-
Er der håb om en økonomisk bedring?Vågn op! – 1989 | 8. maj
-
-
Ikke desto mindre beretter historien om en hersker der var specielt interesseret i de økonomisk dårligst stillede og som indførte særlige love for at beskytte dem og sørge for dem.
Denne hersker var Gud selv, som for 3500 år siden udfriede israelitterne fra Ægypten og som mirakuløst forsynede dem med manna under deres 40 års ørkenvandring. Som deres usynlige konge sørgede han for at alle havde nok. — 2 Mosebog 16:18; jævnfør Andet Korintherbrev 8:15.
Senere, da israelitterne var kommet ind i det forjættede land, beskyttede gudgivne love de fattige. De der var kommet i nød kunne få rentefri lån. De fattige kunne samle det der blev efterladt på markerne, i frugthaverne og vingårdene, idet ejerne skulle efterlade noget til dem. Gud befalede endvidere at de mere velhavende israelitter ’gavmildt skulle åbne deres hånd for den nødlidende i landet’. — 5 Mosebog 15:7-11.
Gud ledede Israels hus på en sådan måde at hele nationen ville have fremgang hvis folket adlød hans bud. De der regerede på hans vegne, som for eksempel kong Salomon, skulle efterligne hans eksempel. Salmisten bad således for kong Salomon: „Måtte han dømme folkets nødstedte retfærdigt; måtte han frelse den fattiges sønner,“ for, som han sagde: „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, . . . deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ — Salme 72:4, 12-14.
Alligevel forudsagde Gud senere i sit ord at der ville opstå en akut økonomisk krise. Bibelen beskriver de vanskelige økonomiske forhold der til sidst ville hjemsøge menneskeheden: „En hel dagløn for et brød.“ (Åbenbaringen 6:6, Weymouth, femte udgave) Det er præcis den situation mange af verdens fattige i dag befinder sig i. En hel dagløn er ikke engang nok til at betale et enkelt måltid mad.
En økonomisk genrejsning i sigte
Den eneste løsning på denne sørgelige tingenes tilstand blev understreget af nobelpristageren Willy Brandt: „Der må være en voksende erkendelse af at de fattige og rige lande . . . er knyttet sammen af deres fælles interesse i at overleve, og at man kun kan løse problemerne ved en langsigtet og verdensomfattende indsats.“
Det er netop hvad Gud har i tanke: En langsigtet og verdensomfattende indsats. I modsætning til jordiske herskere har Gud både viljen og evnen til at udvirke en verdensomspændende økonomisk genrejsning.
I den ovennævnte profeti om de økonomiske vanskeligheder omtalte han den hersker som han har udnævnt, en hersker som er i stand til at afhjælpe situationen. Han beskrives som en rytter på „en hvid hest“ der ’rider ud for at sejre’. Denne rytter er ingen anden end Jesus Kristus, der om kort tid vil „fuldende sin sejr“ ved at udvide Guds riges herredømme så det bliver den eneste regering over menneskeheden. Denne regering, Guds rige ved Jesus Kristus, er det middel hvorved Gud vil afhjælpe den økonomiske krise, såvel som andre ulykkelige forhold. — Åbenbaringen 6:2; jævnfør Daniel 2:44.
Under denne rigsregering, der i Esajas’ profeti omtales som „nye himle“, vil Guds løfte blive virkeliggjort: „De skal ikke slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel.“ „Mine tjenere skal spise. . . . Mine tjenere skal drikke. . . . Mine tjenere skal fryde sig.“ — Esajas 65:13, 14, 17, 23.
De millioner der i dag slider til ingen nytte kan hente trøst fra disse ord. I Guds nye verden vil deres børn ikke blive berøvet de vigtigste fornødenheder på grund af rædsler eller ulykker der skyldes økonomiske vanskeligheder. I stedet for at bekymre sig over leveomkostningerne vil man fryde og glæde sig over livet.
-
-
Er der håb om en økonomisk bedring?Vågn op! – 1989 | 8. maj
-
-
[Illustration på side 10]
I Guds nye verden vil der ingen sultende eller fattige være
-