De har fundet sand fred i et uroligt land

„Den sekteriske volds uhyre er sluppet helt ud af sit bur,“ lød en rapport fra 1969. Det var dengang den nuværende periode med tiltagende uroligheder begyndte i Nordirland.

SEKTERISK vold og myrderier blev dagens orden da protestantiske og katolske drabsmænd, „de vilde mænd på begge sider“ af den politiske og religiøse skillelinje, intensiverede kampen om overherredømmet i Irland. Siden da er „flere end 3600 mennesker blevet dræbt, og tusinder såret i de næsten 30 år med voldshandlinger,“ skriver The Irish Times.

Det er ikke nogen ny kamp. Den har hærget Irland i århundreder. I de senere år har den krævet flest dødsofre i Nordirland, men overalt i Irland har folk fået deres liv ødelagt af den bitterhed og strid kampen har ført med sig.

Under disse forhold har Jehovas Vidner nu i over hundrede år peget på den virkelige løsning på de problemer der har hærget dette urolige land. Løsningen er Guds rige med Jesus Kristus som regent. (Mattæus 6:9, 10) Da urolighederne begyndte i 1969, var der 876 Jehovas vidner i Irland. Nu er der over 4500 i mere end 100 menigheder. Her følger en række erfaringer fra nogle som er ophørt med deres politiske og paramilitære aktiviteter.

„Når jeg bliver stor, vil jeg være medlem af IRA!“

Michaela voksede op som katolik i Republikken Irland. I skolen lærte han noget om Irlands historie og om landets århundredlange konflikt med England. Som barn udviklede han et dybt had til englænderne, som for ham at se var „undertrykkere af det irske folk“. Da han var ti år gammel, sagde han til sin bedstemor: „Når jeg bliver stor, vil jeg være medlem af IRA!“ (Den Irske Republikanske Hær). „Jeg fik en lussing som jeg kan huske den dag i dag,“ fortæller han. Senere fandt han ud af at hans bedstefar havde været i den britiske hær under Anden Verdenskrig. Ved en lejlighed havde hans bedstemor måttet stille sig op foran sin mand for at forhindre at medlemmer af IRA skød ham.

På trods af dette ønskede Michael da han blev ældre, at gøre noget for at hjælpe sine katolske trosfæller i Nordirland. „Det virkede dengang som om de eneste der gjorde noget som helst for at hjælpe katolikkerne i Nordirland, var IRA,“ siger han. Bevæget af det han så som en retfærdig sag, blev han medlem af IRA og blev oplært i at bruge våben. Tre af hans venner blev skudt af paramilitære aktivister i Nordirland.

Efterhånden blev Michael desillusioneret over den paramilitære kamp, og han følte sig foruroliget over de bitre stridigheder mellem de forskellige paramilitære grupper. Mens han sad i fængsel for lovovertrædelser i forbindelse med IRA-virksomhed, bad han Gud om at hjælpe ham med at finde den virkelige vej til varig fred og retfærdighed. Nogen tid efter fik han besøg af Jehovas vidner i sit hjem. Men gamle fordomme skabte barrierer. Vidnerne var nemlig englændere. Hans dybt rodfæstede had gjorde det vanskeligt for ham at lytte. „Jeg tog ikke altid godt imod dem,“ siger han, „men de blev ved med at komme og tale med mig, og jeg begyndte at forstå at Guds rige vil fjerne alle de politiske og sociale uretfærdigheder som jeg kæmpede for at udrydde.“ — Salme 37:10, 11; 72:12-14.

Det afgørende øjeblik kom en aften hvor Michael mødtes med sin overordnede officer i IRA, der sagde: „Vi har en opgave til dig.“ „Jeg følte at jeg måtte træffe et valg her og nu,“ siger Michael, „så selv om jeg ikke var døbt endnu, tog jeg en dyb indånding og sagde: ’Jeg er blevet et af Jehovas vidner.’ Jeg vidste bare at jeg ville tjene Jehova.“ „Du skulle stilles op ad en mur og skydes,“ svarede officeren. På trods af truslen forlod Michael IRA. Modet til dette fik han ved at lade Jehovas ord påvirke sit sind og hjerte. „Med tiden indviede min kone og nogle af mine børn sig også til Jehova. Nu har vi sand fred i hjertet. Og vi vil altid være Jehova taknemmelige for at vi har lært sandheden at kende og fået lov til at deltage i arbejdet med at forkynde et fredeligt budskab i et uroligt land.“ — Salme 34:14; 119:165.

At være neutral er en virkelig beskyttelse

„Jeg voksede op på landet i Derry i Nordirland,“ fortæller Patrick. „Som barn kendte jeg ikke til andet end uroligheder. Mit livssyn og min tankegang måtte selvsagt blive påvirket af disse indtryk.“ Patrick udviklede yderliggående holdninger der var påvirket af hadefuld nationalisme og dybt forankrede antibritiske fordomme. Han så religiøse mennesker på begge sider af den politiske kamplinje som krænkede fundamentale kristne normer og grundlæggende principper for menneskeværdighed. Resultatet var at han vendte sig bort fra al religion og med tiden blev ateist og inkarneret marxist. — Jævnfør Mattæus 15:7-9; 23:27, 28.

„Noget af det første jeg husker, er de republikanske fængselsfangers sultestrejke i Nordirland,“ siger Patrick. „Det gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg kan huske at jeg hejste irske flag og skrev antibritisk graffiti hvor som helst jeg kunne komme af sted med det. I en alder af kun 15 år var jeg vagt for IRA ved begravelsen af en af de sultestrejkende som var død i fængselet.“ Som mange andre der blev indviklet i denne tids oprør og uro, deltog Patrick i uroligheder og protestmarcher i sin stræben efter at opnå det han anså for at være social retfærdighed og lighed. Han opdyrkede nære venskaber med mange ekstreme nationalister, hvoraf mange var fængslet af de britiske myndigheder.

Patrick fortæller videre: „Af økonomiske grunde kom jeg til at tilbringe nogen tid i England. Mens jeg var dér, arresterede politiet en af mine venner som var sendt ud på en bombeaktion.“ Selv om Patrick stadig havde stærke nationalistiske følelser, ændrede hans holdning sig lidt efter lidt. Han begyndte at indse at hans fordomme mod englænderne som folk betragtet dybest set var ubegrundede. „Det gik efterhånden også op for mig at den paramilitære virksomhed aldrig virkelig ville kunne løse problemerne og fjerne den uretfærdighed der gjorde mig ulykkelig. Der var for megen korruption og anden ufuldkommenhed blandt dem der kontrollerede de paramilitære organisationer,“ siger han. — Prædikeren 4:1; Jeremias 10:23.

Med tiden vendte Patrick tilbage til Nordirland. Han fortæller: „Da jeg var kommet hjem, præsenterede en af mine venner mig for Jehovas vidner.“ Ud fra sit bibelstudium med Jehovas vidner begyndte Patrick at se den virkelige løsning på menneskers konflikter og kampe. Han gjorde hurtigt åndelige fremskridt efterhånden som principperne fra Bibelen begyndte at påvirke hans sind og hjerte. (Efeserne 4:20-24) Han fortæller: „Nu lægger jeg ikke længere planer om at omstyrte den eksisterende samfundsorden, men forkynder i stedet Bibelens budskab om fred, selv i loyalistiske områder som jeg aldrig før ville have vovet mig ind i. Faktisk var det sådan dengang der var mange sekteriske drab i Belfast, at de eneste der kunne bevæge sig frit imellem loyalistiske og nationalistiske områder uden at køre i pansrede biler, var Jehovas vidner.“ Ligesom andre Jehovas vidner i Nordirland i denne periode fandt han ud af at det at være neutral, ligesom de første kristne, er en virkelig beskyttelse. (Johannes 17:16; 18:36) Han slutter med følgende bemærkning: „Det er utrolig befriende at vide at Jehova gennem Jesus Kristus vil sørge for at hele menneskeheden opnår sand retfærdighed og frihed fra undertrykkelse.“ — Esajas 32:1, 16-18.

„Mine skydevåben var min eneste beskyttelse“

„Jeg voksede op på den modsatte side af det politiske og religiøse skel,“ siger William. „Som protestant nærede jeg voldsomme fordomme og et intenst had til alt katolsk. Hvis jeg overhovedet kunne undgå det, ville jeg ikke engang gå ind i en katolsk forretning, og jeg besøgte kun Republikken Irland en enkelt gang. Jeg blev engageret i forskellige protestantiske grupper og institutioner, blandt andet Orangeordenen — en organisation der er helliget bevarelsen af den protestantiske religion og dens livsværdier.“ Da William var 22, sluttede han sig til Forsvarsregimentet for Ulster, en lokal enhed af den britiske hær. De fleste i regimentet var protestanter. William var mere end villig til at dræbe for at forsvare sin arv. „Jeg ejede flere skydevåben og havde ikke tøvet med at bruge dem hvis det var blevet nødvendigt. Om natten havde jeg et våben liggende under hovedpuden.“

Men der kom et vendepunkt i hans liv. „Jeg arbejdede sammen med et af Jehovas vidner ved renoveringen af et gammelt hus, og det gik op for mig at Jehovas vidner ejede noget særligt. Denne kollega gjorde et stærkt indtryk på mig. Mens vi arbejdede på huset, havde jeg mulighed for at stille ham mange spørgsmål som havde naget mig i forbindelse med urolighederne, religion og Gud. Hans enkle og klare svar hjalp mig til at se Jehovas vidner som det de virkelig er — en forenet, ikkevoldelig og politisk neutral gruppe mennesker præget af kærlighed til Gud og næsten.“ — Johannes 13:34, 35.

Fire måneder efter at William var begyndt at studere Bibelen, havde han trukket sig tilbage fra alle de religiøse og politiske organisationer han var medlem af. „Det var et stort skridt for mig,“ siger han, „for jeg måtte give afkald på alle de traditioner jeg satte højt, og som jeg havde holdt i hævd i årevis.“ Han havde dog endnu ikke mødt sin største prøvelse. „På grund af situationen i Nordirland følte jeg at mine skydevåben var min eneste beskyttelse. Jeg blev betragtet som et ’legalt angrebsmål’ af de paramilitære IRA-styrker. Derfor var det meget vanskeligt for mig at skille mig af med disse våben.“ Lidt efter lidt ændrede den bibelske vejledning, som den vi finder i Esajas 2:2-4, dog hans tankegang. Han indså at i sidste ende var Jehova hans virkelige beskyttelse, ligesom Han havde været det for de kristne i det første århundrede. Det fik William til at skille sig af med sine skydevåben.

„En af de ting jeg er virkelig glad for,“ fortæller William, „er at jeg nu har et dybt og varigt venskab med mennesker som jeg tidligere anså for at være mine dødsfjender. Det giver mig også stor glæde at kunne forkynde det håb Bibelen fremholder, i områder hvor jeg ikke tidligere kunne færdes. Jeg vil altid være Jehova og hans organisation taknemmelig for det sandheden har gjort for mig og min familie.“

’Forhold der virkede helt meningsløse’

Robert og Teresa har en vidt forskellig baggrund. „Jeg kommer fra en renlivet protestantisk familie,“ siger Robert. „Nogle af mine slægtninge har været engageret i paramilitære aktiviteter. Jeg selv var med i den britiske hærs Forsvarsregiment for Ulster allerede da jeg var 19 år gammel. En stor del af tiden gik med at afpatruljere det område hvor Teresa boede. En nat fik jeg til opgave at udføre andre opgaver i stedet for den almindelige patruljering. Samme nat blev den landrover jeg skulle have kørt i, sprængt i luften. To soldater blev dræbt, og to andre blev såret.“

Robert begyndte at spekulere over hvad meningen er med livet. „Jeg har altid troet på Gud, men når jeg så mig omkring i Nordirland, virkede forholdene helt meningsløse. Jeg begyndte faktisk at bede til Gud. Jeg bad ham vise mig den rette måde at leve på hvis han virkelig fandtes. Jeg kan huske at jeg sagde til Gud at der måtte findes en sand religion et eller andet sted!“ Nogle få dage efter fik Robert besøg af et af Jehovas vidner, som gav ham nogle publikationer. Da Robert den aften kom sent hjem fra en patruljering, begyndte han at læse i dem og stoppede ikke før klokken fem om morgenen da han havde læst alt igennem. „Jeg indså hurtigt at det var sandheden,“ siger han, „og jeg kunne se at det hele var baseret direkte på Bibelen.“ (2 Timoteus 3:16) Han begyndte at undersøge Bibelen, og inden længe indviede han sit liv til Gud.

„Vidnerne henviste altid til Bibelen“

Teresa, derimod, havde en katolsk baggrund og nærede stærke nationalistiske følelser. Hun fortæller: „Som ung pige var jeg medlem af Sinn Féin.“b Teresa indrømmer: „Det gjorde at jeg blev engageret i at støtte de paramilitære aktiviteter. Jeg hjalp til med at indsamle midler til den militære kamp. Jeg holdt IRA underrettet om hvad der foregik i mit område. Jeg blev også involveret i optøjer og kastede med sten mod politi og militærpatruljer.“

Da nogle i Teresas familie begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner, blev hendes nysgerrighed også vakt. Kraften i Guds ord påvirkede hende stærkt. „Vidnerne henviste altid til Bibelen for at finde svarene på vores spørgsmål,“ siger hun. „Løftet i Daniel 2:44 var noget der virkelig åbnede mine øjne. Jeg indså at Guds rige var det middel der skulle til for at fjerne al den uretfærdighed jeg kæmpede imod.“ Hun følte en voksende afsky for de grusomheder der blev begået af de paramilitære grupper. Teresa kunne for eksempel ikke forstå hvordan mennesker med barmhjertighed og anstændighed i livet kunne glæde sig over nyheden om terrorhandlinger hvor soldater og andre var blevet dræbt eller lemlæstet og familier var blevet knuget af sorg. Hun reagerede også på sandheden i Bibelen og rettede sin tankegang ind efter Guds principper. Hun indviede sit liv til Jehova og blev kort efter døbt. — Ordsprogene 2:1-5, 10-14.

Teresa mødte Robert i en af Jehovas Vidners menigheder i Nordirland hvor de begge overværede møderne. Hun siger: „Da jeg traf Robert første gang, var det svært for mig at forstå at jeg nu kunne stå og tale stille og roligt med en som jeg indtil for nylig ville have betragtet som en del af det britiske krigsmaskineri. Guds ord havde hjulpet mig til helt at fjerne dybt rodfæstede følelser af had og fordom.“ Hun og Robert følte at de nu havde mange ting tilfælles og ikke længere var splittede af had og fordom som udsprang af deres forskellige traditioner og kulturer. Det der forenede dem allermest, var kærligheden til Jehova Gud. De giftede sig, og nu samarbejder de om at bringe Guds budskab om sand fred ud til mennesker med højst forskellig baggrund og tro i dette urolige land.

Andre i Irland har erfaret noget lignende. Ved at lytte til og tage imod undervisningen fra Guds inspirerede ord er de flygtet fra menneskers ’filosofi og tomme bedrag’. (Kolossenserne 2:8) Nu sætter de deres fulde lid til Guds løfter som de er nedskrevet i Bibelen. De er glade for at kunne give alle der vil lytte, del i håbet om en fredelig fremtid — en fremtid som vil være helt fri for enhver form for sekterisk vold. — Esajas 11:6-9.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 10]

Den paramilitære kamp er blevet forherliget i vægmalerier over hele Nordirland