Det var på dette tidspunkt Jehovas vidner i Malawi for første gang blev kastet ud i det avisen San Francisco Examiner senere beskrev som „en religiøs krig . . . en meget ensidig krig, hvor magt stilles op imod tro“. Det var ikke Jehovas vidner der erklærede krig. I harmoni med Bibelens lære viser de respekt for verdslige herskere og betaler samvittighedsfuldt deres skat. (Luk. 20:19-25; Rom. 13:1-7) Men fordi Jesus Kristus sagde at hans disciple ikke skulle være „en del af verden“, holder Jehovas vidner sig strengt neutrale hvad nationernes krige og politiske anliggender angår. — Joh. 17:16; Apg. 5:28, 29.

Da vælgerregistreringens feber greb landet, benyttede Jehovas vidner sig af deres ret til ikke at lade sig registrere. Da partiembedsmændene bemærkede deres neutrale holdning, udbrød der imidlertid en voldsom forfølgelse. Man prøvede at tvinge Jehovas vidner til at skifte mening og købe partikort. De rapporter afdelingskontoret modtog i denne periode, viser at over 100 rigssale og langt over 1000 af brødrenes hjem blev brændt af eller revet ned. Hundreder af marker og kornlagre blev afbrændt. Det sørgelige resultat var at mange familier af Jehovas vidner nu stod uden mad og uden tag over hovedet. Nogle flygtede for livet til nabolandet Mocambique. Mange blev gennempryglet, deriblandt den rejsende tilsynsmand Kenneth Chimbaza. Han døde nogle få år senere, uden tvivl på grund af eftervirkningerne af den mishandling han var blevet udsat for.

Forsøg på at forklare vores holdning

Efterhånden som der kom flere og flere alvorlige optrin, gjorde Selskabet en stor indsats for at få myndighederne til at sætte en stopper for forfølgelsen. Brødrene tog kontakt med premierministerens kontor, og den 30. januar 1964 fik de foretræde for dr. Banda. Ved den lejlighed fik Jack Johansson mulighed for at redegøre for Jehovas vidners neutrale holdning ud fra Romerbrevet, kapitel 13. Premierministeren så ud til at være tilfreds med det han havde hørt, og da broder Johansson gik, takkede dr. Banda ham meget.

Men bare fire dage senere blev en gruppe forkyndere overfaldet i Mulanjeområdet. Elaton Mwachande blev brutalt myrdet. En pil blev skudt gennem halsen på Mona Mwiwaula, en ældre søster, og man lod hende ligge som død. Utroligt nok overlevede hun, og på grundlag af hendes vidneforklaring kunne forbryderne senere bringes for retten. Da nyheden om denne forfærdelige hændelse nåede afdelingskontoret, blev der afsendt et iltelegram til premierministerens kontor.

Resultatet deraf blev endnu et møde med dr. Banda og to af hans ministre den 11. februar 1964. Harold Guy og Alexander Mafambana deltog sammen med Jack Johansson. Denne gang var stemningen imidlertid anderledes. Dr. Banda viftede med telegrammet i luften og sagde: „Hr. Johansson, hvad er meningen med at sende et sådant telegram?“ Brødrene prøvede stille og roligt at forsikre premierministeren om at vi er neutrale og vil adlyde landets love. Men premierministeren og hans mænd hævdede at Jehovas vidner med overlæg provokerede angriberne. Mødet endte med at Jehovas vidner fik skylden for den forvirrede situation i landet. Broder Johansson blev endda truet med øjeblikkelig at blive vist ud af landet. Noget tyder dog på at dr. Bandas vrede mere skyldtes hans to ministre, der ikke kunne fremlægge holdbare beviser for at Jehovas vidner skulle have optrådt provokerende.

Under retssagen efter mordet på broder Mwachande fandt den fungerende dommer, hr. L. M. E. Emejulu, ingen vidnesbyrd om at Jehovas vidner på nogen måde havde provokeret angriberne, sådan som regeringen havde hævdet. Dommeren udtalte: „Jeg ser ingen vidnesbyrd om provokation. Det er sandt at Jehovas vidner målbevidst udbreder deres tro og søger at omvende folk, men de er vågne for deres borgerpligter . . . De nægter kun at være medlem af et politisk parti.“

Da entusiasmen for vælgerregistreringen aftog, appellerede premierministeren til fred og ro i landet. „Lad os ikke skabe problemer for europæerne, politiet, inderne eller — for den sags skyld — Jehovas vidner,“ sagde han. „Bær over med dem!“ I juli 1964 blev kolonien Nyasaland under stor begejstring en uafhængig republik og skiftede navn til Malawi. Forfølgelsen ophørte langt om længe, men på det tidspunkt havde otte Jehovas vidner mistet livet under voldelige overfald.

Situationen forværres igen

Efter et kort sprogkursus blev Keith Eaton og hans kone sendt ud i områdetjenesten. I begyndelsen fik de hjælp af Kenneth Chimbaza og hans familie. Også deres søn var ivrig efter at hjælpe; han var især glad for at bære broder Eatons forkyndertaske når de gik i tjenesten.

Da broder Eaton i 1967 betjente et kredsstævne i Thambo Village i Phalombeområdet, hørte han en foruroligende udsendelse i radioen. Dr. Banda anklagede Jehovas vidner for med overlæg at provokere partiembedsmænd og medlemmer af ungdomsbevægelserne Malawis Unge Pionerer og Malawis Ungdomsforbund. Man påstod også at Jehovas vidner ikke blot selv nægtede at købe partikort, men at de også overtalte andre til ikke at gøre det.

Ligesom i 1964 blev der lagt stor vægt på partikortene. Det var en frivillig sag om man ville købe dem, men partifolkene betragtede det som respektløst at lade være. Senere blev det sagt at køb af partikort var „den eneste måde hvorpå vi her i landet kan vise taknemmelighed mod [dr. Banda] for udviklingen af dette land, Malawi“. I vrede over Jehovas vidners faste standpunkt på dette område prøvede partifolkene igen at tvinge brødrene til at give efter. Afdelingskontoret begyndte igen at modtage rapporter om chikane og overfald.

Nogle partifolk bad på et tidspunkt Malcolm Vigo besøge en broder fra Jumbe-menigheden der var blevet anholdt fordi han ikke ville købe et partikort. Broder Vigo bad en stille bøn før han gik ind i værelset. Det var tydeligt at mændene håbede at broder Vigo ville sige til dem at Vagttårnsselskabet havde understreget over for dets medlemmer at det var forkert at købe partikort. I stedet lagde han vægt på at Selskabet ikke fortæller nogen hvad de skal gøre, og at hver enkelt selv må træffe en afgørelse i den pågældende sag. Partifolkene var ikke just tilfredse med denne forklaring. Der blev affyret spørgsmål fra alle sider. I deres iver efter at få ham til at modsige sig selv stillede de et nyt spørgsmål før broder Vigo havde besvaret det foregående. Efter to timers forhør blev broderen endelig løsladt — uden at have købt partikort.

Forbud!

Situationen kulminerede i september 1967 under det årlige konvent for regeringspartiet, Malawis kongresparti. En af de resolutioner der blev vedtaget ved den lejlighed, lød: „[Vi] anbefaler stærkt at trosretningen Jehovas Vidner erklæres ulovlig i dette land.“ Af hvilken grund? Resolutionen forklarede: „Den udgør en fare for den stabilitet, fred og ro som er af afgørende betydning for vor stats sikre drift.“ I sin afsluttende tale til konventet erklærede præsidenten derpå: „[Jehovas vidner] forårsager vanskeligheder overalt. Konventet vedtog derfor i går en resolution om at Jehovas Vidner bør forbydes. Jeg kan love at regeringen meget hurtigt vil se nærmere på sagen.“

Udgjorde Jehovas vidner virkelig ’en fare for Malawis stabilitet’? Bestemt ikke. En iagttager beskrev senere Jehovas vidner i Malawi som „mønsterborgere“ der ’omhyggeligt betaler deres skat, plejer de syge og bekæmper analfabetismen’. Men regeringen gjorde alvor af sin beslutning om ’meget hurtigt at se nærmere på sagen’. Snart blev en ordre om forbud underskrevet, og forbudet trådte i kraft den 20. oktober 1967. Hele landet blev underrettet om det gennem en avis der havde fundet de store typer frem til overskriften: „Malawi forbyder ’farlig sekt’.“ Selv om der stod i artiklen at forbudet skyldtes at Jehovas Vidner var ’farlige for Malawis gode regering’, var det tydeligt at den egentlige årsag var at de ikke ville købe partikort. I harmoni med deres stærke, bibelske overbevisning valgte Jehovas vidner ganske enkelt at ’adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’. — Apg. 5:28, 29.

Forberedelse viser sig nyttig

Før forbudet blev indført, havde brødrene på afdelingskontoret forudset at der på en eller anden måde ville blive grebet ind over for Jehovas Vidner. Selv om de ikke forventede et totalt forbud, begyndte de at træffe nogle forberedelser. Der blev holdt særlige møder forskellige steder i landet for at give vejledning og opmuntring til kreds- og områdetilsynsmændene, og der blev givet praktiske retningslinjer angående menighedsmøderne, forkyndelsen, forsyningen af publikationer og behandlingen af breve. Disse oplysninger viste sig at være uvurderlige da situationen forværredes.

Menighederne fulgte nøje forslagene efterhånden som de hørte om dem. Nu brugte man ikke længere nogen af Selskabets formularer. I stedet blev menighedernes tjenesterapporter skrevet på almindeligt papir og sendt til afdelingskontoret med kurerer. Mødetiderne blev ændret efter hver menigheds behov. En menighed besluttede at holde møde klokken halv seks søndag morgen før resten af landsbyen vågnede. Hvad forkyndelsen angik, kunne intet forbud hindre Jehovas vidner i at gøre den gode nyhed om Riget kendt. Ligesom på apostlenes tid sagde vores trofaste brødre og søstre: „Vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ — Apg. 4:20.

Kort tid før forbudet blev indført, havde afdelingskontoret fået et tip fra en sædvanligvis velunderrettet kilde om at Government Gazette gjorde klar til at bekendtgøre et forbud mod Jehovas Vidner. Brødrene havde derfor skyndt sig at flytte vigtige arkiver og papirer, og endda nogle maskiner, til forskellige brødres hjem. De bøger og blade der var på lager, blev også sendt ud fra afdelingskontoret i store mængder til menigheder i hele landet. For at beskytte denne værdifulde åndelige føde fyldte en menighed to store olietønder med bøger og gravede dem ned til senere brug. Da politiet i november mødte op på afdelingskontoret for at konfiskere ejendommen, virkede de overraskede over at der var så få publikationer og arkiver og kun lidt udstyr.

Missionærerne udvises

Som ventet fik de udenlandske missionærer ordre til at forlade landet. Før de rejste, gjorde de imidlertid hvad de kunne, for at styrke deres elskede brødre og søstre. Malcolm Vigo besøgte og opmuntrede brødre hvis hjem var blevet ødelagt af bøller. Kredstilsynsmanden Finley Mwinyere var en af dem. Broder Vigo fortæller: „Da vi ankom, så vi broder Mwinyere stå og se på sit nedbrændte hjem. Det opmuntrende var den indstilling han havde. Han tænkte kun på så hurtigt som muligt at komme ud og styrke andre i hans kreds der havde lidt ondt. Han var ikke tynget til jorden af det tab han selv havde lidt.“

Jack Johansson rejste nordpå til Lilongwe for at besøge omkring 3000 brødre og søstre der sad i fangenskab. Det lykkedes ham at komme til at tale med mange af dem for at opmuntre dem. De var stadig ved godt mod. Faktisk følte han sig selv opmuntret da han rejste derfra, og han beskrev det som en trosstyrkende oplevelse. Broder Johansson fik senere at vide af den ansvarshavende officer at situationen var pinlig. Som et enkelt eksempel på konsekvenserne af forbudet nævnte officeren at når strømmen forsvandt i Lilongwe næste gang, kom den sikkert aldrig igen. De bedste og mest pålidelige arbejdere sad nemlig i fængsel!

De otte udenlandske missionærer forlod ikke Malawi af egen fri vilje. Så vidt de kunne se, havde de ikke gjort noget forkert. Broder og søster Sharp og broder og søster Johansson blev ført direkte til lufthavnen under politieskorte og sat på et fly ud af landet. De to andre par blev ført til Chichiri-fængselet i Blantyre, hvor de tilbragte et par nætter — Malcolm og Keith i én celle og Linda Louise og Anne i en anden. Derefter eskorterede politiet dem til lufthavnen og sendte dem til Mauritius. Senere fik broder og søster Vigo og broder og søster Johansson nyt distrikt i Kenya, og broder og søster Eaton blev sendt til Rhodesia.

Det var med sorg i hjertet at missionærerne forlod deres kære brødre og søstre. Men de malawiske forkyndere stod ikke uden hjælp. Der var åndelige hyrder, kærlige tilsynsmænd, i de 405 menigheder over hele landet. (Es. 32:2) Alex Mafambana førte tilsyn med arbejdet lokalt, og det blev afdelingskontoret i Zimbabwe (det daværende Rhodesia) der fik overdraget tilsynet med hele Malawi. I de følgende år sørgede afdelingskontoret i Harare, Zimbabwe, for at de malawiske kredstilsynsmænd og andre der førte an, rejste til Zimbabwe for at overvære områdestævner og kurser. Gennem disse trofaste brødre fik menighederne gavn af programmet ved kreds- og områdestævnerne.

En ny bølge af grusomheder

Da det blev almindeligt kendt at Jehovas Vidner var blevet forbudt, førte partiembedsmænd og medlemmer af Malawis Unge Pionerer og Ungdomsforbundet an i en ny bølge af grufuld forfølgelse. Politifolk og dommere viste undertiden medfølelse med os, men kunne ikke standse volden nu da Jehovas Vidner var betegnet som ulovlige i landet.

Efterhånden som forfølgelsen intensiveredes, fik Jehovas vidner overalt i landet ødelagt deres rigssale, hjem, kornlagre og forretninger. Nogle steder ankom forfølgerne ligefrem i lastvogne for at køre væk med forkyndernes ejendele. Den materielle værdi af disse ting var måske ikke så stor, men det var alt hvad vores malawiske brødre og søstre ejede og havde.

Der kom også rapporter om overfald fra hele Malawi. Forfølgelsen var særlig grusom for nogle af vore søstre. Mange kristne kvinder blev voldtaget, lemlæstet og gennempryglet. De sadistiske angribere skånede ingen. Gamle, unge og endda nogle gravide søstre blev udsat for grusomheder. Nogle aborterede som følge af mishandlingen. Igen var tusinder tvunget til at flygte fra deres landsbyer. Mange søgte tilflugt i bushen. Andre gik i midlertidig landflygtighed i nabolandet Mocambique. I slutningen af november 1967 havde bølgen af brutal forfølgelse af Jehovas vidner krævet yderligere fem liv.

Reaktionen på forbudet

End ikke ondsindede overfald kunne tage modet fra Jehovas vidner. Kun meget få fornægtede troen. Samson Khumbanyiwa var en af dem der fik sit hjem og sine møbler ødelagt, og alt hans tøj blev revet i stykker. Han sagde med overbevisning: „Jeg ved at jeg aldrig er alene, og at Jehova har beskyttet mig.“ Disse trofaste mænds og kvinders uangribelighed er til pris for Jehova — et svar på Satans anklage: „Et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ — Job 2:4.

Forfølgelsen fik endda nogle oprigtige mennesker i Malawi til at vågne op. Dette er i harmoni med det Jesus Kristus havde forudsagt. Efter at have advaret sine disciple om at de ville blive forfulgt og endda ført frem for herskerne, sluttede han med disse opmuntrende ord: „Det vil føre til et vidnesbyrd for jer.“ — Luk. 21:12, 13.

Forfølgelsen hjalp for eksempel en mand der gennem nogen tid havde modarbejdet sin kones tjeneste som et Jehovas vidne, til at få en klarere forståelse. En morgen mindre end to uger efter at forbudet var trådt i kraft, kom en flok bøller til hans hjem. De vidste at manden ikke var et Jehovas vidne, og råbte at de kun var kommet efter hans kone. Først ville han ikke åbne døren, men efter at de havde truet med at brænde huset ned med alle der var i det, lukkede han dem tøvende ind. Før han havde set sig om, var han blevet bundet med lænker og blev beordret til at købe et partikort. Det fik ham til at indse at hans kone måtte have den sande tro. Han nægtede at købe et partikort den dag. Han og hans kone blev gennemtævet. Men umiddelbart efter begyndte han at studere Bibelen, og året efter indviede han sig til Jehova og begyndte at tjene Jehova sammen med sin kone.

Både i Malawi og andre lande gav folk udtryk for bekymring over det uskyldige kristne mennesker blev udsat for. Man hørte nogle sige: „Nu ved vi at vi nærmer os verdens ende når Guds folk er forbudt i vort land!“ Artiklerne i aprilnumrene af Vagttårnet og Vågn op! i 1968 udløste et ramaskrig verden over. Det strømmede ind med tusinder af breve der udtrykte indignation og tilskyndede regeringen til at standse grusomhederne. På nogle postkontorer måtte man ansætte ekstra personale for at tage sig af den store postmængde der pludselig kom. Den internationale reaktion var så stærk og så langvarig at præsidenten til sidst udsendte en erklæring om at forfølgelsen måtte ophøre. Senere sagde dr. Banda endda at ingen skulle tvinges til at købe partikort. „Jeg vil have at folk skal være fri til at forny deres kort på eget initiativ, de skal ikke tvinges,“ sagde han. Derefter begyndte den anden bølge af forfølgelse efterhånden at stilne af. Nogle af vore brødre fik mulighed for at vende tilbage til deres hjem og komme videre med den vigtige forkyndelse af Riget, men i al diskretion eftersom forbudet ikke var blevet hævet.