Neutralitet

„Enhver der tjener som soldat undlader at indvikle sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han kan opnå godkendelse hos den der har hvervet ham som soldat.“ Sådan skrev apostelen Paulus. (2 Tim. 2:4) For altid at kunne være til disposition for deres leder, Jesus Kristus, må kristne undgå at lade sig indvikle i verdens politiske og religiøse systemer. Dette standpunkt har resulteret i vanskeligheder og trængsler for sande kristne, som ønsker at forblive neutrale i verdens anliggender. — Joh. 15:19.

Under den anden verdenskrig blev mange udsat for en grusom behandling fordi de ikke var patriotiske. „Vi så gamle mænd blive smidt op på lastbiler som var de sække med majs, fordi de havde nægtet at udføre militærtjeneste,“ fortæller Benson Judge, der senere blev en nidkær rejsende tilsynsmand. „Vi hørte disse mænd sige: ’Tidzafera za Mulungu’ (Vi er rede til at dø for Gud).“

Selvom Mukosiku Sinaali ikke var døbt på det tidspunkt, kan han huske at neutralitetsspørgsmålet ofte dukkede op under krigen. „Det forlangtes af alle at de skulle samle rødder fra mambongo-planten, som producerer latex. Rødderne blev skrællet og banket til bånd, der blev bundtet sammen, viderebehandlet og senere brugt som en erstatning for gummi ved fremstillingen af støvler til militærpersonale. Forkynderne nægtede at høste disse rødder på grund af forbindelsen mellem dette arbejde og krigsindsatsen, og de blev som følge deraf straffet for deres manglende samarbejde. De blev betragtet som ’uønskede elementer’.“

Joseph Mulemwa var en af disse ’uønskede’. Han var født i Sydrhodesia, men flyttede til Western Province i Nordrhodesia i 1932. Nogle påstod at han havde tilskyndet folk til at holde op med at dyrke deres marker fordi ’Riget var nær’. En præst fra missionsstationen Mavumbo som foragtede Joseph, var med til at sprede denne falske anklage. Joseph blev arresteret og med håndjern lænket til en mentalt forstyrret mand. Nogle håbede at manden ville overfalde Joseph, men Joseph havde en beroligende virkning på ham. Efter sin løsladelse fortsatte Joseph med at forkynde og at besøge menighederne. Han døde trofast i midten af 1980’erne.

Styrket til at udholde prøvelser

På grund af nationalisme og spændinger i samfundet blev de der af samvittighedsgrunde ikke ville tage del i den politiske proces, udsat for prøvelser. Atmosfæren i landet var spændt, men stævnet „Modige forkyndere“ i 1963 i Kitwe vidnede om den fred og enhed der var blandt Jehovas Vidner. Næsten 25.000 delegerede, hvoraf nogle boede i telt eller campingvogn, nød det fem dage lange program som blev afholdt på fire sprog. Milton Henschel holdt et vigtigt foredrag der fokuserede på de kristnes forhold til de højere myndigheder. Frank Lewis fortæller: „Vi kan huske at han sagde at vi skulle hjælpe brødrene med at forstå neutralitetsspørgsmålet. Hvor var vi glade for den betimelige vejledning vi fik, for de fleste brødre i Zambia kom senere ud for alvorlige prøver og forblev trofaste mod Jehova!“

I 1960’erne blev Jehovas Vidner udsat for voldsom forfølgelse mange steder i landet, og boliger og rigssale blev ødelagt. Myndighederne reagerede dog prisværdigt ved at fængsle mange af forfølgerne. Da Nordrhodesia fik sin selvstændighed under navnet Republikken Zambia, var Jehovas Vidner særlig interesseret i den del af den nye forfatning som garanterede grundlæggende menneskerettigheder. Men en bølge af patriotisme skulle snart ramme på uventet vis.

Nationalsymboler

I kolonitiden blev børn af Jehovas Vidner straffet når de af religiøse grunde ikke ville hilse flaget, som dengang var britisk. De blev også straffet for at nægte at synge nationalsangen. Efter at Jehovas Vidner havde drøftet sagen med myndighederne, blev undervisningsministeriet mildere stemt og skrev: „Jeres [gruppes] holdning til flaghilsen er velkendt og agtet, og intet barn bør på nogen måde straffes for ikke at ville hilse flaget.“ Den nye republikanske forfatning skabte håb om at fundamentale retttigheder, deriblandt retten til samvittigheds-, tanke- og trosfrihed, ville blive styrket. Men et nyt flag og en ny nationalsang førte til et opsving i patriotismen. Daglig flaghilsen og afsyngelse af nationalsangen blev med stor nidkærhed genindført i skolerne. Nogle børn af Jehovas Vidner blev fritaget, men mange blev slået og endda bortvist fra deres skole.

En ny undervisningslov som blev vedtaget i 1966, gav grund til håb. I den var der en bestemmelse om at forældre eller værge kunne bede om få et barn fritaget fra gudstjenester og religiøse højtider. Mange af de børn som var blevet bortvist fra skolen, fik som følge deraf lov at komme tilbage. Men kort efter, og med et vist mål af hemmelighedskræmmeri, blev der vedtaget nogle tillæg til undervisningsloven. I disse tillæg blev flag og nationalsange defineret som ikkereligiøse symboler der styrker nationalbevidstheden. Trods brødrenes samtaler med myndighedspersoner var over 3000 børn i slutningen af 1966 blevet bortvist fra skolen på grund af deres neutrale standpunkt.

Feliya nægtes skolegang

Tiden var kommet til at efterprøve lovligheden af disse bestemmelser, og Jehovas Vidner valgte en prøvesag. Feliya Kachasu gik på Buyantanshi-skolen i Kobberbæltet. Selvom hun var kendt som en mønsterelev, var hun blevet bortvist. Frank Lewis fortæller hvordan sagen kom for retten: „En advokat ved navn Richmond Smith førte vores sag, og den var ikke nem eftersom den var mod regeringen. Dét der havde fået ham til at tage sagen, var Feliyas forklaring på hvorfor hun ikke ville hilse flaget.“

Dailes Musonda, som på det tidspunkt gik i skole i Lusaka, siger: „Da Feliyas sag blev bragt for retten, havde vi store forventninger om at den ville få et gunstigt udfald. Brødrene rejste fra Mufulira for at overvære retsmøderne. Min søster og jeg var inviteret. Jeg husker at Feliya havde en hvid hat og en pastelfarvet kjole på i retssalen. Sagen varede tre dage. Vi havde stadig nogle missionærer i landet, og broder Phillips og broder Fergusson kom for at lytte. Vi troede at deres tilstedeværelse ville hjælpe.“

Dommerens afgørelse lød: „Intet i denne sag tyder på at Jehovas Vidner gennem deres handlinger bevidst har vist manglende respekt for nationalsangen eller flaget.“ Alligevel afsagde han den kendelse at ceremonierne var ikkereligiøse, og at Feliya trods sin oprigtige overbevisning ikke kunne blive fritaget for dem under henvisning til undervisningsloven. Ifølge hans mening var ceremonierne påkrævede af hensyn til den nationale sikkerhed. Hvordan dét at dømme en mindreårig til at overholde et sådant påbud skulle kunne tjene folkets interesser, kom aldrig frem. Ingen skolegang for Feliya så længe hun holdt fast ved sin kristne overbevisning!

Dailes fortæller: „Vi var meget skuffede, men vi lagde alt i Jehovas hånd.“ Da modstanden tog til, gik Dailes og hendes søster ud af skolen i 1967. I slutningen af 1968 var næsten 6000 børn af Jehovas Vidner blevet bortvist fra skolen.

Offentlige møder underlægges begrænsninger

En lov fra 1966 angående den offentlige ro og orden krævede at alle offentlige møder blev indledt med nationalsangen. Dette gjorde det utilrådeligt at holde stævner som var åbne for offentligheden. Brødrene indordnede sig myndighedernes krav ved at holde store møder i private områder, ofte i indhegnede arealer omkring rigssalene. Det vakte folks nysgerrighed, og mange interesserede ville gerne vide hvad det var der foregik. Møderne blev overværet af flere og flere, og i 1967 var 120.025 til stede ved mindehøjtiden for Kristi død.

„I denne periode var der flere tilfælde af voldelig modstand,“ siger Lamp Chisenga. „I Samfya-området blev broder Mabo, som tilhørte Katansha-menigheden, angrebet og dræbt af en hob. Nogle gange blev brødrene overfaldet ved møderne, og mange rigssale blev brændt ned. Det skal dog siges at myndighederne fortsat respekterede Jehovas Vidner, og nogle af modstanderne blev arresteret og straffet.“

Deres eget flyvevåben!

Modstanderne blev ved med at rette falske anklager mod Jehovas Vidner; de hævdede at de var meget rige og havde til hensigt at danne den næste regering. En dag kom partisekretæren for regeringspartiet uanmeldt til afdelingskontoret i Kitwe. Brødrene vidste først noget om besøget da de så en hel strøm af politibetjente køre hen til porten. Ved et møde med repræsentanter for afdelingskontoret blev partisekretæren ophidset. „Vi gav jer tilladelse til at opføre disse bygninger,“ sagde han og hævede stemmen. „Hvad bruger I dem til? Er de jeres regeringsbygninger?“

Nogle myndighedspersoner blev ved med at tro på falske rygter. I Zambias North-Western Province brugte politiet tåregas i et forsøg på at afbryde et stævne. Det lykkedes brødrene at sende et iltelegram til afdelingskontoret. En udenlandsk landmand som havde en lille flyvemaskine, fløj nogle repræsentanter fra afdelingskontoret til Kabompo så de kunne hjælpe med at lette den spændte situation og rydde eventuelle misforståelser af vejen. Det lykkedes desværre ikke at fjerne mistænksomheden hos alle. Nu hed det sig endda at Jehovas Vidner havde deres eget flyvevåben!

På stævnepladsen samlede brødrene omhyggeligt de brugte tåregashylstre sammen. Da repræsentanter fra afdelingskontoret senere besøgte regeringsembedsmænd for at udtrykke deres bekymring, blev disse hylstre brugt som bevis for at politiet havde grebet til unødvendig magtanvendelse. Episoden fik stor omtale, og forkyndernes fredelige reaktion blev bemærket.

Vi redegør for vores standpunkt

Bestræbelserne for at forbyde Jehovas Vidners arbejde fortsatte. Afdelingskontoret ville gerne forklare vores neutrale standpunkt for regeringen. Smart Phiri og Jonas Manjoni blev valgt til at tale vores sag over for flere af landets ministre. Under mødet med dem rettede en af ministrene et verbalt angreb mod brødrene. Han sagde: „Det ville være mig en stor glæde at tage jer udenfor og give jer en omgang tæsk! Ved I hvad I har gjort? I har taget vores bedste borgere, creme de la creme, og hvad er der tilbage til os? Det skal jeg sige jer: morderne, ægteskabsbryderne og tyvene!“

Brødrene replicerede hurtigt: „Men det er hvad nogle af dem var! De var tyve, ægteskabsbrydere, mordere, men ved hjælp af Bibelens kraft har de selv samme mennesker foretaget forandringer i deres liv og er blevet Zambias bedste borgere. Det er derfor vi anmoder jer om lov til at forkynde frit.“ — 1 Kor. 6:9-11.

[Ramme/illustration på side 232, 233]

Jeg måtte løbe for livet

Darlington Sefuka

Født: 1945

Døbt: 1963

Profil: Har tjent som specialpioner, rejsende tilsynsmand og betelmedarbejder på afdelingskontoret i Zambia.

Året var 1963, og det var en turbulent tid. Det skete ofte når vi var ude i forkyndelsen, at bander af politisk engagerede unge løb i forvejen for at advare folk mod at lytte til os. De truede med at nogen ville komme og knuse deres vinduer og døre hvis de lyttede til os.

En aften blot to dage efter min dåb blev jeg gennembanket af en gruppe på 15 unge. Blodet strømmede fra min mund og næse. En anden aften blev en broder og jeg overfaldet af en gruppe på 40 som havde fulgt efter os hen til hvor jeg boede. Jeg blev styrket af at genkalde mig det som Jesus blev udsat for. Det foredrag som John Jason havde holdt ved min dåb, havde gjort det klart at en kristens liv ikke ville være problemfrit. Når disse ting skete, kom de, ikke som en overraskelse, men som en opmuntring.

På det tidspunkt ønskede politikerne støtte til deres kamp for national selvstændighed, og vores neutrale standpunkt blev opfattet som om vi stillede os på europæernes og amerikanernes side. Religiøse ledere der støttede politiske grupper, gjorde hvad de kunne for at intensivere den negative omtale af os. Tiden før landet blev selvstændigt, var vanskelig, men det var heller ikke let efter den tid. Mange brødre mistede deres forretning fordi de ikke ville købe partikort. Nogle der boede i byen, flyttede tilbage til deres landsby og fik et lavtlønnet job for at undgå indsamlinger til støtte for politiske aktiviteter.

Da jeg var teenager, tog min fætter, som ikke var et Jehovas vidne, sig af mig. På grund af mit neutrale standpunkt blev hans familie udsat for chikane og trusler, og det gjorde dem bange. En dag før jeg tog på arbejde, sagde min fætter til mig: „Når jeg kommer tilbage i aften, skal du være ude af mit hus.“ Først troede jeg at han lavede sjov med mig, for jeg havde ingen andre slægtninge i byen. Jeg havde ingen steder at tage hen. Men jeg fandt snart ud af at han mente det alvorligt. Da han kom hjem og så at jeg stadig var der, blev han rasende. Han samlede sten op og begyndte at løbe efter mig. „Tag hen til dine medhunde!“ råbte han. Jeg måtte løbe for livet.

Min far hørte om situationen og sendte mig denne besked: „Hvis du holder fast ved dit neutrale standpunkt, skal du ikke komme til mig.“ Det var svært. Jeg var 18. Hvem ville åbne deres hjem for mig? Det gjorde menigheden. Jeg tænker tit på kong Davids ord: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ (Sl. 27:10) Jeg kan virkelig sige at Jehova holder hvad han lover.

[Ramme/illustration på side 236, 237]

Min opførsel vandt mange læreres respekt

Jackson Kapobe

Født: 1957

Døbt: 1971

Profil: Tjener som menighedsældste.

I 1964 begyndte de første bortvisninger fra skolerne at finde sted. Afdelingskontoret tilskyndede forældrene til at forberede deres børn på situationen. Jeg husker at far engang sad sammen med mig efter skoletid og forklarede Anden Mosebog 20:4, 5.

Når alle eleverne samledes i aulaen, holdt jeg mig i baggrunden for at undgå konfrontation. Hvis det blev opdaget at man ikke sang nationalsangen, blev man bedt om at træde frem. Da inspektøren spurgte hvorfor jeg ikke ville synge, svarede jeg ved hjælp af Bibelen. „Du læser, men du synger ikke!“ udbrød han. Han forklarede at jeg skyldte at vise min loyalitet mod landets styre, der havde sørget for en skole hvor jeg kunne lære at læse.

Det endte med at jeg i februar 1967 blev bortvist. Det var jeg meget ked af, for jeg kunne godt lide at lære og var en flittig elev. Trods pres fra arbejdskammerater og anderledestroende familiemedlemmer forsikrede min far mig om at jeg gjorde det rigtige. Min mor blev også udsat for pres. Når jeg fulgtes med hende ude i marken, sagde de andre kvinder spottende: „Nå, drengen er nok ikke i skole, hvad?“

Jeg fik dog undervisning, for i 1972 begyndte man at lægge større vægt på at oprette læseklasser i menighederne. Med tiden blev situationen i skolerne bedre. Vores hus lå lige over for skolen, og inspektøren kom ofte på besøg hos os for at få noget koldt vand at drikke eller for at låne nogle koste til at feje klasseværelserne med. Engang kom han endda for at låne penge! Min families venlighed må have gjort indtryk på ham, for en dag spurgte han: „Vil jeres søn gerne i skole igen?“ Far mindede ham om at jeg stadig var et af Jehovas Vidner. „Det er ikke noget problem,“ sagde han. „Hvilken klasse vil du gerne i?“ spurgte han mig. Jeg valgte sjette klasse. Jeg kom i den samme skole med den samme inspektør og de samme kammerater, men nu var mine læsefærdigheder bedre end de fleste af mine skolekammeraters fordi jeg deltaget i læseklassen i rigssalen.

Min flittige indsats og gode adfærd vandt mange af lærernes respekt, og det gjorde skolegangen lettere for mig. Jeg studerede ihærdigt og tog nogle eksamener, hvilket hjalp mig til at få en ansvarsfuld stilling ved minerne og senere hen at forsørge en familie. Jeg er lykkelig for at jeg aldrig gik på kompromis ved at synge nationalsangen.