FOR omkring 300 år siden opstillede Isaac Newton nogle teorier om hvordan tyngdekraften virker. Han forestillede sig en mand der kastede en genstand fra toppen af et usædvanlig højt bjerg. Hvis genstanden blot blev sluppet, ville den falde ned mod jorden som et æble fra et træ.

Hvis den imidlertid blev kastet fremad ville den beskrive en kurve i sit fald mod jorden. Newton ræsonnerede som så, at hvis den blev kastet hurtigt nok ville den kredse om jorden i en bane.

Denne teori hjalp ham til at forstå forbindelsen mellem tyngdekraften og månens og planeternes bevægelser: Månen er bundet i en bane omkring jorden på grund af den tiltrækning jordens tyngdekraft øver, og planeterne holdes i deres baner af solens tyngdekraft.

En universel lov

Efter at have foretaget et grundigt studium formulerede Newton en præcis matematisk beskrivelse af denne universelle lov. Enkelt sagt viste Newtons ligninger at alle legemer, store som små, øver en tiltrækning på hinanden; graden af denne tiltrækning afhænger af legemernes masse og deres indbyrdes afstand.

Med nogen forbedring anvender fysikerne stadig Newtons grundlæggende formulering af tyngdeloven, ikke mindst i forbindelse med planlægning af rumprojekter, som da man sendte rumsonder op for at møde Halleys komet i 1985. Den engelske astronom Edmond Halley, en kollega til Newton, anvendte faktisk Newtons teorier da han forudsagde hvilket år kometen ville vise sig næste gang.

Newtons opdagelser vedrørende tyngdeloven gav ham et glimt af den orden universet åbenbarer, en orden der er opstået som følge af intelligens. Men med hans arbejde var det sidste ikke blevet sagt om emnet. I begyndelsen af dette århundrede nåede fysikerne frem til at nogle af aspekterne ved Newtons teorier var mangelfulde, ja endog uoverensstemmende.

[Illustration på side 16]

Ifølge Newtons tyngdelov vil en fjer og et æble i et lufttomt rum falde med samme hastighed