I 1947 blev Albanien allieret med Sovjetunionen og Jugoslavien og havde konflikter med Grækenland. Året efter afskar Albanien alle bånd til Jugoslavien og fik et nærmere samarbejde med Sovjetunionen. Enhver der ikke støttede regeringens ideologi, blev udstødt af samfundet. Brødrenes neutrale holdning resulterede i øget modstand og fjendtligheder.

I 1948 var der for eksempel seks brødre og søstre der samledes til mindehøjtiden i en lille landsby. Politiet afbrød mødet og slog forkynderne i timevis før de lod dem gå. Et par uger senere arresterede politiet den broder der havde holdt mindehøjtidsforedraget, og lod ham stå op i 12 timer. Ved midnatstid råbte politichefen: „Hvorfor brød du loven?“

„Vi kan ikke lade statens love gå forud for Herrens lov!“ svarede broderen.

Rasende gav politibetjenten ham en lussing. Da broderen vendte den anden kind til, spurgte han: „Hvad er det du gør?“

„Jeg har fortalt Dem at vi er kristne,“ svarede broderen. „Jesus lærte os at når nogen slår os, skal vi vende den anden kind til.“

„Fordi jeres Herre har givet dette påbud,“ snerrede den ophidsede betjent, „vil jeg ikke adlyde ham, og jeg vil ikke slå dig mere! Forsvind!“

I disse år havde Sigurimi, Statssikkerhedstjenesten, ansvaret for at beskytte nationens sikkerhed. De var konstant på vagt over for tilsyneladende trusler mod kommunismen, så Sotirs frimodige forkyndelse kunne ikke undgå deres opmærksomhed. De arresterede ham og tilbageholdt ham i timevis, slog ham og beordrede ham til at holde op med at forkynde.

Da Sotir blev løsladt, kontaktede han Leonidha, som tog ham med til Spiro Karajani, en læge der havde lært sandheden at kende nogle år tidligere. Foruden at give Sotir lægebehandling hjalp Spiro ham også til en bedre forståelse af sandheden.

Spiro gav Sotir følgende råd: „Hvis du bliver arresteret en anden gang, så tæl hvert eneste ord og hver eneste linje før du skriver under på noget. Lav en streg efter det de har skrevet. Lad der ikke være det mindste mellemrum. Læs alt meget omhyggeligt igennem. Vær sikker på at det du skriver under på, er det du har sagt.“

Blot to dage senere tog politiet atter Sotir i at forkynde. På politistationen beordrede betjentene ham til at underskrive sit vidneudsagn. Netop da han skulle til at skrive under, kom han i tanker om Spiros råd. Selvom politiet lagde pres på Sotir for at få ham til at skrive under hurtigt, tog han sig tid til at læse hvert eneste ord.

„Beklager,“ sagde han, „men jeg kan ikke skrive under på det her. Sådan har jeg ikke sagt. Hvis jeg underskrev dette dokument, ville jeg lyve, og jeg kan ikke lyve.“

Politiet lavede derefter en pisk af et reb og brugte den til at slå Sotir med i flere timer. Da han stadig ikke ville samarbejde, tvang de ham til at holde to ledninger og gav ham gentagne gange smertefulde elektrochok.

„Da jeg næsten ikke kunne klare smerten mere,“ mindes Sotir, „bad jeg grædende en bøn. Pludselig gik døren op. Dér stod den øverstkommanderende. Han så sig hurtigt omkring og vendte ansigtet bort. ’Stands!’ beordrede han. ’Det her har I ikke lov til!’“ De var alle udmærket klar over at det var ulovligt at udøve tortur. Politiet standsede derfor torturen, men de holdt ikke op med at presse Sotir til at underskrive dokumentet. Han blev dog ved med at nægte.

„Du vinder!“ sagde de omsider. Modvilligt nedskrev de det vidneudsagn Sotir selv var kommet med, og hvori han aflagde et fint vidnesbyrd. De overrakte ham dokumentet. Til trods for mange timers tortur med slag og elektriske stød læste Sotir omhyggeligt hvert eneste ord. Da en sætning standsede halvvejs inde på siden, trak han en streg til slutningen af linjen.

„Hvor i alverden har du lært det?“ spurgte de forbløffede betjente.

„Jehova har lært mig ikke at skrive under på noget jeg ikke har sagt,“ svarede Sotir.

„Okay, hvem har så givet dig det her?“ spurgte en betjent da han gav Sotir et stykke brød og ost. Klokken var nu ni om aftenen, og Sotir var glubende sulten eftersom han ikke havde fået noget at spise hele dagen. „Var det Jehova? Nej. Det var os.“

„Jehova har mange måder at sørge for det nødvendige på,“ svarede Sotir. „Han har blot blødgjort jeres hjerter.“

„Vi lader dig gå,“ svarede de frustrerede betjente, „men hvis du forkynder igen, ved du hvad der vil ske.“

„Så skal I ikke lade mig gå, for jeg bliver ved med at forkynde.“

„Du kan lige prøve på at fortælle nogen hvad der er sket her,“ truede den øverstbefalende.

„Hvis nogen spørger, kan jeg ikke lyve,“ svarede Sotir.

„Forsvind!“ råbte de.

Sotir var en af mange der blev torteret på denne måde.