-
Den populære New Age-bevægelseVågn op! – 1994 | 8. marts
-
-
Den populære New Age-bevægelse
VI LEVER i en afgørende tid. Traditionelle værdinormer og tilværelsesformer tages bestandig op til nyvurdering. Sammenblandingen af religion og politik kaster os ud i den ene krise efter den anden. Videnskab og teknologi har ikke kunnet frembringe varige løsninger på menneskehedens problemer. Mange mener at den eneste løsning på disse problemer vil være indførelsen af en helt ny verdensordning.
Men vil forandringerne ske ved at Gud griber ind? Og skal vi i så fald blot vente på at det sker, eller kan vi selv gøre noget? Kan vi for eksempel indføre den nye tidsalder der er så påkrævet? Millioner af mennesker verden over tror at de personligt kan gøre noget aktivt for at indføre en ny tidsalder med fred og broderskab. Det er folk der tilhører New Age-bevægelsen, og de vil gerne have at du slutter dig til dem!
En verdensomspændende bevægelse
Har du hørt om New Age-bevægelsen? New Age betyder „ny tid“ eller „ny tidsalder“. I mange lande er begrebet med større eller mindre ret blevet sat i forbindelse med nogle populære former for litteratur, musik og kunst. Der findes endda New Age-restauranter! Sportsfolk og filmstjerner støtter bevægelsen. Dens medlemmer afholder jævnlig sammenkomster og udstillinger. Benævnelsen New Age er også i vid udstrækning blevet hæftet på forbrugsvarer som kosmetik, skønhedspleje, vitaminer og helseprodukter. New Age-bøger sælges i millionvis, og i nogle boghandeler er der oprettet en separat afdeling til dem. Mange af disse bøger har en stærk religiøs indflydelse på læserne.
I sin bog The Cosmic Self — A Penetrating Look at Today’s New Age Movements (Det kosmiske jeg — en afdækning af New Age-bevægelserne i vor tid) skriver forfatteren Ted Peters at bevægelsen „er som en religiøs brintbombe hvis eksplosion nu har varet ved gennem tre årtier“. Han tilføjer at „New Age-profeterne får tilhængere; og deres lære bliver accepteret af . . . protestanter, katolikker, jøder, ateister og et stigende antal buddhister og hinduer i Nordamerika“.
Londonavisen The Times rapporterer at „New Age-ismen . . . sikkert er den hurtigst voksende trosretning i Vesten. Det forventes at 25 procent af amerikanerne inden for kort tid i nogen grad vil tilslutte sig New Age-ismen.“ Det schweiziske blad Fundamentum skriver at omkring hundrede teologer jævnlig mødes i Holland „for at drøfte hvordan New Age-idéerne kan blive en del af kirkelivet og gudstjenesten“. Et andet blad skriver: „Alverdens lande praktiserer New Age på deres egen måde, men New Age appellerer til alle.“
Firmaer har brugt millioner af dollars på New Age-rådgivere og på at tilmelde deres ansatte nogle New Age-kurser. San Francisco Chronicle nævner at „New Age-tankerne er trængt helt ind i de amerikanske forretningsinstitutioners øverste kasteller“. Avisen tilføjer at en undersøgelse af 500 firmaer viste at mere end 50 procent af dem havde en eller anden forbindelse til New Age.
Men hvad går denne New Age-tendens ud på, og hvordan er den opstået? Vil den virkelig kunne indføre fred og harmoni på jorden? Hvad lærer den og hvordan kan det berøre én personligt?
-
-
Hvad er New Age-bevægelsen?Vågn op! – 1994 | 8. marts
-
-
Hvad er New Age-bevægelsen?
DET er ikke en organisation, men hundreder af organisationer fremmer dens lære. Den har ingen central ledelse, men dens lærere og filosoffer tæller sandsynligvis tusinder. Den har ikke nogen officiel lærebog, men dens tilhængere kan i næsten ethvert offentligt bibliotek fordybe sig i dens læresætninger. Den har ikke nogen guddom der skal tilbedes, men den taler ofte om en gud der kan findes overalt og alle vegne.
Vi taler om New Age-bevægelsen: en diffus blanding af religiøse, kulturelle, sociale, politiske og videnskabelige ideologier kombineret med en fascination af Østens mystik, det overnaturlige, det okkulte og nogle idéer fra moderne psykologi. Inden for New Age tror man også på astrologi, reinkarnation, liv i rummet, evolution og et liv efter døden. Helse og miljø har også en fremtrædende plads.
Alle kan slutte sig til denne bevægelse. Der er ingen optagelsesceremonier eller dåb. Man behøver heller ikke at give afkald på sit religiøse tilhørsforhold for at være med. På den anden side er der mange som ikke ønsker at blive identificeret med New Age selv om de tror på nogle af læresætningerne eller godt kan lide den såkaldte New Age-musik eller -kunst.
Tilhængerne bruger sjældent benævnelsen New Age om sig selv. Faktisk bruges udtrykket New Age mest af medierne. I mange tilfælde undgår New Age-bøger, -butikker, -seminarer og -kurser at bruge dette begreb. Library Journal forklarer at „medierne i slutningen af 1980’erne overfokuserede på begrebet, hvilket har givet bagslag i forbindelse med de yderliggående elementer i New Age (ufoer, kommunikation med de døde, brug af krystaller, etc.); dette ses af at de store forlag . . . og endda New Age-udgiverne, i stadig højere grad undgår udtrykket New Age.“ Mange kan altså være under indflydelse af New Age-tanker uden at være klar over det.
Er der noget nyt i det?
Mange anser New Age-bevægelsen for at være et moderne fænomen. Ifølge ph.d. Carl Raschke fra Denver-universitetet er New Age-tankerne hovedsagelig „en afglans af 60’ernes modkultur“. Også andre forskere peger på 1960’erne og hippiernes søgen efter frihed og sandhed som begyndelsen til New Age-bevægelsen. Mange tidligere hippier, som nu er i fyrrerne og halvtredserne, søger stadig efter denne udefinerlige sandhed. Men nu afvises deres søgen ikke længere som et balstyrigt teenagerflip. Mange af dem sidder nu i respektable stillinger som meningsdannende sagkyndige; de er politisk aktive og betragtes nu som fornuftige og respektable samfundsborgere.
I 70’erne og 80’erne udnyttede de deres intellektuelle og økonomiske muligheder til at fortsætte deres søgen. Og hvad blev resultatet? At sammenblandingen af deres forskellige opfattelser er blevet respekteret og accepteret i vide kredse. Medierne var også hurtigt ude med omtale, og resultatet er at man vidt og bredt er opmærksom på New Age-filosofien.
Men faktisk er der meget lidt nyt i New Age-tankerne. Dens filosofi er for eksempel hovedsagelig baseret på Østens mysticisme, som er tusinder af år gammel. Lad os nu betragte nogle af New Age-idéerne.
New Age-håbet
Med år 2000 lige om hjørnet er forestillingen om et bedre årtusind, en bedre fremtid, en velkommen tanke. En af hovedtankerne er at vort moderne samfund skal afløses af et idealsamfund, et Utopia.a Ifølge New Age-lærerne vil dette ske ved at den konventionelle tankegang ændres radikalt under indtryk af en mystisk kundskab som har været gemt eller ignoreret indtil de seneste år. De siger at denne nye tidsalder med harmoni vil åbne for nogle menneskelige muligheder og indføre en universel åndelig fred.
Dette håb synes primært at være baseret på astrologers forudsigelser om at vi er ved at forlade Fiskens tidsalder og står på tærskelen til Vandmandens tidsalder. Fortalerne for denne teori hævder at stjernetegnet Fisken har haft en negativ effekt på menneskeheden i næsten 2000 år. De peger på kristentroen som den skyldige katalysator for et materialistisk og åndeligt tilbagestående samfund. De hævder at den kristne lære står i vejen for sandhedens fremmarch. Men denne sandhed kan, hævder de, findes i det okkulte, og den vil blive åbenbaret under den forestående tidsalder, Vandmandens, en tidsalder med åndelig oplysning, den nye tidsalder.
Om dette nye samfund vil blive indført ved upersonlige kosmiske kræfter eller ved menneskers bestræbelser, er New Age-tilhængerne ikke enige om. Én teori går ud på at „en race af en muteret New Age-homo sapiens, dannet af arveanlæg fra vise forfædre for 3500 år siden, snart vil komme frem og frelse verden fra grådigheden“. — The Wall Street Journal, 11. januar 1989.
Et sådant håb om en gylden tidsalder, et Utopia eller en ny verden, er imidlertid ikke nyt. I næsten enhver større kulturs folkesagn ligger håbet om et fremtidigt idealsamfund. Det var også en del af sumerisk, græsk, romersk og skandinavisk mytologi. Encyclopedia of Religion skriver: „Længselen efter et utopia uden fattigdom, hvor fred og fremgang råder, har været en bestanddel af kinesisk religion i tiden før Ch‛in-dynastiet (tidligere end 221 f.Kr.).“ Den ældste hellige bog, Bibelen, taler om et tusindårsrige hvor menneskeheden vil blive ført frem til fuldkommenhed, og hvor krig, kriminalitet, smerte og død vil være borte. — Åbenbaringen 21:1-4.
Jeg’et i fokus
I sin selvbiografiske film Out on a Limb står den berømte skuespillerinde og New Age-forfatter Shirley MacLaine med udstrakte arme på en vindomsust strandbred og proklamerer: „Jeg er Gud! Jeg er Gud!“ Ligesom så mange andre New Age-tilhængere fremhæver hun en søgen efter et højere ’jeg’, en indre guddom. De lærer at mennesket blot skal opøve deres bevidsthed for at finde deres egen guddommelighed.
Når man er nået dertil, hævder de, erkender man den universelle samhørighed — alt er Gud og Gud er alt. Dette er ikke nogen ny tanke. De gamle religioner i Mesopotamien og Ægypten befordrede troen på guder i skikkelse af dyrene, vinden, himmelen og vandet. Går vi frem til vor tid, fortælles det at Adolf Hitler opfordrede andre til at antage en „stærk, heltemodig tro på Gud i naturen, Gud i vort folk, i vor skæbne, i vort blod“.
New Age-kulturen er rig på litteratur, seminarer og øvelser der sigter mod selvudvikling og mod fuld udnyttelse af ens personlige potentiale. „Forstå dit indre jeg,“ er et populært motto. Folk opfordres til ikke at lade noget som helst være uprøvet i forbindelse med at udforske egne muligheder. I tidsskriftet Wilson Quarterly skriver en forfatter at „bevægelsens centrale lære går ud på at ’det ikke betyder noget hvad man tror, bare det er godt for én selv’“.
Margot Adler, en New Age-hovedskikkelse, siger at mange kvinder slutter sig til New Age-bevægelserne „af meget personlige årsager. . . . De er kede af deres udseende, de hader sig selv. De slutter sig til disse grupper som faktisk siger til dem: ’Du er en gudinde. Du er dejlig!’“
Bladet New York beskriver en af disse gruppers søgen efter et højere jeg: „En kvinde messer: ’Vi er det nye daggrys lærere. Vi er de udvalgte.’ Andre i gruppen bærer hovedbeklædninger med horn på, fjerprydede masker og gennemsigtigt tøj, mens de danser gennem skoven og brummer, slår ud med armene, klager og jamrer sig.“
„Stueren“ okkultisme
Nogle New Age-idéer genopliver det okkulte i „stueren“ udgave. Mange New Age-tilhængere betragter ikke længere satanisme som en del af det okkulte. En skribent har i bladet Free Inquiry skrevet: „Der er et stigende antal udøvere af heksekunst, men ingen af dem har antaget satanistiske synspunkter.“
En nylig undersøgelse i Tyskland viste at der var 10.000 aktive hekse i landet. Selv børn tiltrækkes umærkeligt af det okkulte. Den tyske bog Der Griff nach unseren Kindern (De rækker ud efter vore børn) forklarer at „børnene gennem de hørespil de lytter til, bliver vænnet til heksens nye image som en almindelig kvinde der benytter magi i en god sags tjeneste“. Bogen tilføjer: „Selv de små børns opmærksomhed bliver således draget mod en New Age-tankegang som kan føre til kontakt med det overnaturlige.“
I sine bøger gør Shirley MacLaine sig til fortaler for den holdning at det okkulte blot er skjult viden, og at det ikke er forkert blot fordi det er skjult. Denne filosofi har fået utallige til at eksperimentere med spiritistiske handlinger som for eksempel spådomskunst, astrologi, telepati og kommunikation med ånder. Sidstnævnte har i årtusinder været kendt som åndemaneri. Men New Age-tilhængerne kalder det „channeling“ (kanalisering). Ifølge deres teori kan de dødes ånder udvælge sig enkeltpersoner som kanaler for deres kommunikation med menneskeheden.
Disse menneskelige ’kanaler’ kan gå i trance ved viljens magt og fortælle eller nedskrive „oplysende“ meddelelser som påstås at stamme fra døde eller fra rumvæsener. De dødes ånder anses for at være store vismænd der blot afventer det rigtige tidspunkt til at blive reinkarneret. I mellemtiden, hævdes det, fører de menneskeheden frem til en ny tidsalder.
Mange New Age-tilhængere mødes regelmæssigt for at lytte til hvad disse formodede vismænd siger gennem deres ’kanaler’. De troende kan vælge hvilke ånder de vil tale med. Blandt dem der påstås at tale i vor tid er John Lennons ånd, Elvis Presleys ånd, rumvæsener med navne som Attarro og Rakorczy, og en 35.000 år gammel kriger, Ramtha, fra sagnets Atlantis.
New Age og helbredet
Et stigende antal læger er af den opfattelse at patienter ikke blot skal behandles som defekte maskiner, men at man skal tage hensyn til den enkeltes mentale og følelsesmæssige tilstand. Denne behandlingsform kendes som den holistiske sygdomsmodel og har ikke nødvendigvis noget med New Age at gøre. Der er imidlertid mange New Age-tilhængere der har taget den holistiske sygdomsmodel til sig. Bogen The Cosmic Self forklarer at New Age-tilhængere ikke blankt afviser det traditionelle behandlingssystem, men at de går ind for at man behandler patienten som et hele, „en levende, fuldstændig organisme med krop, sind og ånd“.
New Age-tilhængere mener at man kan få et godt helbred uden brug af de gængse behandlingsformer. „Det sted hvor de fleste møder New Age-konceptet første gang er i den alternative behandlingsverden,“ siger den britiske avis The Herald. Og det er da også nogle højst ualmindelige behandlingsformer man benytter. For eksempel mener den australske dyrlæge og forfatter Ian Gawler at kræft kan helbredes ved meditation. Andre helbredelsesmetoder med tilknytning til New Age er astrologisk diagnostisering, aura-analyse, hypnosebehandling, psykisk kirurgi og genkaldelse af tidligere liv. Disse behandlingsmetoder fremhæves ofte i specialmagasiner om emner som helse, naturmedicin, vitaminer, fysisk træning og ernæring.
New Age og krystaller
En populær New Age-behandlingsform er brug af krystaller, halvædelsten og ædelsten som for eksempel kvarts, ametyst, topas, rubin, opal og smaragd. New Age-juveleren Uma Silbey hævder således: „Op gennem historien finder man eksempler på kulturer der har troet på krystallers evne til at øge den psykiske energi og de helbredende kræfter.“ Hun tilføjer: „Både sumererne, mayaerne og andre civilisationer benyttede kvartskrystaller i helbredende øjemed.“
Hvordan bruger man disse krystaller? Krystalterapeuter hævder at man kan kurere psykiske og mentale lidelser ved at anbringe kvarts og ædelsten på bestemte steder af kroppen. Katrina Raphaell, der dyrker krystalmagi i New Age-sammenhæng, siger at „man kan lægge [krystaller] under hovedpuden når man skal sove, for at drømme ophøjede og profetiske drømme. De kan bruges i healing til at stabilisere udsving i følelserne, til at berolige sindet og til at bringe kroppen i balance. En fødende kvinde kan holde fast om sådanne krystaller for at få styrke.“
New Age og miljøet
New Age-bevægelsen er „sund, grøn og populær“ — sådan siger TSBeat, et britisk ungdomsmagasin. Aktivt engagement i økologi og miljøbeskyttelse har skaffet New Age-bevægelsen et positivt image, og dette miljøvenlige budskab har tiltrukket mange. New Age-bevægelsens miljøbevidsthed antager imidlertid karakter af direkte tilbedelse af naturen, med ritualer i stil med primitive ceremonier for Moder Jord.
Er dette moderne udtryk for oldtidsmystik løsningen på vore problemer? Vil vor planet blive frelst gennem hekses og rumvæseners visdom? Vil der nogen sinde komme en ny tid med fred og fremgang?
[Fodnote]
a Utopia: „Et idealsamfund, især på det sociale, politiske og moralske område.“ — The American Heritage Dictionary of the English Language.
[Ramme på side 6]
MacLaine, New Age og Ramtha
„ASTRAL-DIMENSIONEN var virkelig, selv om vi ikke var i stand til at se den eller til at måle den i lineær målestok. Der eksisterer en virkelighed, der er større end den vi opfatter med vor bevidsthed, og det er den, der bliver kaldt den ny tids tanker. Den ny tids bevidsthed. . . .
[Jeg] besøgte . . . jævnlig nogle velrenommerede medier, der kunne formidle kontakt til åndelige vejledere fra det astrale plan. Nogle af dem var humoristiske, andre udelukkende belærende. Der var dog én af dem, der stak lidt dybere end nogen af de andre. Hans navn var . . . Ramtha den Oplyste. . . . Han fortalte mig, at han havde haft en inkarnation i den Atlantiske tidsperiode og havde opnået fuld realisering i visse liv. . . . Idet jeg så Ramtha direkte ind i øjnene, hørte jeg mig selv sige ’Var du min bror i din Atlantiske inkarnation?’
. . . Tårer strømmede ned ad hans kinder. ’Ja, du kære,’ sagde han, ’og du var min bror.’“
MacLaine siger videre: „Niveauet for hans åndelige ståsted var at viderebringe sandheden, den sandhed, at vi er Gud. Vi har samme mulighed for at rumme kundskab som han.“ — Dansen i lyset af Shirley MacLaine.
Sammenhold dette med Første Mosebog 3:5, hvor slangen (Satan) løgnagtigt siger til Eva: „Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ De der ønsker Guds godkendelse må undgå enhver forbindelse med onde og bedrageriske ånder. Moseloven påbød: „Vend jer ikke til åndemedierne, og rådspørg ikke de spåkyndige, så I bliver urene ved dem. Jeg er Jehova jeres Gud.“ — 3 Mosebog 19:31.
[Ramme på side 9]
„Endnu en rusgift i et beruset samfund“?
„NEW AGE-bevægelsen — sidste skud på stammen af en lang række sære åndelige patentløsninger og påfund — indbyder både til smil og til vred indignation. Ikke blot dens fornedring af fromheden, men også dens utilslørede kommercialisering, giver grund til mistanke om et storstilet religiøst bedrag. . . .
New Age-bevægelsen går ind for meditation, positiv tænkning, troshelbredelse, . . . mysticisme, yoga, vandkure, akupunktur, røgelsesbrænding, astrologi, jungiansk psykologi, biofeedback, ekstrasensorisk perception, spiritisme, . . . evolution, reichiansk sexterapi, oldtidsmytologi, . . . hypnose og et utal af andre teknikker der er udtænkt for at højne ens bevidsthedsniveau, deriblandt elementer der er lånt fra større religiøse traditioner. . . .
New Age-erstatningerne for religion stryger samvittigheden med hårene. Dens centrale lære går ud på at det ikke betyder noget hvad man tror, blot det er godt for en selv. Et New Age-slogan lyder: ’Det er sandt hvis du tror på det.’ . . .
Det egentlige spørgsmål er ikke om New Age-terapierne virker, men om religion skal reduceres til terapi. Hvis religionen ikke har andet at tilbyde end en åndelig rus, bliver den blot endnu en rusgift i et beruset samfund.“ — „The New Age Movement: No Effort, No Truth, No Solutions, Notes on Gnosticism — Part V“ af Christopher Lasch, professor i historie ved Rochester-universitetet i New York, USA.
[Illustration på side 7]
New Age-kulterne eksperimenterer med astrologi, telepati, meditation, krystaller og meget andet
[Illustration på side 8]
New Age-healing indbefatter brugen af krystaller
-
-
Hvordan vil den nye tidsalder blive en realitet?Vågn op! – 1994 | 8. marts
-
-
Hvordan vil den nye tidsalder blive en realitet?
NEW AGE-forfatterinden Shirley MacLaine gav udtryk for nogle velkendte tanker da hun skrev: „Det gik op for mig at jeg tænkte meget over hvad der gik galt i verden. Det kan man ikke undgå når man selv ser fattigdom, sult og had. Jeg begyndte at rejse rundt da jeg var nitten, og nu, hvor jeg er midt i fyrrerne, kan jeg objektivt sige at det er gået støt ned ad bakke siden da.“
Overalt på jorden er folk trætte af religiøst hykleri og løgn. De er frustrerede over magthavernes ligegyldighed og utilstrækkelighed. De forfærdes over skødesløshed og fadæser i medicinalverdenen. Og mange er ofre for racisme eller chauvinistiske fordomme.
En realistisk løsning?
Der er ingen tvivl om at vi trænger til en ny verden. Men er New Age-idéerne realistiske? Eller ligner deres fremtidsvisioner snarere Hollywoods science fiction-film? Er det klogt at sætte sin lid til profetier der er baseret på glemte traditioner, gamle myter og tankespind?
Det skal medgives at mange af de idéer som New Age-bevægelsen har taget til sig, i begrænset omfang kan fremme fysisk og mentalt velvære. Sund kost, fysisk træning, afslapning og miljøbevidsthed er vigtige forhold at være opmærksom på. Læger ville sikkert opnå bedre resultater hvis de tog mere hensyn til patienternes følelsesmæssige behov når de behandler fysiske lidelser. Men vi bliver alle syge, før eller siden, og selv den sundeste af alle ender med at dø. Vi kan ikke nyde livet fuldt ud når vi har tanken om sygdom og død hængende over vore hoveder. Anviser New Age-vejlederne rimelige løsninger på disse problemer?
Flere og flere bliver nedtrykte og deprimerede, og New Age-bevægelsen kan ikke gøre meget ved det. Londonavisen International Herald Tribune skriver: „Hvis begyndelsen af det 20. århundrede indledte Bekymringens Tidsalder, er vi ved dets afslutning vidne til daggryet for Melankoliens Tidsalder.“ Avisen tilføjer at „den første internationale undersøgelse af alvorlige depressioner viser en støt stigning i antallet af disse tilfælde på verdensplan“.
New Age-bevægelsen, med dens religiøse overtoner, udfylder ikke det moderne samfunds åndelige vakuum. Den formodede åndelige lindring bevægelsen kan tilbyde, er i bedste fald kun kortvarig. Det er rigtigt at de konventionelle religioner, især kristenheden, ikke har kunnet tilfredsstille den åndelige hunger. Én avis fordømte åbent at „kirken ikke når ud til dem der føler sig isolerede, ensomme og uønskede“. Avisen beskrev religion af i dag som udtryksløs og som noget der „frarøver enkeltpersoner enhver fornemmelse af direkte forbindelse til Gud“.
Bibelen — en bog der indeholder svar
Kristenheden har forfalsket og udvandet Bibelens sandheder. Også mange New Age-læresætninger er i modstrid med Bibelens indhold. Tag for eksempel New Age-idéen om at mennesker kan løse problemerne på jorden. Bibelen siger klart i Jeremias 10:23: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ Et andet skriftsted lyder: „Frelsen tilhører Jehova.“ — Salme 3:8.
Bibelen lærer ikke at mennesket har en udødelig sjæl der lever som et uafhængigt væsen, adskilt fra legemet. Ifølge Bibelen dør sjælen, og døden markerer ophøret af al tanke og virksomhed. (4 Mosebog 23:10; 35:11; Prædikeren 9:5, 10) Dette udelukker New Age-idéen om reinkarnation.
Desuden er det umuligt at tale med de døde. Ifølge Bibelen er enhver påstået kommunikation med de døde i virkeligheden kommunikation med dæmoner — åndevæsener der er fjender af Gud og menneskeheden. Efter Guds lov til Israel var der derfor dødsstraf for at udøve spiritisme, deriblandt enhver form for spådomskunst, astrologi og åndemaneri. — 3 Mosebog 19:31; 20:6, 27; 5 Mosebog 18:10-12.
Bibelen er kilden til sand åndelig helbredelse. Dens lære hjælper kristne til at forstå deres inderste jeg og forvandle deres personlighed. (Romerne 12:2; 2 Korinther 13:5; Efeserne 4:21-24) Den lærer os selvdisciplin og et sundt sind, samt respekt for en selv og for andre.
Bibelen formidler kontakten med den højeste magt i universet, vor Skaber. (Apostelgerninger 17:24-28) Den viser at menneskeheden, ved tro på hans søns genløsningsoffer, kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. (Romerne 6:23) Den giver tilfredsstillende svar på spørgsmål som: Hvorfor har Gud tilladt lidelser? Hvem er de magtfulde åndevæsener i det usynlige? Er de årsag til nogle af de såkaldte paranormale oplevelser?
Hvad fremtiden angår lover Bibelen os et fuldkomment helbred og evigt liv i en ny verden med fred, harmoni og et rent miljø — her på jorden. (Esajas 33:24; 2 Peter 3:13) I denne nye verden vil vi mennesker utvivlsomt øge vores kundskab og, under Guds ledelse, opklare mange mysterier angående menneskelegemet, planeten Jorden og resten af universet. Alt dette vil Jehova udvirke, for han elsker menneskeheden.
Kommer du til at opleve det?
Bibelen lærer imidlertid også at disse velsignelser kun vil tilfalde dem der lever i overensstemmelse med Guds love. Disse love er ikke undertrykkende. Men de skal adlydes. (Ordsprogene 4:18, 19; 1 Johannes 5:3) Man kan ikke gå ind for de ubibelske New Age-tanker og samtidig tro på Bibelen. — 1 Korinther 3:18-20; 10:18-22; Jakob 4:4.
Sande kristne vil derfor ikke lade sig besnære af New Age-bevægelsens ubibelske tanker. Man må lægge sund dømmekraft og rimelighed for dagen. Det bør bemærkes at New Age-etiketten er blevet klæbet på et utal af fænomener og ting, deriblandt noget der ikke har sin oprindelse i New Age-bevægelsen og som derfor ikke nødvendigvis er ubibelsk. Dette gælder især i forbindelse med helse, ernæring, kunst og musik. Kristne må derfor udvise dømmekraft og være velorienterede og ligevægtige, samtidig med at de holder sig på afstand af det der fordømmes i Bibelen. Meget passende giver Ordsprogene 14:15 dette råd: „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“
Ja, Bibelen er nøglen til sand oplysning. At New Age-tilhængerne generelt vender Bibelen ryggen, kan kun bringe endnu mere mørke ind i verden. Men Bibelen giver åndeligt lys og et håb om en ny verden som Gud har lovet: „’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’ Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’“ — Åbenbaringen 21:3-5.
-