af anabaptisternes ledere, brutalt blev druknet, og de forfulgte de schweiziske anabaptister så skånselsløst at disse næsten blev udslettet.

Også i Tyskland blev anabaptisterne stærkt forfulgt af både katolikker og protestanter. Et kejserligt dekret der blev udstedt i 1528, idømte enhver der blev anabaptist dødsstraf — uden nogen form for rettergang. Forfølgelsen i Østrig fik de fleste anabaptister i dette land til at flygte til Mähren, Böhmen og Polen, og senere til Ungarn og Rusland.

Da mange af trossamfundets oprindelige ledere blev dræbt, var det næsten uundgåeligt at yderliggående personer trådte i forgrunden. Deres uligevægtige holdning medførte megen forvirring, og efterhånden fraveg man de normer man oprindelig havde fulgt. Dette kom på sørgelig vis til udtryk i 1534 da disse ekstremister med magt overtog bystyret i Münster i Westfalen. Det følgende år blev byen generobret under megen blodsudgydelse og tortur. Denne episode var slet ikke i overensstemmelse med den anabaptistiske lære og var i høj grad med til at bringe dem i vanry. Nogle anabaptister forsøgte at skifte navn og kaldte sig i stedet „baptister“. Men uanset hvad de kaldte sig blev de stadig udsat for modstand, især fra den katolske inkvisition.

Med tiden emigrerede grupper af anabaptister i en søgen efter større frihed og fred. I dag findes de både i Europa og i Nord- og Sydamerika. Mange trossamfund er blevet påvirket af deres oprindelige læresætninger, heriblandt kvækerne, vore dages baptister og Plymouth-brødrene. Kvækerne nærer den samme modvilje mod krig som anabaptisterne og slår også til lyd for at man skal lade sig lede af et ’indre lys’.

At anabaptisterne har overlevet til i dag kommer specielt til udtryk i to trossamfund. For det første er der huterianerne, der har fået deres navn efter lederen fra det 16. århundrede, Jakob Huter. De grundlagde kolonier i England, det vestlige Canada, Paraguay og South Dakota i De Forenede Stater. Mennonitterne udgør den anden gruppe. De har taget deres navn efter Menno Simons, som gjorde meget for at fjerne det dårlige ry de havde fået i Holland efter Münster-affæren. Menno Simons døde i 1561. I dag findes der mennonitter i Europa og Nordamerika, og de omfatter også en gruppe der kaldes Amish-folket.

’Mønsteret’ i dag

Anabaptisterne søgte efter ’mønsteret af sunde ord’, men fandt det ikke. I sin bog A History of Christianity bemærker K. S. Latourette: „[Anabaptisterne] var oprindelig besjælet af en nidkær missionsiver, men forfølgelsen fik dem til stort set at holde sig for sig selv, hvorefter deres samfund snarere blev bevaret gennem børnefødsler end ved at de omvendte andre.“ Det samme gælder faktisk de små grupper der i dag kan føres tilbage til anabaptisterne. Deres ønske om at holde sig fri af verden og dens handlinger har ført til at de i nogle tilfælde bærer en karakteristisk klædedragt, hvilket befordres af at de lever adskilt fra det øvrige samfund.

Kan man da virkelig finde ’mønsteret af sunde ord’ i dag? Ja, det kan man, men det tager tid og det kræver kærlighed til sandheden at finde det. Hvorfor ikke undersøge om det du tror på, står mål med det guddommeligt åbenbarede „mønster“? Det er ikke svært at finde ud af hvad der blot er menneskers traditioner og hvad der er Bibelens lære. Jehovas vidner i dit nabolag vil med glæde bistå dig hermed, for de er selv taknemmelige over at de er blevet hjulpet til at forstå ’mønsteret af sunde ord’.

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

Jehovas vidner hjælper mange til at forstå ’mønsteret af sunde ord’