Omsorg for de spredte „får“ i Caprivi
I MAJ 1981 var en cremefarvet Land-Rover på vej mod nord fra Windhoek, hovedstaden i Sydvestafrika (Namibia). Bilen var fyldt med proviant, reservedele og bibelske publikationer. De fire passagerer tænkte på den spændende tur der lå foran dem, mens de kørte gennem den flade, tørre egn.
Chaufføren Chris du Plessis og hans makker Tony Rice var begge sidst i 20rne og spinkle af bygning. De tjente som pionerer — sådan kaldes Jehovas vidners heltidsforkyndere — og havde netop haft nogle gode uger i Katatura, den store bydel for sorte nær Windhoek. De havde glædet sig over at forkynde den gode nyhed om Guds rige blandt de sorte, der var venligt indstillet og reagerede positivt på budskabet.
De to unge mænd var blevet bedt om at køre kredstilsynsmanden Schalk Coetzee og hans hustru ud til isolerede forkyndergrupper oppe i de nordlige områder hvor nogle af vejene ikke kan befærdes med almindelige køretøjer. Når de kørte i Land-Rover kunne de overnatte hvor som helst — Coetzee og hans kone sov i „underetagen“, i bilen, mens de to unge mænd sov på „første sal“, i et telt på taget!
Efter omtrent 370 kilometers kørsel nåede de til „dødens trekant“ — sådan kaldes området fordi mange har mistet livet dér som følge af angolanske kampgruppers intense guerillaaktivitet. Længere mod nord så de adskillige bilvrag, men de kom ikke selv i vanskeligheder.
De besøgte først egnen omkring Ondangwa, en militær forpost ikke langt fra Angola. Specialpionerer tog sig af den lille menighed på stedet. Christo Els og hans kone, Elizabeth, havde lært sig det lokale sprog, ndonga — en virkelig udfordring. Men folk var lydhøre og havde dyb respekt for Bibelen. Somme tider måtte Christo overtage pløjningen med æslerne, eller hans kone måtte hakke marken, for at familieforsørgerne kunne få tid til at lytte til budskabet om Riget!
Området var krigszone, så rejsende der færdedes på grusvejene var i fare for landminer. Christo og Elizabeth kørte derfor ofte ad sandede veje gennem kratskov, og folk de mødte var meget forbavsede over at de ikke bar våben.
Pionererne var glade for at besøge Ovahimba-folket, der levede primitivt i et afsidesliggende område. Dette folk gik klædt i skind og smurte sig ind i okker. Pionererne tilbød en bibelsk brochure, som de i øvrigt havde hjulpet med at oversætte. Det var betagende at se hvordan disse mennesker viste værdsættelse af budskabet om Riget.
I ugen under broder Coetzees besøg blev der afholdt et endags stævne. Antallet af tilstedeværende var lille da egnen var tyndt befolket. Men alle var begejstrede for programmet og det gode samvær i denne fjerne egn.
Caprivi
Efter et kort ophold i Rundu for at indhente tilladelser kørte det lille selskab ind i Caprivi-området. Som landkortet viser er det en smal strimmel land der strækker sig fra det nordøstlige Namibia og dybt ind i hjertet af det sydlige Afrika. Det er 480 kilometer langt, 80 kilometer på det bredeste stykke og har fælles grænse med Angola, Zambia og Botswana. Selv om dette område også kontrolleres af militæret, er det mere fredeligt end området mod vest.
Befolkningen i Caprivi tæller omtrent 40.000, der hovedsagelig udgøres af sorte, selv om buskmænd ofte strejfer om i den vestlige del af området. Mange af indbyggerne taler engelsk, og de kan læse og skrive. Mens gruppen kørte mod øst gjorde de ofte holdt for at tale med folk, men de nød også landskabet — træerne og dyrelivet, blandt andet elefanterne og antiloperne. Da de nærmede sig Katima Mulilo, den eneste „by“, blev grupperne af nydelige stråtækte hytter et mere almindeligt syn. Chris og Tony blev så fascinerede af stedet at de med glæde tog imod opgaven da Schalk Coetzee spurgte om de var villige til at tjene i dette afsidesliggende område.
Efter et kort ophold i Katima Mulilo drog kvartetten igen af sted for at besøge den isolerede gruppe i Kasane i det nordlige Botswana. De kørte gennem Chobe-vildtreservatet, til tider passerede de store flokke af bøfler og elefanter. Når de slog sig ned for natten hørte de brølende løver i nærheden.
I Kasane forkyndte de fra hytte til hytte — på afrikansk manér — med lokale pionerer som tolke. Introduktionen foregår langsomt og værdigt. Den besøgende står uden for hytten og råber for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Nogen reagerer og byder ham komme ind og tage plads. Almindeligvis samles hele familien for at lytte. Derefter følger en langvarig udveksling af hilsener og spørgsmål om helbred og om hvor man kommer fra. Først derefter begynder forkynderen at tale om et bibelsk emne.
De lokale forkyndere var meget glade og taknemmelige for at den lille gruppe var rejst så langt for at besøge dem. Møderne måtte de holde i en lerhytte, så Schalk Coetzee opfordrede dem til at bygge deres egen rigssal.
Da de rejsende vendte tilbage til Katima Mulilo, glædede de sig over at tilbringe en uge sammen med de lokale forkyndere. De overnattede i nærheden af Zambezi-floden, hvor de nød stilheden, der kun blev brudt af bankelyde fra fjerne trommer — Afrikas „hjerterytme“. De lokale forkyndere var nidkære men havde brug for megen vejledning angående afholdelse af møder, forkyndelse fra hytte til hytte, legalisering af deres ægteskaber og så videre.
De besøgende nød at deltage i forkyndelsesarbejdet! Tony fortæller: „Da folk fandt ud af at vi havde bibelske bøger på silozi, deres eget sprog, var deres reaktion overvældende. De bad ikke blot om bøger men også om at nogen ville undervise dem. Det var helt utroligt!“
Modstræbende forlod den rejsende gruppe deres nye venner i Katima Mulilo og påbegyndte hjemrejsen. De arbejdede en uge sammen med den lokale menighed i Rundu i det nordlige Namibia. De fleste af brødrene dér var portugisisktalende flygtninge fra Angola. Endnu et sprogproblem! Efter en rejse på omtrent 4000 kilometer nåede de tilbage til Windhoek, trætte men lykkelige og Jehova meget taknemmelige for de mange privilegier de havde nydt.
Tilbage til Katima Mulilo
De to pionerer vendte tilbage til Katima Mulilo, denne gang for at blive og hjælpe Jehovas „får“. For at kunne slå sig ned måtte de have deltidsarbejde samt et sted at bo. De fandt arbejde ved første forsøg. De fik også tilladelse til at bruge en husvogn der tilhørte Vagttårnsselskabet. Så de takkede Jehova fordi han på denne måde dækkede deres behov.
Pionererne var snart optaget af at hjælpe de lokale forkyndere på forskellige måder. Dette indbefattede opførelsen af en rigssal. De høstede langt græs til taget, indsamlede en særlig form for ler der findes i myretuer og som bliver meget hårdt, og de lærte at tække et tag — på afrikansk vis. Med sine hvidskurede vægge virkede rigssalen pæn og tiltalende. Da man ikke havde råd til stole brugte man bænke eller planker som siddepladser. Det var primitivt men brugbart — og så var rigssalen deres egen!
Der havde ikke tidligere været afholdt organiserede møder. Så pionererne forberedte selv de fem ugentlige møder der afholdes af Jehovas Vidner over hele verden. Det medførte meget arbejde, men både for pionererne og de lokale forkyndere var det åndeligt opbyggende. Pionererne måtte også lære silozi, det lokale sprog.
Inden længe blev der oprettet en menighed. Med tiden blev fire af de lokale brødre i stand til at holde offentlige foredrag og tage vare på alle møderne, og én blev udnævnt som menighedstjener. Samtidig fandt pionererne stor glæde ved forkyndelsesarbejdet fra hytte til hytte. Der var så mange der ønskede at studere Bibelen at de ikke kunne tage sig af alle de interesserede. Kunne du tænke dig at tjene i et område som dette? Har du mulighed for det?
Besøg i Kasane
Kredstilsynsmanden havde bedt pionererne om fra tid til anden at besøge gruppen i Kasane i Botswana. Ved en lejlighed kom de i alvorlige vanskeligheder. I nærheden af grænsen blev de stoppet af soldater fra Botswana.
„I er spioner!“ sagde anføreren.
„Nej, vi er forkyndere, Jehovas vidner; vi lærer folk om Bibelen.“
„Jeg tror ikke I er kristne. I er sydafrikanske soldater.“
Det var en vanskelig situation. Men da soldaterne så brødrenes forsyning af bibelsk læsestof, og at de ikke var bevæbnede, lod de dem gå.
Den spændte militære situation i området gjorde det også meget vanskeligt at holde kontakt med brødrene i Zambia. Kun Zambezi-floden skiller Katima Mulilo fra Zambia, hvor der er mange Jehovas vidner og hvor de har rigelige forsyninger af bibelsk læsestof på silozi. Men da floden konstant blev bevogtet af tropper, vovede de lokale folk ikke at krydse floden i deres mokolos — kanoer af udhulede træstammer. En eller to gange var der en træfning på tværs af floden.
Omsorg for de spredte „får“
Disse vanskelige forhold forhindrede imidlertid ikke Chris og Tony i at tage sig af „fårene“ i Caprivi-området, blandt hvilke nogle boede meget afsides. For eksempel havde de hørt at Andrew, en ældre mand der boede i en landsby omtrent 70 kilometer fra Katima, var meget interesseret i Bibelen. Da de fandt ham sad han faktisk og læste i bogen Sandheden der fører til evigt liv, og han var overvældet af glæde ved deres besøg! I flere år havde han studeret for sig selv, så han var meget opmuntret over den hjælp pionererne ydede ham.
Frank Mwemba bor også meget isoleret: i en by omtrent 100 kilometer fra Katima. Man kan kun nå frem til hans bopæl ved hjælp af et firhjulstrukket køretøj, og selv da kun på visse tider af året, da en stor del af Caprivi er sumpet og i perioder står under vand. Frank havde taget imod sandheden i Zambia, hvor han var blevet døbt. Derefter var han vendt tilbage til sin hjemby i Caprivi. I mange år havde han fortsat alene. Var han så blevet ved med at forkynde på dette isolerede sted? Havde han kunnet modstå heksekunst og polygami? Var han lovformeligt gift? Ja! Foruden at Frank sørgede for sin hustru — sin eneste — og sine børn (ved at fiske og drive landbrug), brugte han megen tid på at besøge spredte landsbyer — enten i sin mokolo eller til fods — for at forkynde om den gode nyhed. Han studerede regelmæssigt med sin familie, undgik heksekunst og viste stolt sin vielsesattest frem!
Ved en anden lejlighed foretog Chris en tur med husbåd ned ad Zambezi-floden til det flade sumpede område Nantungu. Han havde hørt at der var interesserede dér. ’Hvad vil jeg mon finde?’ tænkte Chris da han med sin rygsæk sprang fra båden ind på bredden. Til sin glæde fandt han en lille gruppe der forsøgte at leve i overensstemmelse med Bibelen, sådan som de havde lært det af forkyndere fra Zambia. De strømmede over af glæde ved at se de publikationer Chris havde med på silozi, blandt andet de nyeste numre af Vagttårnet. I de følgende tre dage havde Chris travlt med at føre bibelske samtaler og besøge nærliggende landsbyer for at mødes med interesserede. Før han forlod stedet arrangerede han regelmæssige møder og forkyndelse.
Et nyt makkerskab
På grund af helbredsmæssige problemer måtte Tony Rice forlade Caprivi i begyndelsen af 1982. Senere fik Chris hjælp af Melt Marais, en broder der tjente nidkært i Caprivi i næsten et år. Hans tredje samarbejdspartner i Caprivi blev Magda, en ung pionersøster som han giftede sig med i maj 1983. Talen ved deres bryllup blev holdt i den lille rigssal som Chris havde hjulpet med at bygge.
Det tog tid for Magda at tilpasse sig livet i Caprivi. Husvognen var blevet flyttet til en plads uden for byen hvor der hverken var elektricitet eller rindende vand. De blev ofte omringet af elefanter om natten. Når Magda med en lygte lyste ud gennem husvognens vinduer og så det enorme korpus af en elefant blot to meter fra vognen, blev hun i begyndelsen temmelig skræmt. Men hun vænnede sig snart til den nye livsform og kom til at holde af den. Hendes eksempel var opmuntrende for den lille menighed i Katima.
Brødrene i Caprivi modtog også megen opmuntring ved at overvære kredsstævner i Francistown i Botswana (650 kilometer borte). De var særlig henrykte over at overvære et områdestævne i nærheden af Johannesburg (omtrent 1400 kilometer borte). De var forbavsede over at se denne store skare af forkyndere og en så velfungerende organisation samt at erfare de hvide brødres og søstres store venlighed — tydelige beviser på at Jehovas ånd virkede.
Men det var de unge pionerers trofaste og kærlige tjeneste der var mest opbyggende for „fårene“ i Caprivi, der i så høj grad behøvede hjælp. De pionerer der var villige til at tjene hvor behovet var stort, høstede på den anden side megen glæde ved at yde denne hjælp.
I september 1983 måtte Chris og Magda imidlertid forlade Caprivi. Hvorfor? Han fortæller: „Vi blev indbudt til at tjene på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sydafrika. Vi var kede af at skulle sige farvel til de 13 forkyndere i Caprivi samt de mange interesserede i den lille menighed og de tre grupper vi forlod. Vor bøn er at Jehova må sørge for flere arbejdere til at opdyrke denne mark, der er moden til høst.“ — Mattæus 9:37, 38.
Der er mange andre steder hvor behovet er stort. Har du mulighed for, og er du villig til, at tjene på denne måde og give af dig selv til gavn for Jehovas får? Hvis du stiller dig til rådighed venter der dig rige velsignelser. Som Jesus har sagt: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.
[Kort/illustration på side 21]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Namibia
Angola
Ovamboland
Ondangwa
Rundu
Tsumeb
Otavi
Grootfontein
„Dødens trekant“
Windhoek
Caprivi Strip
Zambezi-floden
Katima Mulilo
Kasane
Botswana
Atlanterhavet
[Illustration på side 23]
Lejrliv ved Zambezi-floden i Katima Mulilo. Schalk Coetzee skriver sin ugentlige rapport som kredstilsynsmand. Læg mærke til „soveværelset“ ovenpå Land-Roveren
[Illustration på side 24]
Forkyndelse i Kasane i det nordlige Botswana