Kristen loyalitet på Ny Caledonien

DET gik ikke så godt i paradiset. I begyndelsen af 1985 havde den politiske uro kostet omkring 20 mennesker livet på Ny Caledonien, en ø i den sydlige del af Stillehavet. Dette fik bladet Maclean’s til at skrive: „Øen er allerede begyndt at ligne Nordirland, idet den er opdelt i to sværtbevæbnede og fjendtligsindede lejre.“

Situationen blev så alvorlig at den franske præsident, François Mitterrand, en lørdag i januar 1985 ilede halvvejs rundt om jordkloden for at aflægge et hastebesøg i Nouméa, øens hovedstad. Øboerne søgte ivrigt at give deres modstridende meninger til kende under hans besøg. Tilskyndet af deres religiøse ledere og af den stærke loyalitetsfølelse de nærer over for deres melanesiske rødder, pressede urbefolkningen præsidenten for at få over 130 års fransk kolonistyre bragt til ophør. På den anden side var der mange af europæisk-polynesisk og asiatisk afstamning, ja selv nogle melanesiere, der gav udtryk for deres loyalitet mod den franske regering og gik ind for et fortsat fransk styre.

Den lørdag dette stod på var 1567 Jehovas vidner og deres venner også forsamlede i Nouméa for offentligt at tilkendegive hvad deres loyalitet er rettet imod — ikke imod en etnisk minoritet eller en jordisk regering, men imod Guds oprettede rige. Hvad havde fået disse mennesker til at rejse til Nouméa netop den dag? Hvorfor befandt de sig i det hele taget på Ny Caledonien?

Der vises kristen loyalitet helt fra begyndelsen

På Ny Caledonien findes alt hvad man forbinder med en paradisisk Stillehavsø — et behageligt klima året rundt, saftige frugter der får tænderne til at løbe i vand, en frodig vegetation der fryder øjet, og en farverig, blandet befolkning bestående af mere end 150.000 melanesiere, polynesiere, asiater og europæere.

Øen blev opdaget i 1774 af kaptajn James Cook, den berømte engelske søfarer og opdagelsesrejsende, men blev i 1853 en fransk koloni. Kristenhedens missionærer var blot et halvt skridt efter de første opdagelsesrejsende og købmænd. De mennesker de fandt havde et udtalt behov for at blive hjulpet til at aflægge nogle afskyelige skikke. Det lykkedes for eksempel missionærerne at afskaffe kannibalismen. De lod også folk stifte bekendtskab med Bibelen og oversatte den endog til fire af de lokale sprog. Til deres ros skal siges at de brugte Guds navn, gengivet som Iehova eller Jehova, i oversættelserne. Men der skulle mere til.

I 1930’erne sejlede en gruppe Jehovas vidner rundt til Loyalitetsøerne (en øgruppe i nærheden af Ny Caledonien) for at sprede bibelsk litteratur. I midten af 50’erne flyttede adskillige australske Jehovas vidner til Ny Caledonien. Skønt de senere blev udvist havde arbejdet fremgang, og i 1967 var antallet af indfødte Jehovas vidner vokset til over 100. I 1976 oprettede Vagttårnsselskabet et afdelingskontor i Nouméa og førte også tilsyn med opførelsen af øens første rigssal.a

Især siden dette tidspunkt er der kommet rigtig gang i arbejdet med at indsamle loyale undersåtter under Jehovas oprettede rige fra alle landets forskellige etniske grupper. For eksempel stammer omkring 17.000 indbyggere på Ny Caledonien fra Wallis og Futuna — nogle ganske små øer der ligger nord for Fiji. Mange af disse wallisiere er katolikker og stærkt knyttet til deres kirke. Men som tiden er gået har deres indstilling ændret sig og flere og flere er begyndt at lytte til Rigets budskab. En præst der var meget opbragt over dette, sendte kirkens kvindelige kasserer ud for at „redde fårene fra at komme på afveje“. Men denne dame blev også interesseret. Da hendes datter, der studerede i Rom for at blive missionær, vendte hjem, tog også hun imod sandheden som blev forkyndt af Jehovas vidner. Nu er både hun og hendes moder trofaste, indviede forkyndere.

I dag er Jehovas vidner velkendt overalt på disse øer; i visse områder er der et Jehovas vidne for hver 80 indbyggere. På øen Lifou blev en ung tømrer tilsluttet pinsebevægelsen. Han gik fra landsby til landsby og proklamerede at Kristus ville komme synligt igen. For at vise at han anså materielle ejendele for værdiløse, brændte han offentligt sit tøj og sine penge. Det han læste i en af Jehovas Vidners traktater vakte imidlertid hans interesse. Et regelmæssigt bibelstudium hjalp ham til at få nøjagtig kundskab om Guds ord. I dag er han en velafbalanceret kristen heltidstjener.

Loyalitet mod Guds rige under prøvelser

Den politiske uro og de kaotiske tilstande der brød ud i 1984 skabte problemer for mange nycaledoniere, også Jehovas vidner. Nogle blev overfaldet og slået mens de var ude i forkyndelsen. Ved en lejlighed kom tre mænd ind i en broders hjem, truede ham med en pistol til at give dem sine bilnøgler, og stjal derefter hans bil. Et andet Jehovas vidne, en missionær, opdagede at hans bil var blevet sat i brand og ødelagt mens han ledede et bibelstudium.

I modsætning til de splittede øboere er Jehovas vidner — uanset hvilken etnisk gruppe de tilhører — forenede på grund af deres neutrale standpunkt. Gejstligheden, der selv er politisk aktiv, benytter sig af den øjeblikkelige uro til at lægge Jehovas vidner for had. For eksempel blev nogle Jehovas vidner der var på vej ud for at hente nogle interesserede mennesker til et møde, standset. Den rejsende tilsynsmand, der var på besøg hos dem i den uge, blev trukket ud af en af de to biler og slået, og hans briller blev knust. En interesseret blev beordret til at stille sig op mod en mur, og hans gravide kone blev tvunget til at se på at man slog ham i hovedet til blodet flød.

Men Jehovas vidner er klar over at deres loyalitet er vendt mod det rette. De husker Paulus’ ord: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ — 2 Timoteus 3:12; se også Mattæus 10:16.

Der udvides loyalt trods uro

I 1984 indså Jehovas vidner behovet for at bygge en stævnehal. Man fandt en passende byggegrund på en bakke med udsigt over Nouméa havn, og arbejdet blev påbegyndt i september. Men i november indførte myndighederne spærretid på grund af den politiske uro, og der blev erklæret undtagelsestilstand. Trods disse vanskeligheder reagerede brødrene på hele øen positivt når der var behov for hjælp på byggepladsen. Til tider arbejdede der op til 400 frivillige på byggepladsen, til stor forbløffelse for de udenforstående der fulgte med i byggeriet. At se et 60-årigt, kvindeligt Jehovas vidne skovle cement og grus i en betonblandemaskine kunne imponere enhver professionel byggearbejder! Da byggearbejdet fandt sted mens der var skoleferie, var der også mange unge der deltog. En pige sagde: „Det er den bedste ferie jeg nogen sinde har haft.“

Efter blot fire måneders forløb var byggeriet færdigt. Man traf forberedelser til indvielsen, men det viste sig at man havde valgt den selv samme weekend hvor Mitterrand uventet kom på besøg! På grund af den eksplosive politiske atmosfære, bad myndighederne Jehovas Vidner om at aflyse deres program. Men lederen af sikkerhedsafdelingen, der tidligere havde set et af Jehovas Vidners stævner i Frankrig, sagde til brødrene: „Jeg kender jer udmærket. Det er ikke jer vi får problemer med. Sørg blot for at træffe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, så vil vi ikke blande os i jeres møder.“

Der kom over 1500 til det storslåede indvielsesprogram hvor højdepunktet var en indvielsestale holdt af Lyman Swingle, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. At så mange mødte op trods uroligheder var et udtryk for brødrenes loyalitet over for Jehovas rige, en loyalitet der bærer frugt i Ny Caledonien. Man har nået et nyt højdepunkt på 889 forkyndere, og udsigterne til yderligere vækst er enestående. Det ses af at 2145 overværede mindehøjtiden i 1986.

Den senere tids politiske uro har gjort det klart at de fleste nycaledoniere ser hen til menneskers regeringer efter en løsning på deres problemer. Men dette gælder ikke dem der er loyale over for Guds rige. De sætter hele deres lid til Guds rige. Under urolighederne kunne man på en hovedvej langs østkysten læse et skilt med ordene: „Jehova ud!“ Men Jehova, repræsenteret ved sit oprettede rige, er kommet for at blive. Det samme er ’hans loyale’. — Salme 37:28; se også vers 9-11, 22, 29 og 34.

[Fodnote]

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AUSTRALIEN

[Kort]

NY CALEDONIEN

Lilou

LOYALITETS-ØERNE

Nouméa