DET gik ikke så godt i paradiset. I begyndelsen af 1985 havde den politiske uro kostet omkring 20 mennesker livet på Ny Caledonien, en ø i den sydlige del af Stillehavet. Dette fik bladet Maclean’s til at skrive: „Øen er allerede begyndt at ligne Nordirland, idet den er opdelt i to sværtbevæbnede og fjendtligsindede lejre.“

Situationen blev så alvorlig at den franske præsident, François Mitterrand, en lørdag i januar 1985 ilede halvvejs rundt om jordkloden for at aflægge et hastebesøg i Nouméa, øens hovedstad. Øboerne søgte ivrigt at give deres modstridende meninger til kende under hans besøg. Tilskyndet af deres religiøse ledere og af den stærke loyalitetsfølelse de nærer over for deres melanesiske rødder, pressede urbefolkningen præsidenten for at få over 130 års fransk kolonistyre bragt til ophør. På den anden side var der mange af europæisk-polynesisk og asiatisk afstamning, ja selv nogle melanesiere, der gav udtryk for deres loyalitet mod den franske regering og gik ind for et fortsat fransk styre.

Loyalitet mod Guds rige under prøvelser

Den politiske uro og de kaotiske tilstande der brød ud i 1984 skabte problemer for mange nycaledoniere, også Jehovas vidner. Nogle blev overfaldet og slået mens de var ude i forkyndelsen. Ved en lejlighed kom tre mænd ind i en broders hjem, truede ham med en pistol til at give dem sine bilnøgler, og stjal derefter hans bil. Et andet Jehovas vidne, en missionær, opdagede at hans bil var blevet sat i brand og ødelagt mens han ledede et bibelstudium.

I modsætning til de splittede øboere er Jehovas vidner — uanset hvilken etnisk gruppe de tilhører — forenede på grund af deres neutrale standpunkt. Gejstligheden, der selv er politisk aktiv, benytter sig af den øjeblikkelige uro til at lægge Jehovas vidner for had. For eksempel blev nogle Jehovas vidner der var på vej ud for at hente nogle interesserede mennesker til et møde, standset. Den rejsende tilsynsmand, der var på besøg hos dem i den uge, blev trukket ud af en af de to biler og slået, og hans briller blev knust. En interesseret blev beordret til at stille sig op mod en mur, og hans gravide kone blev tvunget til at se på at man slog ham i hovedet til blodet flød.

Men Jehovas vidner er klar over at deres loyalitet er vendt mod det rette. De husker Paulus’ ord: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ — 2 Timoteus 3:12; se også Mattæus 10:16.

Der udvides loyalt trods uro

I 1984 indså Jehovas vidner behovet for at bygge en stævnehal. Man fandt en passende byggegrund på en bakke med udsigt over Nouméa havn, og arbejdet blev påbegyndt i september. Men i november indførte myndighederne spærretid på grund af den politiske uro, og der blev erklæret undtagelsestilstand. Trods disse vanskeligheder reagerede brødrene på hele øen positivt når der var behov for hjælp på byggepladsen. Til tider arbejdede der op til 400 frivillige på byggepladsen, til stor forbløffelse for de udenforstående der fulgte med i byggeriet. At se et 60-årigt, kvindeligt Jehovas vidne skovle cement og grus i en betonblandemaskine kunne imponere enhver professionel byggearbejder! Da byggearbejdet fandt sted mens der var skoleferie, var der også mange unge der deltog. En pige sagde: „Det er den bedste ferie jeg nogen sinde har haft.“

Efter blot fire måneders forløb var byggeriet færdigt. Man traf forberedelser til indvielsen, men det viste sig at man havde valgt den selv samme weekend hvor Mitterrand uventet kom på besøg! På grund af den eksplosive politiske atmosfære, bad myndighederne Jehovas Vidner om at aflyse deres program. Men lederen af sikkerhedsafdelingen, der tidligere havde set et af Jehovas Vidners stævner i Frankrig, sagde til brødrene: „Jeg kender jer udmærket. Det er ikke jer vi får problemer med. Sørg blot for at træffe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, så vil vi ikke blande os i jeres møder.“