Hvordan forholdt Jesus sig til politik?

I DE fire evangelier omtales flere begivenheder i Jesu tjeneste hvor han blev konfronteret med spørgsmålet om politik. For eksempel: Kort efter at han som 30-årig var blevet døbt, tilbød Djævelen ham stillingen som verdens hersker. Senere ønskede en folkemængde at gøre ham til konge. Og endnu senere prøvede nogle at gøre ham til politisk aktivist. Hvordan reagerede Jesus? Lad os se nærmere på begivenhederne.

Verdens hersker. Evangelierne fortæller at Djævelen tilbød Jesus herredømmet over „alle verdens riger“. Tænk hvor meget godt Jesus kunne have udrettet for den lidende menneskehed hvis han havde siddet inde med den magt en verdenshersker har! Kunne en politisk interesseret person som var oprigtigt optaget af menneskehedens vel, modstå sådan et tilbud? Jesus afviste det. — Mattæus 4:8-11.

Konge. Mange der levede på Jesu tid, ønskede desperat at få en hersker som kunne løse alle deres økonomiske og sociale problemer. Alt det Jesus kunne gøre, gjorde indtryk på dem, og de ville gerne have ham til at deltage i den politiske proces. Hvordan reagerede han på det? Apostelen Johannes skriver: „Jesus vidste at de stod i begreb med at komme og gribe ham for at gøre ham til konge, og derfor trak han sig igen tilbage til bjerget, helt alene.“ (Johannes 6:10-15) Det stod klart at Jesus nægtede at lade sig inddrage i politik.

Politisk aktivist. Læg mærke til noget der skete nogle få dage inden Jesu død. Nogle disciple af farisæerne, der var tilhængere af løsrivelse fra Romerriget, henvendte sig til Jesus sammen med nogle herodianere, medlemmer af et politisk parti der var tilhængere af Rom. For at tvinge ham til at tage et politisk standpunkt spurgte de ham om jøderne skulle betale skat til Rom.

Markus fortæller hvordan Jesus svarede: „’Hvorfor sætter I mig på prøve? Kom med en denar til mig, så jeg kan se den.’ De kom med en. Og han sagde til dem: ’Hvis billede og indskrift er dette?’ De sagde til ham: ’Kejserens.’ Så sagde Jesus: ’Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.’“ (Markus 12:13-17) I en kommentar til det svar Jesus gav, fremsættes denne konklusion i bogen Church and State — The Story of Two Kingdoms: „Han nægtede at påtage sig rollen som en politisk messias, og han trak en klar grænse mellem det der tilkom kejseren, og det der tilkom Gud.“

Jesus var ikke ufølsom over for problemer som fattigdom, korruption og uretfærdighed. Bibelen viser at han var dybt berørt af den elendighed han så blandt mennesker omkring sig. (Markus 6:33, 34) Alligevel iværksatte han ikke en kampagne som skulle befri verden for al uretfærdighed, til trods for at nogle prøvede at få ham til at tage stilling i den tids kontroversielle spørgsmål.

Eksemplerne viser klart at Jesus nægtede at lade sig inddrage i politik. Men hvad så med kristne i dag? Hvordan bør de forholde sig?

Hvordan skal kristne forholde sig i dag?

SANDE kristne i dag tager ikke del i politik. Hvorfor ikke? Fordi de følger Jesus som deres forbillede. Om sig selv sagde han: ’Jeg er ikke en del af verden.’ Og om sine disciple sagde han: ’I er ikke en del af verden.’ (Johannes 15:19; 17:14) Overvej følgende grunde til at kristne ikke skal deltage i politik.

1. Menneskers evner er begrænsede. Bibelen gør opmærksom på at vi mennesker hverken har evne eller myndighed til at styre uafhængigt af Gud. Profeten Jeremias skrev: „Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

Ligesom vi mennesker ikke er skabt til at kunne flyve, sådan er vi heller ikke skabt til at kunne styre, eller regere, på egen hånd. Om de begrænsninger menneskers styre har, siger historikeren David Fromkin: „Regeringer består af mennesker; derfor kan de begå fejl, og deres fremtid er uvis. De kan udøve en vis magt, men den er begrænset.“ (The Question of Government) Forståeligt nok advarer Bibelen os imod at sætte vores lid til mennesker! — Salme 146:3.

2. Onde ånder øver indflydelse i dag. Da Satan Djævelen tilbød Jesus herredømmet over hele jorden, benægtede Jesus ikke at denne havde magt til at tilbyde ham alle jordens riger. Ved en senere lejlighed kaldte Jesus ligefrem Satan for „verdens hersker“. Og nogle år senere omtalte apostelen Paulus Satan som „denne tingenes ordnings gud“. (Johannes 14:30; 2 Korinther 4:4) Til sine medkristne skrev Paulus: „For os er kampen . . . imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ (Efeserne 6:12) Ja, de sande verdensherskere er onde ånder som opererer i det skjulte. Hvordan bør det påvirke vores syn på politik?

Tænk over denne sammenligning: Ligesom små både bliver ført med af stærke strømme i havet, sådan bliver denne verdens politiske systemer ført af stærke, usynlige ånder. Og ligesom søfolkene ikke kan gøre ret meget for at kæmpe imod de stærke strømme, kan politikerne heller ikke stille meget op imod de onde ånders indflydelse. De onde kræfter er besluttede på at ødelægge menneskene og bringe ’veer’ over jorden. (Åbenbaringen 12:12) Virkelige forandringer kan derfor kun gennemføres af en der er stærkere end Satan og hans dæmoner. Kun Jehova Gud selv kan gøre dette. — Salme 83:18; Jeremias 10:7, 10.

3. Sande kristne ser hen til Guds rige. Jesus og hans disciple vidste at Gud selv, når hans tid er inde, vil indføre et styre som vil herske over jorden fra himmelen. Bibelen kalder dette styre for Guds rige og viser at Jesus Kristus er udpeget til at være dets konge. (Åbenbaringen 11:15) Fordi dette rige vil få betydning for alle mennesker, gjorde Jesus „den gode nyhed om Guds rige“ til hovedtemaet i sin forkyndelse. (Lukas 4:43) Han lærte også sine disciple at bede til Gud: „Lad dit rige komme.“ Hvorfor det? Jo, når dette rige hersker, vil Guds vilje med sikkerhed ske både i himmelen og på jorden. — Mattæus 6:9, 10.

Hvordan vil det da gå med denne verdens regeringer? Bibelen svarer at regeringerne „på hele den beboede jord“ vil blive fjernet. (Åbenbaringen 16:14; 19:19-21) Hvis man oprigtigt tror at Guds rige snart vil fjerne denne verdens politiske systemer, er det mest logisk at man lader være med at støtte disse systemer. Hvis man prøver at holde sammen på en regering som mennesker står bag, tager man i realiteten standpunkt imod Gud.